Et liv uden hud - afrunding

Hm... Altså ret forrygende, som den dér forældresnak virker... De seneste dage har jeg skrevet mere på og læst mere til specialet end i flere måneder. Og jeg er glad, når jeg gør det. Og så har jeg lige pludselig overskud til en hel masse andre ting - endda selv om jeg har haft en ordentlig gang hovedet-fuldt-af-snot-og-jeg-har-både-mavepine-og-hovedpine influenza de seneste dage. Tænker vist, at "okay, hvor galt er det lige, det kan gå, når nu jeg véd, at familie og venner står bag mig, uanset hvad der så ellers sker?" Det er en enorm lettelse!

Nu bager jeg og laver mad og peptalker folk, uden at det er overspringshandlinger og flugt fra alt det, jeg er bange for. Jeg samler alle de essays, jeg har skrevet - både her på bloggen og til skrivebordsskuffen - og pusler lidt videre med dem, opdager sammenhænge og får nye ideer. Jeg drømmer endda igen. Og jeg nyder, gør jeg. Jeg nyder, at jeg ikke er nervøs og bange og ikke render rundt med skuldrene oppe om ørerne hele tiden. Jeg nyder, at kæresten og jeg holder lidt ferie sammen og bager og laver god mad og mødes med venner og bare drikker tre øl og diskuterer med dem (altså vennerne, ikke bajerne) og hinanden, så det brager, uden nogensinde at kunne blive alvorligt uvenner over det.

Jeg nyder trygheden. At vi kan gætte mange ting hos hinanden, men osse blive ved at overraskes. Jeg nyder de små ting, vi kan glæde hinanden med i løbet af en dag.

Engang var tryghed nok det at kede sig. Engang var tryghed noget, som nogle andre - vatpikke - åbenbart havde brug for. Engang var tryghed noget, der ikke fandtes i min verden, og som jeg derfor var nødt til at rynke på næsen ad.
Nu længes jeg så hårdt efter den, når den ikke er dér, at jeg næsten bliver fysisk dårlig. Jeg tror, at min krop efter at jeg mødte Skuldrene langsomt har forstået, hvad den gik glip af igennem mange år - og nu har forsinkede abstinenser for flere år...

Lommen - svært at forklare

P.s. Og så *lover jeg*, at næste blogpost handler om noget andet... :-)