torsdag, august 30, 2007

Mere trodsig var jeg så heller ikke...

Havde jo ellers skrevet til Skuldrene, at jeg ikke havde tid til at snakke i aftes. Jeg var så lidt før hjemme fra min aftale, end jeg havde regnet med, og tænkte: "Okay. Nu gør jeg det sgu. Sender ham en sms og spørger, om vi ska' snakke alligevel. Har jo både tid og lyst. Og jeg vil jo ikke være trodsig bare for at være det."

Blev lidt utålmodig. Ringede så osse til ham. Intet svar. Jeg kunne se, han var online på messenger - og tror I så ikke, at konen sad og tog sig selv i at blive lidt hidsigt-fornærmet?

Der gik dog ikke ret lang tid, så lå der en sms fra ham:
"Jeg er desværre ikke hjemme i aften, så jeg kan ikke, selv om jeg gerne ville. Men vil snart gerne snakke."

Og hvad sidder man så og tænker? Kom så, kvinder derude! I ved det godt, ikke? Dér faldt 10-øren, ka' jeg se på flere af jer! Spot on!

"Hvordan stemmer det lige overens, at han er online og så siger, han ikke er hjemme?
Nok, altså, lissom, tsk-tsk".

... Hurra for tillid, hva'? *Ruller med øjnene ad mig selv*

Nu skal man jo ikke blotte sig for meget, vel? Bare lige markere, at man undrer sig og skam godt ved, hvad mænd kan være for nogle slyngler, ikke? Hm-hm.
"Helt okay. Så bare, du var online og tænkte så, jeg kunne tage chancen, da jeg som sagt laver en del for tiden... Hygge!"

Nu er mænd bare ikke så dumme, som vi kvinder af og til tror. Han svarede:
"Helt okay. Jeg bruger linux og den [messenger] går ikke på idle, tror jeg... Jeg tager chancen en anden gang."

Og så syntes jeg bare lige pludselig, jeg havde været mega smålig at mistro ham sådan. Blev faktisk ærligt talt lidt sur på mig selv. (Men altså... Manden var for fanden ved at dumpe mig på den virkeligt hårde måde for en uge siden, ikke?) Godt så.

Jeg skrev:
"Hov - det var nu overhovedet ikke mistroisk ment. :-) Prøvede vist bare at forklare mig, fordi aftalen jo var, at du ringer denne gang. :-) Fortsat god aften."

Og han afsluttede så:
"Ok. Følte nok bare jeg skyldte en forklaring, fordi det kunne se mærkeligt ud. I lige måde, Pernille."

Hm... Han kender mig lidt for godt, Skuldrene. Og jeg HADER bare, at jeg kan komme til at tænke så SMÅT om ham. Bare fordi en anden én måske godt kunne finde på at sidde og spille kostbar ved telefonen... *Ahem* *Rusker i mig selv* Tyv tror da hver mand røver en bank. Eller noget.

Har ikke rigtigt nogen undskyldning, vel? Andet end... altså... hele situationen, ik'? *Dyb indånding*

Jeg er i gang med at blive en helt ny udgave af mig på mange områder - det er ligesom, når man får ny mobil: Masser af fede funktioner, og man ved, det bliver rigtigt godt om lidt. Men første gang den ringer, kan man sgu da ikke engang finde ud af at tage imod almindeligt opkald! Christ!

Jeg ved altså ikke lige, hvordan alt virker i hende der Anti-Pleaseren, vel? Og når det så heller ikke er noget spor almindeligt opkald, man skal modtage, men sådan ét "første-gang-siden-vi-lavede-helt-nye-regler-og-hvis-ikke-det-her-virker-slår-vi-op"-opkald, så kan man sgu nemt blive lidt trekantet, ikke?

Øv. Jeg er altså nok lidt sårbar alligevel, Shiva... *suk*.

