lørdag, juni 16, 2007

Tabu i Blogland?

UPDATE: Shiva har minsandten taget mig på ordet og oprettet en blog om (bl.a.) knas i parforholdet!

Jeg hader at indrømme det...

Meget kan jeg skrive om her på bloggen: Kriser med forældrene, personlige nedture, angst for fremtiden, smålige aversioner imod mine medmennesker osv., osv.. Jeg kan brokke mig og råbe og skrige. Og jeg kan være glad og åben og fuld af energi og endda osse ganske almindeligt kedsommelig.

Alt dét fungerer fint her på bloggen.

MEN: "Jeg har det skidt i mit parforhold"-blogposten. Dén fungerer bare ikke for mig!!

Det er noget med at ordne sit beskidte vasketøj derhjemme og ikke slæbe det med ud i byen og alt det dér. Det er et spørgsmål om loyalitet og andre meget alvorlige voksen-agtige sager. Jeg får simpelthen the creeps ved tanken om at skrive den post. Hele min opdragelse trykker på mavesækken, så jeg på forhånd er ved at kaste op af lutter skam.

Så jeg skriver den ikke, posten. Heller ikke i dag. Jeg nøjes bare med at konstatere, at kæresten og jeg skændtes nærmest uafbrudt i tre uger. I ved... Sådan en periode, hvor man efterhånden tænker: "Får det da aldrig en ende? Er den næste forsoning mon bare én i rækken?" Jah, jeg skriver "I ved"... for I kender det vel, mange af jer. Gør I ikke?

Heldigvis... heldigvis lader det til, at kæresten og jeg er nået et vendepunkt - er sluppet igennem. Jeg har været en meget, meget glad kvinde den sidste uges tid...

Men mit spørgsmål er nu: Hvad gør andre folk? Og hvorfor hører vi aldrig noget om det i blogosfæren??

Altså - der blogges om kriser med mødre (herre jemini!), kriser med chefer og kolleger (for det meste har mindst én af parterne ikke opdaget krisen...), singlekriser (gaaaab), kriser med hund, kat, ligusterhække, der er for tynde, men som alligevel skjuler alt, hvad der foregår bag dem... - og der blogges sågar (kan ikke huske, hvor det var) om kriser med og over orkidéer, der ikke vil blomstre.

Men kriser mellem mænd og kvinder, der har levet sammen længe... Jeg ser det ikke på blogs. Som om alle disse stangforvirrede singler, man til gengæld ser til overflod (har selv været én af dem, bl.a. derfor jeg gabte tidligere i denne tekst - kender det lidt for godt), når de så endelig kommer i fast forhold, pludselig ved, lige hvordan den kage skal skæres og så bare lever fredeligt og harmonisk og problemfrit med deres partner (in crime) resten af livet.

Gu' gør de da ej!

Er det blog-tabu med kriser i parforholdet? Eller læser jeg bare de forkerte blogs?

Lommen - der er noget, der ikke stemmer...

8 Comments:

Anonymous Alice sagde...

Godt spørgsmål, jeg ser dem heller ikke... men tænker, at det også kan skyldes at det ikke er så relevant for mig i disse dage.

Måske skyldes det frygten for, at få stemplet "urimelig" i forhold til kæresten... Måske skydes det, at det er så moderne at være pokkers lykkelig og overskudsagtig i parforholdet...

Men når jeg får tid og overskud, kunne det da være, at jeg skulle underholde med de kriser der har været i de parforhold jeg engang har været i... nu hvor jeg kan se tilbage på dem, med klare øjne og uden at pege fingre.

16 juni, 2007 13:48  
Blogger Lizelotte sagde...

Mine kriser kommer bare ikke på min blog. Der hører de ikke hjemme. Jeg er fuldstændig og totalt u-anonym - enhver, der kommer forbi, kan på 5 sekunder finde mit telefonnr. og min adresse - så jeg skriver ALTID med den tanke i hovedet, at min læser kan være naboen, vennerne, familien, min chef, kollegerne, exmanden, mine børn, mærkelige psykopater og alt muligt andet.

