Jeg er så vred på min far

Det ska' gøre ondt, før det ka' bli' godt, si'r de, og det vælger jeg så at tro på. For kors i helvede, hvor gør det ondt i dag! Om end på den meningsfulde måde.

Har været hos psykologen. Havde været dér i to minutter, så løb den første tåre lige så stille ned ad kinden. Har ellers ikke grædt hos hende. Men i dag var hele kroppen og hovedet bare fyldt med knuder. Knuder af ord, der ikke engang vidste, hvor de skulle ende for at give mening - eller hvordan de skulle komme derhen. Knuder af musklers anspændthed og flere dages dårlig søvn. Kunne ikke få overblik. Vidste ikke, hvor jeg sku' begynde og slutte.

Fik endelig frem, at jeg havde gået og været meget, meget vred siden sidste samtale. Faktisk så vred, at jeg helt konkret fysisk har følt det, som om jeg var ved at sprænges. Og at det næsten ikke var/er til at kapere den dér vrede.

Den er så voldsom, at jeg ikke føler, jeg magter den. Den er så overvældende, at jeg føler mig helt fortabt. Og jeg har faktisk ikke kunnet finde ud af, om det er Skuldrene eller min far, jeg er mest gal på...

I det hele taget lapper de to og mine følelser ift dem ind over hinanden. Når jeg snakker om, hvad jeg er gal på Skuldrene over, hvad der skuffer og irriterer mig, slår det mig gang på gang, at det lige så godt kunne være min far, jeg sad og talte om. Og omvendt.

Men så gled ordene pludselig alligevel. De fossede nærmest ud af mig. Og de handlede mest om min far og ikke ret meget om Skuldrene. For første gang i terapi-forløbet var min far ganske meget oppe og vende. Og så kunne jeg pludselig næsten ikke holde op med at snakke. Jeg græd ikke længere. I stedet sad jeg pludselig skiftevis med korslagte arme og knyttede hænder... Min stemme rystede ikke. Den vidste godt, hvad den ville!

Mit besøg hos forældrene i sidste uge havde nemlig sat en masse i gang. De gamle sår, jeg tidligere kun har fornemmet som små stik, ondt i maven eller generel uro i kroppen... de sår væsker nu betændt og er ikke til at skjule for mig selv eller for andre. Sårskorperne sprækker med sprøde smæld, som når noget knækker og braser sammen under tyngden af noget massivt - ja, dér er ordet: Ubærligt - det er dét, det er...

Og jeg kommer sådan til at græde i håb om at nogen kommer og puster og giver mig plaster på de dér sår. Men dén del af det står jeg jo selv for...

Min far var træt, da jeg var hjemme på besøg sidst. Og derfor var det ekstra udtalt - alt det jeg går og slås med erkendelsen af.

Uopmærksomheden. Manglen på nærvær. Det, at hvad jeg sagde, ikke interesserede ham en fløjtende papskid. Det, at det var noget pjat, og at jeg bare var urimelig og nærtagende, hvis jeg ekspliciterede mit behov. Krævede noget fra ham. Bare rolig, jeg er for længst holdt op med det... Men jeg ved af erfaring, hvad reaktionen vil være. "Åh, skal vi nu til dét igen, Nille...?" Og så sukker han dybt og ser lidende ud. Offer-far.

Jeg gjorde ikke rigtigt noget denne gang. Men jeg kunne mærke Den nye Pernille reagere, da jeg sad dér i stuen med ham og min mor. Jeg kunne mærke, at Den nye Pernille ikke orkede at lade, som om det, han gjorde og gav (eller rettere: IKKE gjorde og IKKE gav) var godt nok. Jeg kunne mærke, at jeg ikke gad underholde og være overskudsagtig og ikke gad ignorere, at jeg kun blev hørt med et halvt øre, og at jeg under ingen omstændigheder ikke ville nøjes med "jeg kan jo altid høre nyhederne fra Mor".

Og det provokerede mig sindssygt, at han kun kunne glædes over, at han forstod, hvad jeg sagde om specialet. Ih, hvor var han dygtig, hva'? Hvad med at sige til mig, at jeg formidlede det godt? Hvad med at sige, at jeg faktisk laver noget af værdi?
Og hvad med ikke at stå med hånden på dørhåndtaget parat til at gå, mens jeg stod og snakkede? Hvorfor fanden sagde jeg ikke til ham, at nu måtte han dæleme give sig tid? Dét ska' han sgu nok få at vide! Snart.

