tirsdag, august 22, 2006

Fatal kvinde vol. II

Første del af historien kan læses her

Der var helt mørkt i det rum, jeg faldt ned i. Jeg ramte et hårdt gulv, og egentlig ville det ha' været naturligt, hvis jeg havde skreget højlydt af forskrækkelse eller af smerte - eller begge dele. Men chokket tog al luft fra mig, så jeg sagde faktisk ikke en lyd. Ikke engang "av", da jeg landede.

Rummet måtte være hittegodskontorets kælder. Der var bælgmørkt. Jeg fik rettet mig op og konstaterede til min lettelse, at jeg vist ikke havde brækket noget. Mine hænder, som havde taget af for faldet, føltes bare meget støvede efter mødet med betongulvet, og jeg var lidt øm i det ene håndled. Det var det hele.
Da mine øjne havde vænnet sig til mørket, ku' jeg svagt ane konturerne af nogle møbler, der stod hulter til bulter. Måske var det en slags pulterkammer, jeg var havnet i? I den modsatte ende af rummet kunne jeg skimte omridset af en dør.
Jeg gik over imod den, og da jeg trykkede håndtaget ned, gik den op med en høj, klagende lyd. Den havde nok ikke været brugt i mange år.

Det er svært at beskrive den følelse, jeg fik i hele kroppen, da jeg trådte ud ad den dør. Udenfor var det kulsort nat (til trods for at jeg var taget ned til Hittegodskontoret sidst på eftermiddagen en julidag). Når jeg trods mørket alligevel havde kunnet se omridset af døren inde fra det mørke kælderrum, skyldtes det, forstod jeg nu, en gigantisk fuldmåne, der hang og badede hele området i et lys, der mest af alt mindede om et kæmpe dugvådt edderkoppespind. Det var ren magi og dragende på en måde, som på den ene side ikke var skræmmende, men som på den anden side alligevel gav mig gåsehud.
Jeg kiggede mig overvældet og mystificeret omkring. Hvor i alverden var jeg havnet? Jeg stod midt i en lille lysning. Rundt om mig var der fyrretræer så langt mine øjne rakte. Høje, slanke træer, der hvislede lokkende i den bemærkelsesværdigt lune nattevind, der smøg sig om mig.
Pludselig var det, som om den hviskede til mig, vinden:

"Vi tager imod dig... Hav tillid... Kom til Det indre"


Jeg virrede med hovedet og gjorde omkring. Stod der nogen og hviskede bag mig? Men alt, hvad der mødte mine øjne, var bare flere fyrretræer. Huset? Hvor var døren, jeg lige var kommet ud af? Jamen, et hus forsvinder da ikke bare? Dette hus gjorde åbenbart. Ikke så meget som mærker efter fundamentet kunne jeg se i månelyset. Underligt nok blev jeg ikke engang bange. Det var, som om det hele i forvejen var så mystisk, at jeg tog for givet, at nogen eller noget ville guide mig fra nu af. Og foreløbigt var det ikke helt forkert, skulle det snart vise sig.

Jeg mærkede, at jeg var tørstig og ville finde min halvliters plasticflaske, som jeg denne sommer har rendt rundt med nærmest overalt, frem af tasken. Men både taske og vand var borte - og det samme var mit tøj, opdagede jeg nu. I stedet for mine jeans og den top, jeg havde taget på om morgenen, var jeg med ét klædt i noget, der mest af alt lignede en efterligning af landevejsrytteren Dick Turpins antræk. I hvert fald havde jeg kappe på. At jeg ved synet af min egen påklædning som det første havde tænkt på Turpin, var måske ikke helt ved siden af. I hvert fald lød en høj vrinsken i det samme ved siden af mig. Det gibbede i mig. Jeg, der altid har afskyet og frygtet heste, forventedes nu tydeligvis at sætte mig op på ryggen af én og begive mig af sted. - Men hvorhen?
Der var nu ikke noget spor faretruende over denne sorte hingst. Tværtimod virkede den fra første øjeblik som en gammel, hundrede procent pålidelig butler, der af sin herre har fået besked på at behandle Herrens gæster godt. Således trådte den et skridt hen imod mig, så den stod lige op ad mig, og sænkede så hovedet - som for at signalere, at jeg roligt kunne sætte støvlen i stigbøjlen og træde op. Det gjorde jeg så. Spørg mig ikke hvordan! Jeg var stadig ikke bange, men holdt nu alligevel godt fast.

