Et liv uden hud part II

Der manglede en vigtig pointe i forrige indlæg. Men jeg lod være med at tilføje den, fordi jeg syntes, I sku' ha' posten, sådan som jeg havde skrevet den. Men der skete noget meget vigtigt i de par døgn, der gik, fra jeg havde skrevet teksten, og til jeg lagde den på min blog...

Efter at ha' skrevet posten, arbejdede min underbevidsthed nemlig på højtryk - det var helt tydeligt for mig. Og jeg havde en stærk fornemmelse af at være så tæt på kernen i mine problemer, som jeg kunne komme uden ligefrem at være nået dertil.

Og da jeg så læste teksten for kæresten, spurgte han pludselig:
"Er det virkelig dét, du går og tror, Pernille? Sku' jeg slå op, hvis nu det viser sig, du ikke får skrevet specialet, eller hvis det ikke bliver så godt? Min søde skat..."

Og så sad jeg ellers og hikstede og tudede den øjeblikkelige erkendelse ud og hørte pludselig mig selv sige, at: "Nej, det er ikke det, jeg tror... Jeg tror på dig. Det gør jeg. Men hvad med mine forældre? De har endda støttet mig økonomisk, og... de vil bare blive så skuffede og vrede, tror jeg... Men især skuffede."

Jeg forstod kort sagt, at mit speciale var blevet til den test, jeg skulle bestå for at bevise, jeg var kvalificeret til deres kærlighed.

Kæresten var rystet og meget, meget medfølende.

"Pernille, du må snakke med dem - eller skrive det brev, du har snakket om, eller... Jeg er helt, helt sikker på, det ikke forholder sig, som du siger. Og det er da frygteligt for dig, at du går og tænker sådan!"

Og da han sagde det, var min umiddelbare følelse, at jeg aldrig ville kunne spørge min far og mor: "Vil I stadig holde af mig, hvis jeg fejler? Vil I lade være med at fordømme mig og håne mig og synes, jeg er håbløs?" For tænk sig... Hvis nu... *Gulp*

Ikke desto mindre vidste jeg osse, at det var dét, jeg havde brug for. De var de eneste, hvis stemmer kunne modsige den tunge, tunge følelse, jeg havde indeni. Men jeg må indrømme, jeg alligevel blev meget, meget overrasket - over mig selv, over dem og over følgevirkningen.

Søndag morgen - dagen efter snakken med kæresten og skrivningen af 1. del af dette - stod jeg pludselig i mine forældres halvfjerdserbrune køkken og græd, mens jeg spurgte min far, om han overhovedet forstod, hvorfor det speciale blev udskudt og udskudt. Om han forstod, hvad jeg var bange for. Og da han som ventet svarede nej, væltede det bare ud:
"Hva' nu hvis...". "Jeg er bange for, I ikke synes, jeg er god nok...". "Jeg har altid frygtet at...".

Jeg tør godt sige, jeg sjældent har set min nordjyske knudede farmand så forbløffet. Han kom til at smilegrine på den dér måde, som man gør, når man simpelthen er så overrasket, at man ikke helt ved, hvilket ben man skal stå på. Jeg vidste godt, at han ikke grinede ad mig.

Han krammede mig længe, længe og sagde så: "Dét kan jeg forsikre dig om, Nille: Sådan ser Mor og jeg slet ikke på det. Vi vil være ked af det for dig, fordi du så gerne vil, men vi har slet ikke tænkt tanken, at du kunne gøre noget, som sku' gøre, at vi... ville slå hånden af dig (her så han helt forskrækket ud ved sit eget ordvalg) eller se ned på dig eller sådan noget. Vi holder så utroligt meget af dig, speciale eller ej! Og altså... hvis du er bange for det dér med job uden speciale... en pige som dig er der mange arbejdsgivere, der gerne vil ha'. Dét er helt sikkert."

Tænk at min far går rundt og synes sådan...

Gjorde alt, hvad jeg overhovedet kunne for at lagre ordene og suge næringen fra dem og ud i alle fibre i kroppen. Så jeg aldrig glemmer dem igen.

I det samme kom min mor ud i køkkenet og blev hurtigt sat ind i situationen, og hun grinede osse sådan lidt "Nille, hvordan ka' du dog tro det?"-agtigt, mens hun rystede kærligt, medfølende på hovedet. Og hun sagde cirka det samme som min far og tilføjede: "Vi ved, hvor du kæmper med det. Du gør dit bedste. Og går den ikke, så er du jo stadig vores pige. Sådan er dét."

Og det må ha' været lige, hvad der sku' til. For allerede om aftenen skrev og skrev jeg. Og for første gang er der nu gjort alvor af truslen om at slæbe den bærbare med hen til kæresten. For arbejdes. Dét skal dér. Og jeg er ikke bange mere. Lidt nervøs, måske. Men jeg er ikke bange. Jeg ved, at jeg kan beholde alt, hvad jeg har uden specialet. Og vinde alt muligt ved at skrive det.
Jeg ved pludselig, at jeg ved en masse. Og større er det speciale altså heller ikke. Win win situation.

Så jeg BLIVER færdig, Beo! :-) - 1. oktober. Stol på det.

Lommen - tegn et nyt landkort: Mount Everest har flyttet sig...