Hun er fyret!
Ku’ I høre den dør, som lige smækkede? Ku’ I se den skygge, som netop listede sig over gården langs skraldecontainerne ovre ved muren – så selvudslettende og sivende?
Det var klæber-Pernille, der listede af.
Så! *Læner mig velbehageligt tilbage i den affjedrede lænestol og smækker fødderne op på skrivebordet*
Jeg, den nye chef her, har altså valgt at lægge ud med en omstrukturering her i biksen, så hende klæberen måtte ryge. Den prioritering er jeg sikker på, vi alle bliver gladere for i længden.
Fik jeg nævnt, at min ledelsesstil fordrer selvjustits og selvstændig tænkning og handling? Med andre ord kommer jeg ikke til at være Mor for jer. Her tager alle ansvar!Lommen – sover trygt...
Nedfældet af Lommen kl 23:40
6 Comments:
Det lyder som en meget kompetent beslutning fra ledelsens side!!!
Ud med hende! Nogen gange er hård, kontant ledelse på sin plads!
Jeg sidder og tænker på om ledelsen muligvis er lige ambitiøs nok på personalets vegne og beder dem gennemføre for mange ændringer på for kort tid pga succeserne? Dejligt at der er rivende udvikling, men sjælen skal med på rejsen, jo.
Kære Lomme. Jeg er enig med Kratluskeren i ovenstående kommentar. Kender selv den ild, der pludselig flammer op og får én til at ville revolutionere over hele linien. Men det kan altså også blive for stor en mundfuld, og hvis man har en snert perfektionist i sig, kan projektet ende med at give bagslag rent psykisk, når (hvis! - man er vel optimist, trods alt...) man alligevel ikke kunne magte SÅ mange forandringer SÅ hurtigt.
Tag det lidt i bidder. Nu ved du, hvor du er på vej hen - du vil ikke længere være klæberen eller klidmosteren, eller hvad du nu ellers har ladet dig hæmme af. Og det er flotte og meget stærke erkendelser. Du ved selvfølgelig også godt, at du ikke bare ryster dem af dig sådan lige, fordi viljestyrken er der, og NU skal det være.
Så hyg dig lidt med din søde nabo, der fangede signalerne. Gå nogle gode lange ture. TUD indimellem - for det kan også pludselig føles som en sorg, når man skiller sig af med ens gamle personaer, også selv om de ikke tjente én særlig godt. De gjorde deres bedste. Tak dem for deres deltagelse i dit liv, og skitsér så den nye Pernille i alle detaljer. Hun er såvel et nutids- som et fremtidsprojekt og skal behandles varsomt. Skru lidt ned for ilden - der er ikke noget galt i at være en følsom tænkende sjæl som dig.
Jeg har skrevet det før, men gør det gerne igen: Du skal s'gu nok finde ud af det - du er nået meget længere end så mange i din alder. Så giv nu dig selv et velfortjent skulderklap og kom ordentligt igennem bruddet med Skuldrene - han har jo været med til at fremmane den nye Pernille og fortjener en god afsked - ikke mindst i dig selv.
Mange tanker fra Shiva
@Alice:
Ja, man bliver næsten helt rystet over, der stadig findes sådanne ledelser, ikke? ;-)
@Lizelotte:
Jeg vidste, du ville billige uforbeholdent! :-)
@Kratter:
Du har naturligvis helt ret (irriterende tendens dér... ;-)), og af samme grund har ledelsen faktisk oprettet 1) et stort lege- og boldrum midt i virksomheden samt 2) et være stille og tænksom-rum, hvor det heller ikke er forbudt at tage sig en lur.
Det er nemlig deres erfaring, at det giver glade og kreative medarbejdere (osse i bogholderiet ;-)) at kunne lege og tumle og tænke på noget helt andet end jobbet. Og at det kan være meget hårdt tiltrængt med ro og fred for ikke at blive stresset...
@Shiva:
Først må jeg lige rette en misforståelse - heldigvis:
Jeg er skam stadig sammen med Skuldrene. Men lige netop fordi vi begge synes, det er SÅ hårdt med alle de følelsesmæssige bolde, som er i luften, har vi valgt at tage en periode, hvor vi snakker sjældnere sammen.
Begge har nemlig gang i nogle dybe og krævende processer p.t., og begge ved derfor osse, at det kræver tid og ro, og at man liiige selv skal blive klar over, hvad filen der foregår inden i én, og hvem man NU er, når man ikke længere er sin gamle persona - eller i hvert fald osse er noget MERE.
Så vi tog en beslutning, du sikkert kun kan bifalde: Om lidt ro og tid til eftertænksomhed samtidig med vi selvfølgelig stadig følger med hos hinanden. :-)
Derudover er din kommentar som altid indsigtsfuld og lærerig! :-) Bare rolig - jeg har været igennem en lignende proces før. Kan huske, at jeg mødte op hos min daværende terapeut og lidt bekymret sagde: "Er det virkelig almindeligt, man bliver så kulret af sådan et forløb her?"
"Ja, bestemt", svarede hun, "'kulret' er skam et yderst passende ord!"
Så denne gang var jeg forberedt, og selv om jeg ganske rigtigt elsker fart over feltet (osse i den slags processer), så ved jeg osse udmærket, at der er grænser, og at hastværk er lastværk. Bl.a. fastholder jeg, at Klidmosteren helt sikkert er glimrende til nogle ting, og derfor kyler jeg hende da heller ikke ud. Jeg arbejder bare på selv at kunne VÆLGE, hvornår jeg er Klidmoster og hvornår jeg er "Tag Ting Som De Kommer"-Pernille.
Send en kommentar
<< Home