mandag, juni 04, 2007

Gnallinger i rød gelé: Om yndlingsord og ulækker mad

Efter en pludselig indskydelse tog jeg i aftes oven på en koncentreret arbejdseftermiddag ud til min præsteven, som jeg ikke havde set længe. Og det blev en dejligt pjattet stund med lidt god mad fra den lokale take away, der i sandhed har taget sig sammen og kæler for alle de staaakkels rige mennesker i kvarteret. De har jo ikke tid at lave mad med alle de penge, de skal tjene...
Well. Med en flaske rødvin og et par røde tuborg (jo, du læste rigtigt) på bordet SKAL det jo blive festligt.

Vi fik således én gang for alle slået fast, at mine verbale all time favourites er følgende ord:

Skank (Præstevennen henledte i øvrigt min opmærksomhed på det væsentlige faktum, at man på slagterier somme tider ligefrem måske kan tale om en stank af skank inde i slagtehallen)

Et (nært?) beslægtet yndlingsord er Spæk (der er nemlig smæk i spæk!)

Klidkiks er osse dejligt pga de kildne, modvilligt fnisende i'er et ellers så stramtandet ord

Så er der det uforskammet mageløse Vaders. Det er så (snublende?) nær at udtale det som en westjysk fisker nok ville ha' gjort det: Waders. Og det lyder på én gang både bøvet bondsk og eksotisk (med et 'd' så blødt som fyldet i en spansk enchilada).



Den sidste favorit er lidt sølle og lortet: Gnalling. Min bror, der stadig efter mange år i København, endnu har sin hjemegns skarpe vokallyde, udtaler endda i'et som i pigenavnet Ina. Som om de dér stumper ikke var grimt nok i forvejen...!

Og med ordet gnalling er vi fremme ved én af de andre ting, som denne aften bragte stor morskab med sig, og som denne post egentlig sku' ha' handlet om - nemlig beretningen om den dag, hvor en eks og jeg for nogle år siden fandt os selv siddende på en restaurant i London, hvor vi i en mindre fælles hjerneblødning blandt andre "lækkerier" frivilligt indtog - ja, lige netop - gnallinger. I rød gelé. Ydrk, det var ulækkert!

Stedet hed "Mr. Wu's", den såkaldte "buffet" bestod bl.a. af følgende kompositioner, som ikke engang forsøgte at ligne mad:

- knap nok udskåret hvidkål i en eller anden afskyelig yoghurt-dressing,
- små kyllingestykker, der imponerende nok præsterede den sjældne kunst ikke at ha' nogen som helst form for kød på knoglerne,
- meget
groft hakkede løg i noget, der mest af alt mindede om eddike
- og så altså de famøse gnallinger

Det er uden tvivl det mest uappetitlige måltid, jeg nogensinde har indtaget. Alt i buffetten (bortset fra løgene) svømmede i olie, og i hele biksen var der en ulidelig stank af friture. Jeg nærmest svedte fedt bagefter.

Men uspiselig mad eller ej: Hvor har jeg dog i årenes løb haft mange skønne latteranfald ved at tænke tilbage på den helt håbløse frokost (jeg sidder osse og klukker højlydt nu - af en eller anden grund er kiksede restaurantbesøg enormt sjovt, forudsat naturligvis, at de ikke er for dyre). Denne var bestemt alle 4£ værd...!

Det mest fantastiske var i øvrigt, at da eks'en og jeg vendte hjem til Danmark og nogen tid senere beskrev det uhyrlige sted og de ulækre gnallinger i den skrigrøde gelé, udbrød en af hans bofæller: "Har I været på Mr. Wu's?"

Han havde boet i London en længere periode...

Nå. Beretningen om Irfan og hans indiske/pakistanske restaurant, som er placeret inde i en bodega, samt endnu én om den grønlandske hyggepianist Renatus, der angiveligt stadig ku' spille tåleligt, selv om det opretstående klaver på Toga Vinstue dengang manglede to tangenter, må vente til en anden god gang.

Skønt at ha' været så fjollet en god del af natten, at man ikke kan lade være med at grine (med lyd på!) for sig selv på hjemvejen!

Lommen - måske ikke kun gøgen, der har fået kuk her på morgenkvisten... :-)

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home