Forleden blev godt nok NOGET af en dag rent mentalt! Hvad er det, man kalder det? Et kvantespring...?
Jeg er ikke den eneste, som er målløs. Skuldrene er vist osse lidt fortumlet over det skift, som - siger han - i øvrigt virker ganske upåtaget. Det er indtruffet over en nat, men har jo nok været under opsejling længe. Det har - godt gættet - en masse med Projekt: Tag Ting Som De Kommer at gøre...
For at forstå hvor stort et skift det er, er her et eksempel på, hvordan hende
Klidmosteren plejer at agere...
Det er noget med at panikke og kime kæresten ned og skrive en STAK sms'er, hvis han beder om fred, fordi vi har skændtes - eller bare sådan fred i øvrigt. (Very sad but true!) Ikke at kunne handle straks - ikke at kunne (forsøge at)
styre situationen og får "orden" på den var nogenlunde det værste, man kunne udsætte Klidmosteren for. Og derfor respekterede hun altså ikke andres grænser - eller sine egne, for dén sags skyld, i de dér særlige konfliktsituationer. Hun var hunderæd for at miste. Hver gang. Og
måtte handle. Osse selv om det aldrig gavnede hende, når hun ikke kunne slappe af og bare lade andre i fred en tid.
Det gjorde jeg så IKKE forledem, panikkede, selv om vi skændtes. Konflikten opstod i øvrigt faktisk lige netop, fordi hende Klidmosteren IGEN troede, at hun kunne
beordre sin kæreste til mere initiativrighed og til at være mere opsøgende.
Men Skuldrene er den første kæreste, jeg har haft, der med ét viste sig som mand nok til at sige helt klart fra. Det skete i netop den samtale:
"Pernille, jeg vil gerne være mere opsøgende. Ringe og skrive kærligt. Overraske dig og sådan noget. Men det kræver, at du giver mig
plads til det! Det kræver, at du stoler på, jeg vil gøre det. Og så er du nødt til at forstå, at jeg ikke er ligesom dig. Jeg kommer ALDRIG NOGENSINDE til at ligge og sms'e dig hver anden time! Sådan er dét!"
Og jeg blev hamrende arrig. Og vi svinede hinanden til og blev barnlige og regnskabsagtige, og det var en ren jammer og så afgjort et tilbageskridt for menneskeheden sådan generelt betragtet. ;-) Men lad nu det være glemt.
Tilbage står, at min kæreste elsker mig så højt, at han viser mig sig selv, som han er og ydermere beder om lov til at vise mig sin kærlighed. På sin egen måde.
Men dét fattede jeg jo først lige så stille morgenen efter... :-)
I går var det MIG, der loggede af msn og bare ikke GAD mere. Og dét var faktisk et andet lyspunkt ved konflikten. Ja, nu undres du måske. For hvordan i alverden kan der være noget som helst godt ved, at kommunikationen går så meget i hårdknude, så den ene af parterne simpelthen afskriver den?
Jo, altså: For måske første gang i sådan en situation mærkede jeg efter, hvad jeg SELV havde mest brug for. Og jeg havde brug for at trække en streg i sandet. Være vred. Mærke mig selv og tage ansvar for mig selv.
Være i fred. Jeg GAD sgu ikke at gyde olie på vandene, se sagen fra begge sider osv.. Og for første gang (helt sikkert første gang!), tænkte jeg ikke "nu går han sikkert fra mig, fordi jeg har været så urimelig at blive vred".
Så nej. Jeg gav IKKE lyd - heller ikke da vreden (relativt hurtigt) lettede. Og heller ikke da HAN skrev, om vi ikke bare kunne vente med at snakke dagen efter, både fordi han sku' ha' besøg, og fordi han behøvede fred.
Jeg var ikke ude på at straffe ham. Jeg
orkede bare ikke kontakt. (Senere ku' jeg godt se, at jeg bare burde ha' svaret, at selvfølgelig sku' vi snakkes ved dagen efter. Well. Jeg lærer hen ad vejen, og det dér ER noteret til en anden god gang).
Men hold kæft, hvor var der en frihed i at føle, at jeg godt kunne tillade mig at være så vred, at jeg ikke gad kontakten og ikke var ene-ansvarlig for den!Pointen er: Det er en fuldstændigt anden Pernille, der dukker frem af dybet nu.
Jeg
slappede nemlig af forleden. Og det kom fuldstændigt bag på mig. Jeg sad IKKE og tudede og rystede og lod være med at spise hele aftenen. (Har en ting med mad. Kan næsten ikke spise, når jeg er ked af det.)
