Er du en klæber over for kæresten?

Det har jeg altid været i mine forhold. Med dyb skam at melde. Kors, hvor nedværdigende, egentlig - som voksent menneske at føle sig så afhængig, så sårbar, så lille, så ligegyldig! Men hvordan holde op med at klæbe og alligevel få al den nærhed, man drømmer om, når nu kæresten tilsyneladende altid har brug for at "være lidt i fred"?
Det handler ikke om at sætte sine forventninger ned og lade sig nøje, men derimod at "sætte kærligheden til sig selv op", så at sige i stedet for at gøre kæresten ansvarlig for den umulige opgave at fylde éns kærlighedslager op. Det kan han/hun ikke, hvis man ikke selv tror og tør...

Jeg er sikker på, at mange - måske især de kvindelige læsere, eller er det bare min fordom? - kan genkende ovenstående problematik. Måske sidder der osse nogle derude, som har været/er kæreste med sådan én, som jeg her har valgt at kalde 'en klæber', der ved, hvad jeg taler om.

Du er ikke en klæber, fordi du efter de allerførste par dates bliver usikker på, om modparten mon er lige så interesseret i dig, som du er i ham/hende. Det er helt naturligt. Du er heller ikke en klæber, blot fordi du savner din kæreste, når han/hun er på ferie med vennerne - eller måske endda i glimt, når han/hun er på job.

Nej, en klæber er noget ganske andet...
En klæber er mange og timelange telefonopkald hver dag og utallige skænderier, der starter med, hvorfor modparten ikke har ringet eller skrevet, eller hvorfor modparten ikke har ringet eller skrevet nok, eller hvorfor modparten har "virket så uengageret / "kold" / uinteresseret / indelukket", bare fordi han/hun har ønsket et par timer i fred eller måske bare har lavet noget andet et par timer.

En klæber sidder altså lårene af sin partner og føler sig ulykkelig og tom, hvis partneren siger fra over for klæberens invasion af ham/hende og gerne vil ha' lidt tid for sig selv.

Det siger næsten sig selv, at det ikke er nemt at være nogen af parterne i et forhold, hvor den ene klæber, og den anden ønsker lidt mere afstand. Det er faktisk tværtimod meget anstrengende. Og man kan blive ved at såre og bekrige hinanden rigtigt meget i en sand blindgyde af mindreværd, modstridende behov, angst for at miste og angst for at såre, hvis man ikke i tide får fat om nældens rod.

Det er med klæber-adfærd som med så mange andre mindreværds-mønstre, fx jalousi:

Det hjælper ikke, at den kæreste, som ikke klæber, "tager hensyn" til klæberens behov og forsøger at efterkomme dem - eller rettere: De behov, som klæberen TROR, at han/hun har, og som det vil gøre ham/hende lykkelig at få opfyldt til punkt og prikke...

Har man en meget jaloux kæreste, hjælper det jo heller ikke, at man først holder op med at gå udfordrende klædt i byen, dernæst holder helt op med at tage i byen for til sidst at droppe enhver aktivitet, hvor den jaloux kæreste ikke er med og kan overvåge én...

Tilsvarende med klæberen:

Klæberen kender ingen grænser. Hverken sine egne eller modpartens. Eller i hvert fald brydes de konstant. Først sms'er kæresten ikke nok, så ringer han/hun ikke nok, så er han/hun ikke aktiv nok, når de er sammen osv..
Det afgørende ord her er "nok". For det er aldrig nok for klæberen. Og i sine mere og mere skingre råb efter opmærksomhed indskrænker klæberen løbende kærestens bevægefrihed: Det er bestemte former for opmærksomhed, klæberen vil ha', det er bestemte mængder. Og karakteristisk nok er de fleste klæbere overbeviste om, at hvis bare de finder den rigtige kæreste (eller hvis bare den kæreste, som de allerede har, bringes til at gøre alt på den helt rigtige måde), så vil de, klæberne, blive lykkelige.

Men - surprise - sådan hænger verden ikke sammen.

Lige meget hvor meget den mindre opsøgende kæreste så overhører sit eget behov for fred og alenetid og forsøger at "bevise" (!) sin kærlighed over for klæberen, så kan det nemlig ikke slukke klæberens angst for det allerværste i hele verden: Nemlig at finde ud af at den, som han/hun elsker højst, ikke elsker gensidigt. Det skyldes, at klæberens angst højst sandsynligt er lige så gammel som klæberen selv og i virkeligheden ikke har noget som helst med kæresten at gøre.

