Så ' det edderbroderemig fredag!
Og jeg skal ikke noget som helst. Jeg troede, jeg skulle noget, men det skal jeg så ikke alligevel. Ikke i byen, ikke ud og drikke vin hos en ven eller veninde. Ingenting. Og det passer mig glimrende bare at sidde og fifle med specialet, spise nogle hjemmebagte grovboller fra i går og skylle en liter kaffe ned. Har været så aktiv og set så mange mennesker hele ugen. Nu er der bare fred, og Huset ligger meget stille hen i regnvejret.
Men det er ikke nogen trist stilhed. Humøret er godt!
Snakkede med Skuldrene i går. Vi snupper en opsummering:
... det blev ikke en "parade-snak" - sådan én omgang "jeg har det da heldigvis osse FINT uden dig - æv-bæv", men en ærlig snak om gode og dårlige dage.
... jeg fik sagt nogle ting, jeg har tænkt meget over om grænser.
Det er gået op for mig, at hende Klidmosteren er grænseløs. På den dårligst tænkelige måde. Hun overskrider andres grænser - og sine egne. I et desperat forsøg på at kontrollere alt det, hun er usikker på. Og det hele bliver på den måde en mere og mere vanvittig spiral, hvor alle implicerede mister deres værdighed. Værnet mod det hedder "grænsemarkering".
Kunne fornemme at Skuldrene spidsede ører, da jeg konkluderede, at ingen af os faktisk er særligt gode til at markere, når vi har fået nok, når vi er sårede, vrede, trætte og/eller stille. Og at det bliver vi nødt til at kunne. Fordi grænseløsheden skaber så megen uværdighed og utryghed.
Han var meget enig og eftertænksom omkring hvad den grænseløshed havde gjort ved os. Han var selv inde på, at hans vrede kom ud de helt forkerte steder. Men han mente nu godt, han normalt kunne mærke den - og at han ville kunne lære at markere den.
... i det hele taget fik jeg faktisk - uden at være hende det snakkende vandfald til Klidmosteren - fortalt noget om, hvordan jeg havde haft det. Hvor vred jeg havde været. Og at det havde været godt at være i fred. Jeg fik osse fortalt, at det næsten føltes mærkeligt at sidde og sige sådan: For ville han virkelig tro på, at Pernille kunne ha' det godt med at være i fred? Dét ville han. Det kunne han høre.
... jeg kunne godt lide, at jeg sagde, hvad jeg ville sige, men ikke sad og forventede en hel masse bestemte ting fra ham. Og at han kom temmeligt meget på banen af sig selv og fortalte om sine tanker og om hverdagshændelser.
... han var osse den første til at sige ting som "jeg savner dig tit, og i søndags var den helt gal. Kunne bare sådan genkalde mig, hvordan det er at ligge op ad din ryg og være helt tæt." Dér var jeg lige ved at græde.
... det var osse ham, der sagde "lige først blev jeg sådan lidt usikker over dit svar på min mail. Det var lidt, som om du var ligeglad med, om vi kom til at snakke sammen". Jeg fik forklaret, at Nye Pernille bare ikke gider tage ansvar for organiseringen af alting. Det betyder ikke, hun er ligeglad. Slet ikke. Og han forstod.
... og nye Pernille har da osse sagtens kunnet foreslå, at vi aftaler et tidspunkt for næste samtale (ganske enkelt fordi hun ikke gider at vi ringer forgæves flere gange fra én propfyldt kalender til en anden. Det er ikke længere, fordi hun panikker, hvis hun ikke kender tidspunktet...)
... og selvfølgelig fortalte jeg ham, at jeg forleden savnede ham så meget, at jeg sad og kærtegnede hans kind lidt på et foto, jeg særligt godt kan lide af ham. "Gjorde du virkelig det?" Han lød meget blød.
... og at jeg har en efterhånden temmeligt stabil følelse af tro på hans kærlighed til mig. Den sank helt ind i hans store, bløde hjerte, kunne jeg mærke.
... han mente, at det lød, som om der var sket rigtigt meget for mig. Nogle virkeligt store ændringer. Bare det at jeg har kunnet slappe nogenlunde af i det her "pause-koncept"...
... og så havde vi det osse sjovt og rart og snakkede om hverdagsting, mit speciale, hans chef og den firmatur, han havde været på, min brødbagning, sjove ting folk havde sagt og om vores forskellige venner
... og det kom op, at der muligvis var en chance for, at han kunne blive i København efter noget kursus-halløj, han skal på i næste uge, og vi så kunne ses. Han ville undersøge det i dag. Jeg har fået en mail fra ham her til middag. Det bliver ikke til noget. En masse bureaukrati omkring billetter osv..
Men det gør ikke noget. Jeg tror, der er en mening med, at vi ikke skal ses lige nu. Det var jo heller ikke det, der var aftalen, vel? Og mailen er sød og dejlig. Stadig lidt distance på, men sådan skal dét jo bare være. Lige nu. Han skriver, han nød vores samtale. Syntes, det var dejligt både at grine sammen og snakke alvor, og at det ellers kunne have været hyggeligt at ses.
