Hold op med det!

Hm... Omkring nytår var nærmest alle mine venner af begge køn singler. Og ih, der var en sukken efter kærestemateriale, så man gør sig ikke begreb om det. En overgang handlede alle samtaler - alting - nærmest ikke om andet. End parforhold. Og kvinders forestilling. Om mænd. Og omvendt. At tale om det var et surrogat for det, vi ikke kunne få.

I min vennekreds (sikkert osse i mange andre, forestiller jeg mig) er der nogle stykker af dem, man ku' kalde "evigheds-singlerne". Så er der dem, som godt kan banke nogle forhold af en hæderlig varighed på benene, men som så alligevel før eller siden altid bliver gået eller går. Og så er der de par stykker, som man for længst opfatter som gifte par (uden at der skal lægges noget dårligt i dét ;-)) Sidstnævnte har sådan set slet ikke noget med den her sag at gøre. I hvert fald: Der var mange singler. Og somme tider var det en trøst, for så er man jo ikke alene og alt det dér. Men mest af alt syntes jeg faktisk bare, det var lidt tragisk. Fordi det var/er tydeligt, at de her mennesker - når det kommer til stykket - ikke ønsker at leve alene.

Måske var det foråret (som vi i år, forekommer det mig, ventede exceptionelt længe på), der gjorde det, da det endelig viste sig, og træernes blade, pigernes smil og fyrenes biceps endelig sås for fuld power i gadebilledet. I hvert fald fik alle lige pludselig kærester - dér i solskinnet. En af evighedssinglerne tog fx fusen på os alle sammen (og det blev vi glade for) og fandt sammen med ham, hun hele tiden havde gået op og nedad, men som "jo ikke var hendes type". (Yeah, right!)

Der var osse venner, som med stort held rent faktisk støvede en RIGTIG KÆRESTE op ude i byen (ka' man det?), og der var minsandten venner, der fandt sammen med andre af mine venner.

Men nu, hvor sommeren går på held lige om et øjeblik, hvad sker der så? Ja, gæt tre gange! Folk slår op, som var de betalt for det! Og der er tårer, er dér. Og vrede. Og skuffelse. Og flere tårer og mere skuffelse. Og jeg prøver efter bedste evne at feje skårene op og måske klinke dem. Jeg forsøger virkelig at sige det rigtige i de dér situationer, hvor der ikke er noget rigtigt at sige.

Guderne skal (selv om jeg aldrig helt har forstået, hvorfor de ska' blandes ind i noget som helst jordisk...) vide, at jeg denne sommer osse selv har været igennem min del på den konto (først med historien om Ungersvenden, som jeg nu helt bogstaveligt kan smile af, dernæst med ham "Pausefisken", der åbenbart havde et regnskab at gøre færdigt med sin eks). Ingen klager dér. Jeg er blevet lidt klogere - har fx lært at rase ud med det samme. På den sunde måde. I stedet for at trække det i langdrag og skyde såretheden fra mig. Jeg har osse lært at tilgi' - og hold op, hvor det letter. Endelig har jeg lært, at tillid må der til. Er den først væk, kan resten være lige meget.

Men når det gik i kage for mig selv, det dér kærlighed, har jeg i det mindste ku' glæde mig over, at de mennesker, jeg holder af, nu havde fået en chance. - Nogle af dem reelt for første gang nogensinde.

Og så nu - ingenting.

Jeg bliver sgu trist til mode, gør jeg. Hvorfor kommer sådan noget altid i stimer? Æv.

Lommen - ikke ked af sit eget liv, men ærgerlig og trist på andres vegne.