Om at lade andre tage teten

Jeg synes jo, det er besværligt - det dérsens Tilværelse. Men det meste af tiden osse fan-fucking-tastisk på "Ahaaaa! Er det virkelig sådan, det hænger sammen?"-måden*) "Er det dérfor, jeg/han/hun altid har gjort sådan og sådan?" "Er det dérfor, jeg altid bliver nervøs i den her type situationer?"

Jeg synes med andre ord, at adfærdsmønstre er noget rigtigt spændende noget at blive bevidst om, udnytte bedst muligt - eller ændre.

Som I måske husker, har jeg skudt endnu ét af mine "selvudviklings-projekter" i gang. Det er kommet til at hedde "Projekt: Tag Ting Som De Kommer", og det er faktisk helt utroligt, hvad jeg finder ud af, nu hvor jeg igen springer ud i at bruge nogle helt nye sider af mig selv...

Som jeg for nylig beskrev, har jeg indset, at jeg er totalt træt af at være hende "Organisator-klidmosteren", der tager ansvar for alt og alle i en grad, så hun stresser og bliver en værre diktator; jeg kan absolut ikke selv lide hende - og hun hindrer desuden både mig selv i at være mig og andre omkring mig i at være dem.

Sidste gang hos min psykolog mødte jeg fortvivlet op og sagde:
"Jeg ville så gerne ha', at min kæreste tog mere initiativ og var mere opsøgende over for mig, men han er jo sådan lidt indadvendt af natur. Måske har jeg valgt den forkerte kæreste?"

Og så gav psykologen mig endnu én af sine øjenåbnere, som jeg har hende mistænkt for at dosere nøje:

"Pernille, jeg kan selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed, men jeg tror altså ikke, du ville føle dig særligt godt tilpas sammen med - ja, måske heller ikke engang tiltrukket af - sådan en far-type af en mand, som ville forsøge at styre dig. Du ville blive dødtræt af hans dominerende facon. Jeg er ret sikker på, at du får mange gode ting fra [Skuldrenes rigtige navn]. Måske burde du se dette som en chance...".

"En chance?", udbrød jeg målløst og i en meget skeptisk tone, "for hvad dog?!" Konen måtte jo ha' spist galvaniserede søm og skruer!

"En chance for at blive dig", svarede hun uden at blinke. "Hvis du vil ha' mere initiativ og udspil fra ham, så er du nødt til at lære at slappe lidt af. Og dét kunne du såmænd ha' godt af". Hun smilede venligt, da hun sagde det sidste.

Pointen sank langsomt ind hos mig.

Dét, hun sagde, var, at det ikke ville nytte noget som helst at skifte kæresten ud. Og at jeg tværtimod hellere skulle ændre på mig selv og min egen adfærd. Ikke på hans. Irriterende, som den kone synes at ha' ret hver gang...! :-)

Nu er jeg så nået til det, jeg allerbedst kan lide: Nemlig at prøve de nye erkendelser af i praksis. Og hvor kunne jeg lægge bedre ud end i netop mit parforhold. Og eftersom Skuldrene og jeg tilbragte nogle dage sammen her hen over weekenden, ja, så måtte det jo være dér, at mit projekt for alvor skulle skydes i gang.

Som sagt - så gjort.

Jeg fortalte ham lidt om det forinden, og dén var han helt med på. Og fuck, hvor var det bare svært! Jeg sku' være mig på en ganske anden måde! Men hold op, hvor fik både jeg og han dog osse meget ud af det! Jeg er på ingen måde afskrækket!

Bare sådan en ting som at gå i supermarkedet, ikke?

Har da aldrig rigtigt tænkt nærmere over, at det altid (som regel osse med vennerne) er mig, der snapper indkøbslisten og farter rundt i butikken på den mest effektive måde - og selvfølgelig osse husker de dér tre vigtige ting, som ikke står på listen.

Og jeg har da egentlig indtil for nylig heller ikke troet, at det kunne være andre end mig, der tog initiativ til sociale aktiviteter eller andre, der planlagde ting og tog højde for alt muligt.

