Hvor slukker man for den her situation?

Ét stk. isdronning netop vågnet midt om natten - med drømmestumper mellem ørerne og hedeslag på huden. Nedsmeltningsfare? Overhovedet ikke! Der er ikke en kæft, som kan se, hvor meget jeg egentlig savner. Som i længes. Og det, der ikke kan ses, eksisterer jo ikke. Veeeel? *Ser mig inspicerende omkring*

Den dérsens mail...

...som dumpede ind i går aftes, mindre end en time efter at jeg havde afsendt min sms, så sådan her ud:

"Kære Lomme

Tak for din besked, det var rart at høre fra dig. Men jo, jeg har bemærket at du har lukket mig ude, og hvis du har brug for noget tid, forstår jeg det selvfølgelig også. Jeg er ked af, at jeg ikke kan gengælde dine følelser som det er nu, men jeg håber dog, at vi kan forblive venner, uden at det skal gå op i skænderier hele tiden. Tro det eller lad være, men jeg tænker tit over "os", og hvilke følelser jeg har i forhold til dig. Det er dog meget svært for mig at beskrive de følelser, som det er nu, hvorfor en pause måske nok er en god ide. Det er ikke for at give dig falske forhåbninger, men jeg synes jo du er sød og god at snakke med, hvilket jeg også synes, jeg har givet udtryk for, og håber du forstår.

Kærlig hilsen [Ungersvendens navn]"

Så Ungersvenden vil åbenbart gerne holde en dør på klem. Han tænker, så det knager. Madammen har gjort indtryk, men fuck, hun er skræmmende! Hun er en milliard år gammel og er derfor i sagens natur foran, hun er rapkæftet, hun virker, som om hun ved, hvordan hun vil ha' ting, hun er ikke bange for følelser. Hun er ganske enkelt en stor mundfuld. What do do, what to do, what to do-o-o??
Nu er det så, at jeg skal bruge al min (Lomme)visdom og huske, hvad jeg lærte for nogle år siden:

• Glem at du ved, at han tænker
• Glem at du ved, at han føler
• Glem at du ved, at du håber

- Og forhold dig kun til dine egne følelser og din virkelighed lige nu. Alt andet er vejen lige lukt ned i et helvede af karrusel-snurrende, uværdig køren rundt med sig selv. I det mindste har jeg denne gang været smart nok til at melde klart ud. Og den fyr, jeg er forelsket i, har i det mindste forsøgt på det, så godt som situationen nu tillader det. Mit liv version 4.7 (tror jeg nok, vi er nået til) har forbedret sig bare en smule og får måske fornyet sin sendetilladelse.

Lommen - nu håbløs... eller...

Grænsemarkering part II

Hm... Fik jeg nævnt, at jeg ikke havde tjekket min mail, før jeg skrev den forrige post....?

Grænsemarkering part I

Sms til Ungersvenden her til aften:

"Hej XXXX. Måske har du bemærket, at jeg på det sidste ikke har besvaret dine sms'er og i det hele taget har lukket lidt af over for dig. Måske ikke. Vil under alle omstændigheder gerne forklare mig: Det er såmænd meget enkelt. Jeg er for forelsket i dig til at gå og lege venner. Har brug for noget afstand lige nu. Måske kan det lade sig gøre at være venner senere. Men lige nu er det en umulighed. Er ked af at måtte vælge dig fra, men der findes ikke andre måder for mig. Dette er ikke en krigserklæring, men bare udtryk for et ønske om at være i fred og deale med situationen for mig selv. /Lommen."

Og som ventet hørte jeg ikke det mindste pip fra ham. Han respekterer kort sagt min grænse, som nu er utvetydigt markeret. Indrømmet, det er da en liiiille smule trist at vide, at jeg nu helt sikkert intet hører fra ham igen, at vi nu officielt ingen relation har. Jeg holder jo forbandet meget af ham. Men der er vel for pokker grænser for, hvor længe man kan lyve for sig selv og hinanden - især når det intet højere formål tjener. Den dominerende følelse i mig lige nu er derfor helt klart - lettelse. Osse selv om jeg ser ham hver dag.

Vil nu synke sammen i min dejlige lænestol, lytte til Beethoven og i stearinlysets skær rette det sidste opgave-halløj og derefter bare sove tungt, indtil jeg vågner af mig selv i morgen. Forhåbentlig bliver det med en følelse af, at "denne dag er den første i resten af mit liv", som man siger, når der skal startes på en frisk.


Lommen - nu med rent bord

Come dog on!

