Når bare man husker at grine ad sig selv
I dag lå jeg og var så morgensur, da jeg skulle op, at jeg efter nogen tid kom til at grine ad mig selv. Der var simpelthen bare ikke det, der ikke var i vejen...
... jeg gaaad ikke at skulle til kandidatfest/-frokost (var for træt, og folk ville sikkert være irriterende)
... jeg gaaad ikke at skulle sidde i offentlig transport i en time (var for træt, og folk ville sikkert være irriterende)
... jeg gaaad bare slet ikke at skulle til at finde ud af, hvad jeg sku' tage på
Ih, hvor jeg havde det hårdt... (Kom lige ind i kampen, hva' søster!) ;-)
Og nu ser det jo faktisk ud til at blive en helt fin lørdag - og selvfølgelig glæder jeg mig til venindens kandidatfest! :-) Det bliver dejligt.
God lørdag til alle!
Lommen - jeg er altså ikke god til at være træt
2 Comments:
Det er en meget god egenskab at kunne grine af sigselv, især når man er lidt surmule-agtig.. og især når man egentligt ikke har så meget at være gnaven over..
..men man må også godt være ldt små-knotten indimellem, bare sådan for at mærke hvor glad man også kan være..
@Sylle:
Det er bare så befriende at kunne hive sig selv ud af surheden nu og da - at kunne skelne mellem "rigtigt" dårligt humør og så det dér surmuleri, som man i virkeligheden nemt kommer til at grine ad, hvis en eller anden er så venlig at komme og prikke én lidt kærligt drillende i maven og sige: "Hvad så frk. Suresen? Spist mange citroner i dag?"
Somme tider er man så bare lige selv den eneste til at prikke... :-)
Send en kommentar
<< Home