tirsdag, juni 19, 2007

Bekymret og glad på én gang?

Mens jeg lige nu forsøger ikke at være alt for bekymret, så kan jeg i det mindste glæde mig over flere gode ting, som trods alt er sket i dag...

... Mit vejledermøde gik utroligt godt, og jeg fik så meget blod på tanden, at jeg straks efter hjemkomsten kastede mig over en særlig form for strukturering af al min empiri. Og det er jo SJOVT!! Hun har sgu fat i noget, damen (altså min vejleder). Bare pas på derude! Det varer ikke længe, før jeg rent faktisk kan beskrive sociale/kommunikative dynamikker i Blogland. På den overbliksagtige måde, sgu! :-)

... Efter at ha' snakket længe med min mor i går på "alt det, jeg har skullet sige de sidste ti år, men som jeg ikke har turdet komme ind på af angst for at såre dig"-måden, syntes jeg lige, jeg ville ringe hende op igen i dag efter bemeldte vejledermøde og fortælle, at der var godt nyt, og at jeg havde været meget, meget dybfølt glad for og lettet over samtalen i går.

Jeg går så rundt ude på universitetets område og pladrer med hende i min mobil dér i eftermiddagssolen, og så... ser jeg sgu pludselig eks'en komme kørende på cykel ude på gaden. Han så ikke mig, hvilket jeg ikke skal beklage mig over. Men altså... Hvor er det skønt - det gippede bare lidt i mig et par sekunder, og så opdagede jeg, at jeg følte... ingenting. Hverken mere eller mindre. Hvis der da er noget, som er mindre end ingenting... ;-)

Man kunne indvende, at det - faktisk netop i dag - er to år og fire måneder siden, han gik fra mig, så det skal jeg da være ovre. Klart! Enig! Men hvor var det dog rart at blive bekræftet i. Hvor var det dog skønt ikke længere at blive bange, helt slået ud af sorg, visne. Det var bare så uendeligt ligegyldigt - han var ligegyldig.

Jeg stod jo lige der og snakkede med min mor om, hvor glad jeg var for, at jeg nu kunne se en ende på studiet, hvor godt det blev at se min bror i weekenden efter min eksamen, og hvor dejligt det var med hans gode resultater, og om hvor glad jeg var for min dejlige kæreste. Og alt - alt - hvad jeg kunne finde på at snakke med hende om, var vigtigere. Og jeg sidder faktisk lige og studser over, at jeg ikke engang mærkede efter, om det var en lettelse, at jeg sku' i den modsatte retning af ham. At jeg sku' hjem. Hjem til Huset mellem de to Søer, som ikke så mange måneder endnu er mit hjem, men som i mere end én forstand kom til at danne rammen om "projekt Pernille finder hjem". Ja, dét ku' godt ha' været titlen på en virkeligt svingende, udfordrende, nervepirrende og sindssygt spændende og lærerig periode af min tilværelse.

Kan mærke, at et nyt kapitel er under opsejling. Jeg er parat. Jeg trænger til luftforandring. Er lidt træt af "drengerøveriet" her i Huset (selv om jeg sgu stadig holder af gutterne), véd, hvornår hvem vil reagere med hvad, ved, hvem der falder for hvem osv.. Ved, hvordan jeg selv reagerer. Det er på tide at få den afhandling færdig, pakke flyttevognen og se at komme af sted ud i det, de kalder Livet. Jeg glæder mig. Hov - dét har jeg aldrig turdet før...

Lommen - kan man godt være bekymret og glad samtidig?

3 Comments:

Anonymous Anonym sagde...

Dejligt indlæg! $

20 juni, 2007 08:09  
Anonymous beo sagde...

"Ud i livet/man kan hvad man vil/alle sagde 'bare på med vanten'/men hva' ku' jeg bruge det til?"

(Søren Kragh-Jakobsen)

20 juni, 2007 12:51  
Blogger Kat sagde...

Den følelse af at man pludselig og uventet er kommet forbi et problem som har kværnet rundt i ens bevidsthed i så lang tid, er den bedste i verden! Man føler man er vokset et lille stykke. Tillykke med det.

Og det virkelige liv? Det er fuldt af muligheder og oplevelser hvis man er åben og giver slip på alt for mange forventninger og tossede drømme. Held og lykke!

20 juni, 2007 14:24  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home