"Hey Lomme... Jeg sidder lige ude på køkkenet og drikker lidt Alamos, hvis du vil have et glas med... [Ungersvendens navn] "

Heldigvis... Heldigvis sad jeg langt væk på en café og råhyggede med veninde OG slukket telefon (ville selvfølgelig under alle omstændigheder ikke ha' svaret! Men adspredelsen i at være et andet sted end hjemme i Huset var god for mig, da jeg senere tændte min telefon...). Men altså....! *Tager mig til hovedet*

Da jeg kom hjem til Huset, sku' jeg hilses med et kæmpe smil og en næsten overdreven stor armbevægelse. Nej, nu BE'R jeg Dem, fru Heilbunt! Løb nemlig på Ungersvenden i vores køkkendør. Jeg hilste knap nok og så ikke på ham. Senere her til aften fortæller Husets nok muntreste beboer OG derudover osse veninde af mig (lad os kalde hende Smilet), at hun havde siddet sammen med Ungersvenden, da han trak den her flaske kvali-vin op. Han havde nævnt for hende, at han ville skrive til mig og byde mig et glas. Smilet sagde, som sandt var, at jeg var ude med en veninde (og blev i øvrigt noget beklemt over Ungersvendens lille, dumme idé dér, fordi hun jo godt ved, hvordan jeg har det). Ungersvendens reaktion var, at han nu ville skrive, selv om jeg ikke var hjemme, for det "gav ham nok nogle gode points".

Min mor har et glimrende udtryk, som hun bruger på den dérsens frue-måde, når hun er virkelig vantro over folks opførsel og - ofte - over deres antagelser af, hvad hun vil gå ind på: Han må da ha' spist søm!

Han kan tage sine points *spytter nærmest ordet ud* og rende og hoppe. Helst langt væk herfra!!! Han skal ikke skaffe sig points for noget som helst. Han skal ikke forsøge at sætte noget som helst plaster på noget som helst sår på nogen som helst form for måde! ... *Sukker dybt* Må jeg så liiiige se at få fortalt ham. Snart. Der er bare det, at... Jeg har ikke mere overskud på min "Lommen er oprigtig om sin sårbarhed"-konto. Og jeg véd udmærket, det er frygtelig barnligt, men jeg indrømmer (pas på, nu kommer det!), at det altså osse er meget rart at få lov at afvise ham. På ikke-måden. Osse selv om han dybest set er ligeglad. Det repræsenterer alt det, jeg hader ved ynkelige (og, desværre, tit feminine) spil: Uærlighed, vattethed, offerrolle, tøsefornærmethed.

Og hva' så? Hvis det nu virker for mig???

...Men ellers går det faktisk rigtig godt, og humøret er fint!

Måske ikke så tykhovedet alligevel...?

Så tror jeg faktisk, han har forstået det. Nu taler vi så heller ikke sammen. Som i overhovedet ikke. Og det var jo ikke lige helt dérud, jeg ville. Men okay. Man kan ikke vinde hver gang, siger de jo.

Nok meget godt, at jeg ikke er hjemme i aften, og at han ikke er her i morgen aften. I weekenden skal vi til den samme fest. Og dét kan blive en stor nok prøvelse. Men hvem f... vil gå glip af gode drinks og andre herlige venners selskab, blot pga af én nitte i flokken? Nej, vel?

God Kristi Flyvefart!

I thought I’d found the man of my dreams.
Now it seems, this is how the story ends:
He’s goin’ to turn me down and say,
Can’t we be friends?

I thought for once it couldn’t go wrong.
Not for long! I can se the way this ends:
He's gonna turn me down and say,
Can't we be friends?
Never again! through with love,
Through with men!
They play their game without shame, and who’s to blame?

I thought I’d found a man I could trust.
What a bust! this is how the story ends:
He’s goin’ to turn me down and say,
Can’t we be friends?

In your face!

Som så mange andre sagesløse sprogstuderende blev jeg i tidernes morgen på min grunduddannelse udsat for Goffmans såkaldte teori om face-work. Jeg kan ikke engang huske, hvad Goffman hedder til fornavn, og jeg kan ikke huske detaljerne, men jeg kan huske teoriens hovedtræk. (Fandt så efterfølgende ud af, at hans navn var Erving Goffman, og at den tekst, jeg refererer til, hedder "On Face-Work" og er fra 1963).

Goffman gør opmærksom på, at når mennesker kommunikerer med hinanden, så er der nogle helt bestemte krops- og verbalsproglige regler, de overholder for ikke at få beskadiget (eller ligefrem tabe!) deres face. Vi taler jo osse på dansk om at tabe ansigt. Og det er frygteligt, når det sker - at man taber ansigt. - Selv om vi da har vores strategier til at hjælpe både os selv og andre i den slags situationer, sådan at hele virker knapt så slemt...

