Han så mig drukne i en sø - natteindlæg, nu om formiddagen

Midt om natten nu.
Hang i fælleskøkkenet til sent - en flok af Husets piger og kvinder (inkl. jeg selv) har haft bageflip, så der blev storhygget og grinet og snakket mænd og sladret og drukket mælk af kartonen, mens bl.a. en ordentlig stak kanelsnegle forsvandt, og både boller og pølsehorn kom i en dampende varm strøm ud af ovnen.

Mandag er min fagfri aften. Er altid på uni en stor del af dagen, og derfor er det ligefrem legitimt at holde fri fra specialet. Så jeg har stornydt det. Der går efterhånden for længe imellem, at jeg bare hænger i vores køkken...

Well. Omkring kl. ét var jeg helt færdig og måtte i seng. ("Hvorfor sidder du så og blogger midt om natten?", vil den skarpe læser sikkert spørge. Læs nu blot videre og få svaret...)

Lyder sikkert mystisk at jeg sku' være træt så kort efter midnat, men midt i den gigantiske forelskelse jeg oplever lige nu, er det faktisk lykkedes mig, det ellers så inkarnerede b-menneske, at finde en meget stabil døgnrytme. Så jeg er aldrig oppe senere end ni (jaja, jeg véd det godt - rigtige a-mennesker står op senest kl. 7 :-)) og føler mig døden nær af træthed ved midnat. Folk, der har kendt mig længe, vil vide, at denne adfærd er højst atypisk. Men det er faktisk noget nær en velsignelse: Jeg, der i flere måneder pletsov og fuldkommen havde mistet enhver fornemmelse af døgnrytme og evnen til at sove igennem, har nu endelig fundet ro. Om natten...

Well. Det er kort sagt blevet atypisk for mig at være oppe om natten. men hvor er jeg dog glad for, at de kanelsnegle og det gode selskab netop denne nat holdt mig oppe lidt længere end vanligt.

Da jeg kom tilbage til min lejlighed, lå mobilen og summede lystigt på skrivebordet. Og normalt skriver folk altså ikke sms'er til mig kl. brækpose. Tænkte, at det nok bare var en kvittering for en afsendt sms. Men nej. Stor var min overraskelse, da jeg fandt ud af, at det var Skuldrene, som havde skrevet. Om en dårlig drøm. Sms'en var skrevet, et kvarter før jeg så den, så jeg tog en hurtig beslutning og greb knoglen, selv om jeg risikerede at vække ham, hvis han var faldet i søvn igen.

Men han tog den ret hurtigt og var tydeligvis glad for, jeg ringede, selv om han ikke ligeud havde bedt om det. Det var jeg osse, da jeg hørte, hvor blød og sårbar han var.

Han var vågnet helt svedt efter et voldsomt mareridt, stadig med mit skrig i ørerne: Jeg var druknet i en sø, som vi åbenbart sammen skulle krydse.
Han var meget blid og stille og sku' ta' lidt tilløb for at fortælle mig om drømmen, blev meget beroliget af at høre min stemme og vide, at det bare var en drøm, og at jeg var dér endnu. Og jeg blev så rørt og fik sådan en klump i halsen.

Jeg ved, at en mand som han ikke uden videre kontakter en kvinde - kontakter nogen - og fortæller, hvor sårbar han lige pludselig kan føle sig pga denne kvinde, pga denne nogen, så jeg var godt klar over, det var noget meget stort, at han havde skrevet.
At han kan indrømme så menneskelig en sårbarhed, et sådant behov for tryghed... Jamen, jeg smelter altså. Jeg røres i en grad, så jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde har oplevet noget lignende.

Lommen - machoerne kan godt blive hjemme; det her er mod.