Tro, håb og handling

Og her vågnede jeg med sådan en fornemmelse af, at det bare blev en rigtigt dum søndag, og så gik det heldigvis helt anderledes...

Jeg tog mig sammen og benyttede mig af vejlederens generøse tilbud om, at jeg kunne ringe til hende, selv om det var weekend (hurra for beredvillige vejledere!) Det gjorde jeg - og et par afgørende speciale-problemer er nu løst. Tilmed havde jeg en god følelse af, at jeg selv i høj grad var med til at løse dem, og at det ikke bare var hende, der ævlede!

Hvor jeg fra alle andre specialeskrivere hører, at deres afhandling hænger dem langt ud ad halsen, bliver jeg mere og mere grebet af mit. Jeg er så glad! Og NU kan den endelige skriveproces begynde. Super!

Jeg troede egentlig osse, at jeg oven på en endda særdeles vellykket fest i går bare skulle sidde og kede mig i dag og ikke ville få taget mig sammen til hverken at socialisere eller arbejde, men næh nej. Jeg har fået lavet noget. Og jeg fik tilmed osse ordnet et par kedelige ærinder, som jeg i længere tid har udskudt, og som har gjort mig nervøs.

Og jeg nød at gense filmen "Chocolat" i eftermiddags med bofællerne under højlydt latter og sladren. (Måske var det dét, der gav energien til vejledersnakken senere?)

Og nu - nu kan jeg med god samvittighed tage over til min præsteven og hygge mig med ham og hans kæreste hele aftenen.

Desuden har jeg ikke været totalt pms'et oven i hovedet, til trods for at det er den tid på måneden.

Måske er verden virkelig et rart sted...?

Lommen - jeg beder ikke om mere; jeg går efter det! :-)