Man sku' ha' været en snegl - eller sku' man?

Til aften var jeg ude at gå mig en rigtig regnvejrstur. Sådan én hvor regndråber lander i vandpytter, og der breder sig små ringe i vandoverfladen. Sådan én hvor man kan høre silen og plasken og løben og klukken fra vandet - mod trækroner, i vandløb og fra hunde, der ryster sig lige op ad deres ejer.

Og dér, midt på stien, opdagede jeg pludselig en vinbjergsnegl, der ligesom jeg var ude at nyde en spadseretur helt alene i det fugtige vejr. Jeg var tæt på at træde på den, men heldigvis undgik jeg lige akkurat at kvase dens overdådige hus, der sikkert rummede indtil flere badeværelser med jacuzzi samt et dejligt samtalekøkken...


Jeg bøjede mig ned og fik med to fingre fat om den overdådige mahognifarvede bolig, og sneglen trak sig forskrækket tilbage. "Bare rolig", havde jeg lyst til at hviske, "jeg gør dig ingenting. Jeg vil kun hjælpe dig." Og dét gjorde jeg så. Ved at placere den ude i den våde skovbund ved kanten af stien, hvor ingen ville komme til at træde på den.

Og så var det, jeg kom til at overveje:
Tænk hvis der nu og da var en eller anden med et større overblik end menneskets, som kunne se, at man var på helt gale veje i sit liv, og at man udsatte sig selv for alt for stor fare eller ganske enkelt bare var på vej et helt forkert sted hen...
Tænk hvis nu en kæmpe hånd sådan kunne komme og løfte én op og skubbe én på plads. Lige rykke én de dér få meter, der somme tider skal til for at man ikke ødelægger sine egne muligheder fuldstændigt.

Men det er der ikke nogen, der kan. Allerhøjst kan man se sig tilbage og bagklogt konstatere, hvor man burde ha' trådt anderledes. Eller man selv eller éns nære kan gi' deres bud på, hvordan de tror, at stien og omgivelserne - og de farer, som måske lurer dér - måske ser ud.

I øvrigt bliver man jo knageme osse så irriteret, de gange hvor - især - forældre forsøger at gøre én til en vinbjergsnegl, ikke...?

Lommen - ikke andet at gøre end at satse