"Lad mig være i fred!"

Det er bare så svært for mig at tackle, når en af mine nære er ulykkelig og så beder om at være i fred. Jeg véd, at den fred skal man give folk. Jeg véd, hvordan jeg selv har det, når jeg siger sådan - og osse hvordan jeg reagerer, hvis andre ikke respekterer min grænse...

Men for fanden altså...! Jeg vil bare så gerne få smerten til at forsvinde i familiemedlemmernes, kærestens eller vennernes liv. Med det samme. Og det kan jeg jo ikke, hvis de vil være alene.

*Frustreret*

Véd udmærket godt, at det i de dér situationer er den triste og ulykkelige person, der må sætte præmissen, og at det i en vis udstrækning er for min egen skyld, at jeg vil trøste ham/hende med det samme.
Jeg er godt klar over, at det er noget med at ville opretholde sin selvopfattelse: "Jeg er hende, der straks løser folks problemer" og at det osse er for min egen trygheds skyld: "Hvis vi snakker, føler jeg mere kontrol med situationen, og går ikke og spekulerer så meget på, hvordan de mon har det, fordi jeg ingenting ved".

Så ja, jeg ved godt, at mit ønske om at snakke tingene igennem måske oven i købet er lidt egoistisk og ikke særligt hensynsfuldt, når det kommer til stykket.

Men det er altså bare pissesvært! For lige nu er det meget, meget synd for én, der står mig meget nær.

Lommen - det rigtige for mig er ikke altid det rigtige for andre!