Meget enkelt sagt er vores face det samme som vores værdighed. Mere specifikt definerer Goffman vores face som vores selvopfattelse. Hvad er vores rolle i forhold til situationen, i forhold til vores medmennesker og i forhold til verden i det hele taget? Den opfattelse (eller: det face) signalerer vi på alle mulige måder v.hj.a. vores sprog, og hvis vores medmennesker er søde og rare, hjælper de med at bekræfte os i og dermed med at opretholde det selvbillede, som vi signalerer. Der er tale om ren kræmmermentalitet, for hvis modparten hjælper og støtter os, så gengælder vi naturligvis osse deres anstrengelser og smadrer ikke deres face. Man samarbejder så at sige om at bekræfte hinandens selvbilleder og dermed om at give hinanden tryghed, gruppetilhørsforhold og i sidste ende en form for identitet (som jo så i sagens natur kan skifte, alt efter hvilket selskab man befinder sig i).

Mange af os har imidlertid haft den oplevelse, at et menneske af den ene eller den anden grund har jordet sit eget face med vilje. Det er ubehageligt, når folk taler grimt eller nedvurderende om sig selv. Hvor er deres selvrespekt? Hvordan skal vi have respekt for dem, når de end ikke selv respekterer deres egen person? Skal vi hjælpe dem med at opretholde et såkaldt negativt face? Og hvad kan de så ikke finde på over for os andre? Disse mennesker overholder ikke Goffmans regler, og dét føles underligt og ubehageligt.

Endnu værre er det dog med grupper, der jorder et enkeltindivids face - sætter spørgsmålstegn ved hans autoritet (som når elever fx ignorerer en lærer og bliver ved at snakke indbyrdes, selv om der undervises), udstiller hans (manglende) viden, hans evne til at indgå i gruppen (fx ved ikke at grine af hans jokes - eller grine, når han absolut ikke er humoristisk...). Så er vi ved at være ovre i en så grel intimidering af face, at det grænser til mobning. Altså dét at der bevidst gås efter at udstille en person ved at smadre dennes face og gøre ham til grin.

.....

Jeg har tænkt en del på gamle Goffman på det sidste. Lige siden teenageårene (måske tidligere) har jeg været en rigtig drillepind. Rap i replikken og i perioder en sand plage for mine omgivelser, fordi jeg altid gik lige til grænsen (og somme tider over den) i forhold til andre menneskers face. Husker, at jeg allerede som 10-årig fik følgende vidnesbyrd med hjem af min kvindelige musiklærer, som jeg nu ellers godt kunne lide: "Lommen snakker meget i timerne og må godt spare på sine til tider spidse kommentarer til undertegnede [altså læreren]". Orv, jeg blev flov! Tænk engang, at hun havde følt sig så stødt. Den dag i dag næsten tyve år senere har jeg stadig lyst til at ringe og sige undskyld. Hun skulle i øvrigt bare vide, hvor sart jeg er blevet...

For ved I hvad? Jeg kan sgu ikke længere klare noget som helst - ikke en brøkdel af, hvad jeg førhen kunne håndtere. Jeg ved ikke, hvad der er sket i løbet af det sidste års tid, men særligt efter min beslutning om ikke at pingponge mere, så er de rappe replikker svundet ind helt af sig selv. Min hjerne er TOM, når folk flaber den over for mig. Og det gør ondt langt ind i maven, når nogle, jeg ikke kender helt godt nok, siger noget drillende til mig. Jeg bliver usikker på deres følelser for mig og helt fantastisk ked af det. Hvor mange aftener har ikke allerede dette forår været ødelagt på grund af bemærkninger, der burde have været glemt minuttet efter?

Og nu er det så, jeg spørger mig selv: Hvad filen er egentlig forskellen på kommunikation med intenderet face-tab (mobning, spydighed) og så på såkaldt venskabeligt drilleri? Er det face-tab, når man føler det som et face-tab? Eller er det, når modparten intenderede at jorde én, at det kan klassificeres som et sådant? Og hvorfor er det lige, at jeg nu i modsætning til førhen næsten kan sidde og tude for mig selv bagefter ved tanken om ting, folk har sagt og tydeligvis (ud fra ansigtsudtryk og den øvrige relation at dømme) ment som en joke? Er det, fordi jeg mærker mit face mere? Altså, hallo!! Vi taler hævngerrige tanker om den totale, uhumoristiske ydmygelse af modparten for ganske harmløse ytringer (som min hjerne så altså desværre ikke finder harmløse overhovedet). Er dette den negative side af rent faktisk at have fået sig et selvværd? Eller er jeg bare blevet gammel og selvhøjtidelig og kan ikke klare en lille udfordring?

