Et liv uden hud

Posten her blev skrevet i weekenden. Men da var jeg uden net, så derfor får I den her med lidt forsinkelse. Heldigvis har jeg fået det bedre – måske bl.a. fordi jeg skrev posten...

Jeg har kaldt hende dér Pernille til ”kammeratlig samtale” hos sig selv. Eller måske nærmere en ordentlig waky-waky speech... Jeg har fået nok. Af mig selv. Jeg er irriteret, frustreret. På mig selv. Og det værste er: Jeg har været netop her flere gange før. Men vist aldrig så slemt som nu. Nu gider jeg kraftstejleme ikke mere.

Okay, Pernille – spell things out!

Jeg har simpelthen de forkerte briller på for tiden. Jeg er i en permanent tilstand af ”jeg har fået det forkerte ben først ud af sengen”. Jeg hører alt andet end det, der rent faktisk bliver sagt.

Og jeg er ved at blive idiot.

Når veninden sender en sød omsorgsfuld sms...
Når kæresten sender en kærlig mail med et sødt lille filmklip...
Når min far bare vil diskutere holdninger og intet af personlig karakter...
Når folk – både nære som mere fjerne – bare vil være neutrale eller måske endda kærlige og søde og rare over for mig...

... så hører jeg bebrejdelser, lede kommentarer, triumferende stikpiller, kritik af min person, nedgørelser.

Og min fornuft taler for døve øren, når den forsøger at påpege misforholdet mellem det, der rent faktisk siges, og det, jeg hører. Det giver ingen mening!

Alligevel er jeg ofte grædefærdig, og for tiden er jeg inde i en periode, hvor jeg nærmest foretrækker at være alene (selv om jeg efterhånden ikke kan udholde mit eget selskab, men dét er jo ikke lige sådan at blive fri for...).

Hver gang jeg tilbringer tid med andre mennesker, føler jeg mig pludselig meget ubehageligt til mode midt i det. Føler, at det hele er falsk. At de slet ikke ønsker mit selskab, at de i virkeligheden ikke gider mig og dybest set finder mig både tåbelig og kedelig osv..

Hvorfor i alverden de så sku’ være sammen med mig (og igennem flere år ha’ været mine venner) ved jeg virkelig ikke! Ikke desto mindre er følelsen så overvældende, at den en stor del af tiden skygger for alt andet. Og jeg er nu nået dertil, at jeg på forhånd giver op. Bare tanken om at sku’ være i selskab med nogen af dem, som det indtil for nylig glædede mig meget at være i selskab med, giver mig næsten kvalme og en tung, opgivende fornemmelse i hele kroppen. For jeg véd jo, at jeg bare bliver enormt ked af det og kommer til at føle mig svigtet og overset...

Jeg forsøger imellem de lange, anstrengende tudeture virkelig at forklare mig selv, at det ikke på nogen måde virker realistisk, at mine venner, min familie eller min kæreste sku’ være ude på at såre eller kritisere mig. – Og da slet ikke, at de alle sammen på én gang sku’ ha’ set sig gale på mig og/eller være blevet trætte af mig. Samt at hvis der endelig var noget af den slags på færde ville de selvfølgelig fortælle mig det direkte og ikke på alle mulige snørklede måder, hvor jeg halvvejs selv sku’ gætte budskabet. Men lige lidt hjælper det.

Jeg får betænksomme beskeder og telefonopkald. Vennerne siger de samme søde, kærlige og nu og da drillende ting som altid. Fortæller som altid lidt fra deres eget liv. Men lige lidt mening giver det.

Midt i en samtale kan jeg sidde og tænke ting som: ”Ka’ du ikke bare gå? Jeg ved godt, du i virkeligheden ikke kan lide mig. Og vi har sgu da egentlig aldrig sagt hinanden noget, så hvad sidder vi her egentlig for? Du har kun interesse i dig selv og dig selv og så lidt mere i dig selv. Hvad skal jeg blandes ind i det for?” eller mere enkelt: ”Hvad laver jeg her?”