Nu har jeg så heller ikke rigtig nogen kriser i mit parforhold, jeg kan skrive om. Nogen gange er det sjovere end andre - men kriser kan man vist ikke snakke om (med mindre man er noget mere dramatisk anlagt end jeg er).

Jeg har faktisk noget så kedeligt som et ualmindeligt velfungerende, kærligt og nærende parforhold.

Så jeg er "moderne" - "lykkelig og overskudsagtig" i mit forhold - sorry guys, det er ikke FOR at være moderne - men kriserne og problemerne? Been there, done that, got the divorce.

Selvom jeg har ovennævnte forbehold pga. min ikke-anonymitet, forsøger jeg alligevel at have lidt kant på min blog. Den skal ikke bare handle om have og madlavning.

Men blogger jeg meget explicit om fx. kriser med min teenagedatter, hænger jeg hende ud - så kan hendes lærer og hendes venner faktisk læse om det, og se at det er hende.

Jeg lufter mine kriser ude i virkeligheden. Snakker med gode venner, og med min gode mand. Bruger min søster og mit IRL netværk.

Jeg "stokroseblogger" ikke for at give et forskønnet billede af mit liv. Men er nødt til at afveje, hvad jeg vil hænge ud, og hvem jeg vil hænge ud.

Sådan er det. Mine kriser er mine.

16 juni, 2007 14:26  
Anonymous alice sagde...

Lizelotte: Det er klart, at man som ikke-anonym blogger har et andet filter for, hvad man ønsker at skrive om på sin blog.

Men også blandt de anonyme blogs, jeg læser, er der en overraskende mangel på parforholds-kriser, og hvordan de håndteres. Hvilket er ærgeligt, for jeg opfatter i høj grad blogs som vidensdeling. Ikke bare viden om mennesker, men også viden om ting, og gode/dårlige måder at håndtere ting på.

ps."velfungerende, kærligt og nærende parforhold." jeg er naturligvis dybt misundelig - og i vidensdelingens hellige navn, så kunne det da være skønt at læse om, hvordan man når den endestation, når kriserne er overstået. Om end også det må være ufatteligt grænseoverskridende at skrive om, hvis ikke man er anonym ;o)

16 juni, 2007 16:26  
Blogger Lommen sagde...

@Alice:
Ja, kriser i nu afsluttede parforhold kan man godt skrive om (om end det heller ikke ses så ofte), men nuværende...? Leder stadig efter et indlæg her og dér. Tror det bliver ekstra svært, hvis sådan et indlæg endda skal kunne gi' én andet end "godt, mit forhold ikke er SÅ sygt"-tanker, men rent faktisk ku' byde på noget brugbart, konstruktivt, tankevækkende at TA' MED SIG...
Men derfor vil jeg da gerne høre om nogle gamle problematikker. de er sikkert stadig gyldige i al deres deprimerende universalitet... :-S

@Livsnyderen:
Det kan jeg sgu godt forstå!!! Men som Alice netop påpeger i sit svar til dig: Der er sgu heller ingen kriser at spore hos os mere eller mindre anonyme blogoholikere.

Og så i øvrigt: Du ska' da ikke undskylde, at du ingen kriser har og lever i et stabilt og velfungerende parforhold! :-) Ved, du har gået igennem din del, og så er du jo liiige nogle år ældre end jeg, så det er da KUN godt, at du er nået dertil! Hvis det nogensinde sku' begynde at gå ned ad bakke for jer, vil jeg helt ærligt blive ret ulykkelig, for jeg tænker tit på, at det er sådan nogle som jer, der indgyder håb.

Og så for en ordens skyld og mere overordnet: Jeg mener osse, man skal passe på ikke at opfatte enhver konflikt som "krise". Konflikter kan jo osse være enormt livgivende, bringe én videre ad den rigtige vej, og hvad det ellers hedder alt sammen! :-)

16 juni, 2007 18:47  
Blogger Kat sagde...