Er faktisk meget forvirret og frustreret over dette. Kan man nu ikke engang drille mig mere? Det var jo ellers smadderskægt. På det sidste har det bare slet ikke været sjovt - med mindre jeg kender folk rigtig, rigtig godt. Nu står jeg mest og kigger - og føler mig som en torsk på land. Er det virkelig den klare følelse af egne grænser, som gør det her? Hvorfor kan jeg ikke skelne mellem sjov og alvor?

Skal jeg lære at grine ad mig selv igen? Skal jeg bare glæde mig over min nye værdighed og se i øjnene, at dette er bagsiden af medaljen, når man har et selvværd (kan de sgu da for hulen ikke mene...!)? Er det her bare en overgang, fordi jeg har været vant til at lukke følelserne inde i sarkasme, og jeg nu har valgt at lukke lidt mere op for sårbarheden?

Lommen - frustreret og følsom

P.s. Hvis du kunne tænke dig at læse lidt mere om Goffman og hans face-begreb, findes et oprids her.

Nogen bør tage sig sammen...

... og det er ikke mig!

Jeg har lært, man skal tage et nej for et nej, og så skal man sørge for at komme videre. For sin egen skyld. Derfor:
*Ikke noget med dumme forhåbninger, der holder én fast i en sump af selvudslettende tænkning ("Hvad med alle de tvetydige signaler fra ham? Måske ændrer han mening, for jeg kan se, han er tiltrukket af mig, så hvis jeg bare venter længe nok...").
*Ikke noget med at udskyde vreden og såretheden og skuffelsen ("han ER jo altså meget sød og rar - der var jo en GRUND til, at jeg forelskede mig i ham - og det ER jo ikke hans skyld, jeg er sart, og vi ER vel voksne mennesker, og jeg kan vel godt tilbringe noget tid med ham" *Bræklyde høres i baggrunden* Er det ikke netop de dér "voksne mennesker", som har følelser? Waky, waaaaaakyyyyy!)
*Ikke noget med at lege venner. I hvert fald ikke det første lange stykke tid.

Nu ved I lissom, hvor jeg er, og hvilken strategi jeg prøver at følge. Osse selv om fyren denne gang altså happens to live right next door, og jeg desværre ser ham hver dag. Men ved I hvad? Han gør det sgu svært for mig, Ungersvenden. Vi er enige om, han afviste mig, right? Så jeg holder da selvfølgelig skansen og opsøger ham ikke det fjerneste, men hvad er det så liiiige, han har gang i nu? Kan vi få nogle erfarne og kloge kvinder og mænd på banen her! *Vifter jer ind, kom ind, kom ind - der er plads til alle her i Baglommen*

Hør engang...

Fredag formiddag havde han og jeg den her udmærkede men hårde snak som egentlig bare sku' gøre det muligt at bo under samme tag, uden at der dermed spontant opstod islag, når vi begge var til stede. Bagefter følte jeg helt klart behov for at trække mig på den dér meget dobbelte måde, man nu føler efter en afvisning: Man er jo stadig forelsket og holder af vedkommendes selskab. På den anden side skal man videre. Så Lommen hev fornufts-hatten på og besluttede i det mindste at forsøge at holde afstand.

Til min forundring beamede han mig som nævnt op allerede fredag aften, altså bare tolv timer efter vores tre timer lange følelserne uden på tøjet-snak. Man skulle ellers mene, at vi ligesom havde fået en... "overdosis hinanden" den dag, ikke? Han skulle lige høre, hvordan jeg havde det og udledte faktisk ud af en ganske uskyldig kommentar fra min side, at "uha, du lyder jo nærmest ked af det", hvilket jeg ikke følte mig. Var bare usandsynligt træt, fordi jeg (som den trofaste læser uden eget liv vil erindre) ikke havde sovet om natten. Indrømmet: Jeg svarede ham, da han tog kontakt. Jeg var lidt halvkølig eller hellunken, men jeg svarede. (Nåja, gi' mig lige lidt line her, ikke? Jeg er kun et menneske, okay? :-))

Lørdag morgen skulle jeg så pludselig have et godmorgenknus pr. sms. Svarede jeg ikke på.

