Hvis en mand siger "jeg elsker dig", bryder de sammen af angst
Hvis det utænkelige sku' være sket - at du er havnet her i Baglommen for at blive underholdt, må jeg skuffe dig. Gå et andet sted hen. Her er som sædvanlig dødkedeligt. Tag i biografen, få et eller andet rart menneske til at kilde dig, løb en tur eller hvad du nu finder sjovt og/eller afslappende, givende. Whatever.
Hænger du her endnu? Godt så. Du er selv ude om det. Fortæl mig venligst, om du genkender noget i nedenstående! Jeg blev så nedtrykt, da jeg læste det. Er det virkelig sådan, det er fat med os veluddannede, stærke, moderne singlekvinder omkring de 30-35 år? *Allerede nu sidder jeg og vrænger indvendigt ad alle klichéerne, som tårner sig op* Men der var vel en grund til, at jeg bed så meget mærke i nedenstående passage...
"Intellektuelt og praktisk er de unge kvinder opdraget til styrke og selvstændighed, de klarer sig fint, bor alene, uddanner sig og hævder sig netop på de områder, de som børn fik ros for af deres emanciperede mødre. Men det følelsesmæssige, kærlighedsforholdet, har de ikke lært at tackle på samme overbevisende måde. Det er der, deres usikkerhed bor. Deres angst handler om at miste uafhængighed, men også om en manglende accept af sig selv som individer, der er værd at elske.Ordene er Suzanne Giezes og stammer fra bogen: Drømmen om kvinden, s. 218.
Hvis det holder som tendens, og noget kunne tyde i den retning med den udbredte singlekultur vi har fået, har kvinderne kun erobret halvdelen af det, man kunne kalde målet. De er med andre ord lige så "halve" som deres mødres generation, uanset deres powerwoman-image. De har råstyrke til at tage lederposter og jonglere med store budgetter, men hvis en mand siger "jeg elsker dig" bryder de sammen af angst."
Jeg kender kvinder, der reagerer, som det beskrives her. Og jeg har sgu så ondt af dem. Selv er jeg ikke heeelt sådan. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg slet ikke er bange for kærligheden. Ellers ville jeg vel for f... ikke gemme mig sådan. For mig selv og alle andre...
Men nok om mig. Jeg véd, der er mange af netop de veluddannede single-kvinder omkring 30 ude i Blogland.
Og til jer: Har hun virkelig ret??
Lommen - nu igen med overskud til at stille de store spørgsmål
Nedfældet af Lommen kl 00:22
17 Comments:
Om hun har ret? Ja, men der er jo mere til det. Gu' er vi stærke og dygtige, men vi skal altså også samtidig være skarpe på lækkerfronten for at lykkes som feminine, begærbare kvinder.
For at tage brodden af magten og ikke skræmme mændene ad helvede til må vi kultivere den sårbare prinsesse, og det er fanden ren'me svært at gøre uden at give køb på den respekt og power der ligger i at være selvstændig, dygtig, kompetent, ansvarlig, ledende mv.
Vi lever i patriarkatet (nej, der er ingen onde mænd der gør det mod os, det er bare et eksistentielt vilkår) og det bare svært at manøvrere i, for mænd såvel som kvinder, når de traditionelle dyder ombrydes.
Veluddannede kvinder som har kæmpet hårdt for anerkendelsen tror at den forsvinder, hvis man overgiver sig følelsesmæssigt. Det behøver den ikke nødvendigvis at gøre. Men det kræver tillid og mod at turde kaste sig ud i.
Men jeg tror at vide at det kan lykkes.
Jeg tror nu ikke det passer, ihverfald ikke på alle.
Men der skal sikkert være nogen som bryder sammen, hvis man siger det.
Men nogengange behøver man ikke sige noget, så kan man se det i hendes øjne, og bare stå og kigge tilbage og nyde synet.
Hmmm... veluddannet, 30+ og single. Bryder jeg sammen når en mand siger "jeg elsker dig"? Det gør jeg næppe - men...
Jeg har været i forhold, både korte og lange. I dem alle er jeg ikke meget for at slippe kontrollen. Jeg er ikke god til at tage imod kærlige ord, begivenheder, romatik eller små søde indfald. Jeg higer efter at beholde min individualitet og mit stærke ydre.
Jeg kan godt tage imod, men jeg skal vælge det, det kommer ikke naturligt. Nu som single på 3. år efter eget valg kan jeg efter denne læsning godt sidde og nikke lidt genkendende til det. Jeg vælger at være single fordi jeg er bange for at opgive min frihed, min individualitet og evnen til egenhændigt at bestemme min nutid og fremtid.
