Stille dag

Nåmmen. Jeg er vist bare lidt stille i dag.

Kom hjem efter en rigtigt god cafétur i går aftes, var træt og ville bare hurtigt i seng. Jeg lagde mig osse inden for den første time, jeg var hjemme (hvilket er hurtigt for mig).

Men jeg kunne bare ikke sove!

Kl. 4-5 stykker havde jeg stadig ikke lavet andet end at vende og dreje mig, rende på toilettet, drikke vand og åbne og lukke mit vindue...

Tankerne kørte rundt.

Om min far og mig, da jeg var lille. Hvad var han egentlig for en far? Hvad er det med den dér følelse af at være overset - af at skulle gøre sig fortjent til opmærksomhed? Hvorfor er den følelse dukket op så mange gange ift Skuldrene? Hvilke øjeblikke var de allerbedste sammen med min far - og hvorfor står de for mig som noget helt særligt, de stunder hvor han så mig?

Hvornår var det, jeg følte mig elsket som barn? - Hvis jeg da gjorde det... *gulp* Pludselig forstod jeg lidt mere af, hvad det er for en voldsom vrede og sorg, som har siddet og sidder indeni mig. Og jeg orker da næsten ikke at tage hul på det. Men det kommer vist op, uanset om jeg vil det eller ej.

Og jeg græd længe.

Da jeg endelig faldt i søvn, drømte jeg vist osse om min far - og der var vist noget med, han var død og lå i en åben kiste med helt gråt ansigt. Og jeg sov uroligt hele morgenen og blev til sidst vækket af telefonen, som jeg ikke nåede at tage. Opdagede at det var mine forældre, som ellers aldrig ringer før middag. Har prøvet at ringe nogle gange, men ingen tager den.

Nu er jeg da først bekymret.

Lommen - vist bare lidt stille i dag