fredag, august 17, 2007

Er du en klæber over for kæresten?

Det har jeg altid været i mine forhold. Med dyb skam at melde. Kors, hvor nedværdigende, egentlig - som voksent menneske at føle sig så afhængig, så sårbar, så lille, så ligegyldig! Men hvordan holde op med at klæbe og alligevel få al den nærhed, man drømmer om, når nu kæresten tilsyneladende altid har brug for at "være lidt i fred"?
Det handler ikke om at sætte sine forventninger ned og lade sig nøje, men derimod at "sætte kærligheden til sig selv op", så at sige i stedet for at gøre kæresten ansvarlig for den umulige opgave at fylde éns kærlighedslager op. Det kan han/hun ikke, hvis man ikke selv tror og tør...

Jeg er sikker på, at mange - måske især de kvindelige læsere, eller er det bare min fordom? - kan genkende ovenstående problematik. Måske sidder der osse nogle derude, som har været/er kæreste med sådan én, som jeg her har valgt at kalde 'en klæber', der ved, hvad jeg taler om.

Du er ikke en klæber, fordi du efter de allerførste par dates bliver usikker på, om modparten mon er lige så interesseret i dig, som du er i ham/hende. Det er helt naturligt. Du er heller ikke en klæber, blot fordi du savner din kæreste, når han/hun er på ferie med vennerne - eller måske endda i glimt, når han/hun er på job.

Nej, en klæber er noget ganske andet...
En klæber er mange og timelange telefonopkald hver dag og utallige skænderier, der starter med, hvorfor modparten ikke har ringet eller skrevet, eller hvorfor modparten ikke har ringet eller skrevet nok, eller hvorfor modparten har "virket så uengageret / "kold" / uinteresseret / indelukket", bare fordi han/hun har ønsket et par timer i fred eller måske bare har lavet noget andet et par timer.

En klæber sidder altså lårene af sin partner og føler sig ulykkelig og tom, hvis partneren siger fra over for klæberens invasion af ham/hende og gerne vil ha' lidt tid for sig selv.

Det siger næsten sig selv, at det ikke er nemt at være nogen af parterne i et forhold, hvor den ene klæber, og den anden ønsker lidt mere afstand. Det er faktisk tværtimod meget anstrengende. Og man kan blive ved at såre og bekrige hinanden rigtigt meget i en sand blindgyde af mindreværd, modstridende behov, angst for at miste og angst for at såre, hvis man ikke i tide får fat om nældens rod.

Det er med klæber-adfærd som med så mange andre mindreværds-mønstre, fx jalousi:

Det hjælper ikke, at den kæreste, som ikke klæber, "tager hensyn" til klæberens behov og forsøger at efterkomme dem - eller rettere: De behov, som klæberen TROR, at han/hun har, og som det vil gøre ham/hende lykkelig at få opfyldt til punkt og prikke...

Har man en meget jaloux kæreste, hjælper det jo heller ikke, at man først holder op med at gå udfordrende klædt i byen, dernæst holder helt op med at tage i byen for til sidst at droppe enhver aktivitet, hvor den jaloux kæreste ikke er med og kan overvåge én...

Tilsvarende med klæberen:

Klæberen kender ingen grænser. Hverken sine egne eller modpartens. Eller i hvert fald brydes de konstant. Først sms'er kæresten ikke nok, så ringer han/hun ikke nok, så er han/hun ikke aktiv nok, når de er sammen osv..
Det afgørende ord her er "nok". For det er aldrig nok for klæberen. Og i sine mere og mere skingre råb efter opmærksomhed indskrænker klæberen løbende kærestens bevægefrihed: Det er bestemte former for opmærksomhed, klæberen vil ha', det er bestemte mængder. Og karakteristisk nok er de fleste klæbere overbeviste om, at hvis bare de finder den rigtige kæreste (eller hvis bare den kæreste, som de allerede har, bringes til at gøre alt på den helt rigtige måde), så vil de, klæberne, blive lykkelige.

Men - surprise - sådan hænger verden ikke sammen.

Lige meget hvor meget den mindre opsøgende kæreste så overhører sit eget behov for fred og alenetid og forsøger at "bevise" (!) sin kærlighed over for klæberen, så kan det nemlig ikke slukke klæberens angst for det allerværste i hele verden: Nemlig at finde ud af at den, som han/hun elsker højst, ikke elsker gensidigt. Det skyldes, at klæberens angst højst sandsynligt er lige så gammel som klæberen selv og i virkeligheden ikke har noget som helst med kæresten at gøre.

