Om paraplyer og tårer

Forleden da jeg var nede i byen for at handle, sku’ jeg osse ind i billetsalget og ha’ mig et klippekort. Jeg gik lige til skranken og afgav min bestilling. Så var det, jeg fik øje på en paraply, der tydeligvis var glemt af en af dagens tidligere kunder. For en sikkerheds skyld spurgte jeg straks gutterne i køen ved siden af, om det mon var deres. Som ventet svarede de afkræftende. Jeg var ved at række den over disken, så personalet kunne lægge den i en eller anden glemmekasse, men manden i skranken holdt afværgende armene i vejret:

”Nej, lad den hellere stå. Vedkommende vender nok snart tilbage”.

Jeg mumlede noget om, at det måtte vi da håbe. Sjældent har det regnet så voldsomt som den dag. Jeg stod selv og lignede en våd hund. En hund med violet og orange hår, en hund med mascara – men ikke desto mindre en hund.

Jeg forlod biksen med det ønskede klippekort.

Da jeg lidt senere stod og ventede på bussen ud til Huset, og mennesker omkring mig pilede i alle retninger til trods for den silende regn, fik jeg pludselig øje på en pige lidt yngre end jeg, der stod inde i tørvejret under halvtaget med sin egen personlige regn silende ned ad de røde – og i dagens vandledning – let ophovnede kinder.

Hun stod der med sin mp3’er i ørerne og græd i sit offentlige private rum, alt imens hun i øvrigt sms’ede løs og nu og da skævede til det store stationsur.

”Er du okay?”, spurgte jeg fåret, da jeg efter et par minutter havde taget mod til mig for at gå hen og høre, om der mon var noget, jeg, en vildfremmed, kunne gøre. Ved synet af mig trak hun den ene høretelefon ud og lukkede mig for en kort stund ind i det triste rum.

Jeg gentog mit spørgsmål.

”Javist”, svarede hun tappert og på klingende svensk, selv om enhver idiotisk fremmed kunne se, at det var hun absolut ikke – okay.

”Uanset hvad det er... Jeg håber for dig, det bliver bedre”, svarede jeg tamt. Hun nikkede og havde allerede lukket sig inde bag musikken igen.

Jeg opdagede, at hvis jeg sku’ nå min bus, måtte jeg opgive min tørre plads nu og atter bevæge mig udenfor i regnen og ned til busstationens modsatte ende, så jeg hankede op i poser og taske og gjorde mig klar til at blive ædrueligt overrislet.

Og dér så jeg ham så. Paraplyen var det første, jeg lagde mærke til, med alle dens let genkendelige, mangefarvede striber. Så fandt jeg ud af, jeg osse havde set det halvlange, lyse Prins Valiant-hår nedenunder den mange gange før, skønt jeg ikke kunne – og stadig ikke kan – komme i tanke om hvor. Og det er osse lige meget.

Selv med himlens væde stående ned i seje, sprinklende stråler kunne jeg se hans smil, der gik fra det ene øre til det andet – og stod perfekt til blomsterbuketten med det lyserøde papir og de mange sløjfer i hans hånd. Han var på frierfødder. Kunne ikke være andet.

Og jeg ønskede sådan, at hans paraply i stedet måtte ha’ skærmet for den unge svenskerindes regnvejr, og at hans blomster ku’ ha’ fjernet hendes tårer. Og jeg vidste godt, det var barnligt og absurd tænkt. Men hvad kan man gøre andet end at harmes, når lykken løber i regnvejret lige ved siden af sorgen?

Jeg ønskede... Jeg ønskede, at mængden af tårer i denne verden ligesom mængden af regn kunne være konstant og blot hele tiden indgå i nye livgivende kredsløb. At vi kunne deles om at græde dem, tårerne. Og ikke kun lade nogle få om det.

Lommen – har taget min tørn. Men ta’r gerne én mere.