torsdag, maj 31, 2007

Nye briller eller: Jeg er træt af at være afhængig

Nu er det lige straks fredag, og når det er fredag, er det osse snart weekend, og i weekenden fester man. Derfor er det godt med nogle idéer til temafester - osse selv om selve konceptet temafest vel egentlig i sig selv er et retrotema ("super 90'er!")...

Min personlige temafest holdes denne gang over emnet kæresteafhængighed. Jeg er sikker på, man kan lave nogle monsterflotte hatte og kjoler over det emne... Mon ikke osse, der er masser af dansabel partymusik, der kan gå i denne kategori med klæbrige tekster om, at man ikke kan leeeeeve uden ham dér den udvalgte? - Ja, faktisk begynder man at savne ham, hvis bare han går på wc... :-S

Spøg til side.

Sagen er: Jeg kigger mig over skulderen og ser to liv med samme hovedperson: Ét liv hvor en helt vildt udadvendt, aktiv kvinde stormer rundt til diverse aktiviteter, snakker meget og spørger meget ind, laver meget sjov og ballade, er meget nærværende overalt, hvor hun kommer frem og på den konto får en hel del rigtigt gode, nære venskaber. Jeg ser en kvinde, der styrer sit liv helt selv, selv prioriterer, sætter sig mål og tør sætte noget på spil.

Og så ser jeg et andet liv og en anden kvinde...

En kvinde, der knytter sig så hurtigt til en mand, at hverken han eller hun selv kan trække vejret. Jeg ser en kvinde, der indpasser sig, vil gøre alt for at kunne være sammen med kæresten, ikke længere finder værdi i alle de ting, hun foretager sig alene, og hellere dropper egne aktiviteter, hvis det betyder, at hun kan være mere sammen med kæresten. Bliver afhængig. Hende her er ofte ensom, føler sig mindreværdig og lidt ynkelig. Og hun sidder tit og kigger misundeligt beundrende over på den anden kvinde og kan simpelthen ikke forstå, hvordan hun gør det - det dér med det aktive, glade, stærke liv.

Pudsigt nok dukker dette op i en periode, hvor jeg har det bedre end nogensinde på kærestefronten. Måske fordi jeg kan se, at en slags løsrivelsesproces er, hvad der skal til, før jeg kan være tæt? Et sidste afgørende skridt hen imod at ha' det godt og være i balance.

Der er så meget andet, som er blevet bedre, i mit parforhold og i min tilværelse i øvrigt. Nu vil jeg gerne de "sidste" grundlæggende konflikter, der er imellem Skuldrene og mig, til livs. Jeg føler i høj grad, at disse konflikter skyldes mig og min manglende evne til at gi' slip, gi' plads, acceptere grænser, hvile i det og mig selv og hvad det ellers alt sammen hedder...

Måske er det noget med, at jeg jo pludselig fandt ud af, at mine forældres kærlighed er uforbeholden (ja, jeg véd godt, jeg lovede ikke at skrive om det denne gang, men på min blog bestemmer nu jeg...).
Jeg tør pludselig hæve mig lidt op over det hele - se på mig selv lidt mere distanceret og være ærlig. Og hvis når denne grundlæggende kærlighed virkelig er til stede, så SKAL VIL jeg osse tro på den. Som den grundlæggende præmis, jeg lever min tilværelse på. Som det par briller, jeg hver morgen vælger at tage på. Fordi alle andre valg er vejen lige lukt ud i smerten, meningsløsheden - kynismen og kulden.

Bevares. Jeg ved da udmærket godt, at jeg må gi' det lidt tid - gi' mig selv en chance. Den slags synker ikke bare sådan uden videre ind, når man i årevis hele sit liv har frygtet noget andet eller ligefrem taget for givet, at kærlighed ikke var til at stole på. Men jeg finde derhen... Ellers krakelerer hele lortet med et smæld. Og det vil jeg ikke tillade - slet ikke så tæt på målet.