Søndag aften var jeg ude at gå en dejlig skovtur med en veninde. Da jeg kom hjem, lå der en besked på min Messenger, der ellers stod på 'ikke til stede'. Vi er nogle her i Huset, som godt kan lide at spille Quake og lignende spil, og Ungersvenden spurgte så på chatten, om jeg ikke ville være med. Svarede jeg jo så ligesom ikke på, eftersom jeg var ude... (og for god ordens skyld: Jeg havde heller ikke svaret - om jeg så havde været hjemme!) Dagen efter blev jeg så lige konfronteret på køkkenet: "Hvad... ville du ikke være med til Quake i går?" "Jeg var ude med en veninde", lød mit afmålte svar.

De sidste par aftener har han pingponget som altid (nærmest mere - og lidt hårdere i filten; skal måske lige være helt sikker på, jeg ikke håber på noget fra ham. Han behøver intet frygte... Men var det så ikke en idé at lade være med at opsøge mig uden for fællesrummet?)
Nå, tilbage til pingpongeriet. Nu kan det være nok! Jeg er DØDTRÆT af tonen! Og nu er jeg dér, hvor jeg har bestemt mig meget fast for, at jeg ikke gider pingponge med ham overhovedet. Har i forvejen skruet gevaldigt ned for de dumsmarte bemærkninger generelt. Men netop ift Ungersvenden er det særligt vigtigt. Jeg gider ikke skulle "bevise" over for ham, at jeg ikke er såret og leve med på hans "vi er alle sammen venner"-trip bare for at tilfredsstille ham og hans forfængelighed og konfliktskyhed, der gør, at han helst vil se sig selv som én, der aldrig sårer nogen. Hvad f... er meningen?! Min sårethed er sgu da min sag, og den må jeg tackle for mig selv.
Jeg har her til aften fået øjnene op for, at det er noget gedigent fikumdik at lyve om mine følelser bare for at skåne ham for en skyld, som han ikke på nogen måde kan forventes at tage på sig. Han behøver ikke frygte, at jeg får et eller andet raserianfald på køkkenet eller lignende. Min børnesikring hedder stolthed, og den har reddet mig fra at begå masser af den slags bommerter. Men ligefrem at tvinge mig selv til at udstråle at "fifidong - det hele er fjong" - det er da bare den tykkeste løgn. Og her i foretagendet tilstræbes det altså, at jeg aldrig lyver over for mig selv om mine følelser. Svært, men værd at arbejde hen imod.

Her til aften dumpede der så endnu en sms ind. Af den værste slags - den komplet overflødige, ligegyldige type uden noget påskud. Den, der betyder: "Jeg sad lige og tænkte på dig". Forleden købte jeg nogle colaer til ham, fordi jeg på et tidspunkt havde lånt nogle. Så beskeden lød: "UUUHADA det er god cola du har købt! Synes jeg bare lige du skulle vide... :-D"

Jamen, vil han da rende og skide i havet!?! N-E-J blev der sagt. Af dig selv, Ungersvend! Og man KAN jo ikke både blæse og ha' mel i munden, uden at der skal fejes i bageriet bagefter, vel? Godt så!


Lommen - nu ikke med nogen som helst form for dårlig samvittighed over ikke at blive glad for (eller over ikke at besvare) "små søde beskeder"... Vorherre bevares!

P.s. Sku' der nu være nogen derude, som sidder og undrer sig: "Hvorfor filen får hun ikke bare SAGT til ham, at de ikke skal være venner, fordi hun slet ikke er parat endnu??", så er min forklaring: Jeg er heller ikke parat til at indrømme endnu mere sårbarhed. Så hellere blot ignorere hans forsøg på at nærme sig og håbe på, han snart fatter det.

Jeg er nødt til at være mig

Egentlig behøver vi vel ikke flere sangtekster efter denne...

I've gotta be me

Whether I'm right or whether I'm wrong
Whether I find a place in this world or never belong
I gotta be me, I've gotta be me
What else can I be but what I am

I want to live, not merely survive
And I won't give up this dream
Of life that keeps me alive
I gotta be me, I gotta be me
The dream that I see makes me what I am

That far-away prize, a world of success
Is waiting for me if I heed the call
I won't settle down, won't settle for less
As long as there's a chance that I can have it all

I'll go it alone, that's how it must be
I can't be right for somebody else
If I'm not right for me
I've gotta be free, I've gotta be free
Daring to try, to do it or die
I've gotta be me

I'll go it alone, that's how it must be
I can't be right for somebody else
If I'm not right for me
I gotta be free, I just gotta be free
Daring to try, to do it or die
I gotta be me

(Tekst af W. Marks - i min favoritversion sunget af Ella Fitzgerald)

Måske der alligevel tænkes...

