Livsfilosofi #1

Somme tider skal man gøre noget forkert for at finde du af, hvad det helt rigtige er.

Lommen - lidt klogere

BLOGSTOP - på den pseudo-agtige måde

Alle bloggere kender det vist:

Somme tider sker der så mange og dybe ting i éns liv, at man godt ved, det ville være dumt at blogge om det. På den ene side kunne det måske være rart at sætte ord på, men på den anden side har man i visse sager brug for lige selv at "finde sine egne ben", afgøre hvordan man egentlig har det, "hvor man står" (på de dérsens ben), før man lægger sine tanker ud til frit skue blandt nogle, som ikke kender én.

I sådanne situationer indfører mange det, man kunne kalde et pseudo-blogstop. Man blogger altså stadig - bare mest om dagligdag på den dagligdags måde: Om kaffe og klidboller, om morgener og meninger, om venner og videnskab. Mens det andet - dét, der rumsterer mest i hovedet - bliver holdt inden for egne fire vægge.

Lige nu må nære venner og mit Word-program lægge ryg til. Måske kommer det så op her senere?

P.s.
Indlægget her er såmænd ikke skrevet for at "gøre mig interessant" :-) men for at spørge: Kender I ikke denne følelse?
- Og for at sige, at hvis der er mange af de ikke så dybe indlæg i den kommende tid, så er det altså derfor. Ikke fordi jeg har det skidt. For det har jeg ikke. :-) Er bare "forvirret på et højere plan", som min vejleder ynder at kalde det.

Lommen - Word-blogger

Nyttig blaserthed

Jeg læste engang om en sociolog, der mente, at folk blev blaserte af at bo i en storby. De var simpelthen nødt til at lukke af for mange af alle de indtryk, de blev bombarderet med hele tiden: Neonreklamer, tiggere, sælgere, folk i anderledes tøj, diverse optrin, larm, råben. Sociologen mente, at det var en slags naturlig tilpasning til det unaturlige (byen). Man ville blive skør i hovedet, hvis man tog alle de mange indtryk ind hele tiden.

Kom til at tænke på det, fordi der her i Huset godt kan være en ret livlig aktivitet og alle mulige informationer og indtryk, der flyver rundt hele tiden. Vi er trods alt lige knap tredive mennesker...

I går ude i vores fælleskøkken var der således en del bolde i luften. Ikke at det adskiller sig væsentlig fra ellers. Jeg så det bare pludselig som en udenforstående må se det.

Der er en tre-fire stykker, som netop er blevet studenter og helt ustyrlige bener rundt fra den ene fest til den anden for at nyde huen. De er lige suset indenom for at sige hej mellem to fester...
En anden ævler løs om sit BA-projekt, som han stresser over at skulle aflevere lige straks (og har arbejdet på et halvt år)
Et kærestepar diskuterer over aftensmaden, hvor meget vin der mon skal indkøbes til fejringen af hendes 25-års fødselsdag i næste måned
Min græske nabo har slæbt computeren med ud i køkkenet og snakker endog temmeligt højt - på engelsk - med en medstuderende via Skype
Samtidig sidder vores kajakker og ser sportsnyheder på fjerneren (med lyd på)
Midt i det hele står jeg så selv og bager og ønsker en anden beboer, der har været så uheldig at blive influenza-syg, god bedring.

Læg dertil at der konstant er mobiler, der ringer, og folk der kommer på besøg...

Lommen - nyttig blaserthed...

Udhvilet - nu til makronerne og op på fiskefiletterne!

Gosh, mand...!

Bare ikke været ordentlig plads til søvn i skemaet her på det sidste. Ved tre-tiden i nat bukkede jeg så totalt under. Gik ud som et lys, som det hedder - og vågnede så her klokken tolv middag!! *Gisp* Men kors, hvor jeg trængte efter i flere dage kun at ha' sovet cirka fire timer hver nat. Føler mig som et ganske nyt (naaarh, så lettere brugt da...) menneske. Skønt!

Nu er der så syv timer, til jeg drøner ud ad døren igen. En god, lang eftermiddag til at:

• Komme videre med den illustration af kommunikationsdynamikker, jeg er i gang med i Powerpoint (det er møgsmart fundet på af min vejleder!)
• Vaske nogle maskiner tøj og håndklæder
• Vaske Husets viskestykker og karklude
• Skifte sengetøj (drømmer: "Aaaah... ææælsker rent sengetøj!" *snifsnif*)
  
• Støvsuge og vaske gulv
• Rengøre mit badeværelse

Men der skal osse nok blive tid til en kop Lavazza inde ved computeren sammen med en af de hjemmebagte grovboller fra i går!

Nå, jeg må løbe... ;-)

Lommen - man kan godt være livsnyder midt i arbejdet

Overskud

Ska' love for, der sker noget...

Psykologen, som jeg jo var hos for første gang i dag, lader til at være et rigtigt godt sats. Det kommer der nok noget mere om, når jeg er længere inde i forløbet. Men altså - bare det at være i gang...! Humøret er stærkt bedret.

Måske er det dét, at eksamen er overstået (for altid! *Yay*), måske det at jeg er gået i gang med målrettet at få hånd om min egen usikkerhed i de næreste relationer og de problemer, der længe har pint mig, måske er det oplevelsen af, at mine forældre bakker mig op...?

Det er nok en god blanding!

Men jeg tager det i hvert fald med ophøjet ro, at kæresten og jeg p.t. holder en pause (hvor det vist bliver til, at vi snakker sammen en gang om ugen eller hver tiende dag), og jeg føler mig godt tilpas i det. Den sidste tid har været SÅ hård med mange skænderier som resultat af mine alt for automatiske usikre tanker, og nu føles det bare godt med ro og hverdagstanker og kun at ha' mig at tænke på. Bare for en tid. Føles godt at stole på, at vi prøver igen på et tidspunkt, og at jeg ikke bare går og venter på, at han er klar. Men at jeg selv arbejder på at blive klar til at være i det. Og vi havde en fin telefonsamtale til aften. Pauser kan lade sig gøre, tænker jeg. Og jeg kan måske ligefrem for én gangs skyld finde ud af at tage tingene, som de kommer...

Og det kommer sgu lidt bag på mig, at jeg kan være glad i sådan et forløb. Men glad er jeg. Der er overskud - nok så betegnende...

I morgen aften skal jeg ses med hende her. Og jeg glæder mig enormt meget til at snakke med hende - osse selv om det ikke er så længe siden sidst. Hun er et gammelt bekendtskab, men et relativt nyt venskab, og jeg fatter stadig ikke, at vi var så længe om at finde ud af at ses uden om fælles venner - for fanden, vi har meget tilfælles! Og jeg befinder mig altid godt i hendes selskab. Lærer altid noget, griner altid meget, forstår umiddelbart hvordan hun føler. Ved, at hun det meste af tiden forstår mig.

Tidligere på dagen meldte min amerikanske ven sig så på banen. Efter flere års venskab og skolegang sammen i Danmark blev vi for flere år siden adskilt, da han tog til England og siden USA for at studere. Nu lever han i USA og er netop blevet amerikansk gift (ku' ikke være til hans bryllup i Washington pga min eksamen *snøft*). Han er så et smut i Danmark for at se forældrene, som stadig bor her. Så efter ikke at ha' set hinanden siden jeg for tre år siden var ovre og besøge ham, ses vi nu på søndag til kaffe. Det ser jeg meget frem til!

På mandag skal jeg spise sammen med min præsteven. Denne herligt gakkede, nørdede mand og hans lige så unikke kæreste (som jeg osse er kommet til at holde meget af) og jeg skal på en efter sigende lettere skummel bodega og spise. Hvad det præcis er, de har fået lokket mig ud i, er jeg godt nok ikke helt klar over. Men jeg gik ind på det, da det indebar lave priser og store mængder godt kød... ;-) Det kan ikke blive andet end hyggeligt.

I det hele taget...

Det blæser ind med sms'er. Venner, der vil høre min mening om dette og hint, søge støtte og gode råd eller bare fortælle noget sjovt. Høre om mig. Høre, om jeg ta'r med til dit og dat. Og det er, som om jeg tror på det på en helt anden måde, når folk roser mig eller smiler til mig - minsandten om ikke jeg har overskud til at smile igen! Minsandten om jeg ikke tror, de vil mig! Noget af en forskel fra tidligere i år...!

Og jeg får knoklet speciale og morer mig ligefrem med det.

Sidst men ikke mindst sidder jeg lige nu med et godt glas rødvin og venter på opkald fra en ven, som er en ud af det skønne trekløver, jeg hvert år tager i sommerhus med... Det bliver godt, gør det - selv i regnvejr! :-)

Lommen - i overskud

Sidst på måneden på den fede måde

I betragtning af at jeg ikke har flere penge tilbage til denne måned (som i "absolut ikke nogen som helst penge"), så er det da okay, at menuen i aften står på mørbradbøffer med nye kartofler og en god flaske vin, ikke?

