Fatal kvinde vol. I

Da I lå i jeres senge i nat, faldt I måske i søvn til lyden af silende regn... Det regnede i hvert fald voldsomt dér, hvor jeg var. Jeg var glad for, at nogen havde pakket mig godt ind i mange lag tøj - og endnu mere for at jeg følte mig sikker på, at hesten, der bar mig, nok sku' lystre mit mindste vink. Det var noget af et uvejr at ride i med pløre og mudder sprøjtende om min gangers galopperende hove, og jeg var udmattet, da jeg i morges nåede frem. Men den del af historien må vente lidt endnu. Lad os ta' det hele fra begyndelsen.

Sagen er, at for et par dage siden drog jeg, som I måske husker, af sted til Hittegodskontoret. Jeg havde i lang tid tænkt, at det var, som om der manglede noget inden i mig. Der var noget, der aldrig helt var faldet på plads. Forskellige hændelser, som jeg ikke skal trætte jer med beskrivelser af her, havde ledt mig frem til, at jeg måtte ud og lede efter min indre femme fatale. Det vil sige: Jeg anede ikke, hvad sådan en fatal kvinde egentlig var, og hvad jeg skulle med hende. Men noget instinktivt sagde mig, at jeg nok sku' finde ud af begge dele. Og ganske rigtigt:
Et bud kom til min bolig med et sammenfoldet stykke pergament, komplet med laksegl og det hele. I brevet stod blot:

"Hende, du leder efter, findes, hvor det glemte huskes."

Af en eller anden grund var jeg slet ikke skeptisk lige umiddelbart. Jeg overvejede ikke engang, hvem brevet var fra, hvorfor det var så kryptisk, om det var fis og ballade - eller måske en eller anden form for fælde. Brevet var nemlig så meget et åbent svar på en masse spørgsmål, jeg på det sidste havde stillet mig selv, at jeg simpelthen ikke kunne ignorere det. Og "hvor det glemte huskes" måtte vel være... på Hittegodskontoret! Så på med vandrestøvlerne og ned mod byen.

På Hittegodskontoret skete imidlertid noget mærkeligt. Da jeg havde vist brevet med lakseglet til den gamle mænd bag skranken, så han inspicerende på mig hen over kanten af sine guldindfattede læsebriller, rynkede panden og lod sine øjenbryn mødes lige over næseryggen. Der var ingen tvivl om, at mit brev var noget helt særligt - gjorde mig til noget helt særligt - og at det var vigtigt, at jeg nu osse var den virkelige modtager af det stykke pergament. Hvad mon han vidste, den gamle? Jeg turde ikke spørge. Så bad han mig endelig følge med ud i baglokalet.

Jeg var på én gang både meget nysgerrig og samtidig nervøs for, hvad der ventede mig i dette gamle, støvede rum med de knirkende gulvbrædder og lugten af sur snade og gammel kaffe. Jeg havde absolut ingen idé om, hvad dette skulle føre til. Havde jeg vidst det, havde jeg nok været endnu mere spændt...

Stationsforstanderen (eller hvad han nu var) bad mig vente i baglokalet et øjeblik, så forsvandt han. Det samme gjorde jeg minsandten. De gamle, mørke gulvbrædder, der ellers havde knaget så lystigt under stantionsforstanderens slæbende trin var nu mærkværdigt lydløse, da de med ét åbnede sig som en fælde under mig og lod mig falde adskillige meter ned i noget, som jeg først troede var intetheden.

Fortsættes...