lørdag, maj 05, 2007

Tombola

Somme tider er det altså, som om jeg trækker mit humør i en stor, rød tombola* à la den, der fandtes til min barndoms sommerfester i børnehaven...

Kan godt være, det er det skønneste vejr i dag. Kan godt være, jeg har sovet 9-10 tunge timer i nat, kan godt være, at Skuldrene skrev søde godmorgen-sms'er, selv om han endda er på buddy-weekend hos en ven. Det kan osse godt være, jeg skal ind og se Ørkenens Sønner med Bedstevennen i aften (hvilket jeg har glædet mig til i flere måneder nu), og det kan osse godt være, at den græske nabo var i hopla ude i fælleskøkkenet for lidt siden og virkelig ikke kunne forårsage dårligt humør...

Men jeg har åbenbart trukket en af nitterne i humør-tombolaen i dag.

For jeg er mut og indelukket og irritabel og bliver endnu mere irriteret, hvis nogen griner for højt eller på anden måde viser, at de lige p.t. finder tilværelsen ukompliceret. Og så bliver jeg endnu mere ærgerlig. På mig selv. For hvorfor skal jeg være sådan en tørvetriller, når der overhovedet ikke er noget at trille tørv over?

Lommen -
må altså se at komme ind i den dér kamp, som alle snakker så meget om, før det her bli'r det rene luksus-navlepiller-klynkeri...


* Sorry folks, men der bliver altså ikke noget af at udtale det her ord med tryk på anden stavelse, så det lyder som noget, der skal være med til at underholde kvæghandlerne på Hjallerup Marked. Det hedder TOMbola (fordi det oprindleigt er italiensk!) Godt så!

6 Comments:

Anonymous beo sagde...

Hmm...

05 maj, 2007 16:59  
Blogger Lizelotte sagde...

Du tumler jo rundt med nogle store følelser og forandringer for tiden, søde Pernille. Det trækker tænder ud, og så er det ok at have en time-out-dag.

Stort moderligt kram fra trekantområdet (og det er STADIG ikke spor frækt...)!

05 maj, 2007 19:35  
Blogger stinekp sagde...

Ad Liselotte:
Det er en "transition period" at afslutte sin uddannelse, der bringer mange andre store eksistentielle spørgsmål i set kølvand. Det kommer faktisk lidt bag på mig. Man hører altid om teenageårernes overgangsperiode, men jeg har aldrig rigtigt læst noget om den vigtige eksistentielle del af at afslutte uddannelsen: hvor flytter man hen? Sammen med kæresten? Hvor skal man arbejde? Hvilken type arbejde? Hvilken retning skal mit liv tage nu? Er jeg ung eller gammel? Frimodig og fri eller ansvarlig..bl.a., bl.a....

Hvordan oplevede i andre, der forlængst har afsluttet uddannelse og sidder i job det?

Og så vil jeg lige tilføje at her i Esbjerg siger vi altså tombooooola, ligemeget hvad i smarte kjøwenhawnere mener - basta! :-)

06 maj, 2007 11:51  
Blogger Lizelotte sagde...

Stinekp, da jeg blev færdig med min uddannelse var jeg alenemor, og jeg skulle have et job i en fart, så jeg kunne forsørge mig selv og den unge mand (dengang 2½ år).

Så mine eksistentialistiske kvaler var ikke så store. Jeg vidste bare, at jeg ikke ville helt til Sjælland efter arbejde, da min familie alle boede i midt/ nordjylland.

06 maj, 2007 20:20  
Anonymous toke sagde...

@Stine: Da jeg blev færdig med studiet havde jeg allerede gjort mig en del tanker om arbejde. Dog ikke så meget hvad jeg ville, men mere hvad jeg IKKE ville. Jeg vidste dog også at jeg havde brug for en pause, hvor jeg ikke havde noget arbejde og ikke noget skole, et resultat af at jeg var gået den direkte vej igennem.

Jeg tror altid ens liv vil komme til overvejelse efter en "transition period" som du kalder det. Det at der sker en masse ting måske rent fysisk i din dagligdag vil nemt lede til at man også begynder at overveje en masse andre ting i sit liv. Det er i hvert fald det jeg har oplevet.

Mit jobskifte nu her har egentlig også været præget af, at jeg ville væk fra de arbejdsgange som herskede på mit gamle arbejde. Selvfølgelig er der også noget overvejelse om at jeg mente det ville være spændende at kaste mig over det jeg nu skal beskæftige mig med, men det er altså også for at se en anden side af arbejdsverdenen og prøve lidt "change of pace".

06 maj, 2007 22:28  
Blogger Pernille sagde...

@Beo:
Undrer mig somme tider lidt over, hvad du får ud af at skrive en kommentar som den, du skrev her... Du er ikke den eneste, der gør det. Men måske den eneste, jeg ku' lokke et godt svar ud af? *Ikke fornærmet ment*. Kommentarer er jo velkomne, (så længe de blot ikke er personligt fornærmende), men jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skal bruge et "hmm" til og kan ikke helt se, hvad det mon gav dig at skrive det?

@Lizelotte:
Ja, du har nok ret - måske var det dét, der skete? Måske skal jeg bare acceptere, at hele følelsesregistret osse lige skal nå at følge med og derfor går lidt i strejke og kræver tid og ro til at fordøje... Det virker sandsynligt.

@Stine:
Er lidt forvirret over, hvor din - i øvrigt udmærkede - kommentar om uddannelse og afslutning heraf kommer ind i billedet ift mit indlæg. Det er et interessant spørgsmål du rejser, men jeg synes ikke rigtigt, det er dér, jeg er.
At tænke over, hvad jeg erhvervsmæssigt skal og hvorfor og hvornår og hvordan... Dét kan sgu altid komme! :-)

Jeg tror mest, dette indlæg blev til, fordi - som Lizelotte osse er inde på - jeg oplever nogle virkeligt store (og DEJLIGE!) følelsesmæssige forandringer for tiden, og dejligheden til trods er det osse nu og da lidt skræmmende og gyngende grund for mig. og når det hele "gynger lidt", kan man jo godt komme til at føle sig trist i stedet for måske bare at forstå, man er forvirret og huske, at den slags forvirring går over, hvis man man slapper lidt af. :-)

07 maj, 2007 19:08  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home