Med de tillidsfulde positive briller på plads på min alt for vagtsomt snusende næsetip, så bør det ikke længere være nødvendigt at klamre mig til nogen som helst. Heller ikke kæresten. Jeg er nået frem til, at det føles uværdigt...

... når jeg altid tror, at jeg vil en mand mere, end han vil mig
... når jeg dybest set altid tænker (ikke med ord, det er meget mere ubevidst, meget længere inde end ord kan række), at før eller siden går forholdet i stykker
... når jeg føler mig så afhængig, og så snart jeg er i parforhold ikke heeeelt synes, at de oplevelser, jeg har på egen hånd, har værdi
... når jeg ikke kan acceptere/respektere hverken hans eller mit eget behov for fred og alenetid nu og da
... når afsked med en kæreste altid slår mig ud i en grad, så jeg slet ikke kan fokusere eller tænke rationelt

Jeg læser disse udsagn og gyser. Jeg véd jo godt, hvad jeg ville sige, hvis det var en veninde, der kom og sagde sådan her om sit liv til mig...
For de udsagn om hvordan det er at være mig udspringer jo dybest set alle af forestillingen om/følelsen af/frygten for ikke at være elsket (uforbeholdent) og om at være hunderæd for at miste og stå alene tilbage.

Og ved I hvad? Jeg er træt af det. Træt. Ind til benet! Jeg vil så gerne det sidste stykke vej. For jeg véd altså, at ham her er den rigtige. Han er god for mig og ved mig. Han er sund.

Jeg må lære at holde ørerne lige i munden og ret kurs, tage den dybe indånding og sige til mig selv, at kærlighed osse indebærer adskillelse og afstand, og at når Skuldrene siger farvel og vinker til mig eller jeg siger farvel til ham, så er det ikke min mor, der står dér på banegården og bliver mindre og mindre, idet toget sætter i gang. Og Skuldrene siger ikke farvel for at straffe mig, og han behøver ikke alenetid, fordi jeg har gjort noget galt og er en elendig kæreste.

Min mor sagde ganske vist, at vi var nogle skuffende børn, mig og min bror, og at det var derfor, hun ikke kunne holde det ud og forsøgte at tage livet af sig. Men hun mente det ikke. Alt var forfærdeligt for min mor dengang. Fordi hun var syg i sjælen og reagerede på noget, hun troede var os, var virkeligheden. Det var forkert af hende at sige det. Meget forkert. Og sårende indtil det ubærlige. Men det var ikke sandheden. Hverken om hende. Om os. Eller om mig og mit liv som voksen.

Og min mor og min far har lige fortalt mig, de holder af mig uanset hvad. Og det har Skuldrene osse. Mange gange. Så nu vil jeg altså gerne lytte til fornuften og ha' ryddet op i erindringens skuffedarium. Visse skuffers indhold er ærligt talt ikke værd at gemme længere...

Lommen - det bliver noget af en fest, det her...

Disclaimer: Jeg ynder jo at bruge min blog til at konfrontere mig selv. Som osse set her på bloggen, har én af mine personlige tag lines i mange år været hellere konfrontation end frustration (nogle gymnasievenner fandt på den og indføjede den i min blå bog op til studentereksamen). Og selv om jeg faktisk har en humor og en - temmelig veludviklet - fjollet side, så er det (indrømmet!) ikke den, der er bedst repræsenteret her på siden i øjeblikket (som svar til eventuelle nysgerrige, der har gjort de samme iagttagelser som jeg selv... :-)) Når jeg hopper ned i Baglommen, er det (tit) for at reflektere lidt over mig selv. Lev med det.

8 Comments:

Anonymous beo sagde...

Hep :-)

31 maj, 2007 18:29  
Blogger Lizelotte sagde...

Jeg synes at din veludviklede humor stikker næsen frem, selv i dine mest alvorlige indlæg.

Den ses i din evne til at smile - omend lidt bitter-ironisk - af dig selv nogen gange. For selvom det måske er den slags smil, så er det altså bedre end suk og klage.

Måske slår du også dig selv lidt i hovedet med den humor nogen gange. Men kærligt, tror jeg. Det gør ikke noget. Uden den distance, den humor, bliver alting kvælende.