Hvad med ikke altid at fortælle mig efter at ha' snakket med mig i ti minutter, at "åh, nu er jeg træt og nu orker jeg ikke mere" og så i øvrigt samtidig bebrejde mig, at jeg ikke kommer oftere hjem på besøg? Hvad med at være interesseret og nærværende og åben, når jeg så er dér?

Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg kæmpet og hoppet og danset og halset af sted som en hund i et spil kegler med det ene formål at få lidt opmærksomhed og nærvær fra ham - anerkendelse, forståelse. Bare ét eller andet. Han fattede aldrig en skid. Snakkede om sine egne interesser på sin egen måde. Blev pissesåret, hvis jeg nogensinde ytrede behov for noget andet fra ham - hvis jeg nogensinde forsøgte at sætte præmissen. Fordi hans selvværd er så godt som ikke-eksisterende. Det må han selv bøvle med. Jeg nægter at lade det gå mere ud over mig!

Sidste gang vi sås, satte jeg foden ned. Ikke i form af råberi eller diskussion eller fortvivlet verbal fægten i luften for tudbrølende at prøve at finde ind til, hvorfor jeg nu igen sad og ødelagde den gode stemning - for at forsøge at retfærdiggøre mit råb om forståelse...

I stedet var jeg bare lige så udeltagende som han. Jeg gad nemlig ikke mere. Jeg gad ikke hans præmisser, hans interesser, hans vinkler og hans historier, som jeg har hørt tusinde gange. Hvorfor skal jeg lytte interesseret smilende og være begejstret? Han er aldrig sådan over for mig. Jeg gad ikke fylde hullet imellem os ud. Og jeg har besluttet snart at fortælle ham, at jeg ikke gider mere. Og at enten får hullet lov at stå. Eller osse må han hjælpe til.

Jeg så det sidst. Det, som jeg i årevis har kæmpet så ihærdigt for at skjule. Og hvor var det dog et sørgeligt syn. Hullet. Imellem os. Dér hvor omsorgen, forståelsen, rummeligheden, stoltheden - kærligheden - sku' ha' været, er der... et hul.

Du runder snart halvfjerds, Far, og jeg, din datter Pernille, runder snart de tredive. Du kan nå det endnu. Og jeg er dum nok til at ville prøve at tilgive dig, hvis bare du ser at lette røven og fatte, at det dér, de kalder Livet kun sendes én gang, selv i sparetider.
Du kan nå det endnu. Selv om du - skal guderne vide - kraftedeme ikke kan komme sovende til det her. Magter du det ikke, så må det være og blive sådan. Så véd jeg i det mindste, at jeg har sagt det til dig. Jeg véd, at det ikke er mig, der var/er besværlig, krævende og "skabte mig", når jeg blev såret over aldrig at blive set og påskønnet og kun rost - afdæmpet - for en faglig præstation i ny og næ. Nu ved jeg, at det fandeme er dig, som har været et utakenemmligt fjols til at vise dine følelser, når du aldrig fortalte mig, hvor glad du var for mig - for hvem jeg var.

Og derfor er jeg meget, meget vred. Og derfor græder jeg meget og tager først kontakt til dig igen, når jeg er parat til det. Måske er det for sent. det får være, hvad det være vil...

Og derfor, folkens, har jeg til min egen store overraskelse ikke engang rigtigt lyst at snakke med Skuldrene lige nu, selv om vi jo ellers har en aftale om at tales ved cirka en gang om ugen, og selv om jeg savner ham ind imellem.

For der er simpelthen ikke lige plads til - brug for! - alle de dér mennesker, som jeg konstant skal råbe op og tigge og bede om opmærksomhed og hengivenhed. Med Skuldrene er det blevet langt bedre. Og måske kan det stadig reddes. Hvis han vil og tør og gør noget og hører mig - og i øvrigt finder ud af selv at tage ansvar for, hvad han vil ha', nu hvor jeg har sluppet det dér forpulede ansvar, jeg ellers har taget for alt for mange andre så længe.

Men indtil da føler jeg mig egentlig bedst tjent med at give mig selv noget opmærksomhed...

Lommen - godt nok at finde ud af, hvad 'godt nok' er...