Ja, det ville sådan set nok være okay til enhver tid, når nu jeg tænker over det...

Lommen - forrådsfan!

Stille godnat efter hektisk hoveddag

Længe siden jeg har været så træt. Mentalt og fysisk. Rendt rundt hele dagen. Og i en stadig strøm af tanker om valg og mål.
I morgen tidlig skal jeg være klar til at sætte mig ned og øse - struktureret? - ud af dem, tankerne, til et menneske, jeg aldrig har mødt før. Egentlig ser jeg frem til det - at sætte processen i gang. Officielt. Uofficielt har den jo kørt et par uger allerede. Oppe i knoppen på mig.

Well. Hvis de 800 kr., som det koster pr. gang, skal ku' udnyttes optimalt, så må jeg hellere se at få sovet...

Lommen - nu som proces- og løsningsorienteret

Denne skælven - en skrækhistorie fra det uvirkelige liv

Det er, som om jeg ser ting i et helt nyt lys i disse dage...

Hvilke ting? Hvordan nyt lys?

Hm... Står nok så meget midt i det, at det er svært at sætte ord på. Men det er i hvert fald noget med, at jeg ser mig over skulderen og opdager, hvor utroligt megen kærlighed og omsorg, jeg er gået glip af i mit voksne liv. Tragisk nok skyldes det ikke, at den ikke har været dér, kærligheden, men at jeg ikke har været åben over for den, grebet den.

Ganske vist har jeg forelsket mig. Meget. Ikke ligefrem ofte. Heller ikke sjældent. Men i hvert fald meget, når det skete.

De gange hvor jeg har fundet sammen med den pågældende mand, er der dog efter kort tid altid indtrådt en sær skælven inde i mig. En det-er-alt-for-farligt-at-blive-afhængig-af-en-mand følelse. En instinktiv fornemmelse af, at hvis jeg gav helt efter og nød det og stod ved nydelsen i trygheden og omsorgen... Hvis jeg regnede med den og byggede noget på den, så ville jeg før eller siden blive dødeligt såret. Måske bogstaveligt dødeligt... Måske frygter man lidt at dø, hvis den man stoler allermest på, svigter én?

Noget dybt inde i mig ved godt, at for længe siden svigtede den første mand i mit liv mig helt fatalt. Noget inde i mig erindrer svagt, hvor såret og afsindigt magtesløst vred jeg blev - hvor helt alene og forrådt jeg i trekantsdramaet omkring min psykisk syge mor ofte følte mig som barn. Af min far. Vi var tre - og jeg tabte altid, når han måtte vælge imellem os i vivaret af min mors vrangforestillinger. Gav han mig ret i at min mor var dybt urimelig i alle sine beskyldninger imod mig, så sku' han trækkes med hende, der ofte truede med selvmord og på mange forskellige måder drænede familien totalt og vendte op og ned på den. Det var nemmere at tale min mor efter munden og dermed lade mig (som han ellers ofte forinden havde givet helt ret og trøstet forstående) fremstå som løgner og halvtosset...

Svigtet over for hans datter er til at få øje på.

I disse dage går det op for mig, hvor meget jeg savner ham, altid har savnet ham. (Kan rent faktisk ikke skrive det uden at få tårer i øjnene). Uanset om han så sad ved siden af mig, eller om han helt konkret var langt væk på én af sine mange lange rejser, savnede jeg ham tit. Jeg tænker tilbage og kan genkalde mig følelsen, som jeg dengang aldrig satte navn på, men bare var i.

Det går op for mig, at tredive år af mit liv har handlet om hans anerkendelse, for at jeg var lige netop mig. Det næstbedste var hans anerkendelse for noget, jeg præsterede. Jeg præsterede rigtigt meget som barn og teenager...
I mit voksne liv præsterer jeg ikke en skid. Ikke endnu. Jeg har opgivet ævred - sløser med ting og udsætter dem. Uden at vide hvorfor. Jeg tror, der er en forbindelse...

Tilbage til det med forhold:
Mænd, jeg ikke elsker, har jeg pudsigt nok altid stolet på, når visse af dem fortalte mig, at de var blevet forelsket i mig - ja, sågar elskede mig. Et par gange har jeg endda forsøgt at forelske mig i dem i stedet for i de andre, for det syntes så meget mindre kompliceret. Med dem var jeg aldrig nervøs og bange for at miste, for at blive glemt og overset og for ikke at betyde nok. Det var ikke anstrengende. I det mindste ikke på samme måde som med de andre, dem jeg elskede.

Men jeg blev selvfølgelig ikke forelsket (og derfor blev det jo så anstrengende at være sammen med dem alligevel). Snarere end at bekræftes kedede jeg mig og forvirrede mig selv - og sårede i værste fald dem. Et forhold med én, man ikke er forelsket i, virker jo ikke. Klart nok.

Jeg holdt derfor på et tidspunkt op med at være sammen med fyre, jeg ikke var forelsket i, og gik kun efter sommerfuglene i maven og den lallende, fjogede usikkerheds-fase, man kalder 'forelskelse'. Ville ikke nøjes med mindre end følelsen af at "her var noget helt særligt" osv..

Men mistroen indfandt sig hver gang, når den første vilde forelskelse havde lagt sig, og så begyndte det hver gang at gå ned ad bakke. Så blev jeg usikker og bange, troede ikke på kærlighedserklæringerne, de søde ord, omsorgen, det dejlige samvær. Jeg bortforklarede det. "Vidste bedre". Var inderst inde sikker på, jeg blev holdt for nar, og at en dag ville det vise sig...!

Det blev selvfølgelig selvopfyldende, for ingen kan holde til den type mistro i længden fra deres elskede. Hver gang gik forholdet mere eller mindre dramatisk i stykker. Et par gange var det osse mig, der forlod kæresten - for dog i det mindste at være den, der først indså nederlaget...

Men indtil bruddene prøvede jeg jo at få det til at fungere. Hver gang. Og da jeg ikke kunne slippe af med angsten for at blive såret, angsten for forræderi (ikke utroskab, men snarere for at det skulle vise sig, at det, der blev sagt og gjort, ikke var oprigtigt), så forsøgte jeg mig med en ny strategi:

Fordi jeg ikke kunne holde den konstante usikkerhed og angst og mistro ud - fordi jeg ikke kunne holde ud hele tiden at være på vagt - blev jeg en kontrolfreak.
Jeg ville styre det hele. Jeg ville forklare kæresterne, hvordan alting sku' gøres, så jeg ikke blev usikker i forholdet. Hvis bare jeg fik sat ord på det hele. Hvis bare de forstod. Så sku' det nok komme til at gå en dag. Så ville jeg blive tryg og lykkelig og føle mig elsket.

Du ska' huske at sige sådan og ikke sådan. Du ska' huske, at når jeg... så er det, fordi jeg... Du ska' dit, du ska' dut, du ska' dat. Du må endelig ikke... Du må gerne, men helst ikke... Osv..

Tusind påbud, som selvsagt kvalte enhver følelse af kærlighed. De fleste af de her mænd elskede mig for højt og for misforstået til at turde sige fra, og tragedie efter tragedie udspillede sig bl.a. derfor med mig selv som hovedperson, alt imens jeg dybt inde blev mere og mere sikker på, at det med forhold var jeg simpelthen bare ikke bygget til.

Jeg endte som et alt-dominerende kvindemonster, der hverken ku' kende mig selv eller mine kærester, som én efter én måtte gi' op. Jeg endte med at hade hende, jeg var blevet til i de forhold. - Hende, som jeg - hver gang uden at fatte hvordan - blev til. Den nøjeregnende, smålige, hævngerrige, usikre, rasende, grædende.

I stedet for at være en kilde til energi og glæde blev parforhold for mig en lang og slidsom kamp, og i dag begriber jeg ikke, at jeg orkede at blive ved at prøve. År efter år. At jeg ikke bare smed håndklædet i ringen og konkluderede, at dét ku' jeg åbenbart ikke finde ud af. Blev en kynisk énspænder med korte, mere overfladiske forhold, der sluttede, når forelskelsen gjorde det. Eller bare en eneboer.

Men nu forstår jeg så småt...

Jeg véd godt nu, at det hver gang har været farmand jeg kæmpede imod og med.

At det var ham, jeg hævnede mig på, når jeg både i ord og handlinger sårede kæresterne og hævnede mig for noget, som de ikke havde gjort og ikke kunne drømme om at gøre imod mig. Jeg véd, at det var ham, min far, hvis anerkendelse jeg havde håbet på og anglet efter, når jeg igen blev skuffet over, at kæresten overså lige dén detalje, jeg havde håbet på, at han ville påskønne.
Ham, jeg råbte og skreg ad, følte mig forladt af, når kæresten tog afsked, gik til fest eller bare på arbejde. Ham, hvis manglende overskud og mentale fravær, jeg blev mindet om, når kæresten var den mindste smule uopmærksom, og som igen og igen fik mig til at føle mig komplet tom og ligegyldig, når kærester i afmagt over ikke at kunne nå mig slog op.

