Good guys og bad guys - hvem vil kvinder ha'?
For nylig læste jeg hos ham her , at der var "good guys og bad guys". Ham og en af hans venner var good guys. Men kvinderne faldt altid for bad guys... Ak, ja. Hvilken ynk! :-)
Nu ku' det være så nemt (alt for nemt, egentlig) at skrive noget forurettet/halvmobset/indigneret eller måske bare ganske almindeligt udglattende på kvinders vegne. Noget i retning af:
"Helt ærligt, hvem tager I egentlig os kvinder for at være? Selvfølgelig har vi da smag og dømmekraft, og selvfølgelig falder vi da mest for good guys". Sådan en slags: "Ska-wi-nu-it-liiiige...?"Men æhm...
Jo, altså - jeg er faktisk ét af de dér kvindfolk, der ganske ofte falder for good guys. De der liiidt stille, generte, indadvendte, som aldrig boller ved siden af (Pausefisken var en svipser...), aldrig har et eller andet muntert, lille misbrug, som de prøver at holde skjult, aldrig snakker grimt om én til deres venner (hverken bag eller foran éns ryg), ofte forkæler én, giver én blomster og bliver vildt kede af det, når de føler, at de ikke er gode nok som kærester (og tro mig, det føler de tit), kun danser, når de er meget fulde (og altid undskylder for det dagen efter), godt vil snakke føøøølelser og trøste én, når man er menstruations-hysterisk og godt kan knibe en tåre over en film i biografen.
Og jo, jeg holder stadig utrolig meget af den her type fyr - og jeg ender sikkert en dag osse sammen med én af slagsen. Igen. Men som I måske fornemmer, så bliver jeg osse engang imellem en liiille smule træt af den her mand.
Han er bare næsten for god, for blød, for... Ja, for alt muligt. Han mangler nemlig det, som den anden mandetype har (og som er det, tror jeg, der fascinerer så mange kvinder) drive.Og det er altså dette drive, der gør, at bad guys tager noget mere initiativ - desværre osse til at gå ud og prøve stoffer i weekenden, når kæresten ikke er med. Det er desværre ligeledes dette drive, som kan få ham til at lade sig rive så meget med af stemningen, at han til en fest "kommer til" at nedlægge kærestens veninde/hende den lækre kollega/hende fra læsegruppen med de gode bryster osv..
Drive og energi og uadvendthed skaber opmærksomhed og er fascinerende. Fra drive er der således ikke langt til engagement og videre over til at være en person, der "lyser op" i en forsamling.
Pointen er, at kvinder ikke vælger en bad guy, fordi han laver en masse lort, men på trods af. Min påstand er, at de vælger ham velvidende, at det her kunne gå hen og blive farligt og ubehageligt, men forblændes af energien, fordi den vidner om tiltro til sig selv og egne projekter. Initiativ og målrettethed er, uanset hvordan man så end vender og drejer det, statements. Om en person, der tror på og kan lide sig selv.
Og alt andet lige så er en sådan person mere tiltrækkende end én, der tydeligvis underkender sig selv konstant og ligner en personificering af utilstrækkeligheden.Jeg véd godt, at det selvfølgelig er at forenkle tilværelsen groft at gruppere et helt køn i to typer. Klart nok. Men jeg undrer mig nu stadig lidt over, at the good guys ikke bare ser at få fingeren ud og demonstrerer lidt mere udfarenhed oven i alt det andet, de mestrer så godt. Så ville de så langt overgå de klassiske bad guys. Men måske må vi kvinder bare indse, at vi ikke kan få både udadvendthed/selvsikkerhed og følsomhed og forståelse? Måske må vi bare lade være med evig og altid at ville typebestemme kærligheden (læs: tænke den ihjel) og så i stedet gå ud og forelske os. Uforbeholdent. - I hvem end han nu måtte være.
Lommen
- som godt ved, at det kan blive noget værre noget, hvis man inddeler sine medmennesker i "typer"...
3 Comments:
Vi bare skamrose din blog og din skrivestil og ordet døgnrytmegenerator! Og så tænker jeg lige over om vi mon karakteriseres som good eller bad-girl-typer?!
Vi bare skamrose din blog og din skrivestil og ordet døgnrytmegenerator! Og så tænker jeg lige over om vi mon karakteriseres som good eller bad-girl-typer?!
@$tine: Stop, stop - får så megen ros (for alt muligt!) i øjeblikket, at jeg snart bliver nødt til at indse, at verden er et rart sted. *Gisp, svært at tackle* !-) Men tak, tak. :-)
Hm... Er helt sikkert selv en good girl - men sine steder med et ordentligt stænk "bad" i. Good bliver (som nævnt på bloggen) bare lidt for kedeligt i længden.
Nå, meget à pro pos dit valg af Lomme-ord, så må jeg se at værne lidt om min for tiden så fine døgnrytme og hurtigst muligt komme i seng. (Pastoren har "forstyrret rytmen" på den rare pastor-måde denne nat. :-))
Glæder mig super meget til at se dig i Danmark igen, din burka-bavian - eller noget! :-S
Send en kommentar
<< Home