Beder du kæresten om noget?
Er der noget, der kan irritere mig, så er det den gamle skrøne om, at kvinder forventer, at mænd læser deres tanker. Kvinder er med andre ord nogle utilregnelige, uigennemskuelige nogen, som det er helt umuligt for de stakkels mænd at kommunikere med, endsige stille tilfredse.
Det er da superdejligt, hvis kæresten af sig selv husker, hvad det er, man sætter pris på af små ting og sager i hverdagen. Og det er skønt, hvis han husker årsdagen osv.. Men det er da ikke nogen katastrofe somme tider at måtte sige til ham:
Jeg kunne godt tænke mig en gave snart igen
Jeg savner nogle flere søde sms'er ud af det blå
Jeg kunne godt bruge lidt flere kærtegn uden for sengen
... eller hvad pokker det nu er, man savner og mangler.
De er jo for dylan ikke tankelæsere, mænnern' - og det er kvinder heller ikke, selv om vi ynder at prale af vores intuition og fornemmelse for de dérsens mænd og deres behov...
Well, min pointe er, at når man så har bedt om de ting, man savner. Har forklaret og sat ord på - og man vel at mærke beder om noget, det bør være muligt at give - hvad gør man så, hvis man ikke får dem? Og kan man undgå at blive meget såret? Må man bare affinde sig?
For tiden kæmper jeg lidt med nogle tanker om, hvorvidt jeg er for krævende eller urimelig eller måske formulerer mig forkert/uklart. Eller om jeg simpelthen er kommet til at bilde mig selv ind, at 75 procent er godt nok...
Hvad tænker I???
Lommen - ikke til at hitte ud af, og skuffelsen gør ondt i maven
Nedfældet af Lommen kl 12:41
9 Comments:
Hej igen :o)
75% er efter min mening lidt at lade sig nøje. Hvis forholdet da ikke er helt nyt (under 3 måneder). Jeg synes absolut ikke du er for krævende. Ligegyldighed er sq en klam en at sluge. Og man bliver ikke mæt.. ikke i længden. Tror du han føler sig for sikker på dig? Måske kan det være grunden til, at han ikke lyttede ordenligt efter da du fortalte om dine behov.
Og en kommentar til noget du tidligere har skrevet; føj at vente så længe på svar på den dejligste besked man kan modtage. Jeg havde nok slettet hans nummer af harme og virket rimelig kold når han kontaktede mig igen.
Det er bare ikke godt nok.
Uden for emne... men jeg leger tag-fat, og du er den :o)
Grunden til at den skrøne findes er, at masser af kvinder bare går og bliver mugne hvis de ønsker sig noget, fordi det åbenbart ikke tæller hvis de skal sige det. Det er altså ikke bare noget mænd finder på at påstå, de kvinder er så almindelige og om muligt endnu mere irriterende end de der skumgummi-træskolignende der åbenbart er højeste mode.
@Hun:
Jeg er åbenbart hverken så kategorisk som du (eller som en yngre udgave af mig selv), må jeg konstatere efter at ha' læst din kommentar... ;-)
Måske bliver du lidt forvirret nu og tænker, at jeg i det følgende forsvarer "75 procents"-forhold.
Det gør jeg BESTEMT ikke! Men jeg taler for, at man tager ansvaret for at føle sig glad som den man er på sig i stedet for at tro, at kæresten som en anden mor eller far til et spædbarn skal styrte rundt og opfylde vores (endda ofte ureflekterede og uformulerede) behov.
Dét har jeg tænkt en del over de sidste par dage.
Så jeg vender lige din kommentar på hovedet og spørger tilbage:
Hvis jeg skriver "jeg elsker dig" til kæresten, er det vigtige så om jeg får svar, eller om han blev glad? Gør jeg kun noget for at få noget bestemt tilbage? I så fald er der da noget fundamentalt galt med min tankegang, og så er det da ikke kæresten, jeg skal være vred på...
Og hvorfor kan nogle af os uden videre vedtage, at hvis det, vi går og håber/forventer, ikke bliver opfyldt, så er det helt sikkert tegn på "ligegyldighed", som vi så har "ret" til at anklage kæresten for??