I stedet nød jeg en cafétur med en veninde, som jeg snakkede og grinede dejligt med. Jeg stolede fuldt og fast på, at Skuldrene og jeg da selvfølgelig ville komme til at snakke sammen, for det GØR kærester jo. Løser uoverensstemmelser. Sammen. Og jeg spekulerede heller IKKE på, hvad der mon ville ske, hvis nu han ikke ringede. Dels fordi det ville han da selvfølgelig gøre. Dels fordi... HVIS han nu ikke gjorde det, så måtte jeg jo "ta' den dérfra", som det hedder med en dum moderne vending.
Måske sidder du nu og tænker: "Øøøøh ja? Selvfølgelig! Hvad er der lige galt med den kone, siden hun freaker sådan over alt muligt med den dér stakkels kæreste?? Nu må hun ta' sig sammen - slappe af."
Til det er der at sige, at jeg har en bagage fuld af alt for meget, alt for stort ansvar fra en meget tidlig alder.
Faktisk holdt jeg - fra jeg var cirka ti år gammel - sammen på en hel familie, fordi min mor var psykisk syg, og min far en stor del af tiden rejste med sit job for at tjene ekstra, så vi kunne få det til at løbe rundt trods alt. Når min far så var hjemme, havde min mor førsteprioritet i
alle ender og kanter, og vi børn måtte bare rette ind: "Mor er jo syg, må du forstå". Underforstået, at så måtte man ikke være urimelig og krævende (læs: Ha' følelsesmæssige behov og behov for omsorg, for det var noget pjat at kræve, når nu vores mor havde så meget mere brug for ham).
Så i stedet for at være barn har jeg været en slags reservemor (som bare ikke fik min fars omsorg), men som har taget en masse ansvar og organiseret alt for alle og givet og givet og givet omsorg hele mit liv - uden nogensinde selv at ha' haft børn. Og jeg har min psykologs ord for, at jeg har været ualmindeligt "klemt" mellem roller derhjemme.
Det har resulteret i, at jeg uden selv at kunne se det har været enormt stresset og ikke rigtigt kunnet mærke mig selv og mine behov, for dem var der jo ikke plads til. "Løsningen" blev at pakke dem langt væk. Jeg har samtidig slet ikke kunnet afgive det ansvar, jeg har været så tynget af. For det var vel sådan, man gjorde. Det var vel det, der krævedes...? At protestere ville jo være at give op, og at give op er utænkeligt. I hvert fald i min fars optik...
Og fordi jeg var vokset sammen med den dér umenneskelige rolle, der på ingen måde kunne forsyne mig med det, jeg havde behov for følelsesmæssigt, blev jeg i mit voksne liv ved at bede/beordre ANDRE om at tage teten - tage "initiativet" og BEFRI MIG, de gange hvor presset føltes for voldsomt. Og jeg fattede ikke, at andre blev ved at overhøre mine bønner.
I nogle enkelte tilfælde har det måske været det - ignorering - der har fundet sted. Men i langt de fleste relationer, jeg indgår i, har problemet været, at der ikke var plads til, at folk kunne komme til. Fordi jeg ikke stolede på dem. Min far havde ikke været til at stole på. Trøstede lidt somme tider, når vi var alene, men så snart min mor var der igen,
eksisterede hans indrømmelser af, hvor hårdt det nok var for mig, ikke.
De præmisser tog jeg med mig. Nu ved jeg, at min forståelse af verden - min manglende tillid, min følelse af konstant at blive overset og valgt fra til fordel for andre aktiviteter eller mennesker - stammer fra mit barndomsunivers og ikke er virkelig længere.
Men det kunne jeg ikke se klart indtil for et par måneder siden:
Da jeg opsøgte psykologen, følte jeg, at andres krav var umenneskelige. Især kæresters. Jeg skulle jo konstant være i overskud og underholde og osse trøste og give støtte, omsorg, peptalks, løse alle problemer, før de opstod. Samtidig blev jeg mere og mere frustreret over, at det aldrig var mig, der fik omsorg. Sagen var, jeg ikke turde vente på den, kigge efter den, stole på den kom.
Først for nylig forstod jeg endelig, at det var Lille-Pernille, der var blevet voksen og havde taget rollen og dermed Mor og Fars uformulerede, indirekte krav om at være en "stor pige" (det vil sige uden behov for omsorg, én som kunne klare sig selv) med sig. Og at hun nu med specialepres, økonomisk pres og udsigten til selv at blive voksen og skulle... tage MERE ansvar var ved at knække.
For hvordan KUNNE jeg tage mere ansvar, end jeg i forvejen gjorde for alt og alle???
Jeg ser nu, at noget i mig ubevidst fornemmede, at katastrofen lurede lige om hjørnet, og at jeg var på helt gale veje. Jeg var hundeangst for at knække. Og følte mig sikker på, det ville ske.