...og det er dine indlæg aldrig.

Keep truckin' ...

31 maj, 2007 22:20  
Anonymous Kontorchefen sagde...

Han elsker dig, du elsker ham. Man skal godt nok være kold hvis man fornægter kærligheden og lysten til at dele livet sammen, pga frygt for at ende som en kedelige husmor. Ta da livet og kys det sammen med ham, spring alt hvad du kan, drop analyserne.
Jeg er sikker på du holder fast i din kvindelighed helt automatisk. Du er dig. Heldigvis, GOD WEEKEND, - jeg mener det helt sikkert kun godt. Og ikke irettesættende eller belærende. :-)

01 juni, 2007 14:24  
Blogger Pernille sagde...

@Beo:
Min yndlingshepper! :-)

@Lizelotte:
Nej, hvor din kommentar varmede! Blev rigtigt, rigtigt glad for den!

@Kontorchefen:
"Ikke belærende" skriver du godt nok som forbehold. Nej, måske ikke. Men ikke desto mindre synes jeg faktisk i høj grad, at din kommentar lyser langt væk af, at du enten ikke har læst eller osse ikke har fattet et dyt af de seneste par indlæg her på bloggen. Og derfor irriterer/provokerer det mig faktisk, at du kan skrive, at det hele er såre simpelt, når bare man elsker hinanden. Gu' er det ej.

Som du kan læse dig til både i de seneste indlæg og på min blog i øvrigt, så har jeg en opvækstmaæssig bagage, der stadig sætter min evne til at ha' tillid til kærligheden på en meget, meget hård prøve. Jeg gemmer mig ikke bag bagage. Jeg udfordrer den. Men det ER svært. Og det handler en del af mine blogindlæg om - kampen for at lade troen på kærligheden vinde. Og for mig er den altså nøjagtigt så kompliceret, som jeg her beskriver den.

Og jeg har endda en psykologs ord for, at jeg klarer det rigtigt meget bedre end gennemsnittet med min baggrund - ironisk nok netop pga de mange analyser, som du betegner dem. Du har ret i, de ikke altid gør gavn i for store mængder. Og i det daglige regulerer jeg det nu okay, synes jeg. Selv om indtrykket, du får via bloggen, måske er et andet. Det er, fordi det hjælper mig at bruge bloggen til at læsse af på, og det kan måske gi' et lidt skævt billede.

For små mængder (af analyser) fører til gengæld ofte til manglende selvindsigt og folk, der aldrig når nogen vegne, fordi de ikke kan gennemskue, at de klovner rundt i de samme destruktive handlingsmønstre livet igennem...

01 juni, 2007 17:27  
Anonymous Kontorchefen sagde...

Undskyld, jeg har haft et uretfærdigt nemt og problemfrit liv. Glemmer at langtfra alle har det så nemt. Skal lære ikke at klare andres problemer udfra min næsetip.

01 juni, 2007 19:46  
Anonymous beo sagde...

Kontorchef...tro mig...mine fingre gjorde ondt af iver for at give dig den fortjente røffel som Pernille så gav dig.

MEN...dit svar på hendes røffel viser, at du er et menneske af en vis valør.

Min kompliment.

01 juni, 2007 20:25  
Blogger Pernille sagde...

@Kontorchef:
Lidt ked af, jeg ikke fik svaret dig med det samme her, men jeg håber, du ser kommentaren alligevel.
Vil sådan set bare skrive, at jeg er enig med Beo. Det er ret sejt at ku' indrømme, hvis man måske har været lidt for hurtig ved tasterne og fejlbedømt situationen en smule.

Dét ku' jeg godt lære noget af.

@Beo:
Tak for en sød og behageligt ærlig kommentar. - Og dejligt, at du tør gi' en kommentar til en anden i tråden, selv om vedkommende ikke direkte henvender sig til dig. *Thumbs up*

06 juni, 2007 00:48  
Anonymous Kontorchefen sagde...

:-)

06 juni, 2007 07:42  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home