Lidt om min mor

Min mor ringede i går.

Hun (med mild stemme): "Det er osse længe siden, du har været hjemme hos os..."

Jeg: "Ja, det er. *Sukker* Alt for længe. Har bare haft så travlt - og alle weekender optaget. Og de sidste dage har bare været noget HØ! Den anden dag sad jeg så oven i købet og græd i bussen...".

Hun (straks på vagt): "Åh nej. Er den gal med dig og [Skuldrenes navn]?"

Jeg (opgivende): "Næææh... Jo, det har været lidt svært. Men det kommer sig egentlig mest af, at jeg er så presset med det åndssvage speciale. Og så bliver jeg helt umulig at være sammen med. ".

Hun: "Jamen, Nille dog. Du har da haft det rigtigt skidt så?" (Glimrende opsummering. Ku' ikke selv ha' ramt det bedre i så kort en formulering).

Jeg: "Naaarh... Det går. Men jo, de sidste dage har ikke været sjove. Men jeg havde faktisk netop tænkt mig at ringe senere i dag og høre, om det ville passe jer, hvis jeg kom hjem i morgen og blev weekenden over..."

Hun (glad): "Ja, dét ville det bestemt! Men hør, skal vi så belave os på, at du osse græder ind imellem, når du kommer herop?" (Frit oversat: "Hvor er du følelsesmæssigt lige i øjeblikket, og hvad har du brug for?" Jeg holder meget af min mors pragmatiske indstilling til emner, mange andre mennesker ikke véd, hvordan de skal tackle).

Jeg (med smil i stemmen): "Ja, det kan jo være svært at sige... Det ka' jo ske, ikke?"

Hun (tænksomt): "Jo, det ka' det jo... Du ska' i hvert fald være velkommen. Menuen står bare på Fars græske frikadeller fra fryseren...".

Jeg (med smil i stemmen og afværgende): "Mor, det lyder fint. Det er jer, jeg kommer for at se. Jeg er dér ikke for at vurdere maden, vel?"

Hun (lidt forlegen, som altid ved den ordveksling): "Det véd jeg godt. Kom endelig hjem. Det bliver godt at se dig!"

Lommen - jeg elsker min mor