... dérovre på den anden side af gangen her i Huset?

Pludselig var der i hvert en vis dejlig fyr, der beamede mig op på Messenger, til trods for, at vi i dag nærmest har talt sammen hele dagen igennem... Jeg skulle lige spørges omsorgsfuldt til, og så blev jeg ønsket en dejlig søvn. Pudsigt nok var han osse meget, meget træt.

Måske kører verden bare langsommere rundt, end jeg løber...? Måske sku' jeg bare stoppe op og vente på den...? Måske, måske, måske. Måske var det bare dejligt, at jeg var i hans tanker? So what? La' mig nu...

I nat var der to mennesker, der blev meget kede af det

Sms til Ungersvenden her til morgen efter at have oplevet et højst ubehageligt "ikke-møde" med ham i fælleskøkkenet under tilstedeværelse af tredje gangfælle, som vi så begge udelukkende henvendte os til:

"Med denne lille "smagsprøve" på samvær på køkkenet in mente mener jeg umiddelbart, situationen er uholdbar..."

... Og hans svar:

"Ja okay, har du en løsning på problemet, for det har jeg ikke... Jeg er efterhånden lidt træt af de her humør-svingnings-ture. Jeg tror ikke, jeg kan holde til dem."

Dén sms lød gnaven i mine ører. Men især efter nattens begivenheder bør jeg jo se i øjnene, at jeg helt åbenlyst ikke kan læse Ungersvendens signaler... Så jeg bankede på hos ham, og dér fik vi så lige kørt ét stk. meget følelserne-uden-på-tøjet Ungersvend i stilling, ska' jeg love for! Jeg har aldrig set ham sådan før! Der var meget bekymrede, meget kede af det øjenbryn og en anelse tårer i øjnene på ham, og de store læber var så kede, så kede. Det var tydeligt, at han var meget, meget bange for, hvad det her sku' ende med. Kunne det måske blive endnu værre, end det var?
Pludselig opdagede jeg, at den Lomme, der stod foran ham, var fuldstændigt ægte og sig selv. Det var klar snak og klar mig-adfærd. Ingen påtagede roller dér. Og fucked up situation eller ej - dét er sgu da en gave, at jeg rent faktisk er nået dertil! Og så blev der snakket... Og han var meget, meget følsom og træt og slidt, men hundrede procent på for at få det bedste ud af det her. "Da du smækkede den dør i hovedet på mig i nat, Lomme... Jeg bliver så ked af det hver gang med de dér humørudsving...". Jaså! *Løftede bryn* Hvad tror du, jeg blev i går, om jeg må spørge?? Som det fremgår af nedenstående, var dét osse noget af det, jeg fik sagt til ham.

Her har I endnu en opsummering:

Lommens budskab: Jeg skal vide, hvor jeg har dig. Det virker stødende på mig, at du tilsyneladende selv er så bange for at blive valgt fra, at du aldrig vil vælge nogen andre fra (og dermed som konsekvens heraf heller aldrig vælger nogen til). Altid kan du lige byde en hel håndfuld folk med på (vores) gåture i forbifarten, altid vil du gøre noget sødt for alle og enhver (for at fremstille dig selv som den her supersøde fyr). Husk at du selv bliver taberen på den måde. Når ingen har din førsteprioritet, så bliver du heller ikke nogens første-prioritet. Og bliver du egentlig selv så hamrende såret over somme tider at blive valgt fra af nogen? Nå, ikke? Jamen, så er det nok ikke så frygteligt, hvis du nu og da lader nogen passe sig selv og i stedet virkelig vælger nogen andre til - vel? Og sku' du nu komme for skade at såre nogen - ja, det er ikke dét, livet går ud på, men det er dog alligevel en uundgåelig del af tilværelsen. Du kan ikke gøre alle tilpas. Face it! Hvis du prøver alligevel vil du aldrig kunne markere dine egne grænser, og så mister du selvrespekten. = Lort Du kan osse såre ved ikke at være ærlig omkring, hvad du vil. Husk dét, når behagesygen bryder ud i dit indre...