Men det er en længere historie, som vi måske kan tage en anden gang... Her skal fokus holdes på det øjeblikkelige perspektiv.

Den ikke-klæbende kæreste må nemlig være stærk og ikke lade sig manipulere med af klæberens offerrolle-mentalitet.
Det er IKKE den ikke-klæbende kærestes ansvar, hvis klæberen føler sig usikker, overset, uelsket. Og det er sådan set heller ikke hans/hendes ansvar, at få klæberen til at føle sig elsket.

Det er derimod i allerhøjeste grad hans/hendes ansvar at blive ved med at være sig selv og give og tage det, som han/hun nu har lyst og evner til og brug for at give og tage. Han/hun har svært ved at stille noget op, hvis klæberen i sit mindreværd fortolker alt på den værst tænkelige måde... Logikken er IKKE, at den ikke-klæbende kæreste bare skal "gøre nok". Logikken er, at de søde handlinger og ord, kæresten giver, skal tages ind af klæberen, som de kærlighedserklæringer de nu engang er.

Hvis man som den mere indadvendte i sådan et forhold derimod bliver ved med at gå ind på klæberens præmis om hele tiden at skulle gøre eller give noget mere, bliver man snart et meget ulykkeligt menneske. For så har man jo dybest set accepteret en kontrakt, der siger, at er klæberen ulykkelig, så er det éns "skyld", og så er man jo et ondt menneske...

Og klæberen synes jo aldrig, det er nok. Ergo er den frihedssøgende kæreste notorisk et dumt svin. Desuden er den ikke-klæbende kæreste gået ind på, at han/hun er utilstrækkelig i forholdet. Det sker, når man går ind på præmissen om hele tiden at skulle forsvare og forklare og bevise, at man altså stadig elsker den anden. Så er man pludselig blevet sådan én, som er under anklage, og som accepterer, at man er det.
I sidste ende mister man sig selv og sin værdighed - fuldstændigt ligesom klæberen i øvrigt for længst har gjort det...

Det er den ikke-klæbende kærestes opgave (for sin egen skyld!) at få sagt helt klart fra over for klæberen. Få fortalt hvad man kan og vil give klæberen, når det kommer til kontakt.

Og så må klæberen herefter tage ansvaret for sin egen tryghed og tillid på sig. Naturligvis kan det være rigtigt svært, hvis man fx er blevet forladt et utal af gange. Men hvis du er en klæber, så prøv at tænke lidt over, hvorfor du er blevet forladt: Kunne det ha' noget at gøre med at du har kvalt kæresten i dit behov for evig nærhed - ja, nærmest symbiose?

Og gør det dig i øvrigt evigt lykkelig, hvis du er sammen med kæresten eller snakker i telefon med ham hele tiden? Eller er han snarere et middel til at glemme, hvordan du egentlig har det i dit eget selskab?

Jeg siger ikke, at klæbere er hverken usympatiske eller syge i hovedet, selv om denne post vist er lidt skarpt skåret ;-) Jeg har jo netop selv været én af dem. Men jeg siger, at vores angst for at blive svigtet og stå alene tilbage er noget, vi må arbejde med, i stedet for at få kæresten til at pukle for at det skal se ud, som om angsten ikke er dér.

I nogle af mine kommende blogposter vil jeg fortælle om, hvordan det går med mit eget udviklings-projekt: Tag Ting Som De Kommer, som netop handler om at lære at give slip og stole på, at jeg er elsket, uafhængigt af hvor mange eller få sms'er og opkald o. lign. jeg får fra min lidt mere enspænder-agtige, men meget kærlige og (det meste af tiden ;-)) betænksomme kæreste, der her på bloggen går under aliasset Skuldrene.

En af de største udfordringer er at lære at læne mig tilbage i et parforhold - i stedet for at tro, at dets eksistens står og falder med mig eller omvendt: At min eksistens står og falder med parforholdet.

Jeg er bestemt ikke færdig med at være en klæber sådan fra den ene dag til den anden og har ingen universalløsninger. ;-) Men inden for de sidste uger er der faktisk sket så drastiske ting i mit liv, at jeg i hvert fald godt tør begynde at øse lidt ud af mine tanker om det her med at hvile i og holde af sig selv. For det er jo selvfølgelig dét, som det hele handler om: At tro på, man er værd at elske.

Jeg er på vej imod et liv som ikke-klæber og glad og tilfreds for mig selv - og min kæreste. Og hvis du har lyst, er du velkommen til at læse med og måske bidrage med en erfaring eller et nyt perspektiv

Lommen - hold fast, så kører vi!