Det er et godt spørgsmål. Da jeg var i fast forhold var jeg til tider så "privat" omkring vores kriser at jeg ikke engang fortalte det til nærmeste venner og familie.

Jeg tror det skyldtes at jeg følte at jeg forrådte min kæreste på denne måde, ved at andre personer blev mere delagtiggjort i problemerne end ham. Jeg var af den klare opfattelse, at var der problemer, så skulle han og jeg snakke om dem for at få dem løst.

I bagklogskabens klare lys kan jeg jo så se at det ikke er den sundeste løsning - det er også nogle gange sundt at få vendt tingene med andre, for at se dem fra en anden vinkel. Og at holde den slags så tæt til kroppen, ikke at ville vise det til andre, er faktisk nogen gange medvirkende til at gøre konflikter til kriser. I stedet for blot at acceptere at i alle forhold vil man hade hinanden lidt engang i mellem ;-)

Det håber jeg at jeg bliver bedre til i det næste forhold (altså ikke at hade min kæreste, men at acceptere at den slags også er en del af et sundt forhold ;-). Og jeg lover at jeg nok skal rapportere om både de gode og dårlige sider - både på min blog og over en øl!

17 juni, 2007 15:37  
Blogger Lizelotte sagde...

Alice, min mand og jeg begik fejlene og havde kriserne i vores foregående parforhold ... sådan kan man jo osse gøre det ;-)

Lomme, nogle gange kniber jeg mig altså også i armen over hvor heldig, jeg er! Og jo - konflikter er der da ind imellem, men jeg kan ikke komme i tanker om en eneste, som bare kommer i nærheden af at kvalificere sig som krise.

Jeg plejer at sige at der er tre ingredienser, der indgår i et vellykket parforhold - i nogenlunde lige forhold:

* held
* "dygtighed"
* hårdt arbejde

...og så er det jo ingen skade til at være totalt vilde med hinanden ;-)

17 juni, 2007 19:44  
Blogger Lommen sagde...

@Kat:
Ja, det er så sandt *suk* Det dér med at holde facaden det... holder bare ikke. Hvornår lærer vi det? Det er jo ikke bare i parforhold, at den her misforståede loyalitet opstår, vel? Der er sgu osse folk, der har svært ved at kritisere deres forældre eller søskende over for andre. selv over for en psykolog, som jo ellers har tavshedspligt. Helt ærligt - det er jo til syvende og sidst ikke partneren (eller forældrene), vi tager (misforstået) hensyn til: Det er da os selv! (For det er hårdt at skulle berette om den slags - og føle de følelser, der hører til). Og det er osse i høj grad os selv, som har svært ved at tackle det, når vi så bagefter er i selskab med kæresten/forældrene og den, vi har "sladret" til. Er det ikke?

19 juni, 2007 00:58  
Blogger Lommen sagde...

@Lizelotte:
Der er da et grand af sandhed i den smilende bemærkning dér - hold da ferie, jeg fatter ikke, at nogen som helst kan være livslang kæreste med den første partner, de finder! Jeg har da i hvert fald haft godt af at ha' et par forskellige med i øvelokalet! ;-) Overvejer somme tider at skrive et kort til de første par stykker, jeg var kæreste med: "Tilgiv mig - jeg var lige så ung og dum som du..." ;-)

"Ingen skade til at være totalt vilde med hinanden" skriver du. Hm... Det er vel netop det: Nu ved man, at dét blot er en del af det. Da jeg var 15, troede jeg, at hvis bare den udkårne gengældte min forelskelse, så var lykken gjort. Da jeg var 20, troede jeg, at hvis bare jeg kunne ændre på kæresten, så ville det blive godt, og d ajeg rundede 25, troede jeg, at hvis bare jeg ændrede på mig selv, SÅ...! Nu fylder jeg lige straks 30 og ved, at kunsten er at leve og glæde sig sammen - og osse at kunne elske "fejlene". Hos sig selv. Og modparten.
Og når jeg fylder 40, kan jeg måske ligefrem finde ud af det? :-)

19 juni, 2007 01:06  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home