"Nej, jeg VIL ikke!", blev der sagt

Donk-donk-donk *trampe-trampe-trampe*

Kan I høre det? Nogen står og stamper i gulvet et sted i huset. Hvis man åbner døren ind til stuen, kan man se, at det er lille Pernille, som netop er kommet ind efter at ha' leget længe ude i regnvejret og som - sikkert hvinende af fryd - nok har hoppet i de største vandpytter, så det ligefrem kildede i maven.
Hun står dér i den brændevarme stue og sveder lidt. Hun har nemlig stadig sin røde sydvest og matchende rødt regnsæt med overalls og lille jakke, samt røde gummistøvler på. I hånden har hun sin våde plastic-legeskovl. Lige indtil for lidt siden smilede hendes lille mund mellem de to røde, runde kinder, som er på størrelse med et par store kirsebær. Men nu smiler Pernille ikke længere.

Far og mor vil ha', hun tager det fine nye regntøj, som dog lige nu er pladret til, af. For nu er hun jo indenfor igen, og hvis hun beholder det på, bliver der jo vådt og mudret overalt i stuen - om hun ikke kan se det?
Men lille Pernille rimper mund og rynker sit barneansigt sammen, støder tvært luften ud igennem næseborene og hvæser ud mellem de sammenbidte mælketænder: "Naaahaaaj. Vil ik'. Slet ik' ".

-----

Jeg har aldrig nægtet på den måde over for mine forældre, da jeg var barn.
Men for tiden føler jeg mig meget som den lille Pernille, jeg beskriver ovenfor, i en voksen kvindes krop: Jeg gider ikke. Jeg vil ikke.
- Heller ikke, selv om folk omkring mig måske er rimelige nok i deres forslag og ønsker og krav. Jeg vil bare ikke. Jeg har en masse energi, og i det store hele føler jeg mig meget glad for tiden. Men jeg vil kun den vej, som min egen næse peger.

Mere end tyve år for sent er jeg ganske enkelt kommet i trods-alderen. Og det er ned til de mindste ting:

Hvor jeg før ville tænke: "Nå, jamen jeg konverserer da folk i køkkenet, selv om jeg ikke rigtigt er i humør - hvad sku' der gå af mig for at starte?", så tænker jeg nu: "Hvorfor fanden sku' jeg? Hvis de vil snakke, kan de sgu indlede en samtale, og så kan vi se, om jeg gider deltage. Og ellers er jeg egentlig revnende ligeglad med, om der er helt stille. Kan faktisk være enormt afslappende med stilhed."

Tilsvarende da Skuldrene lige så sødt og høfligt mailede og spurgte, om vi sku' snakkes ved den og den dag. Jeg svarede ham noget i retning af: "Den dag kan jeg ikke. Men du er da velkommen til at prøve en af de andre dage i ugen. Forstyrrer du, tager jeg den bare ikke, og så er den ikke så meget længere, vel?" Måske ikke lige med de ord. Men det var tæt på.

Det væsentlige er her lige så meget dét, jeg ikke gjorde, som det jeg gjorde.

Jeg nævner ikke straks alle de andre dage, hvor jeg ville ha' haft tid til at snakke med ham.
Jeg gør tværtimod opmærksom på, at jeg planlægger meget lidt for tiden og mest laver meget spontane aftaler. Ergo: Jeg sætter min frihed til at bestemme fra det ene minut til det andet højt, og jeg gider ikke flere dage i forvejen ha' bundet mig til en aftale om at sidde og vente ved telefonen.
Jeg spørger heller ikke, hvornår han ellers kan. Jeg gider bare slet ikke planlægge noget, som jeg ikke længere føler noget behov for at planlægge. Han må da skrive igen, hvis han synes, jeg skal vide, hvornår han er tilgængelig.
Jeg klamrer mig ikke fast til ham, som jeg plejer. Han dukker jo nok op. Pludselig er han dér, i min telefon. Det er jeg sikker på. Fordi han har lyst til det. Og er han ikke. Ja, så redder jeg ikke noget ved at plage ham, vel?

Jeg gider ikke engang skrive "kærlig hilsen" i mit reply. Jeg er sgu et småligt bæst for tiden. Et voksent barnebæst, der med vilje skriver "kh". Inderst inde er jeg da glad for, han giver lyd, men jeg gider bare ikke tage ansvar for andet end mig selv. Gider ikke være så evigt sød og imødekommende og obs på andres behov.

Sådan har jeg aldrig tænkt før. Sådan har jeg aldrig ageret før. Det har altid været "hvad nu hvis...?" og "jeg må hellere tage højde for, at..." og "jeg skal huske at spørge om..." og "hvad er plan B, hvis det går galt...?" og "hvordan får jeg nu den her samtale til at virke behagelig og vellykket for modparten?" "Hvordan planlægger jeg, så jeg ikke bliver urolig og utryg?"

Men jeg har ingen plan B. Jeg har ingen planer overhovedet.
Jo, jeg har et speciale, der skal være færdigt, en husleje, der skal betales, og et liv, der skal leves. Og jeg hopper glad og fro med på café og i byen og i biffen osv., når venner ringer og vil ha' mig med. Og jeg griber osse gerne knoglen og inviterer dem. Det er ikke sådan, at der ikke sker noget - at jeg intet som helst gider og bare sidder og surmuler. Tværtimod, nærmest. Det sker en masse. Men det sker, fordi jeg vil det. Ikke fordi jeg mener, jeg nok bør glæde en eller anden, som nok har det svært for tiden. Heller ikke fordi jeg aldrig ser den her person, hvis ikke jeg ringer.

Lige nu gør jeg mest noget for mig.

Og jeg gider ikke redde mislykket kommunikation. Jeg gider ikke være indfølende, betænksom og sluge kameler (og gang på gang min egen værdighed) for at andre kan føle sig vellykkede socialt (når visse af dem i virkeligheden er nogle båtnakker til at begå sig). Jeg gider ikke få samtaler til at glide og hænge sammen. Jeg gider ikke være den sjove, som får den pinlige tavshed til at forsvinde. For de andres skyld. Jeg gider ikke være dygtig socialt og en bonus for fællesskabet. Jeg gider ikke fylde de dér forbaskede huller. For det første fordi jeg - tro det eller lad være - har andet at lave. For det andet fordi... før eller siden må I sgu lære at stå på egne ben og se i øjnene, at I er elendige til at føre en samtale og til at mærke andre mennesker. Og når det er gjort, så må I endda selv finde ud af at gøre noget ved det.

Bare rolig.

På et tidspunkt skal jeg nok blive medgørlig og rimelig og gå lidt på kompromis og hugge en hæl og klippe en tå igen - sådan som man nu gør, når man begår sig og får ting til at glide. Det er jo ikke mine medmenneskers skyld, at jeg har det sådan her, vel? Det er jo ikke deres/jeres skyld, at jeg i dén grad nu endelig - efter mange, mange år - mærker min vrede, min irritation, min frustration, min grænse ift min far, der altid bare gik ud fra, at jeg rettede ind efter hans behov og i øvrigt affandt mig, uanset hvor lidt jeg så fik igen for at være det nemme, glade barn uden nogen krav om støtte, omsorg og anerkendelse.

Men lige nu... lige nu giver jeg mig selv lov til mentalt at beholde mit røde regntøj på og svine mine forældres 80 kvadratmeter stue totalt til. Det er skønt - og gud, hvor har de dog godt af det!

Lommen - uvant, men overraskende godt