Du har fuldstændigt ret: Det er nemlig ikke godt nok.
Men spørgsmålet er, HVEM der ikke gør det godt nok. I mange tilfælde er det os med det alt for skælvende selvværd, der i stedet for at tage kærligheden og tilliden på os, skyder omkring os i alle retninger med projektioner af den uro, vi føler indeni os selv, og som vi forlanger, at kæresten skal kunne befri os fra.
Det hverken kan eller skal han! Han kan elske os og begære os - men hvis ikke vi tør lade os elske, så har han under alle omstændigheder ikke en chance.
Er den grundpræmis først på plads, så tror jeg såmænd nok, man kan forhandle lidt om nogle praktiske detaljer omkring hvor meget eller hvor lidt kontakt, der skal være, hvem der tager initiativ til dit og dat, og hvem der glædes af noget og ikke af noget andet. Aaaalt det dér.
Men dét er jo ren "arbejdsfordeling"...
@Alice:
Tak for opmærksomheden :-) Men du ved... Jeg er ikke så meget til de dér fange-lege i Blogland. ;-)
@Kratter:
Hahaha - åh, jeg fik et godt grin over din sammenligning af kvinder, der synes, mænd skal gætte deres behov og drømme og så Crocs!! :-D Meget betegnende har jeg endnu ikke besluttet mig for, hvad jeg egentlig synes om Crocs. Men min kæreste HADER dem... ;-)
Nej, det må jeg så gi' dig. Det ER nok ikke bare noget, mænd finder på. Det er bare lidt frustrerende, at visse mænd tager det for en selvfølge, at JEG osse er sådan, blot fordi jeg er kvinde.
De må tro om igen - og så må de dér kvinder da i øvrigt komme ind i kampen!
Jf. mit svar til "Hun", så ser jeg altså en tydelig parallel mellem den slags adfærd og så spædbørn: Visse ellers voksne mennesker mener åbenbart seriøst, at kæresten skal træde ind i den funktion, éns forældre havde, da man var lille og tilfredsstille alle behov man måtte ha', uden at man behøver formulere dem. Hvordan DÆLEN disse mennesker så samtidig kan mene, at de osse ska' ha' alle de RETTIGHEDER, som et voksent menneske har, er mig da ærligt talt en gåde!
Nu kender jeg dig ikke og har ikke fulgt med her så længe, så du må undskylde, hvis jeg har skrevet noget, som falder dig for brystet. Det var kun ment som en kærlig støtte idet du spurgte; hvad mener I? Jeg fik lidt ondt af dig, intet andet. Grundet bla dette som du skrev i dit indlæg om søde sms'er:
"Det værste er, at jeg har sagt det til ham før. Og jeg har seriøst overvejet ikke at skrive den slags (eller andre søde ting) til ham, når han ikke kan finde ud af at fortælle mig, at han blev glad eller i det mindste, at det betyder noget for ham.
Nu har jeg lige snakket med ham, og han havde en masse lamme, praktiske undskyldninger. Han havde rendt rundt, og så syntes han ikke, han ville skrive en eller anden dum forhastet besked tilbage. Men ærligt talt: Den dér perfektionisme-undskyldning... Den holder bare ikke! Hvor lang tid tager det lige at skrive: "Hej Søde. Blev vildt glad for din besked. Dejligt at vågne til den. Kys"?
Nej, vel? "
For mig virker det bare som ligegyldighed, når du har talt med ham om det, som du skriver. Kærlighed må da være, at vise hensyn og undgå at gøre sin elskede ked af det. Havde det ikke været dejligt at vågne til den lille besked du nævnte? Det mente jeg såmen bare, at du havde fortjent.
Alle har forskellige behov, og hvis du nu har behov for lidt flere søde sms'er (hvilket jeg måske har læst imellem linierne, at du har?) så (mener jeg) at det bare ikke er godt nok, til dig.
Samtidig er jeg da fuldstændig enig med dig i, at vi allerede er udstyret med forældre, så det vil da være et skråplan, hvis ens kæreste skulle til at fungere som en sådan. Gys.
75% er stadig (efter min mening) ikke holdbart... på sigt.
