søndag, maj 13, 2007

Børn og døden: Om naturlige konsekvenser

Jeg tror, de fleste bloggere kender det...

Der er nærmest en hel bunke af indlæg, som står på nakken af hinanden for at blive skrevet - så mange dybt personlige følelsesglimt og associationsrækker, der kunne lægges ud til (halv)offentligt skue. Men man ved ikke helt, og kunne andre ha' noget ud af at læse det - og tør man egentlig og alt det dér?
Nu får I dem i korte træk og hulter til bulter. Med et passende mål af distance og samtidig lige tilpas tæt på. Så må vi se, om I kan leve med det...

Ét indlæg handler om at være uvant meget i tvivl om en stor beslutning - at træffe et valg ene og alene på mavefornemmelsen, selv om alt "rationelt" taler imod og alle éns nære fraråder det. At vide, at tilværelsen vil blive ganske og aldeles uudholdelig i mange, mange måneder, hvis det vitterligt er det forkerte, man gør.
Det indlæg ville blive et tilbageblik og ende med en triumferende konklusion: Jeg forstod jeres bekymring, men jeg gjorde det rigtige. Jeg er blevet så lykkelig pga det valg. Jeg blev lykkelig af at turde... Nu må jeg forsøge at finde ud af, hvordan jeg bliver ved med at turde leve med det lykkelige valg, for jeg kan slet ikke uden...

Et andet handler om noget, jeg kun langsomt er ved at vedkende mig: Lysten til at få børn. *Gulp* It's out in the open! Jeg er én af dem. Én af de kvinder, som jeg for bare et par år siden ingen - absolut ingen - connection følte til. Jeg ku' ikke relatere til, hvad det fantastiske ved et lille gylpende, grædende, hylende væsen dog kunne være - egen produktion eller ej. Men nu...

Stadig er der et godt stykke vej - jowjow. Jeg skal ha' afsluttet udddannelsen, ha' fundet job og bolig og sådan. Men det lysner forude mht alle disse praktiske ting. Og skåret helt ind til benet er faktum meget enkelt: Jeg føler mig vist lige straks parat oppe i hovedet.

Jeg kan - endnu til min egen forskrækkelse/overraskelse - mærke det gibbe i mig, når venner og bekendte bliver gravide, når jeg ser en lille trold i miniaturebukser og med store, klare øjne i et lille rødkindet, snotnæset ansigt. Når jeg ser småbitte ben, der prøver at følge med de voksnes lange på gaden. Og jeg kan mærke, hvor blød, jeg bliver indvendig, når kæresten ser lige så blød ud ved synet som jeg og med fast stemme erklærer, at børn vil han helt sikkert ha'.

Jeg har på det sidste taget mig selv i at overveje, hvordan jeg egentlig vil opdrage mine børn, hvad jeg vil gøre anderledes ift mine egne forældre (og ikke mindst hvad jeg gerne tager med mig fra min barndom). Jeg har forestillet mig, hvor dejligt det kunne være at dele dette - som jeg ser det, den største oplevelse af alle - med den, jeg elsker. Jeg har prøvet at forestille mig mig selv som mor. Og pludselig er det ikke så svært, selv om det stadig osse er... skræmmende.

Og jeg husker min egen mors udsagn om, at hun egentlig aldrig havde gået og drømt om at blive mor, men at hun med ét, da hun rundede de tredive, nærmest ud af det blå blev klar over, at nu sku' hun ha' børn, og det ku' kun gå for langsomt...

Der er osse en blogpost om ikke længere at være bange for at stå ved sig selv... Om ikke længere at være så bange for, at andre ikke synes om én, hvis man synes noget andet end dem og vælger anderledes, end de ville ha' gjort. Om at turde sige nej uden at forklare sig - om faktisk snarere ikke at turde at lade være med at sige nej, hvis det er dét, man føler for...

Og så er der en post om mine tilbagevendede tanker om døden, som pludselig har indfundet sig i løbet af det sidste halve års tid.
Grin I bare, måb, ryst på hovedet. "Herregud, kvinden er ikke engang tredive, og så tænker hun på døden! Nu må du holde op, Pernille. Carpe diem og alt det dér." Men det gør jeg altså - tænker over, at vi kun er her på lånt tid - selv om en anden del af mig gør, hvad der kan gøres for at skyde disse tanker væk. Måske fordi der pludselig er så meget, der gør det værd at være her, så mange brikker, der er faldet på plads. Så mange perspektiver der er i forandring. Måske er disse tanker den naturlige konsekvens? Banen kridtes op: Med lidt held har du tres år tilbage, Pernille. Hvordan vil du udnytte dem?

Jeg er kort sagt begyndt at tænke meget over, hvad jeg vil - og ikke vil. Hvad jeg ønsker mig af mit liv. Og så er vi faktisk tilbage ved denne blogs oprindelige, storladne tag line:

Livsfilosofi - bare et greb i Baglommen

Lommen
- hvis refleksioner kører i de samme cirkler livet igennem, må man i det mindste håbe, at cirklerne bliver større...

3 Comments:

Anonymous Maria B. sagde...

"Don´t mention the dead" - nej interessant, filosofisk indlæg.

13 maj, 2007 21:48  
Anonymous Szabo sagde...

Sikke mange emner på én gang.

Dog er der to jeg rigtigt kan relatere til: Det lyder latterligt, men efter at jeg har fået kat, er jeg blevet en anelse mere motiveret til at få børn. (det er kæresten dog IKKE)-men jeg tænker bare, at når jeg kan gå op i puttekroge, legetøj og kattebakker, så kan jeg vel også gå op i mit eget barns interesser, og det har indtil nu været den største hindring for mig. Ikke at jeg er nået helt op på dit trin på stigen, men jeg kan godt relatere til, at man føler sig mere og mere klar.

Døden er ikke underligt at tænke meget over, det tror jeg da alle gør. Langt de fleste har bare svært ved at sætte sig ned og snakke om den, fordi det er sådan en uhåndgribelig størrelse. Jeg synes det lyder ganske godt, indimellem at tænke over, at ingen er garanteret at blive 80+ og at man hver dag kan falde død om. Om der så kommer noget carpe diem ind i det, ved jeg ikke...

13 maj, 2007 22:07  
Blogger Mie sagde...

Hææ.... dén der jeg-er-vist-klar-gisp!-fornemmelse indfandt sig hér, da jeg havde sundet mig over "bare at vide", at jeg virkelig har fat i noget af det helt rigtige med ham der gutten dér :-)

Samme same??

14 maj, 2007 11:19  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home