Og nu er der så en luset stemme à la Professor Snapes i det bagerste, mest støvede hjørne af mit hoved, der hælder malurt i bægeret:

"Han vil "gerne snart snakke", Pernille. Han vil gerne ha' det overstået, bruddet. Han vil sige, at han har brugt de her dage til at tænke i, og at han nu helt sikkert ved, at det ikke går. Der er ingen grund til, at I bare lader være med at snakke helt så meget sammen en periode og forsøger at finde hinanden og jer selv igen stille og roligt. Det er nemlig helt slut."

En anden stemme blander sig:
"Nu lukker du lige arret, Fætter Møgkål! Hvorfor dylen sku' Skuldrene - endda first thing in the morning - sende Pernille en mail, hvor han spørger til hendes uge og weekend og afslutter med 'kærlig hilsen' og siger ligeud, at han gerne vil snakke og hvornår han kan? Hvorfor skulle han her til aften sms'e, at han gerne ville snakke, hvis han havde været hjemme (det er sgu da en udmelding om LYST til kontakt) - alt det passer da overhovedet ikke sammen med at ville afslutte forholdet! I øvrigt har Skuldrene talrige gange sagt, at uanset hvad så kan han bare ikke sådan lige holde op med at elske Pernille - heller ikke engang selv om han somme tider bliver meget såret."

Men den irriterende stemme giver sig ikke så nemt: "Tja... man ved aldrig med mænd. Han har nok dårlig samvittighed, fordi han ved, han kommer til at såre Pernille voldsomt nu, så han forsøger at opføre sig pænt og ikke afsløre den slags store ting pr. sms, for ville han jo være et svin...".

Den optimistiske af stemmerne ryger helt op i det røde felt her:
"Du sku' simpelthen skydes for at være sådan en pessimist og gøre Pernille så ked af det! Kan du så holde din mund - og så kan du jo evt. dukke frem og sige "hva' sagde jeg?", hvis det virkelig kommer dertil, og hvis det giver dig noget at triumfere over andres ulykke! Men indtil da synes jeg i dén grad, du sku' se at finde dig nogle andre briller at se på dine medmennesker gennem! Når Skuldrene vil snakke med Pernille, er det, fordi han savner hende. De har været sammen længe og været meget igennem sammen. Han elsker hende. Sådan er det. Du sku' skamme dig, sku' du!"

Lommen - nej, hvor de skændes de to; måske de sku' prøve parterapi...? ;-)

8 Comments:

Anonymous Anonym sagde...

Du er bare for skæg, Lomme :-) Selv om emnet er alvorligt nok, sidder jeg her og klukker for mig selv; selvfølgelig måtte humoren, selv midt i, at krisen kradser allermest (læs: spekulationerne farer igennem hovedet), vikle sig ud og ind af dine overvejelser. Mon ikke, det er den, du overlever på - foruden, selvfølgelig, din gode sunde fornuft?

Det er rædselsfuldt, når sindet ikke sådan vil tie stille, ikke? Kan man ikke svinebinde et par af de stemmer og kneble dem samtidig, så de kan lade være med at forstyrre dig - bare et par dage?

I er begge to rigtig følsomme over det nye regelsæt - Skuldrene har det uden tvivl også svært, siden han ligefrem forklarer sig, selv om han ikke var blevet afkrævet en forklaring. Det kan let gå både den ene eller den anden vej.

På den ene side vil man gerne være superoverskudsagtig og glad og dejlig, så han rigtig kan se, hvad han går glip af. Og på den anden side er det SÅ svært at gå rundt der i limbo - hvor man ikke ved, hvad det ender med, eller værre endnu, hvad der kan få læsset til at vælte. Man mangler sådan en afklaring.

Det er ok at være sårbar i sådan en situation, men med mænd er det måske bedst ikke at vise det så meget. Det er i hvert fald mine sørgelige erfaringer. De vender og drejer tingene lidt mindre end kvinder (jeg generaliserer lige - der er jo ingen regler uden undtagelse), og det kan blive for trælst at skulle snakke problemer hele tiden. Eller passe på ikke at jogge i spinaten. Osv.