Held og lykke fremover :o)
@Hun:
Jeg er ked af, hvis det kom til at lyde, som om din første kommentar generede mig eller stødte mig. Det gjorde den bestemt ikke - det er kun rart med lidt engagement i kommentartrådene! :-) Og jeg håber da, du fortsat vil læse med.
Jeg kan udmærket godt huske det svar, du citerer mig for at ha' skrevet i en anden tråd - og jeg kan på en måde osse godt forstå din reaktion.
Jeg tror, det, jeg prøvede at sige i denne post var, at jeg over de sidste dage/uger har fået en noget anden holdning til, hvorvidt det er min kærestes ansvar, at jeg er lykkelig... Poster coming up! Men en pointe er i hvert fald, at jeg nok selv er ansvarlig for de sidste 25 procent ;-)
Derudover må jeg lige kommentere én konkret formulering hos dig:
"Kærlighed må da være, at vise hensyn og undgå at gøre sin elskede ked af det."
Som jeg ser det, kunne det nærmest ikke være mere forkert. Det "at vise hensyn", som det kaldes, er vist egentlig, når det kommer til stykket, mest noget med at prøve at læse andres tanker. Det kan eller skal man ikke - og det skal andre lade være med at forvente, at man kan.
Andre må selv melde ud om, hvad de vil være med til og ikke vil være med til.
Min opgave i et forhold er bestemt heller ikke at undgå at gøre kæresten ked af det! (Ligesom den selvfølgelig ikke er bevidst at såre ham! :-))
Vedkommende må stole på, jeg naturligvis ikke sårer med vilje. Sker det alligevel, vil jeg da meget håbe, jeg får det at vide, og at jeg dermed får chancen for at forklare mig. Men igen: Der kommer KUN en masse dum, misforstået, indirekte kommunikation ud af at gå og gætte på, hvad den anden vil ha' og ikke vil ha'. Klar snak - det vil jeg ha'. Få ting, der kan ærgre mig så meget som dialoger à la: "Jamen, hvorfor sagde du ikke bare...?" "Jeg troede, du ville blive ked af det". Nå, troede du det? Mange gange gætter folk jo forkert og er bare berøringsangste ad H... til. Og så er der nogle få tilfælde, hvor man rent faktisk BLIVER såret. og hvad så? Så kan vi vel snakke om det. Men man kan ikke snakke om alt det, der ikke bliver sagt højt...
Vel?
Jeg synes, du skulle tage og læse det her indlæg hos mig, hvis du orker. Det handler om det, jeg mener, er misforstået kærlighed: Nemlig hensynitis...
Fantastisk indlæg, jeg kan kun være 100% enig med dig i det. Jeg prøver såvidt muligt altid at sige tingene ligeud. Det kommer med alderen, når man har prøvet at gøre folk tilpasse i årevis, så bliver det ens egen tur på et tidspunkt :-D
Jeg vil nu stadig mene, at når man har sagt og talt om ting, som man bliver trist over/ked af (det er ud fra den opfattelse jeg skrev mine kommentarer, at du jo havde fortalt det/I havde talt om det. Der var ikke noget med gættekonkurencer her) så må man vise sin elskede "det hensyn" ikke at gentage de ting som sårer ham/hende.
Og selvfølgelig læser jeg med, du har en super-blog her.. ;o)
@Hun:
Tak, tak - dejligt med al den ros! :-)
Og ja, du har da helt ret i, at hvis ting bliver sagt højt, så må man da forsøge at forhandle sig frem til en løsning for begge parter. Og dér er det så, at min kære kæreste fx siger: "Jeg vil MEGET gerne sende dig nogle kærlige sms'er, men du er nødt til at lade mig komme til og ikke selv tage kontakt hele tiden, hvis det skal virke". Og dét har han jo ret i.
Og så ved han så godt, at jeg synes, han somme tider er en nød til at få fortalt, hvor glad han bliver over noget, jeg gør eller siger (når vi er fra hinanden). Men det går fremad - og når vi er sammen, er der INGEN problemer på den front! *Bredt smil*
Så... man tager lidt, man giver lidt. :-)
Send en kommentar
<< Home