Men det er en længere historie, som vi måske kan tage en anden gang... Her skal fokus holdes på det øjeblikkelige perspektiv.

Den ikke-klæbende kæreste må nemlig være stærk og ikke lade sig manipulere med af klæberens offerrolle-mentalitet.
Det er IKKE den ikke-klæbende kærestes ansvar, hvis klæberen føler sig usikker, overset, uelsket. Og det er sådan set heller ikke hans/hendes ansvar, at få klæberen til at føle sig elsket.

Det er derimod i allerhøjeste grad hans/hendes ansvar at blive ved med at være sig selv og give og tage det, som han/hun nu har lyst og evner til og brug for at give og tage. Han/hun har svært ved at stille noget op, hvis klæberen i sit mindreværd fortolker alt på den værst tænkelige måde... Logikken er IKKE, at den ikke-klæbende kæreste bare skal "gøre nok". Logikken er, at de søde handlinger og ord, kæresten giver, skal tages ind af klæberen, som de kærlighedserklæringer de nu engang er.

Hvis man som den mere indadvendte i sådan et forhold derimod bliver ved med at gå ind på klæberens præmis om hele tiden at skulle gøre eller give noget mere, bliver man snart et meget ulykkeligt menneske. For så har man jo dybest set accepteret en kontrakt, der siger, at er klæberen ulykkelig, så er det éns "skyld", og så er man jo et ondt menneske...

Og klæberen synes jo aldrig, det er nok. Ergo er den frihedssøgende kæreste notorisk et dumt svin. Desuden er den ikke-klæbende kæreste gået ind på, at han/hun er utilstrækkelig i forholdet. Det sker, når man går ind på præmissen om hele tiden at skulle forsvare og forklare og bevise, at man altså stadig elsker den anden. Så er man pludselig blevet sådan én, som er under anklage, og som accepterer, at man er det.
I sidste ende mister man sig selv og sin værdighed - fuldstændigt ligesom klæberen i øvrigt for længst har gjort det...

Det er den ikke-klæbende kærestes opgave (for sin egen skyld!) at få sagt helt klart fra over for klæberen. Få fortalt hvad man kan og vil give klæberen, når det kommer til kontakt.

Og så må klæberen herefter tage ansvaret for sin egen tryghed og tillid på sig. Naturligvis kan det være rigtigt svært, hvis man fx er blevet forladt et utal af gange. Men hvis du er en klæber, så prøv at tænke lidt over, hvorfor du er blevet forladt: Kunne det ha' noget at gøre med at du har kvalt kæresten i dit behov for evig nærhed - ja, nærmest symbiose?

Og gør det dig i øvrigt evigt lykkelig, hvis du er sammen med kæresten eller snakker i telefon med ham hele tiden? Eller er han snarere et middel til at glemme, hvordan du egentlig har det i dit eget selskab?

Jeg siger ikke, at klæbere er hverken usympatiske eller syge i hovedet, selv om denne post vist er lidt skarpt skåret ;-) Jeg har jo netop selv været én af dem. Men jeg siger, at vores angst for at blive svigtet og stå alene tilbage er noget, vi må arbejde med, i stedet for at få kæresten til at pukle for at det skal se ud, som om angsten ikke er dér.

I nogle af mine kommende blogposter vil jeg fortælle om, hvordan det går med mit eget udviklings-projekt: Tag Ting Som De Kommer, som netop handler om at lære at give slip og stole på, at jeg er elsket, uafhængigt af hvor mange eller få sms'er og opkald o. lign. jeg får fra min lidt mere enspænder-agtige, men meget kærlige og (det meste af tiden ;-)) betænksomme kæreste, der her på bloggen går under aliasset Skuldrene.

En af de største udfordringer er at lære at læne mig tilbage i et parforhold - i stedet for at tro, at dets eksistens står og falder med mig eller omvendt: At min eksistens står og falder med parforholdet.

Jeg er bestemt ikke færdig med at være en klæber sådan fra den ene dag til den anden og har ingen universalløsninger. ;-) Men inden for de sidste uger er der faktisk sket så drastiske ting i mit liv, at jeg i hvert fald godt tør begynde at øse lidt ud af mine tanker om det her med at hvile i og holde af sig selv. For det er jo selvfølgelig dét, som det hele handler om: At tro på, man er værd at elske.

Jeg er på vej imod et liv som ikke-klæber og glad og tilfreds for mig selv - og min kæreste. Og hvis du har lyst, er du velkommen til at læse med og måske bidrage med en erfaring eller et nyt perspektiv

Lommen - hold fast, så kører vi!