Jowjow. Det bliver en god fredag. Det går den rigtige vej. På vej tilbage mod (selv)respekt, værdighed, tillid.
Lommen - hold gang i GPS'en. Det er dén vej, vi skal ned ad!
UPDATE: Nu skal jeg så alligevel til middag hos en ven... aaaah, herlige vennekreds. :-)
Nedfældet af Lommen kl 15:35
7 Comments:
Der går sommetider for lang tid imellem, at jeg får læst de lange indlæg, men jeg har dog et spørgsmål, som trænger sig på, efter at have læst de sidste 3 indlæg for lidt siden.
Snakker du og Skuldrene altid dybt og følelsesmæssigt, når I er sammen?
Jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke på, at man jo sagtens kan taaaale tingene ihjel og bare ved tanken om at skulle ævle om følelser konstant, så ville jeg simpelthen blive træt træt træt, langt ind i mit bette hovede :-/
Nu kan jeg jo af naturlige grunde ikke se og vide, hvad I ellers taler om, så derfor er mine tanker selvfølgelig udsprunget af de indlæg om Skuldrene, som i 9 ud af 10 tilfælde handler om de dybe følelsesmæssige snakke I har haft og så er det dem, jeg må forholde mig til.
Hav en rigtig god aften :o)
@Anita:
Jamen, du har da rimeligt meget spot on dér. Du har helt ret: Et parforhold skal absolut ikke være parTERAPI! *Gisp*
Og det var bl.a. netop det med den alt for megen dybe snak, der gjorde, at vi en periode har valgt IKKE at snakke ret meget sammen. Det blev alt for meget. Der skal jo være SÅ meget andet i det!
Vi har begge erkendt, at vi hver især har nogle alvorlige problemer, som vi må løse UDEN FOR forholdet. Det gør vi så nu. Hver for sig.
Noget andet er så, at det her blog-noget som altid skal tages med et gran salt. I dagens indlæg er der fx en overvægt af det store og alvorlige. Det er lidt misvisende.
For i den (to timer lange!) samtale, Skuldrene og jeg havde i går, var der nu en masse dagligdags og osse en del latter.
Den del af forholdet figurerer måske bare ikke så meget her på bloggen. Jeg bruger nok mest bloggen til at tænke alvorlige tanker højt på - og fremstår generelt noget mere "umorsom", end jeg vist egentlig er - synes jeg da selv. ;-)
Men det ER faktisk noget af det, der binder Skuldrene og mig sammen: Latteren og humoren. Det er vigtigt.
Osse god fredag aften til dig.
Hov!
En tilføjelse kunne for resten være, at når Skuldrene og jeg er sammen (som i "face to face") så har vi nemlig ikke de dér alt for dybe snakke. Dét er i hvert fald meget, meget sjældent. Der griner vi mere, sludrer om hverdagsting og hygger bare.
En del af problemet har osse været, at der er langt imellem os. Usikkerhed kombineret med afstand er ikke fantastisk... :-/ Men nu er usikkerheden lige så stille ved at fordampe, fordi jeg gør noget ved den. :-)
Åhh hvor kan jeg næsten MÆRKE afstanden, når du beskriver den sådan. Også selvom jeg ikke har nogen kæreste, men de sidste gange jeg har haft, har den geografiske afstand simpelthen været for stor og savnet for voldsomt!
Jeg har også prøvet at være i et forhold, hvor der tit og ofte "skulle" snakkes føøølelser og for pokker, hvor jeg døde langsomt. Jeg gider kort og godt ikke, for at sige det ærligt!
Jeg vil godt tale om det, hvis der vitterligt ER et problem som skal løses, men hvis det skal være tit og ofte, så ser jeg det som et tegn på, at man simpelthen ikke passer godt nok sammen.
Lidt firkantet og skarp er jeg, men det ved du jo og nu har jeg ingen kæreste og får nu kun talt om følelser og dybde, når jeg selv ønsker det.
Dét' daarj'ligt. Det passer lige til mig og så er der andre ting, jeg istedet må give afkald på, indtil videre, men det tager jeg som det kommer ;o)
Tak for din gode forklaring. Det gav mig en bedre forståelse :o)
Hvor er det dejligt at læse min kære ven. Det lyder som en god samtale hvor der blev sagt og følt nogle gode ting :-).
Endnu en gang god weekend og god fornøjelse i aften :-).
ADVARSEL: LANG, RODET KOMMENTAR...
@Anita:
Din kommentar viser mig, hvad vi jo efterhånden nogle gange har fået bekræftet: At du og jeg er MEGET forskellige, når det kommer til følelser og parforhold. :-) Så det følgende er nok ikke overraskende, men jeg har lyst at svare dig alligevel. Det er jo heller ikke sjovt at blogge, hvis vi altid er enige alle sammen. ;-)
Jeg er bestemt ikke enig i, at man nok ikke passer sammen, hvis der tit tages følelser op i et parforhold. Men jeg har i den sidste tid lært, at hvis nogle af de samme konflikter ofte dukker op mellem partnere, så er det ret sandsynligt, at årsagen til konflikten ligger et andet sted end i forholdet - og at den er langt ældre end den aktuelle relation.
