Keeping up appearances eller: Jeg GØR det ikke!!

Folk i min omgangskreds ved det godt - men de fleste forstår det ikke. Well. Der er ikke noget at diskutere. Få synspunkter, jeg i dén grad har "arvet" fra min mor. Men dette er ét af dem, og jeg er ved at være dér, hvor jeg tænker, at det aldrig bliver anderledes.

Jeg gør det ikke...

... end ikke om søndagen med tømmermænd
... ikke når jeg skal op midt om natten bare for at tage i lufthavnen og kaste mig ind i et fly, hvor der alligevel ikke er nogen, jeg kender, som skal se mig
... ikke selv om jeg går indenfor og alene en hel dag
... eller bare sammen med kæresten
... ikke selv om jeg er på vej til havet for at bade

Jeg går nærmest aldrig uden makeup - og jeg går da slet ikke uden for min dør uden at ha' været i bad!!!

Jeg renser makeup af hver aften, og jeg har ingen problemer med, at kæresten eller familien ser mig uden om morgenen. Tilsvarende kan jeg sagtens overnatte hos en ven eller veninde og vise mig "au naturelle", som en veninde engang spøgende kaldte det. Meeeen... jeg skal hurtigt i bad og som minimum ha' mascara og eyeliner på. Og jeg vil stadig til enhver tid foretrække at sove hos mig selv og kunne møde folk efter mit morgentoilette.

Og jeg skal gerne indrømme... Der er to hovedårsager til, at jeg har det sådan her. Man kunne kalde dem 'hensynet til andre' og 'hensynet til mig selv'. Det første først:

Jeg afskyr synet af alle de (søndags-)grimme mennesker, der hver weekend slæææber sig ned i Netto med tømmermænd og morgenånde og fedtet, uredt hår. Kald mig kontrolfreak eller facadefighter - så har du HELT ret, når det kommer til dette. Lige så opdullede og macho-stylede de selv samme mennesker er lørdag aften, lige så ildelugtende og uklædeligt tilredte er de 12-16 timer senere, blot fordi de nu ikke længere befinder sig i en scoringssituation. (Tænk lige over det næste gang I er på scoretogt, ikke? Hvordan ser mon den udvalgte ud næste dag i supermarkedet...?)

Jeg finder det altså fucking nedslående at se på udtrådte joggingbukser og minus kropshygiejne, bare fordi folk har ondt i hovedet og lyst til at brække sig lige ned i bakkerne med mayonnaise-salater. Det er sgu da en hån imod éns medmennesker (for slet ikke at tale om en hån mod én selv!) at vise sig offentligt sådan dér!

Jeg synes, at sådan noget vidner om en ligegyldighed over for sin egen person, på et niveau hvor jeg slet ikke kan tackle det. Det er jo tragisk - hvad blev der af selvopholdelsesdriften? Nuvel, ingen grund til at tage sig selv for seriøst, men dette er sgu da selvironi på den kedelige måde...!
Har man ikke tømmermænd i forvejen, så får man det da af fremmede mennesker, som er væltet ud af sengen, dirkete ud i bilen og videre ned i Primas køledisk. Man kan jo for helvede ikke se forskel på dem og et pund hakket død gris!

Alt i alt synes jeg generelt, folk har et fuldstændigt fucked up forhold til den dér "afslappethed", som de altid påberåber sig. Jeg slapper ikke en skid af ved synet. Ja, jeg bliver nærmest anspændt... Gå dog hjem i bad, altsååå!

Men hvad så hvis du bare skal sidde derhjemme og arbejde, Lomme - så kan makeuppen vel være lige meget, hvis bare man i det mindste går i bad? Det er osse så dejligt afslappet...

Nej, det er ikke. Det er bare klamt. Hensynet til mig selv vejer osse tungt, så derfor ændrer det ikke noget som helst, at jeg "bare" skal være derhjemme. Jeg føler mig ganske enkelt dårligt tilpas, hvis mit hår ikke er sat (strittende som altid :-)), og mine øjenvipper ikke har set en mascara. I perioder vil jeg osse helst ha' makeupcreme og rouge på, så jeg ikke ligner døden fra Glyngøre, men mindre kan da gøre det. Det er så lidt, der skal til for at se ordentlig ud.

Nu er det så, at det lige slår mig...

I aftes græd jeg lidt (af årsager vi ikke skal komme ind på her), og da jeg aldrig har brudt mig om vandfast mascara, havde jeg hurtigt sorte striber ned ad kinderne. Da jeg en halv times tid senere fandt ud af, at jeg havde lyst at frekventere min lokale pizzamand, rensede jeg derfor makeuppen helt af... og spadserede derned UDEN noget som helst i hovedet! Mærkeligt nok døde hverken jeg eller nogen af de forbipasserende af det...

*Gisp!*

Lommen - det går helt klart tilbage for mig! :-)