Jeg begyndte at græde i bussen i dag...

... én gang skal måske være den første?

Har aldrig prøvet noget lignende: Pludselig var der ikke rigtigt noget som helst, der gav mening. Pludselig var det bare svært at holde tårerne tilbage. Så svært, at et par stykker af dem fik lov at løbe ned ad kinden, før jeg fik kontrol over gråden.
Jeg følte mig helt alene i verden. Følte med ét, at alle dem, jeg plejer at connecte med - føle mig samhørig med... var meget langt væk. Var, som om samhørigheden bare var noget, jeg havde bildt mig ind.

Man kan da ikke sidde i en bus og miste håbet - livslysten. Eller ka' man?

Jeg ved, jeg er en svingende og disharmonisk natur. Jeg ved, at følelser kan ta' pippet helt fra mig somme tider - i en grad så jeg nu og da har svært ved at finde hjem igen. Men dette... Har aldrig prøvet noget lignende.

Der er sådan set stadig ikke rigtigt noget, der gi'r mening. Og neeeej, jeg har ikke pms. Og neeeej, jeg har ikke sovet for lidt. Der er bare... tomt dér hvor der plejer at være fuldt af varme og fællesskab og mening. Der er ingenting. Og jeg har en snigende, klam fornemmelse af, at det ikke kan soves væk...

Lommen - meget forskrækket