Ofte vil man kunne se, at man egentlig har haft den samme type konflikt med andre kærester - og i relationer i det hele taget. Og så er det sgu nok nogle ting hos SIG SELV man bør tage fat på at bearbejde og ændre. - Og ikke kæresten, man skal løse det sammen med, selv om han da må ha' noget at vide om processen hen ad vejen.
Det hjælper således ofte heller ikke at udskifte kæresten, fordi den samme konflikt ofte vil opstå i et nyt forhold, hvis ikke man har fået den bearbejdet.
Enkelt sagt: Det er jo én selv, som er fællesnævner i alle éns relationer, så hvis det samme bliver ved at gå galt, er det nok hos én selv, problemet ligger...
Det er i øvrigt pudsigt, som mange (osse jeg selv) bliver ved at opsøge en type person, som vil være med til at fremprovokere de samme konflikter/den samme vrede/sårethed hos én. Det siges, at det sker, fordi noget i én i virkeligheden ønsker at bringe konflikten op igen med henblik på at kunne LØSE den.
Så alt i alt: Der ER meget, som IKKE skal TÆSKES igennem med kæresten. Og det hele skal bestemt ikke gå op i dybe snakke og anlyser. Jeg bliver osse TRÆT ved tanken - lissom dig. Men modsat dig mener jeg ikke, at det er en løsning bare at klappe i (sådan læser jeg, det du skriver).
Jeg vil gerne vide, hvad min kæreste føler og tænker (osse når der ikke er problemer). Men jeg har for længst lært, at det dér med at gå og plage den slags ud af mænd er en utroligt dårlig idé. ;-) Hvad enten der er tale om glæde eller sorg, så skal de nok selv styre, hvornår de vil snakke. Og somme tider vil de slet ikke. Sådan er dét. Og det er fint med mig. Jeg har selv fået det lidt på samme måde hen ad vejen og forstår måske osse derfor lidt bedre. Så meget desto dejligere er de stunder, hvor man lukker hinanden helt ind. Jo, der er en hel del, der har ændret sig i mit syn på mænd de sidste par år. :-)
Heldigvis er Skuldrene så bestemt ikke noget følelses-forskrækket menneske.
Så...
Umiddelbart virker det måske fornuftigt at sige som du: "Kan vi ikke bare nøjes med at snakke følelser, når der virkelig er et problem?"
Men sagen er jo bare, at parterne ikke altid har den samme opfattelse af, hvad og hvornår noget er problematisk i forholdet. Derfor synes jeg umiddelbart, din formulering virker lidt arrogant, men måske misforstår jeg?
Jeg kom blot til at overveje, hvad den frustrerede part så skal stille op, hvis den anden bare står og kigger undrende og siger: "Altså ærligt talt - find da lige nogle rigtige problemer eller få dig en hobby"? Jeg ville da synes, det var utroligt hårdt, hvis jeg kom med noget, jeg fandt problematisk og var ked af, og Skuldrene så ikke tog det alvorligt.
Men naturligvis skal man kende sin besøgstid...
Og så for en ordens skyld, Anita: Det gør sgu ikke noget, du er lidt firkantet. Jeg føler mig ikke angrebet. Du er aldrig ondskabsfuld eller spydig i dine kommentarer. Det kan jeg kun ha' respekt for. Og det er jo rart nok at vide, at du selv er én, der kan klare mosten, så jeg ikke behøver veje mine ord for meget. ;-)
Derudover er det godt at høre, du har det fint som single. :-)
Lang og GOD kommentar og jeg forstår dig til fulde i alt, hvad du skriver.
Jeg kan godt se, at jeg har fået mig formuleret lidt skævt, for seføli vil jeg godt snakke følelser og dybde i et parforhold, men jeg gider ikke at gøre det (fx.) flere gange i ugen eller hver eneste gang man ses (når man er i et langdistanceforhold). Dér må det komme lidt henad vejen og når begge parter har lyst.
Jeg vil gerne blive klog på min kæreste og han skal blive klog på mig og det kan vi kun blive, hvis vi får talt om tingene. Så langt, så godt, men jeg har oplevet et forhold, hvor der bare A L T I D skulle tales dybt om dit og dat, når dagen var forbi og stearinlysene blev tændt.
Dér havde jeg det som de fleste mænd - altså, hvorfor kan vi ikke bare sidde ligeså stille og holde i hånd og måske endda holde mund!? Det er SÅ fedt at kunne gøre det; at være sammen uden ord. Berøringer kan sommetider sige meget mere.
Det er lidt svært for mig at forklare hvad jeg mener, men essensen af det hele var, som en start, at jeg troede I talte dybt HVER gang I var sammen og det var det, som fik mig til at spørge undrende :o)
Jeg er til slut glad for, at man kan tale ligeud af posen. Du ved, at du kan gøre det samme til mig, ja, uden misforståelser og så rigtig god weekend til dig :o)
Send en kommentar
<< Home