tirsdag, juni 26, 2007

Denne skælven - en skrækhistorie fra det uvirkelige liv

Det er, som om jeg ser ting i et helt nyt lys i disse dage...

Hvilke ting? Hvordan nyt lys?

Hm... Står nok så meget midt i det, at det er svært at sætte ord på. Men det er i hvert fald noget med, at jeg ser mig over skulderen og opdager, hvor utroligt megen kærlighed og omsorg, jeg er gået glip af i mit voksne liv. Tragisk nok skyldes det ikke, at den ikke har været dér, kærligheden, men at jeg ikke har været åben over for den, grebet den.

Ganske vist har jeg forelsket mig. Meget. Ikke ligefrem ofte. Heller ikke sjældent. Men i hvert fald meget, når det skete.

De gange hvor jeg har fundet sammen med den pågældende mand, er der dog efter kort tid altid indtrådt en sær skælven inde i mig. En det-er-alt-for-farligt-at-blive-afhængig-af-en-mand følelse. En instinktiv fornemmelse af, at hvis jeg gav helt efter og nød det og stod ved nydelsen i trygheden og omsorgen... Hvis jeg regnede med den og byggede noget på den, så ville jeg før eller siden blive dødeligt såret. Måske bogstaveligt dødeligt... Måske frygter man lidt at dø, hvis den man stoler allermest på, svigter én?

Noget dybt inde i mig ved godt, at for længe siden svigtede den første mand i mit liv mig helt fatalt. Noget inde i mig erindrer svagt, hvor såret og afsindigt magtesløst vred jeg blev - hvor helt alene og forrådt jeg i trekantsdramaet omkring min psykisk syge mor ofte følte mig som barn. Af min far. Vi var tre - og jeg tabte altid, når han måtte vælge imellem os i vivaret af min mors vrangforestillinger. Gav han mig ret i at min mor var dybt urimelig i alle sine beskyldninger imod mig, så sku' han trækkes med hende, der ofte truede med selvmord og på mange forskellige måder drænede familien totalt og vendte op og ned på den. Det var nemmere at tale min mor efter munden og dermed lade mig (som han ellers ofte forinden havde givet helt ret og trøstet forstående) fremstå som løgner og halvtosset...

Svigtet over for hans datter er til at få øje på.

I disse dage går det op for mig, hvor meget jeg savner ham, altid har savnet ham. (Kan rent faktisk ikke skrive det uden at få tårer i øjnene). Uanset om han så sad ved siden af mig, eller om han helt konkret var langt væk på én af sine mange lange rejser, savnede jeg ham tit. Jeg tænker tilbage og kan genkalde mig følelsen, som jeg dengang aldrig satte navn på, men bare var i.

Det går op for mig, at tredive år af mit liv har handlet om hans anerkendelse, for at jeg var lige netop mig. Det næstbedste var hans anerkendelse for noget, jeg præsterede. Jeg præsterede rigtigt meget som barn og teenager...
I mit voksne liv præsterer jeg ikke en skid. Ikke endnu. Jeg har opgivet ævred - sløser med ting og udsætter dem. Uden at vide hvorfor. Jeg tror, der er en forbindelse...

Tilbage til det med forhold:
Mænd, jeg ikke elsker, har jeg pudsigt nok altid stolet på, når visse af dem fortalte mig, at de var blevet forelsket i mig - ja, sågar elskede mig. Et par gange har jeg endda forsøgt at forelske mig i dem i stedet for i de andre, for det syntes så meget mindre kompliceret. Med dem var jeg aldrig nervøs og bange for at miste, for at blive glemt og overset og for ikke at betyde nok. Det var ikke anstrengende. I det mindste ikke på samme måde som med de andre, dem jeg elskede.

Men jeg blev selvfølgelig ikke forelsket (og derfor blev det jo så anstrengende at være sammen med dem alligevel). Snarere end at bekræftes kedede jeg mig og forvirrede mig selv - og sårede i værste fald dem. Et forhold med én, man ikke er forelsket i, virker jo ikke. Klart nok.

Jeg holdt derfor på et tidspunkt op med at være sammen med fyre, jeg ikke var forelsket i, og gik kun efter sommerfuglene i maven og den lallende, fjogede usikkerheds-fase, man kalder 'forelskelse'. Ville ikke nøjes med mindre end følelsen af at "her var noget helt særligt" osv..

Men mistroen indfandt sig hver gang, når den første vilde forelskelse havde lagt sig, og så begyndte det hver gang at gå ned ad bakke. Så blev jeg usikker og bange, troede ikke på kærlighedserklæringerne, de søde ord, omsorgen, det dejlige samvær. Jeg bortforklarede det. "Vidste bedre". Var inderst inde sikker på, jeg blev holdt for nar, og at en dag ville det vise sig...!

Det blev selvfølgelig selvopfyldende, for ingen kan holde til den type mistro i længden fra deres elskede. Hver gang gik forholdet mere eller mindre dramatisk i stykker. Et par gange var det osse mig, der forlod kæresten - for dog i det mindste at være den, der først indså nederlaget...