Jeg er ikke bange for kærligheden, jeg søger den bare ikke. Den kommer nok ligeså pludseligt igen som de andre kærligheder gjorde, blot at jeg nu er noget ældre end sidste gang, og mere bevidst om, hvad det er jeg vil og ikke vil. Men når en mand næste gang siger "jeg elsker dig" til mig, knækker jeg ikke sammen, men jeg vil ikke føle mig helt tilpas ved ordene de første mange gange.
Er det ikke lidt kliché-agtigt?
Ikke bare det med at kvinder skulle bryde sammen fordi en mand siger "jeg elsker dig", men hele konceptet omkring det med de stærke kvinder i lederjob med penthouselejligheder og det frivillige singleliv.
Med risiko for at gøre mig en anelse upopulær, så tror jeg ikke, der er nogen kvinder der frivilligt ønsker singlelivet fremfor kærligheden og tosomheden. I hvertfald ikke, når de har passeret en vis alder.
Bottum line: det handler vel om at "turde" kærligheden, at turde sig ja i stedet for nej. Det er ikke anderledes med kærligheden end så meget andet; nogle gange lykkes det og andre gange går det i stykker. Sådan er det nu engang med det koncept vi kalder for livet.
Måske alle de stærke singlekvinder ville have nemmere ved at sige ja fremfor nej, hvis der ikke blev fokuseret så vanvittigt på det at være alene.
"Deres angst handler om at miste uafhængighed, men også om en manglende accept af sig selv som individer, der er værd at elske."
Jeg tror (desværre) den er meget præcist ramt. For logisk set, hvordan skal man kunne have denne uafhængighed intakt (uddannelse, bolig, venner, omgangskreds osv osv osv) OG en familie med alt hvad det indebærer. For det ikke skal være lyv skal man nu også være prinsesse med alt hvad DET indebærer. Der skal skrues ned for forventningerne, skal der. Der er no way disse ting kan kombineres i det sunde, respektfulde forhold indeholdende to personer fuld af patrikalsk power/maskulin handlekraft.
Alenetid er et issue. Hvor skal den komme fra? Mig bekendt har døgnet kun 24 timer. Folk magter det ikke, og der skal indgås store kompromisser, hvis det skal ske. Vi er uddannet til at tro, at det kan lade sig gøre. Det kan det ikke, resultatet er angst og tilsvarende "sygdomme"
Ja, det handler om at turde kærligheden og i den forbindelse slippe den powerfulde kvinde til fordel for den powerfulde mand der også kæmper med sit selvbillede.
At elske handler om IKKE at kunne klare alt selv, det fordrer tillid. Tillid rimer rigtig elendigt på "kan alt attituden"
Jeg tror Stinne har en pointe. Der findes ingen singler pr. valg. Hvorfor skulle man vælge at være single?
Fordi det er lettere. Man slipper for kontroltab og bevarer selvbilledet. Det koster. Prisen er ensomhed.
L :-)
Ensomhed og man er en belastning for miljøet :).
Tror stadig der er forskel fra person til person på hvordan de reagerer.
Det er trist at Terse stadig gør det i tåbelige klicheer. Vi lever naturligvis ikke i patriarkatet. Det stoppede for mange år siden og balancen er tippet så meget at det er rimeligt at kalde det matriarkatet.
Samfundet er skabt i kvindens billede. Der er næsten ligestilling på arbejdsmarkedte, og grov undertrykkelse af manden på de andre hovedområder. Jeg gider ikke gentage argumenter som den ellers begavede Terse kender så godt, men vil blot nævne behovspyramiden, magtfordelingen i hjemmet, folkeopdragelse, tv og skole, levealder, sexbehov.
L har ret i at der skal skrues ned for forventningerne, men kravene er høje hos de klamt forkælede kvinder under 50. Og flere og flere har grundet det manglende behov skiftet deres lyst til mænd ud med een til kvinder.
Kvinders egoisme har ødelagt kærligheden, hvilket de fleste selvindsigtsfulde kvinder så udmærket ved.
"Kvinders egoisme har ødelagt kærligheden"
Idiot !
"
Vi lever naturligvis ikke i patriarkatet."
Jo i gør for så vidt patriarkat defineres som maskulin handlekraft.
Læs igen Mester Jakel...
L :-(
PS.
Vi har haft denne debat 117 gange før, det burde være muligt (37) at aflæse hvad Terse blandt flere mener/tænker.
L :-o
http://veninder.blogspot.com/2005/10/krigserklring-mod-vatpikke-part-iii.html
@Lommen: Nej, hun har ikke ret. Ikke for mit vedkommende, jeg bryder bestemt ikke sammen hvis jeg møder kærligheden.
