Analytikeren går i analyse

Så kører vi igen... Når nu min eksamen (forhåbentligt!!) er vel overstået på fredag, skal jeg for anden gang i mit liv til at finde mig en psykolog. For et par år siden ramlede mange ting i mit liv samtidig, og jeg havde et relativt kort, men intenst og meget, meget berigende og lægende forløb hos en virkeligt dygtig terapeut, der hurtigt kunne fortælle mig, at jeg var i krise, og så blev der ellers taget fat...!
Nu er det på tide igen. Og pengene er fundet.

Skåret helt ind til benet, ser problematikken således ud:

Jeg har den dejligste og mest omsorgsfulde kæreste i hele verden. Ham vil jeg gerne blive sammen med - hans kærlighed vil jeg gerne kunne stole på helt ind i knoglerne. Jeg vil gerne kunne slappe af sammen med ham. Jeg vil gerne tro. I stedet for konstant at være anspændt, frygte det værste, være såret og skuffet på forhånd og ofte osse vred og bitter og hævngerrig. Og nej, det handler ikke om jalousi. Glem det! Jalousi er alt for banalt for en dreven analytiker som jeg ;-) Det er andre former for mistro og usikkerhed, som er i spil...

Jeg er nået langt. Rigtigt langt. Så langt at jeg har lært i det daglige at styre mange af de uheldige adfærdsmønstre, der opstår som udslag af usikkerheden. Og så langt at jeg nu ved, at min mistro ikke er afhængig af, hvad kæresten gør eller ikke gør. Den er nemlig meget ældre end noget parforhold, jeg nogensinde har haft.
Så... Jeg må tilbage og snakke, tænke, rase og græde sammen med Lille-Pernille. Jeg må ta' hånd om mig.

For jeg vil altså virkelig gerne kunne nyde, at jeg har fundet mig så dejlig en mand i stedet for at være evigt bange, bekymret og uforstående over egne reaktioner.

Lommen - dagen var udset til at få indset...