Jeg véd det godt. Jeg har endda taget hul på emnet med min far i en - for os begge, tør jeg godt sige - højst overraskende telefonsamtale for nylig.

Og nu er jeg fast besluttet på, at jeg ikke slipper emnet, før jeg har fået fat om de gamle følelser og råbt og skreget og iltet alle de gamle tanker, som har været lukket nede og inde i så mange år!
Og ærligt talt, så er jeg fuldstændigt overbevist om, at når jeg engang vender tilbage fra den proces, vil jeg for første gang nogensinde ånde frit. Så begynder mit liv.

Lommen - getting started

Hvem sagde mandag?

Jeg er traaaaat efter denne weekend. OG jeg er løbet tør for kaffe. :-S

Men brormand slæbte mig med til en skøn eksotisk middag inde i byen i går (med det hele, tør jeg godt sige!) Drinks, forretter og stor dessert inklusive. Det var forrygende - og skønt at slå mave med en gåtur ved Søerne bagefter samt at sidde længe i skæret fra de gammeldags gadelygter på Frue Plads og snakke og nyde stilheden af en mellemstor provinsby, som København jo er... :-)

Og så har jeg faktisk en lidt spændt fornemmelse i maven these days. På den gode måde. Der sker en masse. Bliver sgu altid lidt fjollet om sommeren.

Lommen - mandage ER altså ikke så slemme :-)

Mon man prøver at fortælle mig noget...?

Når man sådan går i den duftende sommernat og overvejer et dilemma, man er havnet i, og man ikke er sikker på, man kan finde ud af at at vælge det åbenlyst rigtige...

... så er det da ret betegnende, at netop som man gennemtænker den mulighed, man er fristet af, men som vil forårsage mest kaos, lister der en sort kat over vejen.

Ikke?

Lommen - så sku' det vist være tydeligt for enhver

"Spændende"?

Hm... Lader til, at nogen et sted i Huset har fundet min blog. Og vedkommende har i dag brugt tre kvarter på at pløje sig igennem mine indlæg. Det må være god underholdning. :-) Well. Dette er ikke på nogen måde ment som en "klage". Jeg har selv valgt at lægge ting så åbent frem, og jeg har naturligvis osse overvejet, at dette kunne ske, og hvordan jeg ville ha' det med det. Men det er da en lidt pudsig fornemmelse at gå rundt her i Huset og ikke vide, hvem det er, der læser så ivrigt med, må jeg indrømme. Kan bare konstatere, at det er godt, jeg ikke føler, jeg har noget at skamme mig over!

Lommen - al anonymitet er (som fastslået så mange gange tidligere i blogosfæren) relativ...

Socialiserings-lyst genfundet!

Vi havde en rigtigt hyggelig aften i går! Det var dejligt igen at mærke, jeg er i live. Dejligt at snakke med mennesker, jeg ikke taler med hver eneste dag. Dejligt at kigge lidt i øjne og grine en masse. Mærke en god og behagelig stemning uden komplikationer. Føle sig attraktiv og vellidt. Når man får lidt af det, man længe har haft brug for, kan man somme tider "mærke behovet med tilbagevirkende kraft", så at sige. Det går op for én, hvor meget man egentlig har lukket sig inde, eller hvor trist man har været.
I går gav lidt nyt mod på det hele.

Nu sidder jeg så og er egentlig lidt "rart med ro i hovedet"-agtig, men roen varer ikke længe. Min bror ankommer snart, og så tager vi ud og spiser. Vi har en gammel aftale: Han giver middag, fordi jeg hjalp ham meget med hans BA-projekt, som han i øvrigt bestod med bravour.
Glæder mig meget til at se ham, som altid er så fuld af energi og har det store (tand)smil på. Folk siger, vi ligner hinanden. I så fald skal jeg ikke klage...

Og så passer den middagsinvitation i øvrigt ret godt med, at jeg ikke har flere penge til denne måned... ;-)

Lommen - træt, men glad og afslappet

FÆZD

Der er altså bare ikke noget bedre end at...

... vågne op efter at ha' sovet godt og længe, åbne sin mobil og finde en sms, hvor der står:

"Har været ved at købe god mad til i aften, fik sådan en lyst til at forkæle os :-)"

Har sagt det før, men siger det gerne igen: Mandlige venner, der kan lave mad, er et hit! Megahit!

Og så lader det rent faktisk til, vi får stablet noget fest-agtigt på benene efter middagen! Japperdappadeeeey! Naaarj, azzå, hvor jeg trænger (sådan lidt à la Murermester Jessens kone i Matador, måske? ;-)) til at slubre lidt vin (dog ikke cacaolikør...) og pjatte og ikke tænke så meget over tilværelsen.

Lommen - med fest, uden tænkning

Sneezing Dog

Forleden sad jeg og snakkede i telefon, da min græske nabo endnu engang begyndte at nyse, hoste og harke ret kraftigt inde på den anden side af væggen. Det fik min samtalepartner til forbavset at udbryde:
"Hov! Har du en hund på værelset?"

Jeg kom sådan til at grine og døbte straks naboen Sneezing Dog. Den arme mand lider voldsomt af forskellige former for allergi og er derfor ofte plaget af nyseanfald, hoste osv.. Nu er han så netop blevet almindeligt forkølet oveni (sådan en klassisk post-eksamens-stress-jeg-har-nu-tid-til-at-være-syg ting, tror jeg nok). Resultat: Han nyser konstant.

Selv om han i begyndelsen protesterede noget imod min navngivning af ham, har han nu tilsyneladende taget det til sig/affundet sig med det. Måske er han ligefrem kommet til at holde lidt af det? I hvert fald fik jeg i forgårs aftes følgende sms-godnathilsen fra ham:
"Sneezing dog sneezes sweet dreams!"

(... efter at vi i øvrigt havde haft en tråd kørende om, hvorvidt vi bør muntre den sørgmodige Pianomand op eller simpelthen true ham og hans klaver til at være stille. Det sidste indebar hestehoveder i Pianomandens seng og Mozarts Requiem for fuld udblæsning på anlægget, mens naboen og jeg tog et andet sted hen...)

Lommen - tit hyggeligt, når interne jokes løber ad absurdum

I morgen skal jeg gøre mig lækker :-)

Nå, men jeg fik så lige afsluttet alt det dér eksamenshejs. Og nu er jeg ret lettet og meget, meget træt. Det er sent om natten, og jeg har bare hængt på køkkenet med et par af gutterne, bagt brød og hygget og ikke tænkt på noget som helst. Nu skal der soves en masse. Og i morgen inden jeg tager til Skt. Hans-tamtam, skal der goooodt nok vaskes noget tøj og ryddes op i denne post-eksamensbule.

Og ved I hvad? Så vil jeg simpelthen bare være god ved mig selv! Ved min krop, helt præcist. Den har ikke fået ordentlig, kærlig pleje og omsorg i den sidste tid. Så det er mig en glæde at bekendtgøre, at jeg i morgen tager et ekstra langt bad, bruger den lækre massagesvamp over hele kroppen, fatter skraberen, lægger en plejende maske på ansigtet, måske endda en hårkur. Alt det dér, som man gør, når man igen har tid, og man virkelig synes, man fortjener at føle sig kvindelig, lækker, fysisk, sexet oven på en periode, der på mange måder har været ufatteligt hård, men som nu er slut... Når man gerne vil mærke sin krop som andet end en ting, man har på slæb, og som man ikke bare bruger til at føle, hvor bange, nervøs og utryg man er.

Og så vil jeg sgu gerne snart ud at pjatte og fjolle og kigge i øjne og opleve mig selv blandt fremmede mennesker igen!! Jeg er altså ret træt af mine egne fire vægge - og osse lidt af folk lige omkring dem...

Så pals, råb lige op - hvis der er en fest på vej, okay? :-)

Lommen - men først søvn!

Ydrk

Hm... Det KAN ikke være sundt at sidde oppe og lave eksamensoplæg fra kl. 22 til kl. 05. Tror I vel?

Nå, jeg snupper en ekstra vitaminpille i weekenden (eller en kop varm snaps, hvis jeg virkelig skal straffe mig selv for min præstation i dag...)

Lommen - så kan jeg vist lige nå at sove en 5-6 timer...

Femogtyve år for sent: Undskyld

Ja, det er så bare én af de ting, dagen i dag har budt på. En undskyldning fra min far i en helt ud af det blå-snak, som jeg blot en time forinden ikke vidste, at jeg ville tage. En lang , tæt og tårevædet snak om dengang jeg var lille og ofte ikke forstod, hvorfor min mor gjorde så mærkelige ting og var så ked af det.