Mht mine humørsvingninger, som får dig til at svinge noget med op og ned: Ja, jeg bliver knaldarrig, når jeg ikke ved, hvor jeg har dig. Når det, jeg tillægger (stor) betydning, åbenbart bare er pjat og pjank for dig. Enten må du stå ved dets betydning eller osse må du skrue over på en anden kanal - få dig nogle andre venner eller tænk lidt mere over din tone og dine signaler. Jeg kan arbejde med min vrede, sådan at jeg hurtigt bliver god igen. Men jeg kan ikke ændre på, at når jeg bliver vred, så bliver jeg vred, og jeg vil slet ikke høre tale om, at man somme tider ikke kan "tillade sig" at blive vred. Sig det til mig én gang, og jeg bliver... nuvel... fløjtende arrig. Jeg ved, hvor min grænse går, og det er helt sikkert et andet sted end din. Pas dine grænser, så passer jeg mine!

Ungersvendens budskab: Jeg bliver meget forskrækket, når du bliver så vred. Jeg synes, det er fint, at du kan fortælle mig, at "nu bliver jeg altså stødt, lad være med det dér!", men når du så pludselig som i går slammer døren i i hovedet på mig, bliver jeg bange og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg bliver osse så ked af, at jeg sårer dig. Tit forstår jeg ikke, hvorfor i alverden du bliver så gal. Desuden må jeg indrømme, at det er svært for mig at vænne mig til, at du så relativt hurtigt kan blive god igen og sidde sådan her sammen med mig og smile og grine og være afslappet. Jeg kommer altså nok lidt til at tænke, at så kan du ikke have været rigtig vred, og så ved jeg ikke, hvad vredesudbruddet sku' til for, og måske føler jeg mig så lidt leget med... [Her indsparkede jeg ironisk, at nå nej, så ville det vel være bedre, at jeg gik og var pisseindestængt i et par uger, så han rigtigt kunne mærke alvoren af mine følelser]. Ungersvenden svarede at "nej, selvfølgelig ikke, men jeg er bare vant til noget andet. Det her skal jeg lære".
Alt det med at vælge folk til og fra skal jeg gruble noget mere over. Men det begynder langsomt at gå op for mig, at jeg virkelig kan støde folk på nogle punkter, hvor jeg slet ikke regner med det. Det vil jeg prøve at gøre noget ved.
At jeg sidder og drikker en flaske vin med dig i går og i det hele taget bruger så meget tid med dig, er da at vælge dig til. Jeg ville jo ikke invitere naboen for eksempel. Det er da noget med, at vi to er ved at knytte et tættere bånd og lære hinanden at kende. Og det dér med at være social med alle holder man [han] vel osse op med, efterhånden som man lærer hinanden bedre at kende... [Jeg bad ham her om at uddybe] Ja, altså når det bliver mere personligt og tæt, så... [Og så satte jeg trumf på: "Dermed er det lige pludselig meget tydeligt, hvorfor jeg og andre kan synes, det er sårende, når du skærer alle over én kam og vil socialisere med alle; du har jo lige selv sagt det: Det er det samme som at erklære, at relationen ikke er tæt! Hvorfor skal jeg dog vælge en relation til, som modparten ikke gider vælge? Jeg kan da få bedre varer ude i byen"] Og jo, det kunne han godt se...

Herefter snakkede vi bare pjatsnak en times tid - og morede os tydeligvis begge kosteligt. Og jaja, det var temmeligt pjattet-flirtende, men der var ro i maven. Sådan da...

Og se nu er det, at Mor skal være meget vis og god ved sig selv og glemme følgende replikskifte fra i nat:

Lommen (efter at vi havde ligget ved siden af hinanden og "tilfældighedskærtegnet" lidt på den prøvende måde, og Ungersvenden lagde an til at lægge sig til at sove): "Nu kunne jeg efterhånden godt tænke mig at vide, hvad det er, vi leger..."
Ungersvenden (med bedende øjne): "Kan vi ikke lege - bare lidt endnu?"
Lommen: "Niks. Jeg gider ikke mere på den her måde. Hvad leger vi?"

Nå, folkens! Jeres gæt kan være lige så godt eller spøjst som mit... Jeg tænker, det kunne være... æhm... sjovt?... at høre jeres bud på, hvad der kommer til at ske fremover. Bliver det superfrustrerende for mig? Bliver det sådan set okay? Laver han klassikeren med alligevel at brænde lidt varm på mig, når dampen er gået af mig? Bliver jeg ved at gå og sukke efter ham? Byd endelig ind... (Hm... Måske man skulle starte noget bookmaker-virksomhed eller noget?)