Hvad fanden er det for noget at sidde og tænke om sine venner??!

Kæresten er mere engageret og mere betænksom og fantastisk end nogensinde, og alligevel... Alligevel tager jeg mig selv i efter samtaler med ham at prøve at komme i tanke om (!) alle de dejlige ting, han har sagt, når vi har talt sammen. Og langt borte kan jeg mærke en eller anden skam, når jeg konstaterer, at... jeg ikke kan huske noget af det. De få ting, jeg kan huske fra vores snakke, er these days hele tiden nogle, som kan udlægges – læs: som jeg udlægger – som kritik eller hån. Jeg kan derimod nærmest huske alle de dér rædselsfulde ting – ikke fordi de er i overtal, men de er der – man kan sige eller skrive til hinanden, når man er vred. Og selv længe, længe efter at der er både undskyldt og trukket tilbage og forklaret, hører jeg de udsagn for mit indre øre. Som sandheden.

Men hvorfor ser jeg altid worst case scenarios som mere sandsynlige eller sande end de gode plots? Eller rettere: Hvorfor er der perioder, hvor jeg har det sådan? Som om jeg ingen beskyttende hud har...

Jeg véd godt, at jeg blev opdraget til ikke at stole på nogen. Sådan er det at ha’ en mor med ubehandlet paranoid skizofreni. (Kan ikke anbefales – og don’t do this at home og alt det dér...)

Jeg blev opdraget til at lyve og holde sårbare sandheder (hvilket i praksis var alt om min familie) tæt til kroppen osv.. Men på et tidspunkt traf jeg et meget eksplicit valg. Et meget velovervejet og velbegrundet valg: For i en alder af femten var jeg ved at eksplodere af tilbageholdte tanker og følelser. Af at opdele verden i derhjemme og resten. Pernille hjemme og Pernille ude.

Så jeg sagde til mine forældre, der begge var skyldige i at ha’ lagt dette enorme pres på mine unge skuldre, at nu ku’ de ikke længere regne med min loyalitet til deres tragiske, grundløse, ødelæggende hold facaden-projekt. Jeg ville delagtiggøre en ven (min første rigtige af slagsen) i, hvordan jeg havde det, når jeg havde det hårdt, og når jeg var ked af, hvordan det var at være mig.

Og så ku’ de ellers protestere alt det, de ville. Men jeg var nået frem til, at uden andres hjælp, støtte og tillid overlevede man aldrig. Og dét gjorde de – protesterede. Men jeg gjorde, som jeg havde sat mig for. Dét var min første oplevelse af, at hvordan man vil leve sit liv, afgør man nu bedst selv. Mange andre fulgte.

Det var en ufattelig lettelse – om end osse noget af en overvindelse og en øvelse – at åbne sig for andre. Men jeg har aldrig fortrudt. Jeg var forsigtig og osse ret heldig, viste det sig, med hvem jeg åbnede mig overfor. Og jeg er evigt taknemmelig over at ha’ de venner, jeg nu har.

Men nu sidder jeg så her og har levet næsten lige så lang tid med åbenheden, som jeg (ufrivilligt) levede med lukketheden og løgnen. Og mine forældre (osse min nu for længst medicinerede, velfungerende mor ) hylder i dén grad, at både min bror og jeg er endt med at ha’ en del gode, pålidelige, støttende venner. Og så kan jeg ikke finde ud af at ha’ tiltro!?!

Jeg sidder fandeme og tænker lige så ud af det blå pessimistisk, frygtsomt, såret som min dengang paranoide mor!

Det er, som om jeg ingen hud har. Det dér lag, som skal beskytte én, er for tiden slået fra. Alt ryger ind og bearbejdes som dårlige indtryk. Enhver tavshed er tegn på fjendskab. Enhver tale sker med henblik på at kritisere mig. Enhver kærlighedserklæring er bare fake.