Min far huskede det hele, benægtede ingenting. Han forklarede, hvorfor han havde handlet, som han gjorde. Men han forsvarede det ikke. Han forstod mig godt. Forstod vreden og sorgen. Og sagde alle de rigtige ting. Og da jeg sagde, at han nok ikke forstod, hvad hulen hans gamle svigt nu havde at gøre med mig og mine kærester, sagde han såmænd: "Jo, jo - det forstår jeg udmærket. Det var jo nok ikke helt til at vide for dig, om du kunne stole på mig dengang. Når jeg somme tider trøstede dig og gav dig helt ret i, at alt det med mor var svært og så lige bagefter gav din mor ret, når hun var til stede, bare for at få fred for hende. Og så er det vel ikke helt nemt at stole på, at omsorg er ægte nu...".

Nu er der prikket et lillebitte hul i membranen, der i femogtyve år har indhyldet vreden. Jeg håber, at den så lige så stille kan sive ud, og der kan blive plads til noget helt andet og meget bedre.

Og jeg er helt smadret i hovedet af bare at ane det nye perspektiv. Men det er smadret på den gode måde, tror jeg nok.

Hm... Nu skal jeg så til min sidste eksamen på uni om mindre end fireogtyve timer og er ikke færdig med at forberede mig. De sidste dage har været vildt omtumlede. "Spændende"...! Lidt for spændende.

Lommen - hellere knald på end knald i låget...

Meta

Hvorfor dylen er det, at jeg ikke kan opdatere hos Blogbot lige pludselig??

Lommen - øv

UPDATE: Og fra og med dette indlæg lykkedes det så selvfølgelig...

SÅ har man altså blogget for meget!

Kender I det, hvor man i vågen tilstand har sådan en slags mareridt? Man forestiller sig nogle ting, og så tager tankerækkerne bare fart, og lige pludselig sidder man lettet og tænker: "Godt, det ikke er virkelighed!"... Sådan en tankerække havde jeg i går aftes.

I min "drøm" viste det sig pludselig, at én, der havde kommenteret længe på Kontorchefens blog, i virkeligheden var hans kone, som lurede på ham og den blog, han troede, han havde i al anonymitet. (En eller anden jokede vist med det på hans blog i går, så det er nok dét, der har sneget sig ind her).

Well...

Der blev eddersatme en farlig kommers, da hende konen opdagede, hvordan hendes mand bloggede og kommenterede! Og den arme mand bloggede efterfølgende løs om, hvor mange "skældud" han fik, nu hvor hun havde opdaget hans blog, med alt hvad det indebar af billeder af *pardon my french* nøgne patter, stramme balder og saftige historier. Det var faktisk lige før, det var lidt skægt at læse med, må jeg skammeligt tilstå. Fordi det virkede så surrealistisk, fordi han nærmest bloggede live. Man fornemmede klart, at han sad og tastede løs, mens konen råbte og skreg lige ved siden af ham.

...

Tankerækken stoppede, netop som det gik op for mig, at jeg vidste, hvem han var i virkeligheden, og at jeg engang havde været på date med ham... (Ja, altså i tankerne, ikke?!)

Lommen - tankestrømme værre end reality-tv... :-S

Trommen

Jeg bor øverst i Huset. Det er en gave. På mange måder. Men især når det regner. Som nu. Hørte det tromme på ventilationsristen i mit badeværelse. Ud til siden med bøger og de mange eksamensnoter, hurtigt på benene og så på bare tæer over og åbne et vindue og snuse dybt ind. Længe og inderligt.


Nu vælder sommernatten og lyden af perlende friskhed lige ind i min bolig, og så gælder det om at krybe til sengs. Så når jeg nemlig at falde i søvn til denne frugtbare stilhed og slipper for at holdes vågen af fuglenes promenadekoncert, som ifølge det fastsatte program begynder om to timer fra nu...

Lommen - hellere jord under fødderne end neglene...

Pianomanden

I Huset er der for nylig flyttet en meget tynd, nærmest mager, høj fyr ind. Han har store, sørgmodige øjne i et solbrændt, nøjsomt ansigt og et klogt, studentikost skæg, der stritter lige så vildt som hans hår.
Og så ejer han et klaver. Dette er, udover hans navn og hans uddannelsesretning, det eneste, jeg ved om ham. Og så gætter jeg på, at han må være meget ked af det, for han spiller det mest triste, ensommelige musik på sit lille klaver. Jeg tror, de fleste i Huset har ladet sig mærke med det.

Nu spiller han igen. Og jeg mærker en knude i maven. Hvad er der mon i vejen, du smukke pianomand?

Lommen - for stille musik

Godt at der ikke sker noget som helst!

Hvis der intet sker herinde i dag, så er det helt sikkert et godt tegn - for så betyder det, at jeg ikke laver overspringshandlinger, men i stedet rent faktisk får lavet mit eksamensoplæg færdigt...

Lommen - *gisp*

Bekymret og glad på én gang?

Mens jeg lige nu forsøger ikke at være alt for bekymret, så kan jeg i det mindste glæde mig over flere gode ting, som trods alt er sket i dag...

... Mit vejledermøde gik utroligt godt, og jeg fik så meget blod på tanden, at jeg straks efter hjemkomsten kastede mig over en særlig form for strukturering af al min empiri. Og det er jo SJOVT!! Hun har sgu fat i noget, damen (altså min vejleder). Bare pas på derude! Det varer ikke længe, før jeg rent faktisk kan beskrive sociale/kommunikative dynamikker i Blogland. På den overbliksagtige måde, sgu! :-)

... Efter at ha' snakket længe med min mor i går på "alt det, jeg har skullet sige de sidste ti år, men som jeg ikke har turdet komme ind på af angst for at såre dig"-måden, syntes jeg lige, jeg ville ringe hende op igen i dag efter bemeldte vejledermøde og fortælle, at der var godt nyt, og at jeg havde været meget, meget dybfølt glad for og lettet over samtalen i går.

Jeg går så rundt ude på universitetets område og pladrer med hende i min mobil dér i eftermiddagssolen, og så... ser jeg sgu pludselig eks'en komme kørende på cykel ude på gaden. Han så ikke mig, hvilket jeg ikke skal beklage mig over. Men altså... Hvor er det skønt - det gippede bare lidt i mig et par sekunder, og så opdagede jeg, at jeg følte... ingenting. Hverken mere eller mindre. Hvis der da er noget, som er mindre end ingenting... ;-)

Man kunne indvende, at det - faktisk netop i dag - er to år og fire måneder siden, han gik fra mig, så det skal jeg da være ovre. Klart! Enig! Men hvor var det dog rart at blive bekræftet i. Hvor var det dog skønt ikke længere at blive bange, helt slået ud af sorg, visne. Det var bare så uendeligt ligegyldigt - han var ligegyldig.

Jeg stod jo lige der og snakkede med min mor om, hvor glad jeg var for, at jeg nu kunne se en ende på studiet, hvor godt det blev at se min bror i weekenden efter min eksamen, og hvor dejligt det var med hans gode resultater, og om hvor glad jeg var for min dejlige kæreste. Og alt - alt - hvad jeg kunne finde på at snakke med hende om, var vigtigere. Og jeg sidder faktisk lige og studser over, at jeg ikke engang mærkede efter, om det var en lettelse, at jeg sku' i den modsatte retning af ham. At jeg sku' hjem. Hjem til Huset mellem de to Søer, som ikke så mange måneder endnu er mit hjem, men som i mere end én forstand kom til at danne rammen om "projekt Pernille finder hjem". Ja, dét ku' godt ha' været titlen på en virkeligt svingende, udfordrende, nervepirrende og sindssygt spændende og lærerig periode af min tilværelse.

Kan mærke, at et nyt kapitel er under opsejling. Jeg er parat. Jeg trænger til luftforandring. Er lidt træt af "drengerøveriet" her i Huset (selv om jeg sgu stadig holder af gutterne), véd, hvornår hvem vil reagere med hvad, ved, hvem der falder for hvem osv.. Ved, hvordan jeg selv reagerer. Det er på tide at få den afhandling færdig, pakke flyttevognen og se at komme af sted ud i det, de kalder Livet. Jeg glæder mig. Hov - dét har jeg aldrig turdet før...

Lommen - kan man godt være bekymret og glad samtidig?

"Lad mig være i fred!"

Det er bare så svært for mig at tackle, når en af mine nære er ulykkelig og så beder om at være i fred. Jeg véd, at den fred skal man give folk. Jeg véd, hvordan jeg selv har det, når jeg siger sådan - og osse hvordan jeg reagerer, hvis andre ikke respekterer min grænse...

