Det er nu officielt: Mandag begår snart selvmord!
Jeg læste for nyligt, at den ugedag, der sker flest selvmord på, er mandag. Ligesom vi jo alle ved, at de fleste andre ulykkelige eller uretfærdige hændelser og uheld sker om mandagen...
På et eller andet plan får jeg altså så ondt af denne stakkels - evigt udskældte - ugedag.
Herregud, den har jo ikke gjort noget. Dens lod i livet er blot, at den følger lige umiddelbart efter weekenden, som vi alle sammen pakker med aftaler og forventninger. Hvad kan mandag nogensinde blive andet end et antiklimaks?
"Jeg hader mandage!", erklærer folk indestængt arrigt med fråden om munden eller offeragtigt opgivende med tøsefornærmede, udhulede kinder. Uanset hvad: De hader den. Ugens første dag.
Ingen tænker nogensinde på Mandag. Den lever sit eget upåskønnede, sølle liv og forsøger at lade være med at gøre sig (uheldigt) bemærket. Alligevel havner den altid i fedtefadet.
Så snart noget går galt, tjekker folk, hvilken ugedag vi har, og til deres egen bitre og harmdirrende tilfredsstillelse finder de ud af, at det er...: Mandag. Triumf! De vidste det bare! Det hele er Mandagens skyld.
Sådan er det. Og klodsmajorernes skuldre synker altid ned på plads igen, straks de indser dette faktum. Så har de én at skyde skylden på for alle deres ulykker, som de indtil for lidt siden ellers frygtede, at de sku' tage ansvar for.
De er lettede, er de. Uskyldige, magtesløse ofre for Mandagens udspekulerede ondskab og sadistiske humor.
Yeah right!
De eneste forpulede årsager til, at Mandag måske har lidt større sandsynlighed for at blive en lortedag end alle andre, er jo ganske enkelt...
... at vi alle sammen har fartet så meget rundt i weekenden, at vi mandag morgen trænger helt gevaldigt til... weekend og...
... at der er længe til, vi igen kan bilde os selv ind, at vi holder fri og styrer vores eget liv (mens vi jo i virkeligheden allerede er gået i gang med at planlægge alt det, vi skal nå i selvfremstillingens og perfektionismens navn næste weekend).
Gi' nu Mandag plads til at være det, han er:
En bundsolid, stabil kvalitetshverdag, som aldrig kunne finde på at rende med frække aftaler (og altid husker at ringe, hvis han bliver forsinket - hvilket han jo aldrig gør; med usvigelig sikkerhed tager han over, hver gang ham den halvtrætte Søndag må gi' op).
Mandag giver sig ikke ud for at være mere end det, han er. Ikke som forfængelige Torsdag, der hele sit liv har drømt om at være den evigt populære Fredag (og som når Fredag ikke hører det, præsenterer sig for pigerne som Lille Fredag i et desperat forsøg på at imponere). Ej heller er Mandag som den hæderkronede Fredag selv, der aldrig har magtet at stå ved sin forelskelse i Lørdagen. Lørdag, der er så smuk, fordi hun aldrig har træthedsrynker under øjnene. Hun står jo ikke tidligt op om morgenen, men tværtimod er en forkælet dame med et godt sovehjerte og vin til maden...
Gi' nu Mandag noget credit. Han er en sej fyr. På sin egen stille måde.
God (Man)dag til jer alle! :-)
Lommen - jeg er sikker på, at grunden til, jeg sov skidt i nat, er, at... *Ahem* Ikke noget...
NB! Jeg vil meget gerne gøre opmærksom på, at det stadig er kulsort udenfor og ret køligt, men der sidder altså en solsort og synger uden for mit vindue. Tag dén, Fredag!
6 Comments:
Jeg kan altså godt lide mandag... :o)
Personligt er søndag klart ugens værste dag - mandag kommer som en befrier oven på søndagen. Butikkerne har åbent, tog og busser kører oftere og der er med garanti ingen familiære forpligtelser.
Jeg er lidt forvirret over at man kan imponere pigerne ved at præsenterer sig som Lille-"noget som helst" ;)
Men derudover er jeg til dels helt enig :) Mandag er en træls dag. Men så har jeg oplevet man i ren trods, forsøger at bygge mandagsfølelsen op, som får at bevise at den altså godt kan.
I et 2007 hvor toilettet er det nye samtalekøkken, og grøn er det nye brunt, skal vi så ikke blive enige om at mandag er det nye fredag?
*Griner højt af indlægget*
... For det meste kan jeg faktisk godt lide mandage. De er lidt ligesom nytår: NU starter jeg på en frisk, i DENNE uge vil jeg lykkes med det hele og være flittig etc.
Men i de uger, hvor mandag har været en sur pligt og symbolet på behovsudsættelse (vs. weekendens behovstilfredsstillelse eller hvad?!) har jeg haft mandag aften at se frem til: Samba-undervisning med et par gode veninder med efterfølgende sludder over en kop the. Dét gjorde noget godt for mandagen! Så til alle med tendens til blue mondays kan det anbefales med en systematiseret mandags-forkælelses-aktivitet...
Heh, herligt indlæg :D
Personligt har jeg altid haft det sådan at onsdag er ugens absolutte lortedag (og jeg aner faktisk ikke hvorfor). Søndag er altid lidt trist, for man ved at mandag følger efter, så man igen skal tidligt op og på arbejde, studie, etc. Men når mandag først er der, er den jo en dejlig dag. Har aldrig selv haft nogen problemer med mandag.
/Bitten
@Livsnyderen:
Herligt, Lizelotte! Som altid positiv! :-)
@Bloggerella:
Har det faktisk lidt ligesom dig med søndage. Eller rettere: Jeg HAVDE det sådan. Nu tilbringes søndage ofte med kæresten - og dét gør dagen SÅ meget bedre...
@Simon:
Så lærte du (igen) noget på min blog ! :-P
"Til dels helt enig"? Øhm... Gætter på, smileyen betyder, at du godt selv ved, det dér er en fucked formulering? :-) Det er i hvert fald ikke MIG, du så er enig med. Er ved at oprette Mandagenes Befrielsesfront...
P.s. Du glemte at nævne, at mænd i 2007 er de nye kvinder.
@Sine:
Aldeles glimrende perspektiv dér - med nytårsaften, mener jeg. Vil det sige, at du inviterer til fest hver mandag aften, for så er jeg da frisk. Og den billige mousserende vin sælger Fakta jo alligevel året rundt...
Tankevækkende nok holder jeg mig i øvrigt altid laaangt fra nytårsforsætter. Og tilsvarende har jeg heller ingen forkromede målsætninger ved ugens start. I hvert fald ikke mere end ellers. Synes, det virker okay, faktisk... :-)
@Bitten:
Okaaaay! Dén var alternativ! Ugens lortedag er simpelthen i din model placeret MIDT i ugen?!
Ku' det mon tænkes, at forventningen om, at den er en møgdag gør profetien selvopfyldende...?
Send en kommentar
<< Home