13 Comments:

Anonymous Bo sagde...

Det er selvfølgelig er ret plat ting at skrive, jeg ved det: Men det handler nok meget om selvtillid -- og om ikke at forvente af ens partner, at han eller hun skal fuldende en. Eller omsider gøre en til et helt menneske ... eller hvordan man nu skal udtrykke det. Man har ret til at have forventninger, det er klart, men de skal være rimelige. Og: Det er vigtigt at arbejde på (eller med) sigselv, at udvikle sin egen, selvstændige personlighed -- så man (også) har noget interessant at tilbyde sin partner. Tror jeg.

17 august, 2007 12:39  
Blogger Lommen sagde...

@Bo:
Plat? *Smiler* Nej da! Det synes jeg sgu ikke. Bortset fra at jeg synes, det handler om selvVÆRD og ikke selvTILLID...
Og du rammer da hovedet på sømmet med formuleringen:
"-- og om ikke at forvente af ens partner, at han eller hun skal fuldende en. Eller omsider gøre en til et helt menneske ... "
Måske jeg sku' sætte dig til at skrive mine indlæg! ;-)

Jeg vil så tilføje, at jeg tror, det er mødet med éns egne svagheder (der jo trickes ekstra ift en partner), som er starten på at gøre noget ved det. Dermed ER en kæreste i en eller anden forstand med til at gøre én hel.

17 august, 2007 13:10  
Anonymous Bo sagde...

Du har helt ret -- bortset fra, at ens egne svagheder jo ikke nødvendigvis er svagheder. Men måske bare muligheder for at opleve og gøre ting anderledes. Hvis du forstår, hvad jeg mener. Et godt parforhold består jo ikke, tror jeg (ikke), af to mennesker, som kæmper for at blive ens, for at føle ens og tænke ens og have samme styrker og svagheder o.s.v. Men af to mennesker, som orker at give hinanden plads, fordi de - hver for sig - værdsætter den anden, respekter, elsker ... og den slags.

17 august, 2007 13:41  
Blogger Lommen sagde...

@Bo:
"Svagheder" var nok et dårligt ordvalg.
Det, jeg mente, var de gamle sår, enhver i større eller mindre grad har med sig fra barndommen, og som kan læges, når man bliver mindet om dem igen (fordi man naturligvis sørger for at finde sig en kæreste, som kan tricke de dér gamle ting). Når man først har indset, at det ikke er kærestens "skyld", det gør ondt, så er man jo dér, hvor man kan handle. Selv.

Og ja, så bliver det til en styrke, når man har taget den kamp og er kommet ud på den anden side. I stedet for at prøve at få kæresten til enten at få sårene til at holde op med at gøre ondt eller til at hele.

På den måde vil det osse ende med, at alle forskellighederne træder endnu tydeligere frem mellem partnere - men at de efter sådan en proces så forhåbentlig ser den værdi og rigdom, der netop ligger i forskelligheden.

Nej, for pokker da - jeg skal da ikke være som min kæreste eller vice versa!! *Ser helt forskrækket ud, men smiler så*

17 august, 2007 14:10  
Blogger Dana Watsham sagde...

Svaghed er skam ikke et plat ord i den smmenhæng ... been there, done that, burn the T-shirt!

Men for nu at give forsøget et lille, skræmmende twist: I mit første ægteskab var jeg (til at begynde med) den der var jaloux og klæbende. Efterhånden som jeg fik gjort op med de mekanismer, der forårsagede det, blev min partner mere og mere jaloux. Og som du så rigtigt skriver, hjælper det ingenting at forsøge at føje. Det endte med, at han kunne blive jaloux på et spillejob - selv om musikken havde været en af de ting der førte os sammen?

Manglende selvværd og angst er nemlig ikke logiske. Faktisk er de alt andet, fordi det er reptilhjernen der træder i karakter.

18 august, 2007 07:05  
Blogger Lommen sagde...

@Dana:
Det var da godt nok øv for dig med den kæreste. Godt, du slap af med ham. Men sikke en skuffelse det må ha' været, at det ikke kunne holde, hvis du pludselig var mere sikker på dig selv...

Jeg kan selvfølgelig sagtens se, hvor du vil hen, og man skal vel aldrig sige aldrig, men Skuldrene virker ufatteligt lettet over udviklingen. Jeg kan helt ærligt faktisk ikke mindes, hvornår han og jeg sidst har haft flere dage i træk uden skænderier (når vi har været hver for sig), men nu er der ro i lejren. Og i min mave... ;-) Krydser fingre for, det fortsætter!