Men med ét lod jeg mig føre som i en dans, hvor man tiltror sin dansepartner overblik, rytmesans og koordinering, så man ikke støder ind i de andre på dansegulvet. Ansvaret.

... Jeg luntede efter Skuldrene inde i supermarkedet og lod ham beholde den indkøbsliste, han havde skrevet, mens han dirigerede slagets gang
... Jeg tog mig selv i at ville huske ham på hans pung, når vi sku' ud ad døren (én gang glemte han den, men kom selv i tanke om det)
... Jeg fik pludselig en sms fra ham, hvor der stod "hvad skal vi lave til aften? Pizza eller lasagne?"
... Der var pludselig én, som gjorde morgenbord parat til mig (og så måtte jeg da værs'go' sidde i morgenhår og nul makeup og prøve at vågne over stempelkaffen - mig??! Morgenhår?!)
... Der var pludselig én, som forførte mig (!) voldsomt bestemt (uden at gå i detaljer må jeg for det fuldstændige indtryks skyld tilføje: Jeg klager ikke ;-))
... Der var én, der styrede mange samtaler og en Pernille, som sad og grublede over sine svar, fordi jeg ikke lige var forberedt på, hvordan samtalen ville komme til at se ud...
... Jeg tænkte ikke over, om vi skulle stille vækkeuret, men blev i stedet overrasket, da han spurgte, hvornår jeg syntes, vi sku' stå op næste dag
... Jeg tog mig selv i at synke ned i samtaler, mærke hvordan jeg egentlig havde det - bare være...
... og ind imellem bare nyde stilheden

Og jeg slappede af, gjorde jeg. Jeg nød. Og jeg følte mig hel. Jeg der et helt liv har holdt sammen på en familie - været mor fra jeg var helt lille, er nu blevet mig i stedet for rollen. Og guess what, jeg véd i hvert fald godt, hvordan jeg ikke vil være, hvis jeg engang får børn...

Det er virkelig en helt ny verden, der ganske stille åbner sig for mig.

Hvor jeg havde troet, jeg ville sidde som på nåle og være på vagt: Huskede Skuldrene nu dit, glemte han nu dat? Hvad nu hvis...? Og man skal jo være tre skridt foran for en sikkerheds skyld (hvis sikkerhed??), og så er der jo osse...
... var dét, jeg rent faktisk erfarede (naturligvis!), at Skuldrene er et fornuftigt, ansvarligt og voksent menneske. :-)

Ting kørte helt fint, hvis bare jeg tog vare på mig og sagde klart, hvad jeg havde lyst til og ikke lyst til og behov for. Slut, prut marinade!
Og så skal andre i øvrigt nok tænke selv, og gør de ikke det - så er det ikke mit ansvar. Jeg er ikke - kun - sat her i verden for at forhindre, at noget som helst problem kunne opstå. Jeg er her ikke for at forhindre, at folk bliver kede af det. Jeg er her ikke for at bære folks byrder.

Og når Skuldrene og jeg så ind imellem bliver uvenner, så er det pudsigt nok heller ikke udelukkende min opgave at gyde olie på vandene og være den første til at tage kontakt. Jeg må mærke efter og finde ud af, hvornår jeg er parat. Og så stole på at han stadig er dér, når jeg er klar - og på at han måske osse kunne finde på at ringe før mig...
Jeg plejer at panikke, hvis jeg ikke kan komme til at løse de dér situationer med det samme. Det plejer at være helt uudholdeligt. Men efter nogen tid sammen må man vel prøve at stole på, at modparten osse er interesseret i at finde en løsning...

Orv, der bliver meget at fortælle psykologen om senere i dag!

Lommen - det handler om mod og tillid

*) Og ja, nu skal jeg nok lade være med at komme med flere Nynne-vendinger i denne post, eftersom vi alle ved, at de holdt op med at være sjove og nyskabende for et par år siden...