Jeg forstod ikke, at den eneste, der kunne befri mig... var mig.
Forleden morgen vågnede jeg så dagen efter førnævnte voldsomme skænderi og skænkede ikke mobilen en tanke. Aftenen før havde den været slukket det meste af tiden - bare fordi jeg ønskede at være nærværende sammen med den veninde, jeg var ude sammen med.
Om morgenen kiggede jeg ikke engang i den. Dét havde været utænkeligt i en tilsvarende situation bare få døgn tidligere.
Men jeg slappede helt af. Havde sovet godt. Det strejfede mig, at Skuldrene og jeg sikkert ville få en fin snak senere. Og så ikke så meget andet.
Jeg var til stede i mit eget liv. Tænkte ikke på, hvad han mon gik og tænkte. Arbejdede i fred. Nød min morgenkaffe. Opdagede ved et rent tilfælde lidt senere, at Skuldrene minsandten havde skrevet og var bekymret. Jeg blev glad over, at han tog kontakt. Men beskeden var ikke livsnødvendig for mig, som den ville ha' været det for få døgn siden...
Skrev en stille og rolig sms tilbage. Jeg havde det godt og havde haft en god aften. Hvordan han havde det? Ikke noget som helst om, om vi ikke snart kunne snakke osv..
Der kom svar, og han spurgte forsigtigt ind til, hvordan jeg havde det med "os" og i går. Tænkte, jeg ville svare lidt mere udførligt, når nu han spurgte. Loggede på msn. Men så fik han pludselig travlt på arbejdet (han har et job, som veksler meget i intensitet). Og det var da okay med mig, og vi kunne bare snakkes ved om det senere. Det ville jeg gerne.
Han blev bange for, jeg troede, at han satte "vil ikke forstyrres"-skiltet på, fordi jeg loggede på. Og da han skrev det til mig, var det som at se sig i spejlet og opdage, at spejlbilledet ikke er af én lige nu, men som man så ud for nogen tid siden. For så mistroisk ville Klidmosteren sikkert ha' været. *Gulp* Stakkels mand, som jeg har mistænkt ham...
Så nej, jeg troede ikke, at han bare stak mig en plade om travlhed for at blive fri for at snakke med mig.
Ja, jeg nød min eftermiddag i fred og fik lavet en masse i stedet for kun at sidde og tænke på, hvornår vi kunne snakke sammen, og ha' sindssygt ondt i maven.
Nej, jeg tænkte ikke over, hvem af os, der skulle ringe til hvem
Nej, jeg kiggede ikke i min telefon talrige gange for at se, om han havde skrevet (og gik dermed heller ikke og havde tanker om hvor uelsket og "i vejen" jeg sikkert bare var, når han ikke havde skrevet).
Ja, det føles lidt pinligt at indrømme, men så usikker har jeg altså været. Hele mit liv. Jeg skulle hele tiden bekræftes (og ofte hjalp det alligevel ikke ret meget). Jeg har noget så ustabilt, ensomt og stressende med mig i mit fundament, at jeg ikke rigtigt har haft forudsætninger for at forstå kærlighed, omsorg, ømhed som noget varigt og grundlæggende, som bare er dér.
Jeg føler det, som om jeg er kommet hjem. Og jeg tror ærligt talt, Skuldrene har været ved at falde ned af stolen over det skift, der er sket de sidste par dage.
Osse da jeg fortalte ham, at han i det skænderi havde gjort, hvad ingen anden mand har haft nosser til over for mig: Han havde markeret sin grænse i stedet for at blive ved at forsøge at tilpasse sig - og undgik dermed at miste sig selv og dernæst kærligheden. Se dét, mine damer og herrer, er (udslag af) kærlighed!
Og jeg fik fortalt ham, at han jo havde haft helt ret: Jeg må give ham plads. Give mig selv plads. Slappe af. Vise tillid.
Det næste stykke tid kommer det til at handle om at få implementeret alle de nye tanker i min hverdag. En af de større udfordringer bliver snart at fortælle mine forældre om Klidmosteren og min afsked med hende. For hjemme hos dem er ét af de steder, hvor jeg stresser allermest. Pudsigt nok...
Jeg er færdig med at leve som et organiserende tentakel-dyr, der har øjne og følenerver alle andre steder end hos mig selv: Jeg tager ansvar for mig. Og - hvis den dag kommer - gerne for min egen børneflok. Og så er jeg nærmest mere taknemmlig end nogensinde for, at jeg som den berømte nål i den lige så berømte høstak fandt Skuldrene, der faktisk viser sig at leve op til sit alias her på bloggen... De er brede nok til at bære.
Lommen - nu skal alle tankerne lige sætte sig