Men for fanden altså...! Jeg vil bare så gerne få smerten til at forsvinde i familiemedlemmernes, kærestens eller vennernes liv. Med det samme. Og det kan jeg jo ikke, hvis de vil være alene.

*Frustreret*

Véd udmærket godt, at det i de dér situationer er den triste og ulykkelige person, der må sætte præmissen, og at det i en vis udstrækning er for min egen skyld, at jeg vil trøste ham/hende med det samme.
Jeg er godt klar over, at det er noget med at ville opretholde sin selvopfattelse: "Jeg er hende, der straks løser folks problemer" og at det osse er for min egen trygheds skyld: "Hvis vi snakker, føler jeg mere kontrol med situationen, og går ikke og spekulerer så meget på, hvordan de mon har det, fordi jeg ingenting ved".

Så ja, jeg ved godt, at mit ønske om at snakke tingene igennem måske oven i købet er lidt egoistisk og ikke særligt hensynsfuldt, når det kommer til stykket.

Men det er altså bare pissesvært! For lige nu er det meget, meget synd for én, der står mig meget nær.

Lommen - det rigtige for mig er ikke altid det rigtige for andre!

Lige til tiden

Fantastisk! Underviseren på mit sidste kursus, før jeg bliver kandidat, er tilsyneladende b-menneske: I semestret vågnede hun altid mere og mere op i løbet af de tre timer, undervisningen varede, og nu har jeg lige fundet ud af, at jeg først skal føres til eksamen kl. 15.30 på fredag. Der er sikkert nogle a-menneske-studerende, som er *trætte* af det. Men jeg... jeg er begejstret!

Lommen - ingen tænkning før middag...

Jeg er blevet spurgt af et par stykker...

... hvorfor jeg nu igen kalder mig Lommen og ikke Pernille her i Blogland. Og svaret er såmænd rent praktisk: Pludselig syntes jeg, der var en hel del Perniller ved siden af hinanden, og så kan sådan en kommentartråd altså godt blive RET forvirrende... :-) Så nu hedder jeg Lommen igen. Men det er altså ikke, fordi jeg har noget imod, at folk kender mit rigtige navn. Det ville vist osse for sent at beklage sig over dét nu! :-)

Lommen - det er mit alias

Analytikeren går i analyse

Så kører vi igen... Når nu min eksamen (forhåbentligt!!) er vel overstået på fredag, skal jeg for anden gang i mit liv til at finde mig en psykolog. For et par år siden ramlede mange ting i mit liv samtidig, og jeg havde et relativt kort, men intenst og meget, meget berigende og lægende forløb hos en virkeligt dygtig terapeut, der hurtigt kunne fortælle mig, at jeg var i krise, og så blev der ellers taget fat...!
Nu er det på tide igen. Og pengene er fundet.

Skåret helt ind til benet, ser problematikken således ud:

Jeg har den dejligste og mest omsorgsfulde kæreste i hele verden. Ham vil jeg gerne blive sammen med - hans kærlighed vil jeg gerne kunne stole på helt ind i knoglerne. Jeg vil gerne kunne slappe af sammen med ham. Jeg vil gerne tro. I stedet for konstant at være anspændt, frygte det værste, være såret og skuffet på forhånd og ofte osse vred og bitter og hævngerrig. Og nej, det handler ikke om jalousi. Glem det! Jalousi er alt for banalt for en dreven analytiker som jeg ;-) Det er andre former for mistro og usikkerhed, som er i spil...

Jeg er nået langt. Rigtigt langt. Så langt at jeg har lært i det daglige at styre mange af de uheldige adfærdsmønstre, der opstår som udslag af usikkerheden. Og så langt at jeg nu ved, at min mistro ikke er afhængig af, hvad kæresten gør eller ikke gør. Den er nemlig meget ældre end noget parforhold, jeg nogensinde har haft.
Så... Jeg må tilbage og snakke, tænke, rase og græde sammen med Lille-Pernille. Jeg må ta' hånd om mig.

For jeg vil altså virkelig gerne kunne nyde, at jeg har fundet mig så dejlig en mand i stedet for at være evigt bange, bekymret og uforstående over egne reaktioner.

Lommen - dagen var udset til at få indset...

Om paraplyer og tårer

Forleden da jeg var nede i byen for at handle, sku’ jeg osse ind i billetsalget og ha’ mig et klippekort. Jeg gik lige til skranken og afgav min bestilling. Så var det, jeg fik øje på en paraply, der tydeligvis var glemt af en af dagens tidligere kunder. For en sikkerheds skyld spurgte jeg straks gutterne i køen ved siden af, om det mon var deres. Som ventet svarede de afkræftende. Jeg var ved at række den over disken, så personalet kunne lægge den i en eller anden glemmekasse, men manden i skranken holdt afværgende armene i vejret:

”Nej, lad den hellere stå. Vedkommende vender nok snart tilbage”.

Jeg mumlede noget om, at det måtte vi da håbe. Sjældent har det regnet så voldsomt som den dag. Jeg stod selv og lignede en våd hund. En hund med violet og orange hår, en hund med mascara – men ikke desto mindre en hund.

Jeg forlod biksen med det ønskede klippekort.

Da jeg lidt senere stod og ventede på bussen ud til Huset, og mennesker omkring mig pilede i alle retninger til trods for den silende regn, fik jeg pludselig øje på en pige lidt yngre end jeg, der stod inde i tørvejret under halvtaget med sin egen personlige regn silende ned ad de røde – og i dagens vandledning – let ophovnede kinder.

Hun stod der med sin mp3’er i ørerne og græd i sit offentlige private rum, alt imens hun i øvrigt sms’ede løs og nu og da skævede til det store stationsur.

”Er du okay?”, spurgte jeg fåret, da jeg efter et par minutter havde taget mod til mig for at gå hen og høre, om der mon var noget, jeg, en vildfremmed, kunne gøre. Ved synet af mig trak hun den ene høretelefon ud og lukkede mig for en kort stund ind i det triste rum.

Jeg gentog mit spørgsmål.

”Javist”, svarede hun tappert og på klingende svensk, selv om enhver idiotisk fremmed kunne se, at det var hun absolut ikke – okay.

”Uanset hvad det er... Jeg håber for dig, det bliver bedre”, svarede jeg tamt. Hun nikkede og havde allerede lukket sig inde bag musikken igen.

Jeg opdagede, at hvis jeg sku’ nå min bus, måtte jeg opgive min tørre plads nu og atter bevæge mig udenfor i regnen og ned til busstationens modsatte ende, så jeg hankede op i poser og taske og gjorde mig klar til at blive ædrueligt overrislet.

Og dér så jeg ham så. Paraplyen var det første, jeg lagde mærke til, med alle dens let genkendelige, mangefarvede striber. Så fandt jeg ud af, jeg osse havde set det halvlange, lyse Prins Valiant-hår nedenunder den mange gange før, skønt jeg ikke kunne – og stadig ikke kan – komme i tanke om hvor. Og det er osse lige meget.

Selv med himlens væde stående ned i seje, sprinklende stråler kunne jeg se hans smil, der gik fra det ene øre til det andet – og stod perfekt til blomsterbuketten med det lyserøde papir og de mange sløjfer i hans hånd. Han var på frierfødder. Kunne ikke være andet.

Og jeg ønskede sådan, at hans paraply i stedet måtte ha’ skærmet for den unge svenskerindes regnvejr, og at hans blomster ku’ ha’ fjernet hendes tårer. Og jeg vidste godt, det var barnligt og absurd tænkt. Men hvad kan man gøre andet end at harmes, når lykken løber i regnvejret lige ved siden af sorgen?

Jeg ønskede... Jeg ønskede, at mængden af tårer i denne verden ligesom mængden af regn kunne være konstant og blot hele tiden indgå i nye livgivende kredsløb. At vi kunne deles om at græde dem, tårerne. Og ikke kun lade nogle få om det.

Lommen – har taget min tørn. Men ta’r gerne én mere.

Ikke ét ord mere...

... om den dérsens såkaldte musikfestival nede i Midtsjælland!

Okay?

Jeg synes hvert år, der ofres aaaaalt for meget plads, tid, energi, spalteplads - for meget af alting - på denne forrygende ligegyldige "begivenhed". Lad bare folk tage derned. Lad dem da endelig vælte sig i enten urinstøv eller urinmudder. Men lad være med at delagtiggøre mig eller alle andre, som (heldigvis!) har noget bedre at tage os til.
Jeg er ligeglad med, hvem der optræder på Orange. Ligeglad med hvor rekordmange bands, der i år har aflyst, ligeglad med hvor stort underskuddet bliver i år, ligeglad med nøgenløb samt hvilken flipper-øko mad, der nu sælges fra boder med meterlange køer.

Lommen
- solidarisk med de irriterede roskildegensere, som - hvis alt bliver som det plejer - flygter fra byen i hobetal lige straks...