Men indtil bruddene prøvede jeg jo at få det til at fungere. Hver gang. Og da jeg ikke kunne slippe af med angsten for at blive såret, angsten for forræderi (ikke utroskab, men snarere for at det skulle vise sig, at det, der blev sagt og gjort, ikke var oprigtigt), så forsøgte jeg mig med en ny strategi:

Fordi jeg ikke kunne holde den konstante usikkerhed og angst og mistro ud - fordi jeg ikke kunne holde ud hele tiden at være på vagt - blev jeg en kontrolfreak.
Jeg ville styre det hele. Jeg ville forklare kæresterne, hvordan alting sku' gøres, så jeg ikke blev usikker i forholdet. Hvis bare jeg fik sat ord på det hele. Hvis bare de forstod. Så sku' det nok komme til at gå en dag. Så ville jeg blive tryg og lykkelig og føle mig elsket.

Du ska' huske at sige sådan og ikke sådan. Du ska' huske, at når jeg... så er det, fordi jeg... Du ska' dit, du ska' dut, du ska' dat. Du må endelig ikke... Du må gerne, men helst ikke... Osv..

Tusind påbud, som selvsagt kvalte enhver følelse af kærlighed. De fleste af de her mænd elskede mig for højt og for misforstået til at turde sige fra, og tragedie efter tragedie udspillede sig bl.a. derfor med mig selv som hovedperson, alt imens jeg dybt inde blev mere og mere sikker på, at det med forhold var jeg simpelthen bare ikke bygget til.

Jeg endte som et alt-dominerende kvindemonster, der hverken ku' kende mig selv eller mine kærester, som én efter én måtte gi' op. Jeg endte med at hade hende, jeg var blevet til i de forhold. - Hende, som jeg - hver gang uden at fatte hvordan - blev til. Den nøjeregnende, smålige, hævngerrige, usikre, rasende, grædende.

I stedet for at være en kilde til energi og glæde blev parforhold for mig en lang og slidsom kamp, og i dag begriber jeg ikke, at jeg orkede at blive ved at prøve. År efter år. At jeg ikke bare smed håndklædet i ringen og konkluderede, at dét ku' jeg åbenbart ikke finde ud af. Blev en kynisk énspænder med korte, mere overfladiske forhold, der sluttede, når forelskelsen gjorde det. Eller bare en eneboer.

Men nu forstår jeg så småt...

Jeg véd godt nu, at det hver gang har været farmand jeg kæmpede imod og med.

At det var ham, jeg hævnede mig på, når jeg både i ord og handlinger sårede kæresterne og hævnede mig for noget, som de ikke havde gjort og ikke kunne drømme om at gøre imod mig. Jeg véd, at det var ham, min far, hvis anerkendelse jeg havde håbet på og anglet efter, når jeg igen blev skuffet over, at kæresten overså lige dén detalje, jeg havde håbet på, at han ville påskønne.
Ham, jeg råbte og skreg ad, følte mig forladt af, når kæresten tog afsked, gik til fest eller bare på arbejde. Ham, hvis manglende overskud og mentale fravær, jeg blev mindet om, når kæresten var den mindste smule uopmærksom, og som igen og igen fik mig til at føle mig komplet tom og ligegyldig, når kærester i afmagt over ikke at kunne nå mig slog op.

Jeg véd det godt. Jeg har endda taget hul på emnet med min far i en - for os begge, tør jeg godt sige - højst overraskende telefonsamtale for nylig.

Og nu er jeg fast besluttet på, at jeg ikke slipper emnet, før jeg har fået fat om de gamle følelser og råbt og skreget og iltet alle de gamle tanker, som har været lukket nede og inde i så mange år!
Og ærligt talt, så er jeg fuldstændigt overbevist om, at når jeg engang vender tilbage fra den proces, vil jeg for første gang nogensinde ånde frit. begynder mit liv.

Lommen - getting started

5 Comments:

Anonymous Beo sagde...

respekt herfra

26 juni, 2007 15:51  
Blogger stinekp sagde...

Ja, også herfra! Jeg sidder stadig og måber.. og bliver lidt ked af det fordi sådan nogle barndomsmønstre sidder godt fast - og så bliver jeg rigtigt glad fordi du har fundet roden og nu har noget konkret at arbejde med. Lettelse - tillykke ligefrem - tror jeg nok!

Og så sagde Møllehave nogle kloge ord en dag. Forhold ender altid ulykkeligt; om ikke andet, så dør man ikke på samme tidspunkt.

26 juni, 2007 17:40  
Anonymous toke sagde...

Sådan! Du er fan'me sej!

Min respekt fik du for mange år siden :-).

26 juni, 2007 17:47  
Blogger Lommen sagde...

@Beo:
Takker - den har du jo delt så gavmildt ud af på det sidste. Dejligt! :-)

@Stinekp:
Måber? Over hvad dog?
Jeg er glad for at være i gang. Det kommer nok til at tage en 2-3 måneder (og desværre koste nogle penge, jeg ikke har), men jeg tror nu helt klart, det bliver det værd!
Og ja, mit idol Møllehave er altid god for et viist ord. Herlig replik! :-)

@Toke:
Tak du - for begge dele. Men må dog alligevel tilføje: Hvorfor er det sejt at gå til psyk, når man er mere ked af det/vred/bange, end man kan tackle? For mig svarer det altså meget til at gå til lægen, når man har ondt i øret (om end der ift psyk er mere at snakke om). :-) Men ingen mener vel, at man er sej at gå til lægen - eller gør de?

27 juni, 2007 12:43  
Anonymous toke sagde...

Du er sej fordi du vedkender dig de her problemer, fordi du aldrig er bange for at gøre op med dine tankemønstre, at udfordre dig selv og den måde du tænker på. At du har fået så meget styr på det her over det seneste år og det at du er kommet så langt... Derfor er du sej!

27 juni, 2007 23:46  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home