18 august, 2007 12:31  
Blogger stinekp sagde...

ang. Danas indlaeg: foerst var du jalous og da du fik bugt med jalousien var der plads til at han blev jalous i stedet. Ofte tror jeg det haenger saadan sammen i et parforhold, at der er nogle roller der ´automatisk´ fyldes ud. Saa gaelder det om at deles om dem, saa én af parterne ikke ender ude i ekstrem-klaeber-rollen eller ekstrem-jalousien...!?

19 august, 2007 14:03  
Blogger Lommen sagde...

@Stine:
Må lige rette en misforståelse: Jeg har aldrig været jaloux anlagt. Jge har nærmest aldrig tænkt tanken, at nu var min kæreste nok sammen med en anden kvinde, når han tog i byen eller sådan noget. Aldrig. Jeg har kunnet få en følelse af, jeg var glemt på en eller anden måde, men ikke det andet.
Jeg inddrog det med jalousien for at illustrere, at hverken den ikke-jaloux eller ikke-klæbende kæreste skulle indordne sig til de mere eller mindre skæve verdensbilleder, som den jaloux eller klæbende kæreste har.

Selv har jeg været klæbende.

Din hypotese om de dér roller, som nærmest altid er i et forhold, tror jeg ikke helt, jeg kan abonnere på. Men på den anden side er der da nok en tendens til, at fx jalousi altid er til stede i et forhold, og at parterne aldrig er nøjagtigt lige besidderisk anlagt...

19 august, 2007 16:46  
Anonymous hun sagde...

Hold da op et fedt indlæg.. Hvor er du klog.. læser du til professor af en art? ;-D

Jeg har vidst forsømt dine sidste indlæg, så jeg får travlt med at catche op, kan jeg se. De er jo lidt lange.. ;o)

Denne skimmede jeg lige, det er jo så vildt og uhyggeligt korrekt det du skriver.. Altsammen.. Der gik lang tid før jeg opdagede netop som du skriver; det er/blir aldrig nok..!

Man tror at grunden til man modtager en masse søde beskeder er, at han er helt vild med en, men der skal man ikke tage fejl.. Det er for sin egen skyld, at han skriver, for så svarer hun jo nok, og så er han selv rolig..

Den kan også godt være lidt hård at vågne op til.

Nåmen tak for nu.. :o)

20 august, 2007 13:45  
Blogger Lommen sagde...

@Hun:
1) Professorer er sjældent klogere end så mange andre, men bare venner med de rigtige mennesker på det institut, hvor de er ansat... ;-)
Spøg til side: Tak for din ros!

2) Orv, hvor den sved, du! For du ser jo sagen fra den modsatte side - meget tankevækkende! Kom lige pludselig til at tænke på, hvordan min kæreste må se på alle de søde sms'er, jeg har sendt ham. Håber da virkelig, han ved, at jeg har ment dem oprigtigt. Osse selv om jeg så måske har været for obs på, hvad der kom tilbage, og OM der kom noget... *Gulp*

--Og kan vi SÅ lige få et link på dig, hva'?! ;-)

20 august, 2007 13:54  
Anonymous pigen27 sagde...

Hej! Og Tak for et super godt indlæg! Jeg står netop i sådan en situation, hvor jeg er klæberen, og min kæreste er... ja, han er sgu blevet træt af det.. - OG FORSTÅELIGT NOK! Dit indlæg har fået tankerne sat i gang hos mig på en rigtig god måde. Nu håber jeg bare ikke, at det er for sent indset af mig - han har her den sidste uges tid nemlig taget afstand fra mig. Igen tak for et virkelig godt indlæg!

13 september, 2007 11:22  
Blogger Lommen sagde...

@Pigen27:
Det bedste er da næsten de her kommentarer, hvor nogen virkelig føler, de kan bruge ét af mine indlæg til noget... Tak for de pæne ord. :-)
Mange gange held og lykke med at slippe ud af klæberrollen - med eller uden din nuværende kæreste! Første skridt imod en bedring er jo at indse, at det er dét, man gør - klæber...

13 september, 2007 12:52  
Anonymous Anonym sagde...

Hvor er det et godt indlæg. Jeg har været gift med en klæber og jaloux mand og jep det ødelægger en fuldstændig, helt og adels. Til sidst tror man ikke på sig selv længere. Jeg er den onde der ikke sørger for at han har det godt, det må jeg så lære at leve med!

10 marts, 2012 18:05  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home