P.s.
Om kæresten skal dertil? Ja da - og han ryger sig sikkert osse skæv... *Suk*

Tabu i Blogland?

UPDATE: Shiva har minsandten taget mig på ordet og oprettet en blog om (bl.a.) knas i parforholdet!

Jeg hader at indrømme det...

Meget kan jeg skrive om her på bloggen: Kriser med forældrene, personlige nedture, angst for fremtiden, smålige aversioner imod mine medmennesker osv., osv.. Jeg kan brokke mig og råbe og skrige. Og jeg kan være glad og åben og fuld af energi og endda osse ganske almindeligt kedsommelig.

Alt dét fungerer fint her på bloggen.

MEN: "Jeg har det skidt i mit parforhold"-blogposten. Dén fungerer bare ikke for mig!!

Det er noget med at ordne sit beskidte vasketøj derhjemme og ikke slæbe det med ud i byen og alt det dér. Det er et spørgsmål om loyalitet og andre meget alvorlige voksen-agtige sager. Jeg får simpelthen the creeps ved tanken om at skrive den post. Hele min opdragelse trykker på mavesækken, så jeg på forhånd er ved at kaste op af lutter skam.

Så jeg skriver den ikke, posten. Heller ikke i dag. Jeg nøjes bare med at konstatere, at kæresten og jeg skændtes nærmest uafbrudt i tre uger. I ved... Sådan en periode, hvor man efterhånden tænker: "Får det da aldrig en ende? Er den næste forsoning mon bare én i rækken?" Jah, jeg skriver "I ved"... for I kender det vel, mange af jer. Gør I ikke?

Heldigvis... heldigvis lader det til, at kæresten og jeg er nået et vendepunkt - er sluppet igennem. Jeg har været en meget, meget glad kvinde den sidste uges tid...

Men mit spørgsmål er nu: Hvad gør andre folk? Og hvorfor hører vi aldrig noget om det i blogosfæren??

Altså - der blogges om kriser med mødre (herre jemini!), kriser med chefer og kolleger (for det meste har mindst én af parterne ikke opdaget krisen...), singlekriser (gaaaab), kriser med hund, kat, ligusterhække, der er for tynde, men som alligevel skjuler alt, hvad der foregår bag dem... - og der blogges sågar (kan ikke huske, hvor det var) om kriser med og over orkidéer, der ikke vil blomstre.

Men kriser mellem mænd og kvinder, der har levet sammen længe... Jeg ser det ikke på blogs. Som om alle disse stangforvirrede singler, man til gengæld ser til overflod (har selv været én af dem, bl.a. derfor jeg gabte tidligere i denne tekst - kender det lidt for godt), når de så endelig kommer i fast forhold, pludselig ved, lige hvordan den kage skal skæres og så bare lever fredeligt og harmonisk og problemfrit med deres partner (in crime) resten af livet.

Gu' gør de da ej!

Er det blog-tabu med kriser i parforholdet? Eller læser jeg bare de forkerte blogs?

Lommen - der er noget, der ikke stemmer...

Brug for at blive styret

Uddrag af telefonsamtale med specialevejleder:

Hun (ikke spydigt, men snarere konstaterende): Hvis du nu var en superstruktureret studerende, ville du jo... blah, blah, blah..."
Jeg: "Det er jo ikke, fordi jeg ikke vil strukturere mit arbejdsforløb. Men jeg har simpelthen haft meget, meget svært ved at finde ud af, hvad filen jeg sku' stille op med den her analyse [af empirisk materiale]. Jeg har på alle mulige måder forsøgt at danne mig et overblik, og jeg er ret desperat over, at det ikke vil lykkes. Hvis bare jeg havde en fremgangs måde, der holdt, sku' jeg gerne aflevere en analyse til dig hver uge på klokkeslæt."
Hun: "Ja, nu vil jeg jo ikke sidde og bestemme, hvad du skal gøre...".
Jeg (smilende): "Jamen, bestem løs! Jeg har sgu brug for at blive styret lidt på den her!"
Hun (tilsvarende smilende): "Okay - jamen, så foreslår jeg..."

... og så fremlagde konen i løbet af nul komma fem en grydeklar plan for, hvad jeg kunne gøre, og det lød helt vildt spændende og meget skematisk! *Thumbs up*

Derefter faldt et par af replikkerne nogenlunde som følger:

Hun: "Pernille, det dér med struktur og overblik over så stort et materiale... dét kan læres! Men du kan ikke lære folk at få øje på det spændende materiale og de analytisk stærke pointer..."
Jeg (afdæmpet): "Hm... Ja, dét ka' jeg jo..."
Hun (med eftertryk): "Ja, dét ka' du nemlig! Og mht strukturen er det godt, at mit mellemnavn er overblik...".
Jeg (grinende): "Ja, dét må man sige!"

Fuck, den indrømmelse havde jeg brug for!

Lommen - hurra, der er noget, jeg kan (og jeg ved, at mit materiale er fantastisk!)

Kunsten at styre hvornår man er vågen

Måske man burde overveje en anden livsstil, når der på éns indkøbsliste står både Baldrian-piller og kaffe...

Lommen - jeg skaber min stimulerende tilværelse selv...

Se min kjole...

... den er blå som himlen...

Jeg gjorde det sgu! I går. For første gang i mit liv. Har overvejet det flere gange på det sidste - at købe en kjole til den tydeligvis fantastiske sommer, vi får (har!). Både venner og veninder har flere gange sagt: "Pernille, hvorfor går du aldrig i kjole? Du med din timeglasfigur - kjoler og snævre taljer er da et must!" Og jeg har vist hver gang tænkt noget i retning af: "Øh... bøh... Fordi jeg ville føle mig totalt kikset".

Jeg er jo ikke sådan en klassisk feminin godte med idealmål, vel? Og nuvel, ingen whinen over dét. Jeg fylder lige straks tredive og synes nok at ha' erfaret, at mænd kan være interesserede i andet end ideal-godter... :-)
Men jeg har altså bare tænkt, at (sommer-)kjoler er sådan noget, som små, søde piger med tynde arme og fine opstoppernæser går i. På ingen måde nedladende ment om disse piger - jeg synes, det (de!) ser totalt godt ud. Men jeg har ikke tynde arme, vel? (Og heller ikke en næse, der er hverken lille eller opstoppet). Jeg har kraftige ben og arme, store bryster og en røv, der fylder godt i gadebilledet. Og så er jeg kort- og strithåret - ikke noget med langt hår, som vifter smukt i shampoo-reklame-vinden. Ergo konkluderede jeg, at jeg ikke var en kjolepige.

Men for nylig sagde veninden: "Kjoler behøver altså ikke være så "tøsede", Pernille. Du ku' jo sagtens finde dig en lidt mere rå én."
Rå kjoler? Rå? A'hva' for en sushifisk?

Well. I går på vej hjem efter at ha' afleveret første del af min sidste eksamensopgave (så langt så godt!) på uni, fandt jeg pludselig ud af, at jeg da godt lige kunne liste ned i byen og snuse i tøjbutikker. Der var overskud på den mentale konto. Jeg hader ellers at gå på tøjindkøb - og man skal ikke forsøge at bilde mig ind, at nogen af de kvinder, der var i tøjbutikker samtidig med mig i går, nød det! Der var en pusten og en stønnen og en tørren sveden af panden i sommervarmen. Sagt helt uden overdrivelse...

Og jeg tror, jeg prøvede ti forskellige kjoler, og den ene sad værre end den anden. Syntes mest, jeg lignede en - temmeligt stramt snørret - roastbeef i de fleste af dem. En meget bleg roastbeef, ganske vist, men dog alligevel en roastbeef.

Men så fandt jeg denne. Gråblå. Syet i hør. Ligner egentlig mest en lang skjorte, men med bånd om taljen. Når til lige over knæet. Brystlommer og flipper. Jeg er VILD med den og føler mig nøjagtigt så sej og godt tilpas i den, som jeg normalt kun har følt, når jeg var iført et par bukser.

I går aftes var jeg så til fest i min fine nye rå kjole, røde gloss-læber og et par superfeminine pump-agtige sko med slingback-hæl. Og altså... den kjole er jo magisk, folkens!
For jeg kunne pludselig se, at der var fyre, der kiggede efter mig. Som nævnt har jeg ikke - længere - de store problemer med at tro på, at min personlighed kan være elskelig. Men at min krop i sig selv kan begæres er stadig én af de ting, jeg kæmper med at ha' tiltro til. I går var der 3½ (den halve var meget fuld :-)) fyr, som opsøgte mig og tydeligvis ville snakke og lægge op. Og jeg så det sgu! Vidste, det var dét, de signalerede. Bortforklarede det ikke over for mig selv, men tog det ind - og savnede så i øvrigt bare kæresten endnu mere. :-)

Lommen - jeg kan lide min kjole, og jeg kan lide hende, som er indeni

Klods-Hans havde pludder i lommen...

