søndag, maj 06, 2007

Skyldfølelse og mavepine

Jeg kan komme i tanke om bedre måder at bruge min søndag formiddag på...
Har siddet og rodet med noget digital signatur (som i øvrigt virker fint, den ros ska' de nu ha'!) og fundet ud af, præcis hvor voldsom min studiegæld er (for det vil min bank jo gerne se dokumentation på, når nu de skal låne mig en skilling her hen over sommeren). Og det er jo ikke, at jeg ikke havde nogenlunde styr på, hvor meget jeg skylder. Men det at se tallet. Puuuha. Skræmmende. Med lidt held er jeg (studie)gældfri om en ti års tid...

Får sgu lidt ondt i maven. Er ikke god til den slags. Heller ikke selv om jeg kender årsagerne til beløbets størrelse og med mig selv ved, at de ikke bare er klattet væk på forbrug. Der er noget med penge og skyld... Sikkert et tema for en psykolog - men sådan nogle koster jo mange penge at konsultere, så jeg må hellere afholde mig... ;-)

À pro pos ondt i maven og skyld, så var mavepinen der sgu pludselig osse over at sms'e en veninde, jeg bortset fra et fødselsdags-tillykke fra mig til hende ikke har haft kontakt til i et par måneder. Gik op for mig, at... jeg savner hende ret meget og ikke kan forstå, hvorfor kontakten i dén grad er røget. Ser hende heller aldrig på msn mere. Så begyndte Pernille at digte (og den slags digtning er desværre noget, jeg gør meget i):

"Hun er nok blevet irriteret over noget, jeg sagde sidst? Hvad mon det kan være? Har jeg været for opslugt af mig selv? Ikke spurgt nok til hende? Eller for opsøgende måske? Har hun mon slettet mig af sin msn-liste uden videre?"

Jeg tager kort sagt hele ansvaret for relationen på mig. Og det er tåbeligt. Især med hende. For hun er på alle måder en fair kvinde. Og der kan jo være en milliard årsager til, at hun ikke har givet lyd. Årsager, der intet behøver at ha' med mig at gøre. Har jeg måske selv andre årsager end travlhed og en virkelig hård og deprimeret marts at skyde skylden på? Har jeg ikke ofte tænkt på hende, uden at gøre noget ved det?

Og hvis hun virkelig er fornærmet over et eller andet...? Ja, så må hun jo komme og sige det, ikke? Men det er vel dét, jeg frygter - at hun ikke føler trang til at sige noget, fordi vores bekendtskab ikke er vigtigere for hende, end at hun kan undvære det.

Ææææj, hvor er jeg træt af at være sådan en bekymret sjæl. Get real, Pernille og bank selvværdet på plads dér!

Heldigvis har det dog ikke været lutter bekymringer. Trods alt. *Skævt smil*

Havde troet, at jeg sku' bruge syv lange (og mindst lige så mange brede) på at skrive et oplæg til det kursus, jeg følger på uni (langt om længe mit sidste *hep, hep - bodeeey!*)

Skal til en 'mundtlig eksamen med synopsis', som det hedder. Det vil sige, at jeg på forhånd ved, præcis hvilken problemstilling jeg skal eksamineres i, for jeg har nemlig selv valgt den. Men så meget desto mere forlanges det osse, at jeg har noget fornuftigt at sige. Vores underviser har så foreslået, at vi ikke i den kommende uge, men næste uge igen, møder op med udkast til vores synopsis og fremlægger for resten af holdet, hvad vi har tænkt os til eksamen.

Jeg har det sådan, at jeg altid melder mig til den slags "for en sikkerheds skyld". For jeg er en snøbel (min mor-ord) til at komme i gang. Så en deadline ca tre uger før afleveringsfrist er sundt for mig. *Ahem*
Nu har jeg så lige siddet og tæsket i tasterne i tre kvarter, og minsandten om ikke der nu ligger noget, som ligner et udkast. Og så hænger det endda sammen med specialet! Jeg er faktisk ganske forbløffet. Men måske er det bare sådan noget, man kan på en lille smule tømmermænd og for lidt søvn?

Well. Jeg tror, at mine tømmermænd og jeg skal ha' et bad og så lidt at spise nu. Og så skal der vist søndagshandles i det gode vejr samt trækkes frisk luft på terrassen, før computeren atter kalder med sin evigt skyld-fremkaldende stemme...

Lommen - med lyst skal skyld fordrives

5 Comments:

Anonymous Kontorchefen sagde...

Øv hvor en søndag, med studieglæd bekymringer, 10 år, øv, og ondt i maven om en veninde. Godt det er mandag :-)

07 maj, 2007 18:29  
Blogger Pernille sagde...

@Kontorchefen:
Tja...
Ti år var måske højt sat - og veninden sms'ede sent i aftes en laaaang sød sms tilbage. Hun var blevet glad for min besked, syntes osse,d et var alt for længe siden, og sku' vi ikke snart mødes igen? Som så ofte før var bekymringerne med andre ord ret overflødige. :-)

07 maj, 2007 19:12  
Anonymous Kontorchefen sagde...

Nyd dit liv, i stedet for at få ondt i maven. Læn dig tilbage.
:-)

07 maj, 2007 19:14  
Blogger Pernille sagde...

@Kontorchefen:
Jeg mener, at det fremgår ret tydeligt af min blog, at jeg meget ofte nyder livet - og sanser, hvad der er omkring mig. :-)

Jeg øver mig i at lade være med at bekymre mig. Du har selvfølgelig helt ret i, at man skal nyde livet.

Men jeg mener i høj grad, at det er en fejlantagelse, når så mange mennesker åbenbart mener, at det man bør stræbe efter er et følelsesmæssigt smertefrit og sorgløst liv. Evig sorgløshed er IKKE lykke.

Vil gerne opfordre meget til, at mennesker generelt kaster sig mere ud i osse at turde føle *smerten*. Ville give mindre stress (fordi grænsen blev mærket i tide) og mere dybde (pga værdsættelsen af alt det fantastiske og smukke, når det så var det).

Takes black to see white...

07 maj, 2007 19:19  
Anonymous Kontorchefen sagde...

Det er så rigtigt Pernille, føle noget, pasion, brænde for. Ligegyldigheden er en kedelig død.
Jo du er nyder, sanser øjeblikket. Jo du fortæller om oplevelser som virker små, men du har evnen til at opleve. Ikke mindst til at skrive.

07 maj, 2007 21:12  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home