At glæde sig til en arbejdsdag

Efter en dag (et helt døgn!!) med brormands BA-projekt og diskussioner vedrørende fx omskrivning af videnskabsteoretisk afsnit og kommaer og fodnoter og Fanden og hans så berygtede pumpestok...
Efter at ha' måtte afvise en veninde på telefonen i går...
Efter farten omkring i byen og efter bagning...
Efter at jeg i går pludselig indså, at det da vist egentlig liiige ville være godt med lidt ro fra Skuldrene og "sku' vi ikke bare vente med at snakke til vi ses?", samtidig med at jeg som altid elskede at snakke med ham...
Efter en grædende veninde i telefonen (hun kom forbi senere)...

Efter alt dette...

... gik det for alvor op for mig: I øjeblikket ved jeg hele tiden, hvad jeg skal - og jeg skal meget. Vil meget. Helst det hele. Jeg er hele tiden på vej. Og jeg er ved at ha' nået den grænse, hvor jeg ikke længere glæder mig over de af aftalerne, som egentlig bare burde være hyggelige. I stedet sidder jeg og tænker på det næste, jeg skal nå, og hvordan aftaler og gøremål passer sammen.

*Fallitlyden fra Lykkehjulet*

Dét gider jeg bare ikke!! Det er for dumt. Der er masser - masser! - at glæde sig over i mit liv for tiden. Det skal ikke gå upåskønnet hen! Det skal ikke sjofles på den her måde.

Så i morgen er der dømt en dag med... arbejde, ganske vist... men det bliver hjemme ved skrivebordet. Alene. Og det bliver med tid til en gåtur ved en - sikkert - gråvejrsgrå sø og frisk vind i hår og lunger og tyk sweater på. Den eneste aftale i løbet af dagen er med en vaskemaskine eller fire.
I morgen aften er der så oven i købet én til at putte mig kærligt...

Og allerede fra i næste uge er der igen luft i kalenderen, fordi jeg har husket at planlægge efter, at hvert minut helt ikke skal være... nuvel... planlagt.

Lommen - jeg glæder mig til min arbejdsdag, glæder mig til at glæde mig :-)