Dyret satte vel i det, man kalder trav. Det føltes i hvert fald ikke på noget tidspunkt, som om jeg var ved at falde af. Stor var min forbløffelse derfor, da jeg kort tid senere bemærkede, at skovens fugle begyndte at kvidre. Og minsandten om ikke, mørket gradvist blev mere og mere grågrumset. Solen måtte være ved at stå op! Ikke så langt borte kunne jeg nu ane et hus eller snarere en hytte. Der var lys i vinduerne, og der kom røg op af skorstenen. Røg? Om sommeren? Under en hedebølge?
Min sorte følgesvend lod til at mene, at netop dette hus var vores bestemmelsessted. I hvert fald stoppede den et øjeblik senere med en højlydt vrinsken ude foran huset, der havde stråtag og en lav, skæv dør.
En midaldrende kvinde med tørklæde om hovedet åbnede et af vinduerne og stak hovedet ud:
- Goddag Lomme! Velkommen til! Du har været ventet meget længe!
Hun kendte mit navn! Hun ventede mig ligefrem!
- Øhm... Goddag, fik jeg fremstammet. - Hvem er du? Burde jeg kende dig? Og hvor er jeg?
- Ja, du burde sådan set kende mig, smilede kvinden, og jeg lagde mærke til, at der var glimt i hendes venlige, brune øjne. - Men du har ikke mødt mig før, så det...
Hun afbrød sig selv midt i forklaringen og besvarede i stedet et andet af mine spørgsmål: - Jamen, du er da Der, hvor det Glemte Huskes. Har du virkelig ikke fået dét at vide?
Hun rynkede brynene.
- Æhm... Jo, det har jeg faktisk. Nu du siger det, kan jeg godt huske det.
Jeg var lidt flov. Hvad havde jeg regnet med? Et bynavn og et postnummer? En ruteangivelse og henvisning til Krak.dk?
Jeg sad og følte mig lidt dum på den dér hest, men for at være helt ærlig, så anede jeg ikke, hvordan jeg sku' komme ned.
Kvinden stak en hånd ud igennem det åbne vindue, og hesten gik straks over mod huset. Hun gav den et stykke sukker og klappede den på mulen, nøjagtig som man gjorde alle andre steder. Så vidt jeg vidste i hvert fald.
- Pegasus, kan du så slippe Lommen.
Stod hun dér og bad krikken smide mig af eller hva'??!
Jeg havde ikke behøvet frygte noget. Pludselig mærkede jeg tydeligt et par varme, stærke hænder om mine hofter, og én-to-tre, så stod jeg foran husets dør. Det mærkelige var, at der ikke var andre til stede end mig selv og kvinden (som stadig stod inde i huset med skorstensrøgen). Hænderne måtte bestemt være noget, jeg bildte mig ind, for der var ingen - ud over hesten, der altså åbenbart hed Pegasus, og den stod bare og kiggede blødt på mig med sine store, mørke hesteøjne.
Kvinden åbnede døren og kiggede varmt smilende på mig.
- Kom indenfor, Lomme. Vil du sove lidt - eller skal jeg lave dig en kop the?
- Øhm..., var først det eneste, jeg kunne få frem.
Jeg trådte over dørtrinnet, og hun lukkede døren efter mig. Som altid, når jeg er et nyt sted, registrerede jeg lugten i huset. Det lyder måske mærkeligt, men det mest rammende ville egentlig være at sige, at der lugtede af... hjemme. Kvinden stod bare og smilede tålmodigt til mig, og jeg fik en mærkelig følelse af, at hun vidste, hvad jeg tænkte.
Først da registrerede jeg, at jeg slet ikke var træt, selv om jeg måtte have reddet næsten et halvt døgn.
- Så får du en kop the.
Hun smilede stadig. Nærmest godmodigt.
Kunne hun virkelig læse tanker?
Hun gik ud i det, der måtte være køkkenet. Jeg ku' høre, hun fyldte vand i en kedel. Jeg stod og tog mig til hofterne, hvor de dér hænder for lidt siden havde været. Var der ikke lidt mere varmt netop dér?
- Hænderne stifter du nærmere bekendtskab med i aften, sagde kvinden ude fra sit køkken. - De var ikke noget, du bildte dig ind. Kom nu ind og sæt dig ned og fald lidt til ro.
Det gibbede i mig. Jo, hun læste vist tanker. Og jeg skulle opleve de hænder igen. Jeg sank en klump uden helt at vide hvorfor.
Jeg trådte ind i en næsten skuffende almindelig stue, som mest af alt mindede om noget, man kunne have fundet i et hvilket som helst gennemsnitligt, dansk sommerhus. Der var et værre sammenrend af gamle, udslidte møbler, der på ingen måde passede sammen.
Det samme gjaldt for de to store kopper dampende varm the, min værtinde lidt efter placerede på et lille bord. Selv satte hun sig i en tilsyneladende ret vakkelvorn gyngestol med en spraglet plaid i og bød mig en plads i en meget blød, grøn sofa. Så begyndte hun at tale, lavmældt og langsomt. Men det var tydeligt, at hun vidste, præcis hvad hun ville sige - som om hun havde sagt noget lignende mange gange før:
- Jeg er som sagt glad for at se dig her, Lomme. Det, at du fandt vej til Pegasus, og at han har taget så godt imod dig, viser, at du nu endelig er klar.
- Klar? Til hvad?
Jeg var fyldt til randen med spørgsmål og følte, at jeg hvert øjeblik kunne sprænges af lutter indestængt nysgerrighed og undren. På den anden side havde jeg osse en klar fornemmelse af, at jeg intet fik ud af at presse kvinden for oplysninger. Nærmest tværtimod.
Frustrerende nok besvarede hun mit spørgsmål med et modspørgsmål:
- Ved du, hvad en femme fatale er?

Fortsættes...

1 Comments:

Anonymous Anetq sagde...

Jeg glæder mig til fortsættelsen!

22 august, 2006 14:13  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home