Huset mellem de to Søer - nu osse med dam. Andedam.

Det her billede er taget sidste sommer tæt ved, hvor jeg bor. Og jeg synes egentlig sagt med et glimt i øjet, at det sætter stemningen til dagens post meget godt med den lidt ildevarslende (men smukke) belysning...

Somme tider forbløffes jeg altså over diverse dynamikker og årsagssammenhænge i sådan et lille samfund som det, jeg bor i. Og jeg bliver tit overrasket over, hvor mange historier, som gemmer sig under overfladen herude. Jeg har aldrig nogensinde tidligere i mit liv været en del af et landsbysamfund med alt, hvad det vist nok indebærer af sladder og nærhed og udstødelse og uskrevne regler og da især hierarkier blandt beboerne. Mine forældre bor i en forstadssoveby, hvor nationalsporten tilsyneladende er at have så lidt kontakt som overhovedet muligt til folk i nabolaget. Og da jeg flyttede hjemmefra, boede jeg knap otte år i København på storbymenneske-måden (dvs. socialisér kun med folk, der bor på den modsatte side af centrum eller med folk, du kender i forvejen). Men nu bor jeg hér, i Huset mellem de to Søer. Og hvad der dog ikke findes af fnidder-fnadder, sjove historier, misforståelser, små fights, flirt og hvisken i krogene her... Jeg synes, det er utroligt! Og jeg må blankt indrømme, at jeg er både skræmt og fascineret på én gang. Somme tider joker vi om, at der på lejekontrakten burde være indføjet med småt, at underskriveren fra dags dato frasiger sig enhver ret til privatliv...

Hvor kunne jeg være så naiv? I et hus med næsten tredive beboere må der da opstå ting og sager, som er en doku-soap på TV-Danmark værdige (hvis man da kan tale om at være 'værdig' i dén sammenhæng...). Selvfølgelig er der ting, som kun fåtallet ved - som kun bedsteveninden eller yndlingsnaboen får at vide. Det er ikke den slags, jeg snakker om. Næ, det er de såkaldte "offentlige hemmeligheder" - de små historier, som det er klogt at vide besked med, før man jokker i spinaten, men som man på den anden side helst skal lade bare lidt, som om man ikke ved...
Og jeg har sat mig ned og funderet over, hvad man kan støve op af den slags herude. Set fra en positiv vinkel er det vel rart, at vi i det hele taget har den slags historier, for det tyder jo på, at der er liv herude. Set fra den negative... Jamen, altså! Hvor småt kan det blive??

- Vi har to utroskabshistorier inden for dørene (dog heldigvis i ingen af tilfældene med alle implicerede parter boende i huset!) Det lader til, at folk helst tager ud for at være nogens elsker eller elskerinde...
I det ene tilfælde har personen valgt at være relativt åben om det. I det andet er det lige modsat. Alligevel kender langt de fleste tilsyneladende til begge historier. Tja...

- Der eksisterer osse som altid et par mere eller mindre indædte intriger af typen "jeg hilser ikke på ham dér eller hende dér, for vi kan vist nok ikke lide hinanden, og sidst, vi diskuterede, blev vi i øvrigt uvenner, han/hun tager aldrig sin opvask og vigtigst af alt, så har han/hun osse engang fornærmet min undulat. TSK!"
(Ja, ja. Ryst du bare på hovedet, storbybo. Alt efter hvordan sådanne konflikter udvikler sig, så kan de blive afgørende for hierarkiet her i huset og er derfor nok værd at følge lidt med i. Nå, videre!)

- En enkelt er hemmeligt (men dog ganske offentligt... hm...) ulykkeligt forelsket i en medbeboer (og det er kun et spørgsmål om tid, før dét venskab går rigtig meget i ged, for nogen mennesker kan jo ikke klare en afvisning...). Men hva'? Så har folk da noget at snakke (og blogge) om. Og indtil da kan vi jo altid oddse på udfaldet - eller noget.

- En anden tester det ellers gennemprøvede koncept med at være forelsket i en medbeboer, der i forvejen har kæreste (og den kæreste er sgu trods al sin afslappethed ved at være lidt på stikkerne; jeg tror, hun har fattet, hvad der rører sig...). Bare nu ikke hendes fyr bliver bange for at komme til at smile for meget til andre end hende. Men igen: Vi andre skal jo osse have lidt at muntre os med...

- En tredje (lad os kalde ham X) er dødtræt af en bofælle og nabo (der er altså et eller andet med de naboer dér...), men opfører sig pænt, udelukkende fordi X's chef er stedfar til ham den irriterende.

- Til generel morskab hører det, at den mand, som enhver landsby har én af (dvs. ham, der slet ikke på nogen som helst måde gider socialisere med de andre i byen) netop har fået en støjklage pga for højlydt sex (og i øvrigt som eneste kontaktforsøg til resten af gruppen har blæret sig højlydt med det, så dét må vist betegnes som en helt igennem offentlig hemmelighed).

- Så er der ham den smarte, der har en kæreste, som slår op med ham med jævne mellemrum (for sådan nogle piger kan de smarte fyre vist bedst lide), men som så alligevel finder sammen med hende igen gang på gang. Men i hver "pause" kan landsbyens kvindelige beboere naturligvis ikke lade være med at håbe bare en lille smule... Det gør de vist så snart igen, hvis jeg har hørt vindens susen på den rigtige måde...

- Der er hende, som bliver sur til fester, når hun ikke scorer. Enten sladres der om, hvor sur hun var denne gang. Eller osse sladres der (som sidst) om, hvorfor hun mon lånte kondomer af en medbeboer dagen efter festen... (Ja, nogle af os mente bestemt, at hun nok havde fået lyst til ballondans efter sin helt sikkert kedelige bytur).

Jamen, er det ikke herligt? Éns verden kan blive så lille af at bo her. Men det er jo så hyggeligt. Eller...
Nå, er du ny her? Sku' du bare ha' sagt med det samme. Jamen, velkommen til! *Indsmigrende smil*