(høhø, det er sgu først BAGEFTER jeg knækker.. ak)
Jeg tror at singlekulturen komme af at det er blevet tilladt at vælge fra. Vi vil ikke længere nøjes, vil vil ikke bide tænderne sammen og acceptere at det ikke bliver bedre.
Vi har lært at være selvstændige på jobmarkedet, vi har lært os at klare os selv og vi er økonomisk uafhængige, dvs der er ikke længere noget fysisk der tvinger mennesker til at leve sammen.
Hellere være ensom alene end være det sammen med én.
Og ja, Lotte har jo ret, vi bliver ensomme af at være singler. Kunne JEG vælge ville jeg til enhver tid vælge kærligheden og tosomheden, men sgu ikke for enhver pris - og det er det jeg tror der er bottomline i det her - og det er ikke kun en kvindeting, det gælder begge veje.
...og så er der lige den gamle med at det er pokkers svært at finde mænd der vil trives i et forhold hvor kvinden tjener mere eller har højere status jobmæssigt...
@Alle debattører: Vil egentlig bare lige tilkendegive, at jeg har læst jeres velformulerede indlæg med stor interesse. Det kom lidt bag på mig, at så mange havde noget (meget!) at sige. Og det glæder mig. Virkelig.
Jeg har været i vildrede om, hvorvidt jeg sku' kaste mig vildt og frådende ind i debatten her, men upåagtet at den er startet på min blog, vælger jeg alligevel at stille mig på sidelinjen. For én gangs skyld tænker jeg, at jeg har mere ud af at lytte (læse) end af at tænke de halvfærdige tanker højt.
Måske kommer der en blogpost senere - det er faktisk ganske sandsynligt.
Min hensigt med at smide lige netop det uddrag fra Gieses bog op på bloggen, var netop at få lidt mere inspiration til mine reflektioner over det her. Det, som Giese beskriver, er jo bare én af mange afarter af "følelsesangst". Og dét optager mig meget. Helt generelt. Hos kvinder og hos mænd. Og osse imellem de to køn.
I har virkelig givet mig noget at tænke over - på den gode måde. Med et plat udtryk: Så kan jeg lære det, ka' jeg. Jeg var selv ude om det!
:-)
P.s.
Ovenstående bestemt ikke skrevet med nogen som helst intention om at lukke tråden. Jeg læser som sagt ivrigt med.
Jeg elsker dig.
BAWAAHAHAHAHAAHAA :D
Ja ok.. jeg synes det var sjov :o)
@Uden relevans: Jeg VAR lige ved at blive bange. Men kun fordi, det var DIG, der havde skrevet det...
Fortsat go' dag.
!-)
Kærlighed uden solide behov til at understøtte den er urealistisk for masserne. Især i dag, hvor de er indoktrineret til altid at sætte sig selv forrest.
Analyser den gammelkendte behovspyramide og få svaret på hvorfor kvinder i almindelighed ikke har brug for mænd så meget som de har for kvinder.
Dernæst er ubalacen i kvinders favør fastslået og man kan arbejde mod en reel forståelse af verden.
Problemet er at kvinderne nægter at se de kolde realiteter i øjnene, og dem der gør finder det ikke opportunt at indrømme det.
I øvrigt kan debat med kvinder ikke blive meget anderledes end maskuline tilkendegivelser med basis i realiteterne, fulgt af tøsers pegen fingre og udenomssnak. Femininum er løgnens køn og totalt uegnet til uegennyttig debat.
"Femininum er løgnens køn og totalt uegnet til uegennyttig debat."
Yada Yada...og manden er fortrængningens..
*gaaaaaaaaaaaaab*
L :-o)
Jeg tror gennerelt der bare er meget forskel på mennesker. Nogle mennesker har større krav end andre til hvad kærligheden er og hvad der skal til for at de kan være i så tæt en relation til et andet menneske.
Jeg tror ikke der er nogen der er bange for 'kærligheden'- nogen kan måske være bange for at blive forladt og andre for at være i noget hvor kærligheden (sådan som den er defineret for dem) IKKE er... Jeg tilhøre den sidste... Det har jeg gjort det for meget i. Stillet mig til tåls uden at være tilfreds og uden at elske.
De gange jeg har mødt kærligheden (som den er for mig) har jeg ikke været bange for at tage imod med begge arme (og hjertet). Men aldrig i hele mit liv om jeg vil være i et forhold hvor jeg mister mig selv- bare for at passe ind i normen.
Hep hep til alle som vælger sig selv - hvordan det så en er de gør det :-)
Send en kommentar
<< Home