Den menneskelige Buffet

Min bofælle Smilet og jeg har et begreb, vi kalder "Den menneskelige Buffet". Det dækker over det fænomen, at man i et hus som vores, hvor vi bor knap tredive mennesker, til hver en tid kan springe på det sociale liv - det være sig ved at opsøge uforpligtende selskab ude i ét af vores køkkener eller ved at foreslår en eller anden aktivitet.

Nogen, der vil med ud at svømme? Nogen, der vil spille basket eller rundbold? Nogen, der vil grille og drikke sig fulde? Nogen, der vil grille og lade være med at drikke sig fulde, "fordi jeg skal altså til familiefødselsdag i morgen"? Nogen, der vil se film/ordne cykel/med på loppemarked/på shopping/løbe en tur/strikke/sy/male/spille computerspil på netværket/spise morgen-, aftens- eller natmad, sågar frokost sammen/tage på picnic/ha' sneboldskamp/vaske tøj/hjælpe med en computer, der driller/låne mig sin værktøjskasse/sortere tøj og tømme klædeskab/løbe på rulleskøjter? Whatever. Man går aldrig forgæves i Den menneskelige Buffet!

Det sku' være så godt, og dét er det sandelig osse! Men Smilet og jeg er nået frem til, at vores boform bestemt osse rummer et par faldgruber, som det er værd at være opmærksom på. Den her boligform gør nemlig noget ved éns måde at anskue relationer på.

Der sker det, at man i dén grad tager hele den her palet af muligheder for socialisering og hygge for en selvfølge. Man behøver jo egentlig ikke gøre noget aktivt for at møde mennesker. Der er altid nogen i nærheden. Kort sagt skal man passe på ikke at blive lige lad nok. Man kan osse nemt glemme, at vennerne uden for Huset altså ikke er blandt dem, der sidder ude på køkkenet - at man sgu er nødt til at gribe knoglen og kalde til mønstring nu og da. Det er jo ikke sikkert, at gutterne ude på køkkenet egentlig er dem, man helst vil se lige nu, selv om det er nemmest...

En af mine gode venner fortalte engang, at han - da han var flyttet fra sin kollegiebolig - havde siddet i sin lejlighed og tænkt: "Nå, jeg smutter lige ud på køkkenet og sludrer med de andre... Øh... Nååårh, nej!" På det tidspunkt havde han boet for sig selv i knap en måned...

Ikke mindst kan man som beboer i et stort bofællesskab som vores osse glemme at sørge for alenetid! Med store konsekvenser for såvel fællesskabet som én selv. Jeg bilder mig på ingen måde ind, at denne problematik er forbeholdt mennesker i bofællesskaber, men jeg tror, vi er en "højrisikogruppe". :-) Fordelen er, at man lærer hurtigt: Efter maks ét år her, er folk forbløffende gode til at smide høfligheden og uden blusel sige nej til en invitation, de ikke har lyst og/eller overskud til at gå med på. Hvis man skal stikke en (dårlig) undskyldning hver gang, bliver det ganske enkelt for bøvlet for alle parter.

En anden fare er, at man faktisk kan blive lidt... kynisk af at bo sådan her. Eller måske er der bare tale om en nødvendig blaserthed. - En vis distance og upåvirket attitude, fordi man ellers ville blive skør af at ha' så mange mennesker omkring sig hele tiden. Man kan ikke være nær og dyb med tredive andre mennesker, bare fordi man deler køkken med dem. Den menneskelige Buffet er ganske vist åben for alle beboere - men man skal ikke forvente, at der er nogen, der annoncerer efter én, hvis man ikke indfinder sig. Du kan holde dig til, eller du kan blive væk. Der er ingen, der blander sig i det, hvis du ikke er til stede i tre uger. Der er ingen, der savner dig. Du er blot endnu en beboer, og på et tidspunkt flytter osse du jo... Det lyder måske hårdt, men er tæt på sandheden. En nødvendig sandhed, tror jeg. Der er som nævnt ikke plads til lige meget føleri hele tiden... Til gengæld kan du så osse snildt hoppe ind og være med, som om du aldrig havde været væk, når du vender tilbage. Og holder du dig til i buffetten, skal folk osse nok tage godt imod dig.

Tag nu ikke fejl af det: Selvfølgelig er der mange nære venskaber her i Huset. Selvfølgelig er der folk, man sms'er og ringer med, når man er væk i mere end nogle dage. Folk, der banker på og spørger, om man skal ha' noget med nede fra byen, fordi de ved, at man ligger syg. Der er folk, man véd, man kommer til at se mere til, når engang man flytter. Men helt generelt er vi sammen på den uforpligtende måde og hygger os her og nu, uden at der ligger nogen fremtidsløfter i det. Forventer man noget andet, så bliver man skuffet. Jeg tog mit grundkursus i dén disciplin i et andet bofællesskab. Jeg endte med at bestå eksamen og fatte, at det var sådan, det hang sammen. Men det tog dæleme sin tid...

Hm... Gad nok vide, hvorfor jeg tænker sådan i ulemper ved den her boligform? Måske er jeg i gang med at overbevise mig selv om, at det sikkert bliver fint nok at flytte i egen lejlighed til næste år, når jeg er færdig med mine studier? Men ved I hvad? Jeg overvejer faktisk at flytte i... bofællesskab, hvis jeg kan slippe af sted med det... :-) Kan det komme bag på nogen?