Nye briller eller: Jeg er træt af at være afhængig
Nu er det lige straks fredag, og når det er fredag, er det osse snart weekend, og i weekenden fester man. Derfor er det godt med nogle idéer til temafester - osse selv om selve konceptet temafest vel egentlig i sig selv er et retrotema ("super 90'er!")...
Min personlige temafest holdes denne gang over emnet kæresteafhængighed. Jeg er sikker på, man kan lave nogle monsterflotte hatte og kjoler over det emne... Mon ikke osse, der er masser af dansabel partymusik, der kan gå i denne kategori med klæbrige tekster om, at man ikke kan leeeeeve uden ham dér den udvalgte? - Ja, faktisk begynder man at savne ham, hvis bare han går på wc... :-S
Spøg til side.
Sagen er: Jeg kigger mig over skulderen og ser to liv med samme hovedperson: Ét liv hvor en helt vildt udadvendt, aktiv kvinde stormer rundt til diverse aktiviteter, snakker meget og spørger meget ind, laver meget sjov og ballade, er meget nærværende overalt, hvor hun kommer frem og på den konto får en hel del rigtigt gode, nære venskaber. Jeg ser en kvinde, der styrer sit liv helt selv, selv prioriterer, sætter sig mål og tør sætte noget på spil.
Og så ser jeg et andet liv og en anden kvinde...
En kvinde, der knytter sig så hurtigt til en mand, at hverken han eller hun selv kan trække vejret. Jeg ser en kvinde, der indpasser sig, vil gøre alt for at kunne være sammen med kæresten, ikke længere finder værdi i alle de ting, hun foretager sig alene, og hellere dropper egne aktiviteter, hvis det betyder, at hun kan være mere sammen med kæresten. Bliver afhængig. Hende her er ofte ensom, føler sig mindreværdig og lidt ynkelig. Og hun sidder tit og kigger misundeligt beundrende over på den anden kvinde og kan simpelthen ikke forstå, hvordan hun gør det - det dér med det aktive, glade, stærke liv.
Pudsigt nok dukker dette op i en periode, hvor jeg har det bedre end nogensinde på kærestefronten. Måske fordi jeg kan se, at en slags løsrivelsesproces er, hvad der skal til, før jeg kan være tæt? Et sidste afgørende skridt hen imod at ha' det godt og være i balance.
Der er så meget andet, som er blevet bedre, i mit parforhold og i min tilværelse i øvrigt. Nu vil jeg gerne de "sidste" grundlæggende konflikter, der er imellem Skuldrene og mig, til livs. Jeg føler i høj grad, at disse konflikter skyldes mig og min manglende evne til at gi' slip, gi' plads, acceptere grænser, hvile i det og mig selv og hvad det ellers alt sammen hedder...
Måske er det noget med, at jeg jo pludselig fandt ud af, at mine forældres kærlighed er uforbeholden (ja, jeg véd godt, jeg lovede ikke at skrive om det denne gang, men på min blog bestemmer nu jeg...).
Jeg tør pludselig hæve mig lidt op over det hele - se på mig selv lidt mere distanceret og være ærlig. Og
Bevares. Jeg ved da udmærket godt, at jeg må gi' det lidt tid - gi' mig selv en chance. Den slags synker ikke bare sådan uden videre ind, når man
Med de tillidsfulde positive briller på plads på min alt for vagtsomt snusende næsetip, så bør det ikke længere være nødvendigt at klamre mig til nogen som helst. Heller ikke kæresten. Jeg er nået frem til, at det føles uværdigt...
... når jeg altid tror, at jeg vil en mand mere, end han vil mig
... når jeg dybest set altid tænker (ikke med ord, det er meget mere ubevidst, meget længere inde end ord kan række), at før eller siden går forholdet i stykker
... når jeg føler mig så afhængig, og så snart jeg er i parforhold ikke heeeelt synes, at de oplevelser, jeg har på egen hånd, har værdi
... når jeg ikke kan acceptere/respektere hverken hans eller mit eget behov for fred og alenetid nu og da
... når afsked med en kæreste altid slår mig ud i en grad, så jeg slet ikke kan fokusere eller tænke rationelt
Jeg læser disse udsagn og gyser. Jeg véd jo godt, hvad jeg ville sige, hvis det var en veninde, der kom og sagde sådan her om sit liv til mig...
For de udsagn om hvordan det er at være mig udspringer jo dybest set alle af forestillingen om/følelsen af/frygten for ikke at være elsket (uforbeholdent) og om at være hunderæd for at miste og stå alene tilbage.
Og ved I hvad? Jeg er træt af det. Træt. Ind til benet! Jeg vil så gerne det sidste stykke vej. For jeg véd altså, at ham her er den rigtige. Han er god for mig og ved mig. Han er sund.
Jeg må lære at holde ørerne lige i munden og ret kurs, tage den dybe indånding og sige til mig selv, at kærlighed osse indebærer adskillelse og afstand, og at når Skuldrene siger farvel og vinker til mig eller jeg siger farvel til ham, så er det ikke min mor, der står dér på banegården og bliver mindre og mindre, idet toget sætter i gang. Og Skuldrene siger ikke farvel for at straffe mig, og han behøver ikke alenetid, fordi jeg har gjort noget galt og er en elendig kæreste.
Min mor sagde ganske vist, at vi var nogle skuffende børn, mig og min bror, og at det var derfor, hun ikke kunne holde det ud og forsøgte at tage livet af sig. Men hun mente det ikke. Alt var forfærdeligt for min mor dengang. Fordi hun var syg i sjælen og reagerede på noget, hun troede var os, var virkeligheden. Det var forkert af hende at sige det. Meget forkert. Og sårende indtil det ubærlige. Men det var ikke sandheden. Hverken om hende. Om os. Eller om mig og mit liv som voksen.
Og min mor og min far har lige fortalt mig, de holder af mig uanset hvad. Og det har Skuldrene osse. Mange gange. Så nu vil jeg altså gerne lytte til fornuften og ha' ryddet op i erindringens skuffedarium. Visse skuffers indhold er ærligt talt ikke værd at gemme længere...
Lommen - det bliver noget af en fest, det her...
Disclaimer: Jeg ynder jo at bruge min blog til at konfrontere mig selv. Som osse set her på bloggen, har én af mine personlige tag lines i mange år været hellere konfrontation end frustration (nogle gymnasievenner fandt på den og indføjede den i min blå bog op til studentereksamen). Og selv om jeg faktisk har en humor og en - temmelig veludviklet - fjollet side, så er det (indrømmet!) ikke den, der er bedst repræsenteret her på siden i øjeblikket (som svar til eventuelle nysgerrige, der har gjort de samme iagttagelser som jeg selv... :-)) Når jeg hopper ned i Baglommen, er det (tit) for at reflektere lidt over mig selv. Lev med det.