Se min kjole...

... den er blå som himlen...

Jeg gjorde det sgu! I går. For første gang i mit liv. Har overvejet det flere gange på det sidste - at købe en kjole til den tydeligvis fantastiske sommer, vi får (har!). Både venner og veninder har flere gange sagt: "Pernille, hvorfor går du aldrig i kjole? Du med din timeglasfigur - kjoler og snævre taljer er da et must!" Og jeg har vist hver gang tænkt noget i retning af: "Øh... bøh... Fordi jeg ville føle mig totalt kikset".

Jeg er jo ikke sådan en klassisk feminin godte med idealmål, vel? Og nuvel, ingen whinen over dét. Jeg fylder lige straks tredive og synes nok at ha' erfaret, at mænd kan være interesserede i andet end ideal-godter... :-)
Men jeg har altså bare tænkt, at (sommer-)kjoler er sådan noget, som små, søde piger med tynde arme og fine opstoppernæser går i. På ingen måde nedladende ment om disse piger - jeg synes, det (de!) ser totalt godt ud. Men jeg har ikke tynde arme, vel? (Og heller ikke en næse, der er hverken lille eller opstoppet). Jeg har kraftige ben og arme, store bryster og en røv, der fylder godt i gadebilledet. Og så er jeg kort- og strithåret - ikke noget med langt hår, som vifter smukt i shampoo-reklame-vinden. Ergo konkluderede jeg, at jeg ikke var en kjolepige.

Men for nylig sagde veninden: "Kjoler behøver altså ikke være så "tøsede", Pernille. Du ku' jo sagtens finde dig en lidt mere rå én."
Rå kjoler? Rå? A'hva' for en sushifisk?

Well. I går på vej hjem efter at ha' afleveret første del af min sidste eksamensopgave (så langt så godt!) på uni, fandt jeg pludselig ud af, at jeg da godt lige kunne liste ned i byen og snuse i tøjbutikker. Der var overskud på den mentale konto. Jeg hader ellers at gå på tøjindkøb - og man skal ikke forsøge at bilde mig ind, at nogen af de kvinder, der var i tøjbutikker samtidig med mig i går, nød det! Der var en pusten og en stønnen og en tørren sveden af panden i sommervarmen. Sagt helt uden overdrivelse...

Og jeg tror, jeg prøvede ti forskellige kjoler, og den ene sad værre end den anden. Syntes mest, jeg lignede en - temmeligt stramt snørret - roastbeef i de fleste af dem. En meget bleg roastbeef, ganske vist, men dog alligevel en roastbeef.

Men så fandt jeg denne. Gråblå. Syet i hør. Ligner egentlig mest en lang skjorte, men med bånd om taljen. Når til lige over knæet. Brystlommer og flipper. Jeg er VILD med den og føler mig nøjagtigt så sej og godt tilpas i den, som jeg normalt kun har følt, når jeg var iført et par bukser.

I går aftes var jeg så til fest i min fine nye rå kjole, røde gloss-læber og et par superfeminine pump-agtige sko med slingback-hæl. Og altså... den kjole er jo magisk, folkens!
For jeg kunne pludselig se, at der var fyre, der kiggede efter mig. Som nævnt har jeg ikke - længere - de store problemer med at tro på, at min personlighed kan være elskelig. Men at min krop i sig selv kan begæres er stadig én af de ting, jeg kæmper med at ha' tiltro til. I går var der 3½ (den halve var meget fuld :-)) fyr, som opsøgte mig og tydeligvis ville snakke og lægge op. Og jeg så det sgu! Vidste, det var dét, de signalerede. Bortforklarede det ikke over for mig selv, men tog det ind - og savnede så i øvrigt bare kæresten endnu mere. :-)

Lommen - jeg kan lide min kjole, og jeg kan lide hende, som er indeni