Jeg forstod godt det, jeg i går omtalte som hårdheden - hvor man er lidt ekstra kæk og ovenpå, når man skriver til ham; så virker det, som om man såmænd ikke engang har brug for ham - at man måske dårligt nok har tid til at flette ham ind.

Det har jeg selvfølgelig også prøvet selv. Men det, der faktisk virkede allerbedst, var tavshed. Hvor jeg bed mig selv i knoerne eller i bordkanten eller smed computeren ud (læs: anbragte den hos en veninde) og lod være med at skrive (fordi jeg tit fik skrevet det forkerte, når følelserne løb af med mig). Hvor jeg sov på det, jeg virkelig inderst inde kunne tænke mig at braldre ud med - og næste morgen var dampen gået lidt af, og forholdet var stadig intakt.

Men som jeg også har skrevet til dig før, handler det lige så meget om at bestemme sig for, hvor meget man vil brænde inde med - gå på kompromis med, om du vil. Hvis man ikke kan være sig selv i alle de nuancer, man nu engang er, men altid skal liste omkring på kattepoter for ikke at belaste et skrøbeligt forhold, så ved jeg ikke rigtig, om jeg gider have ulejligheden.

Jeg siger ikke, der skal være ubegrænset plads til bare at te sig, som man vil, til hver en tid. Alle forhold handler selvfølgelig om at vise respekt. Men hvis man ikke ved, om man er købt eller solgt - hvis man føler, man hænger i neglene på kanten af afgrunden - så må der da komme gang i de indre stemmer!

Hvor ligger overvægten af de stemmer? Er de for eller imod pausen (eller hvad I nu kalder det) i jeres forhold? Hvordan har du det i virkeligheden med det her? Er du mest af alt lettet over, at det ikke er slut endnu - at der stadig er en chance?

Bare en håndfuld tanker herfra. Tag nogle af dem, hvis du kan bruge dem, og smid resten ud - jeg er ikke parforholdsekspert; bare eks-pleaser...
kh Shiva

30 august, 2007 15:23  
Blogger Lommen sagde...

@Shiva:

Allerførst: Humor har altid været en meget, meget vigtig del af mig og min tilværelse! - Og er osse en af de vigtigste årsager til, at jeg forelskede mig så vildt i Skuldrene... ;-) En mand, der kan få mig til at grine og overraske mig ved at twiste tingene, kan næsten ikke undgå at være tiltrækkende i mine øjne. Humor kan i dén grad få mig til at føle mig levende! :-)

Well. Til den alvorlige side af sagen... Sikke en masse spørgsmål! :-)

Hvordan har jeg det med det her?
Jeg har det overraskende godt med den aftale, jeg har indgået med Skuldrene. Og faktisk har jeg lært så meget om mig selv, at det var MIG, der sagde: "Nej, jeg gider ikke en måned, hvor vi slet ikke snakker sammen. Jeg vil stadig ha' kontakt."
Vi var meget enige om, at vi gerne vil ha' nogle mere almindelige samtaler, i stedet for at der går totalt parterapi i vores indbyrdes kommunikation. :-S
Og det er osse ekspliciteret, at vi gør det her med det formål at prøve at finde sammen igen - at det er det, vi begge vil. Så jeg synes egentlig ikke, at jeg går og tænker, at jeg ikke ved, om jeg er "købt eller solgt" og den slags.