... jeg har risotto! :-) Værs' go' Lizelotte - og andre, der måtte være interesserede. :-)

Pernilles risotto med rejer

Til 4 personer (eller 2 meget sultne...)

• 3 gulerødder i tynde skiver
• 2 røde peberfrugter i tynde strimler *)
• 2 grofthakkede løg
• 3 dl risottoris (fås i større supermarkeder)
• 2 dl tør hvidvin
• ½ l hønsebouillon
• Salt efter behag (men pas på - både ost og bouillon salter jo osse...)
• 100 g wanna be-parmesan (dvs. revet og på pose)
• 200 g rejer i lage (jeg bruger dog gerne flere) eller nogle tigerrejer **)

Sådan gør du:

Rens og snit gulerødder og peberfrugter. Smelt smørret i en tykbundet gryde og svits dem 1 minut.

Tag op og svits så grofthakkede løg og ris ½ minut (måske skal gryden ha’ en smule smør på ny).

Tilsæt så hvidvinen og lad koge, til vinen er dampet af.

Hæld derefter bouillon i retten og lad koge ved svag varme i 13 minutter.

Så kommes grøntsagerne i igen, og retten koger i yderligere 2 minutter.

Der tilsættes ost og retten vendes godt rundt. Smag evt. til med salt og peber.

Fjong badabing - retten er færdig og nydes selvfølgelig med et glas af den hvidvin, der blev tilbage!

Velbekomme!

---

*) Evt. kan osse tilsættes 250 g champignons, som ristes på en pande med lidt citron- eller limesaft og 1 tsk salt, før de kommes i retten sammen med de svitsede gulerødder og peberfrugter til sidst.

**) Er man på frierfødder, eller skal man virkelig sige undskyld, kan i stedet anvendes et par håndfulde forkogte (røde) tigerrejer.
Bruger du tigerrejer, så steg dem på panden i lidt citronsaft og salt og peber 1-2 minutter, inden de kommes i retten. Lidt af stegevæden hældes med i retten.

Lommen - nu i nyt forhold

Den er tyk og cremet og lækker...

... der er både vin og parmesan-ost i den...

... den kan varieres på et utal af måder...

... og smagen er fyldig, så fuglene må falde fede nede af træerne...

For nyligt indledte jeg et forhold til den italienske middagsret risottoen. Alene navnet! - Der må være skrevet indtil flere "oder til risottoen". Ellers må nogle skrivende sjæle altså se at komme i gang!

Min veninde har lavet risotto til mig flere gange, og hver gang har jeg været lige eksalteret. Især fordi hun sidste sommer var i den heldige situation (!) ikke at eje et komfur, men blot to kogeplader. V.hj.a. en lang forlængerledning kunne blussene så tages med ud på hendes lille altan. Hun bor oppe under taget, så dér kunne vi så sidde med ris-bouillon-vin-blandingen simrende på terrassen, mens den dampende duft bredte sig i sommeraftenen og skue vidt og bredt ud over Københavns røde tegltage.
Og resten af den hvidvin, man har åbnet for at hælde den i retten, skal jo drikkes, ikke...? Absolut en af de bedste dates, jeg har haft! :-)

Nu er jeg så selv begyndt at lave risotto. Kæresten var prøveklud forleden. Og han tog hr. Risotto til sig uden videre, kan I tro. Vi havde nogle vildt flotte tigerrejer liggende i fryseren og dejlige økologiske grøntsager, og så var der ellers snart serveret.

I aften kommer så bedstevennen på besøg. Gæt hvad vi skal ha'?

Lommen - gider ikke smart i en fart-sushi...

Åndssvage regler

Prøv lige at læse det her, folkens! Gosh, jeg er glad for, jeg ikke er single. Osse af dén grund. Hvor jeg dog hader de dérsens regler, som ingen ved præcist, hvad går ud på. Af samme årsag har jeg vist aldrig overholdt dem - og det er da gået okay...
Det dér lovsæt blev jo tydeligvis designet, længe før kvinder tog sig den frihed at gå i bukser og tale i offentlige forsamlinger og den slags - det passer jo overhovedet ikke til mig.

Lommen - regler er til for at brydes

T-I-L-L-I-D

Uddrag af mail til veninde i dag

"Jeg har længe søgt efter grunde til, hvorfor [kærestens navn] dog ikke bare købte den buket blomster eller sagde de dér tre små (store!) ord til mig el. lign.. Har osse SPURGT ham. Det har frustreret mig i helt uhørt grad, at han ikke engang kunne give en ÅRSAG. Jeg har derfor ikke kunnet lade være med at konkludere, at det måtte være, fordi han ikke elskede mig eller i hvert fald endnu ikke var helt sikker. Det har selvfølgelig gjort mig både ked af det og utryg.

Men jeg tror nu, at grunden ligger et helt andet sted end ved manglende kærlighed til mig: Perfektionisme. Både [navn på venindens eks] og [kærestens navn] lader til at være mennesker, som i al deres mindreværd, er afsindigt bange for at gøre noget forkert eller ikke at gøre noget
godt nok. - Og allerværst ville det da være at fejle over for deres elskede. Det medfører så, at de dér ting slet ikke bliver gjort - og at den elskede føler sig lige så uelsket, som mændene vist selv gør af alle andre. De dér fyre fatter ikke, at det ikke kommer an på, om en blomsterbuket har den rigtige farve og størrelse - men allermest bare på, om den ER dér.
Sådan er mænd måske nok lidt: Fordi vi kvinder bliver så utålmodige og frustrerede, når der ingenting sker, tror de, at vi forventer det helt store: Violiner og staffage, når vi i virkeligheden bare vil ha' et kys på næsen i regnvejr og en ukrudtsblomst fra vejkanten."

(...)

"Jeg tror altså, den dér mandetype stiller nogle helt urimelige krav til sig selv - og gør dem til vores [kvindernes]. Man kan formelig SE præstationsangsten tårne sig op i formationer à la World Trade Center. Oftest placeres skyskraberne IMELLEM parforholdets parter... Og
agerer man flyet, der i et forsøg på at skabe noget nyt, DRØNER ind i disse tårne for at nedbryde dem, opnår man som regel ikke andet end at smadre fyrens selvforståelse. Faktisk ender man givetvis bare med at ha' skabt en parforholdets Ground Zero, som ingen ved, hvad de skal stille op med. "Hvad vil du ha', hvis du ikke vil ha' det perfekte, jeg drømmer om at gi' dig?", synes at være logikken. Svaret er: Jeg vil hellere ha', at du prøver, end at du på forhånd giver op og bruger frygten for mine forventninger som undskyldning.

Der er tilsyneladende kun to veje for disse mænd: ALT eller INTET. Men enhver véd jo, at tilværelsen kun ser sådan ud i en ideal (idé-mæssig) verden. I den verden, hvor Netto og leverpostej eksisterer, er der jo imidlertid osse en middelvej med udmærket, men ikke fantastisk sex (som i mange tilfælde sagtens kan være alt, hvad der skal til), en middag, som er lidt brændt på, og en fødselsdagsgave, som blev forsinket i posten. Det vigtige i alt dette er DE GODE INTENTIONER, og at der bliver HANDLET på disse. Det er så her, at vi [kvinder] til gengæld må væbne os med tålmod og tillid. Ellers kan vi slet ikke se de gode hensigter for lutter bange anelser, som udspringer af VORES mindreværd..."

(...)

"Jeg tror, det er meget vigtigt, at de her mænd opdager, at det planlagte og gennemtænkte ikke
nødvendigvis = det perfekte. Det kan faktisk meget vel være, at det uigennemtænkte nogle gange bliver uforskammet (?) og urimeligt (?!) vellykket, mens den planlagte teateraften, som man har købt billetter til et halvt år i forvejen, aflyses dagen før, fordi Ghita Nørby har... problemer i parforholdet. ;-)"

Lommen - den her må begge køn altså ta' på sig!

Ret uheldigt...

... når éns replik "vask godt op" til kæresten, der netop har bedyret, at han nu vil kaste sig over sit køkken og få bragt orden på køkkenbordet...

... i hans ører bliver til "Skråt op!"

Lommen - dansk fonetik: ikke for sarte sjæle

Jeg hader at finde ud af at netop dén eks har succes

Kender I det, når man liiige googler gamle flammer? Kender I det, at eks-flammen er inden for samme branche som én selv? Og så viser googlingen altså, at vedkommende har fået den dér fede studentermedhjælper-plads, som man bare véd giver job straks efter specialet, og som faktisk er ret sej?

