torsdag, maj 17, 2007

Mig oss' ha'! - Om at indse, hvad man længes efter, når andre sætter ord på

I går aftes nåede jeg på et tidspunkt til det dér stadie, hvor man bare ikke gider tænke mere, ikke orker at græde mere. Græd fandeme i tre-fire timer, altsååå...

Når jeg får det sådan, er der forskellige strategier at følge:

- Tag en laaang lur
- Gå en laaang tur i rask trav (al den energi, der bare fræser ustruktureret, destruktivt rundt i hjernen skal bare ud, når det er sådan!)
- Gå i køkkenet og bag brød eller lignende langvarigt mad-projekt (kort sagt: Skab noget. Følg en proces, som giver mening på den meget basale måde).

I går gjorde jeg det sidste. I dag er der et ordentligt læs kanelsnegle i min fryser... :-)

Men før dette nu bliver den rene husmor-feel-good-kontrolfreak-jeg skriver-først-om-problemer-når-de-ER-løst blog, så må vi lige ned og ha' fat om nældens rod...

I løbet af i dag har jeg nogenlunde fået has på, hvordan det dog ku' gå så galt i går. Altså, jeg mener - det er sgu da ikke normalt (ikke engang for mig... ;-)) at sidde og hyle i bussen, vel?

Well. Kender I det, at man er mødtes med en god ven eller veninde. Og han eller hun sidder så og fortæller, at de har haft det skidt, fordi de i længere tid har sloges med et stort problem eller et stort valg, der sku' træffes, og at de nu endelig har fået styr på det?

Vedkommende sidder dér og snakker om, hvor lettet han/hun er, og lidt senere går det op for én, at man selv er præcis samme sted, men at man - i modsætning til vennen - overhovedet ikke ved, om der er udsigt til, at det bliver løst for én selv?

Sådan havde jeg det i går. Ved venindens ord blev det klart for mig, hvor meget jeg ønsker for mig selv, at det skal gå mig, som det er gået hende. Ikke at jeg ikke under hende det! Bestemt ikke - jeg bliver jo absolut ikke lykkeligere af, at hun osse slås. Men hold op, hvor vil jeg gerne ha' det, hun nu har udsigt til at få:

"Pernille, nu er det bare dejligt, at jeg de næste par måneder stadig kan gå og tænke "uh, hvor jeg savner ham" og "bare han var her". For snart vil det jo bare være søde minder om dengang vi tit savnede hinanden, fordi vi boede så langt fra hinanden...".

Sådan sagde hun. Et kvarter senere sad jeg så i bussen med tårerne løbende ned ad kinderne.
Sådan kan det gå, når man ikke har turdet indrømme over for sig selv, hvor vigtigt noget egentlig er at opnå, og man så - uventet - konfronteres på den måde. Med sit eget behov for at få opfyldt sine drømme.

Lommen - det jeg i virkeligheden drømmer om...

Og så i øvrigt tillykke til veninden! Hvor har du fortjent det!

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home