Jeg synes faktisk, det har været (og er!) rigtigt rart, at jeg ikke kommer til at fortælle ham om alle mulige mellemregninger, der dukker op pga psykologforløbet. Netop som du skriver: Somme tider er det bedre bare at sove på det, og dén erkendelse er sgu lidt ny og anderledes for mig, der altid har troet, at det i enhver kontekst bare var sundest at få følelserne direkte ud med det samme. Dét har været lidt af en fejlslutning. At tænke sig om må ikke undervurderes (kan jeg efter mange empiriske undersøgelser konkludere ;-))

Der er mange tanker, der slet ikke er tænkt færdige, og som ikke skal tænkes højt over for én, der er så dybt involveret i mig som han. Og det er IKKE bare min fornuft, der står og siger sådan. Jeg har vitterligt følt mig ret lettet over at kunne tænke i fred, evt, drøfte nogle ting med de nærmeste venner, som jeg ikke risikerer at såre helt sindssygt, mens jeg gør det (og som derfor heller ikke "spolerer" min naturlige tankestrøm, fordi jeg pludselig føler, jeg skal moderere og forsvare).

Den eneste grund til, at jeg kontaktede Skuldrene i går, var, at jeg ikke gider tavshed for tavshedens skyld. Han havde sagt, han var hjemme, og hvorfor så sidde og spille kostbar?
Derudover har jeg ingen kontakt taget til ham. Og det har såmænd ikke engang været svært at lade være. Jeg savner ham. Men det, jeg har brug for, er ikke at rende ham på dørene, vel?

Overordnet set føler jeg mig nok ret afventende selv ift ham: For altså... Jeg holder af ham. Jeg savner ham. Men hvis ikke vi kan blive bedre til at snakke sammen og hver især få løst nogle af vores indre knuder op, så går det ikke - kærlighed eller ej.

30 august, 2007 15:55  
Anonymous Lenore sagde...

Læser Skuldrene med herinde?

30 august, 2007 19:14  
Blogger Lommen sagde...

@Lenore:
Nej. Han kender udmærket min blog. Men har været meget tydelig omkring, at han ikke har lyst at læse med under de aktuelle betingelser. Jeg kan i mine ip-stats konstatere, at dét står han ved.
Hvorfor spørger du?

30 august, 2007 19:16  
Blogger Lommen sagde...

... Og ja, jeg sagde osse tydeligt til ham, da vi indgik den aftale, vi nu har, at jeg ikke ville ha', han læste med her. Det ville blive alt for kompliceret. Jeg vidste nemlig udmærket, jeg ville få brug for at tænke højt herinde.
Og han var enig. Meget. - Og sagde, han selv havde tænkt det samme.

30 august, 2007 19:20  
Anonymous Anonym sagde...

Kender du "The Work" af Byron Katie?

Jeg er lige gået i gang med den igen i dag; der var noget i dit indlæg om vrede, som slog en tone an i mig - noget, jeg kunne genkende lidt for godt, og som det er på tide, at jeg gør noget ved.

Første gang jeg læste den, fængede den slet ikke - jeg var vist bare ikke moden nok til den. Men nu forstår jeg bedre, hvad hun mener.

Måske var den noget for dig?

kh Shiva

30 august, 2007 21:54  
Blogger Lenore sagde...

@Lommen

Var bare nysgerrig, fordi det selvfølgeligt ville betyde noget for jeres relation, hvis han læste alt, du skrev herinde. Det er sikkert meget fornuftigt, at I har den aftale, så du kan skrive frit uden at tænke på, om det sårer ham eller hvad han ville tænke om det. :)

01 september, 2007 15:32  
Blogger Lommen sagde...

@Shiva:
Nej, men jeg vil da lige bestille den og se, hvad det er for noget. Der plejer at komme nogle spændende input fra dig, så jeg er frisk! :-) Tak for tippet.

@Lenore:
Ja, jeg tror osse helt sikkert, at den aftale er meget, meget fornuftig. det dumme ved situationen ville jo osse være, at han ikke ville kunne spørge ind til ting - og nok osse ville misforstå nogle ting...
Desuden er det rart, jeg kan skrive, hvad der passer mig om mine tanker og følelser! På den måde er bloggen en slags "sikkert øvelokale". :-)

01 september, 2007 15:36  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home