Og man vidste egentlig godt, at lige i dag burde man nok ikke google nogen som helst med risiko for at finde ud af, at de er succesfulde, for dét var sådan set ikke lige, hvad man havde brug for...
For man synes selv, at man ligger og roder det samme sted som for tre år siden cv-mæssigt.

Prøver at trøste mig med, at det gør jeg ikke på så mange andre områder i tilværelsen - og jeg er jo halvvejs igennem specialet nu, og han er ikke begyndt osv.. *Suk* Men vi ved jo godt, det er dem med erfaringen, der får jobbene. Det er ikke dem med (kun) universitetsspecialerne, for dem er der sgu nok af. Allerede dengang var jeg skræmt over, hvor målrettet han var - følte mig selv som en faglig fiasko. Og selv om han er meget mere sådan business-agtig end jeg, og det, han læser nu, ikke siger mig en dyt, så... Øv, blev slået ud.

Han har gjort noget, jeg ikke har formået, og det er et slag i maven: Han er gået efter præcis det han drømte om - og har fået det. Ømt punkt. For hvad tør jeg selv?

Lommen - hvorfor i det hele taget konkurrere med en eks??? *Doh*

Hm... Mon ikke osse det spiller en rolle, at det forhold endte meget, meget dårligt, og at det tog mig næsten halvandet år at komme mig fuldstændigt oven på et endog særdeles nedbrydende forløb?

Gnallinger i rød gelé: Om yndlingsord og ulækker mad

Efter en pludselig indskydelse tog jeg i aftes oven på en koncentreret arbejdseftermiddag ud til min præsteven, som jeg ikke havde set længe. Og det blev en dejligt pjattet stund med lidt god mad fra den lokale take away, der i sandhed har taget sig sammen og kæler for alle de staaakkels rige mennesker i kvarteret. De har jo ikke tid at lave mad med alle de penge, de skal tjene...
Well. Med en flaske rødvin og et par røde tuborg (jo, du læste rigtigt) på bordet SKAL det jo blive festligt.

Vi fik således én gang for alle slået fast, at mine verbale all time favourites er følgende ord:

Skank (Præstevennen henledte i øvrigt min opmærksomhed på det væsentlige faktum, at man på slagterier somme tider ligefrem måske kan tale om en stank af skank inde i slagtehallen)

Et (nært?) beslægtet yndlingsord er Spæk (der er nemlig smæk i spæk!)

Klidkiks er osse dejligt pga de kildne, modvilligt fnisende i'er et ellers så stramtandet ord

Så er der det uforskammet mageløse Vaders. Det er så (snublende?) nær at udtale det som en westjysk fisker nok ville ha' gjort det: Waders. Og det lyder på én gang både bøvet bondsk og eksotisk (med et 'd' så blødt som fyldet i en spansk enchilada).



Den sidste favorit er lidt sølle og lortet: Gnalling. Min bror, der stadig efter mange år i København, endnu har sin hjemegns skarpe vokallyde, udtaler endda i'et som i pigenavnet Ina. Som om de dér stumper ikke var grimt nok i forvejen...!

Og med ordet gnalling er vi fremme ved én af de andre ting, som denne aften bragte stor morskab med sig, og som denne post egentlig sku' ha' handlet om - nemlig beretningen om den dag, hvor en eks og jeg for nogle år siden fandt os selv siddende på en restaurant i London, hvor vi i en mindre fælles hjerneblødning blandt andre "lækkerier" frivilligt indtog - ja, lige netop - gnallinger. I rød gelé. Ydrk, det var ulækkert!

Stedet hed "Mr. Wu's", den såkaldte "buffet" bestod bl.a. af følgende kompositioner, som ikke engang forsøgte at ligne mad:

- knap nok udskåret hvidkål i en eller anden afskyelig yoghurt-dressing,
- små kyllingestykker, der imponerende nok præsterede den sjældne kunst ikke at ha' nogen som helst form for kød på knoglerne,
- meget groft hakkede løg i noget, der mest af alt mindede om eddike
- og så altså de famøse gnallinger

Det er uden tvivl det mest uappetitlige måltid, jeg nogensinde har indtaget. Alt i buffetten (bortset fra løgene) svømmede i olie, og i hele biksen var der en ulidelig stank af friture. Jeg nærmest svedte fedt bagefter.

Men uspiselig mad eller ej: Hvor har jeg dog i årenes løb haft mange skønne latteranfald ved at tænke tilbage på den helt håbløse frokost (jeg sidder osse og klukker højlydt nu - af en eller anden grund er kiksede restaurantbesøg enormt sjovt, forudsat naturligvis, at de ikke er for dyre). Denne var bestemt alle 4£ værd...!

Det mest fantastiske var i øvrigt, at da eks'en og jeg vendte hjem til Danmark og nogen tid senere beskrev det uhyrlige sted og de ulækre gnallinger i den skrigrøde gelé, udbrød en af hans bofæller: "Har I været på Mr. Wu's?"

Han havde boet i London en længere periode...

Nå. Beretningen om Irfan og hans indiske/pakistanske restaurant, som er placeret inde i en bodega, samt endnu én om den grønlandske hyggepianist Renatus, der angiveligt stadig ku' spille tåleligt, selv om det opretstående klaver på Toga Vinstue dengang manglede to tangenter, må vente til en anden god gang.

Skønt at ha' været så fjollet en god del af natten, at man ikke kan lade være med at grine (med lyd på!) for sig selv på hjemvejen!

Lommen - måske ikke kun gøgen, der har fået kuk her på morgenkvisten... :-)

Eksistentiel overvejelse part I

Dagens store spørgsmål er: Kan man arbejde sig udefra og ind?

Lommen - fortsættelse følger

Om bagtaleri og nedrakning

Kender I det, når en person, man ellers finder rigtigt fornuftig, og om hvem man finder, at han/hun er ret sympatisk i sine synspunkter generelt og osse holdninger til medmennesker...

... når sådan en person pludselig viser sig at være lige præcis så ordinær og jordisk, at han/hun nedrakker andre på det groveste, når de er trådt ud af lokalet?

Det ved Gud - ikke alt hvad der ytres i vores fælleskøkken er lige genialt. Og jo, på et eller andet plan ku' jeg da godt se, hvad han mente, da han til aften lo hånligt og gjorde sig vældigt lystig over et par andre beboere. Men i den slags sager er det væsentlige jo egentlig sjældent, om vedkommende har ret eller ej...

Og ja, jeg sagde bagefter stille og roligt til ham, at dét havde jeg sgu ikke troet om ham, og at jeg syntes, det hele lugtede voldsomt af manglende overskud. Ikke at jeg skal være moralens vogter. Vi er kun mennesker. Men alligevel...

Osse jeg har som tidligere omtalt fordømmende holdninger og rigtigt intolerante tendenser. Selvfølgelig. Men behøver man virkelig forpeste luften ved at sige den slags højt om tredje part, når man tilmed bor sammen?

Jeg har sgu tabt lidt for ham.

Lommen - hvad mon de siger om mig, når jeg ikke er dér?

Såmænd fint

Bare lige lidt mad og en øl på Pussy Galore...

Bare lige en cocktail på Gefärlich - okay så nogle stykker da...

Bare lige en shawarma hos Søkebaben, hvor toilettet altid er lukket, fordi ejeren sparer, hvor han kan, i den hårde shawarma-konkurrence i Strasen...

Vi sku' bare lige... Det blev ikke den helt store bytur - men heller ikke "bare lige".

Og gud, hvor var det godt at være tilbage i København igen! At drikke sig halvberuset og se på provinsielt storbyagtige bohemer, som alle sammen tror, de skiller sig ud fra mængden (sorry, det måtte ud, at det gør I ikke). Ikke så nedladende ment som det måske lyder. Det var vitterligt skønt igen at skue alle ballerinaskoene (oh, rædsel!), de tonede donna-solbriller (find dog på noget andet!) og de snævre jeans og kasketterne og charmekludene og undertrøjerne i fuld vigør. Osse selv om vi kender dem så godt. Så alt for godt. Og selv om det får mig til at tænke, at København er et lige så stort provinshul som alt andet på danmarkskortet. Ikke én minoritet findes her... Nåja, det er jo meget hyggeligt alt sammen. "Og hvis man kan lade være at forvente andet og mere", som Politikens madanmelder sikkert ville ha' formuleret det, er det såmænd fint.

Dét var det. Såmænd fint.

... Og så dejligt nu at kunne smide sig i sin seng kl. alt for sent efter en lang togtur fra det dérsens "Det rigtige provinsen" tidligere på dagen og efter alt for lidt søvn i nat, fordi "nogen" for én gangs skyld snorkede ved siden af mig...

UPDATE: Jeg synes sgu da nok...! Vi var osse på Ølbaren - måske var jeg alligevel lidt mere vissen, end jeg selv troede?

Lommen - bare dejligt at være tilbage, hvor jeg - når alt kommer til alt - hører til