T-I-L-L-I-D

Uddrag af mail til veninde i dag

"Jeg har længe søgt efter grunde til, hvorfor [kærestens navn] dog ikke bare købte den buket blomster eller sagde de dér tre små (store!) ord til mig el. lign.. Har osse SPURGT ham. Det har frustreret mig i helt uhørt grad, at han ikke engang kunne give en ÅRSAG. Jeg har derfor ikke kunnet lade være med at konkludere, at det måtte være, fordi han ikke elskede mig eller i hvert fald endnu ikke var helt sikker. Det har selvfølgelig gjort mig både ked af det og utryg.

Men jeg tror nu, at grunden ligger et helt andet sted end ved manglende kærlighed til mig: Perfektionisme. Både [navn på venindens eks] og [kærestens navn] lader til at være mennesker, som i al deres mindreværd, er afsindigt bange for at gøre noget forkert eller ikke at gøre noget
godt nok. - Og allerværst ville det da være at fejle over for deres elskede. Det medfører så, at de dér ting slet ikke bliver gjort - og at den elskede føler sig lige så uelsket, som mændene vist selv gør af alle andre. De dér fyre fatter ikke, at det ikke kommer an på, om en blomsterbuket har den rigtige farve og størrelse - men allermest bare på, om den ER dér.
Sådan er mænd måske nok lidt: Fordi vi kvinder bliver så utålmodige og frustrerede, når der ingenting sker, tror de, at vi forventer det helt store: Violiner og staffage, når vi i virkeligheden bare vil ha' et kys på næsen i regnvejr og en ukrudtsblomst fra vejkanten."

(...)

"Jeg tror altså, den dér mandetype stiller nogle helt urimelige krav til sig selv - og gør dem til vores [kvindernes]. Man kan formelig SE præstationsangsten tårne sig op i formationer à la World Trade Center. Oftest placeres skyskraberne IMELLEM parforholdets parter... Og
agerer man flyet, der i et forsøg på at skabe noget nyt, DRØNER ind i disse tårne for at nedbryde dem, opnår man som regel ikke andet end at smadre fyrens selvforståelse. Faktisk ender man givetvis bare med at ha' skabt en parforholdets Ground Zero, som ingen ved, hvad de skal stille op med. "Hvad vil du ha', hvis du ikke vil ha' det perfekte, jeg drømmer om at gi' dig?", synes at være logikken. Svaret er: Jeg vil hellere ha', at du prøver, end at du på forhånd giver op og bruger frygten for mine forventninger som undskyldning.

Der er tilsyneladende kun to veje for disse mænd: ALT eller INTET. Men enhver véd jo, at tilværelsen kun ser sådan ud i en ideal (idé-mæssig) verden. I den verden, hvor Netto og leverpostej eksisterer, er der jo imidlertid osse en middelvej med udmærket, men ikke fantastisk sex (som i mange tilfælde sagtens kan være alt, hvad der skal til), en middag, som er lidt brændt på, og en fødselsdagsgave, som blev forsinket i posten. Det vigtige i alt dette er DE GODE INTENTIONER, og at der bliver HANDLET på disse. Det er så her, at vi [kvinder] til gengæld må væbne os med tålmod og tillid. Ellers kan vi slet ikke se de gode hensigter for lutter bange anelser, som udspringer af VORES mindreværd..."

(...)

"Jeg tror, det er meget vigtigt, at de her mænd opdager, at det planlagte og gennemtænkte ikke
nødvendigvis = det perfekte. Det kan faktisk meget vel være, at det uigennemtænkte nogle gange bliver uforskammet (?) og urimeligt (?!) vellykket, mens den planlagte teateraften, som man har købt billetter til et halvt år i forvejen, aflyses dagen før, fordi Ghita Nørby har... problemer i parforholdet. ;-)"

Lommen - den her må begge køn altså ta' på sig!