Har selvfølgelig, som den analysegenerator jeg nu er, prøvet at se tilbage, finde et mønster, en årsag. Det tætteste, jeg kommer, er, at det her sker, når jeg er presset og bekymret og bange. Ofte når jeg ikke selv har turdet indse, præcis hvor presset jeg egentlig føler mig.

Det er et eller andet med, at hvis jeg bliver bange for ikke at kunne klare et pres alene, så går jeg i baglås, stritter imod, giver mig ikke i kast med. Noget i mig foregriber vist, hvor frygteligt det bliver, når jeg må sande, at jeg ikke kan håndtere en given situation helt alene. Ydermere frygter jeg, at det så oven i købet viser sig, at alle, hvis støtte og opbakning jeg troede på, svigter og ikke er der for mig.

Jeg underkender altså på forhånd mig selv. Jeg fordømmer mig selv for – nok – ikke at kunne klare den. Og tror så at andre fordømmer mig. Gør min egen indre stemme til andres. Og min egen indre stemme er i virkeligheden mine forældres: Man er nødt til at holde facaden. Man er nødt til at lade som om man kan klare alting selv, Pernille. Man er nødt til at lyve og lade som om. Jeg fik jo aldrig nogen forklaring på hvorfor. Jeg tog bare indtil puberteten for givet, at sådan var verden.

Det er ligesom med mennesker, hvis forældre altid har (over)beskyttet dem: Naturligvis konkluderer de, at verden er et farligt sted at være...

Jeg opdager nu, at jeg egentlig aldrig gav helt slip. Jo, jeg begyndte at vise mig selv, snakke åbent om mange ting osv.. Men viste jeg sårbarheden? Viste jeg tårerne, viste jeg de mindre pæne sider, ”fejlene”? Troede jeg på, at det var i orden, hvis ikke man kunne, lykkedes, blev ”godkendt”?

Ja, godt gættet: Jeg tror, det er skrækken for specialet, der trykker en hel del mere gevaldigt, end jeg har turdet tænke eller ligefrem – uha! – sige højt. Skrækken for ikke at magte det. Ikke at slå til. Ja, for én eller anden årsag må der jo være til min skriveblokering, der nu har varet i flere måneder... Skrækken for at finde ud af, at jeg ikke kan. Ikke har lært noget. Ikke kan omsætte det til egne ord på papiret. Er dum og tåbelig og bare har distanceblændet alle (inkl. vejleder, som ikke kan blændes, og mig selv).

De, der ikke har rost mig, har naturligvis gennemskuet mig. De, der har rost mig, er bare selv dumme...

Lige umiddelbart er det første, der falder mig ind, når jeg ser situationen udefra... en lille pige, der står og fryser i sin korte kjole og sine flade sko. Hun har armene opgivende og magtesløst ned langs siderne, og folk vil ikke kendes ved hende.

Det er skrækken for oven i selve den faglige fiasko at stå fuldstændigt mutters alene i verden med den. Det går op for mig, at den faglige fiasko i ikke at magte at færdiggøre min uddannelse ikke bare ville være... et fagligt nederlag. Det ville være grund nok til at afskrive mig. Så tror fa’en, at jeg ikke tør skrive det forpulede speciale.

Så måske er der i virkeligheden gode – om end ikke særligt rationelle – forklaringer på, at jeg har det så skidt for tiden. Jeg trækker mig fra andre og er på vagt, for så kan de i det mindste ikke forlade mig, når jeg nu viser mig at være en total fiasko på uni.

Men sagen er jo:

Vil gode venner, kæreste, familie droppe mig, selv om jeg så ikke skulle klare den?

Regner de med, jeg ikke klarer den?

Og er der overhovedet grund til at tænke, jeg ikke klarer den? Har jeg nogensinde dumpet en eksamen? Nej. – Til gengæld har jeg de sidste par år i en uendelighed udskudt min sidste af slagsen...

Lommen - er der nogen, der har en pose tiltro i overskud???