Nu med tvivl

Hm...

Gad vide, om det er, fordi jeg kun sov cirka to timer i nat og dermed nu har været vågen i cirka femogtredive timer i træk, at jeg lige har haft en total tudetur? Gad vide, om det er derfor, jeg pludselig blev i tvivl om alt. Alt. Folk, der kender mig bare overfladisk, vil vide, at det er meget atypisk for mig at være i tvivl...

Men ikke desto mindre var det, hvad jeg lige pludselig var - i tvivl. Gad jeg overhovedet specialet? Ku' jeg klare det? Var det overhovedet en god idé med det dér kæreste-noget? Ku' jeg klare dét? Bookede jeg egentlig ikke min kalender liiige lovligt hårdt for tiden - og de ting, jeg så foretog mig... Gav de mig nok? De mennesker, jeg så, var de de rette?

Godt - virkelig godt! - at ham den fantastiske var der til at lægge ører til overtrætte lille-Pernilles bekymringer og til at sige ting som:

"Pernille, det skal nok gå, du trænger bare til at sove", "du styrer helt selv, hvornår du har overskud til at ses; det behøver altså ikke være i morgen, hvis du ikke kan overskue det", "jeg vil gerne se dig, men det skal jo ikke være noget, du føler dig forpligtet til" osv..

Og så fik jeg endelig sagt, hvor sårbar jeg føler mig, fordi han lynhurtigt er blevet så vigtig. Jeg fik sagt, at jeg har brug for nogle af de dér ting, som vi kvinder vist nok tit er de første i et forhold til at ha' brug for. Som fx de tre små ord, at han har lyst at introducere os for vennerne og (for nogles vedkommende), at han giver os blomster og nusser lidt om os på den (let's face it) corny måde.

Jeg fik sagt, at jeg følte mig dum og tåbelig, fordi jeg havde brug for de dér ting, når nu han gjorde og sagde så meget dejligt. Jeg fik sagt tænkt, at jeg følte mig forkælet ved at ha' de her tanker osv.. Han svarede meget stille og roligt, at han godt ku' ha' svært ved den slags, men at han meget gerne ville gøre de ting - han havde osse selv lyst at gøre dem - og at jeg indtil da ikke måtte tvivle på, hvor han stod i forhold til mig.
Han gjorde mig kærligt, men bestemt opmærksom på, at han ikke var mine eks'er, men helt sig selv og at han godt turde stå ved mig...

Og så var det, jeg lige pludselig fattede, at han sgu nok havde ret. Det gør noget ved én (ikke noget godt) at være vågen så mange timer - og da især når det sker, efter at man i cirka en uge nærmest ikke har haft et øjeblik alene... Jeg fattede, at jeg vist bare reagerede naturligt på en lidt belastende situation - og at der ikke var nogen grund til at blæse den op til noget, den ikke var. Nemlig katastrofal. Til gengæld ku' jeg måske være smart nok til at ta' ved lære og ikke planlægge så dårligt igen?

Nu er jeg bare meget træt og mere afslappet. Og kan bruge en god del af dagen i morgen på at sove og gå og nusse lidt for mig selv, før jeg så ses med ham den skønne.

Lommen - ånder lettet op og forsøger at blive klar igen

P.s.
Og så har mit hår nu oven i købet hele TRE farver, som jeg kan vågne op og glæde mig over i morgen... Jo, der sker sgu noget for tiden. !-)