Det var dét

For eventuelle nysgerrige, til opdatering:

Ungersvenden vil bare være venner og var ked af, at hans signaler havde kunnet opfattes som andet end venskabelige. My ass! De fleste af bofællerne har tænkt, han var varm på mig, familie og venner har tænkt det osv.. Men jo, jeg tror ham - fyren har virkelig ikke (haft) et clue om, hvordan alt hans flirteri virker. Som han - ganske rigtigt - pointerede "men sådan [flirtende] er jeg jo over for mange". Jep, kammerat. Vi er nogle, der reagerer på dén slags. Welcome to the real world! Han virkede dødsensræd på den umodne "ups, mine handlinger har konsekvenser for, hvordan andre opfatter mig"-måde.
Og - surprise! - han var enormt ked af, at vi ikke kan være venner - hvilket jeg sagde klart fra overfor: Dét kan vi ikke! Sådan er dét. Hvad tror han selv??
Lommen 20 år havde nok forsøgt venskabet og lidt og grædt i det. Lommen 28 år ved, at den slags er en illusion og en ganske unødvendig tortur at trække sig selv igennem.

Så vidt den faktuelle status. Hvordan står det til indadtil?

Det er selvfølgelig ikke på nogen måde særligt fedt nu at kunne sidde og konstatere, at al min skepsis var berettiget. Uanset hvor meget jeg så prøvede kun at fokusere på de gode tegn, så var der altså noget, der blev ved at være "forkert". Svært at forklare, og det lyder sikkert pissebagklogt at sidde og skrive nu. Og hvad skal det i øvrigt til for?
Men jeg har brug for at tænke højt. Hånden på hukommelsen - hvordan følte jeg egentlig? Lad os bare sige, at min skepsis over for Ungersvendens engagement var til at få øje på. Spørg bare Mie. Så sent som i aftes inden "daten" (i gåseøjne, ja, for det viste sig jo netop ikke at være en date) havde jeg konstant den her "jamen, hvorfor uglen i hulen er jeg så nervøs, for dette er jo ikke en date, sådan ser han det altså ikke - jeg kan mærke det".
Min intuition havde ret endnu engang. Lidt af en flad triumf at fejre... Uanset hvor mange små, søde tegn, der har været, så har mavefornemmelsen hele tiden brølet mig ind i hovedet, at han på en eller anden måde var for lidt "på". De søde tegn var dér, helt sikkert, men de var alt for nonchalant og casual - og frem for alt ikke kun forbeholdt mig. Især det sidste var et dårligt tegn, synes jeg. Lad gå, at man beskytter sig bag lidt nonchalance, når forelskelsen sætter ind, men er der nogen her i selskabet, der snakker sødt om andre end den udkårne over for ham/hende selv? Er det et godt fif at nævne den udkårnes venner eller veninder alt for meget i søde vendinger? Nej, vel? Da vist ikke lige score-tricket, hva'?

Men jeg har jo ikke brug for at sidde og slå mig selv oven i hovedet nu, vel? Det vil jo ikke give mig en skid at sidde og stirre ind i badeværelsesspejlet med vred mine og snerre ad mit spejlbillede: "Hvad sagde jeg? Hvordan kunne du dog være så dum, Lomme?" I sager som denne plejer jeg i stedet så vidt muligt at vælge følgende strategi: Først... "frikender " jeg mig selv. Ingen lange forsvarstaler (for jeg er jo netop ikke under anklage), men en anerkendelse af mig selv og mine motiver: "Okay, du havde dine grunde". Det må fandeme være i orden både at håbe og at tage fejl: Jeg ville så gerne. Jeg ville ham. Jeg ville håbet. Og derfor fortalte jeg mig selv, at min intuition hørte forkert. Jeg har været så vant til at erfare, at jeg har troet for lidt på kærligheden, og dét har alt for ofte forstyrret de positive signaler, jeg fik fra den kære intuition. Men denne gang sku' det være anderledes. Og derfor var det bare på med optimisme-hatten og frem med de søde sms'er!

Når jeg så har frikendt mig selv... prøver jeg at bruge det skete i en læreproces. Fortærsket? Måske. Men ikke så dårligt endda...
Ved I hvad? Hvis der sku' komme noget godt ud af dette, så er det da, at jeg nu har fundet ud af, at min intuition fungerer aldeles glimrende. Og jeg er sikker på, jeg tør lytte til den næste gang. Osse selv om den måske fortæller mig, at den udkårne fyr ikke vil have mig, at nogen har løjet for mig om noget meget vigtigt eller noget helt syvogtyvende, som lige umiddelbart kan være lidt af en langhåret kamel at sluge. Jeg er på det rene med, at jeg kan blive såret, men osse med at jeg holder til det, og at jeg bliver glad igen. Ikke i morgen, måske, men så om nogen tid.

Pyyyh... Det bliver lidt hårdt at være bofælle til ham Ungersvenden nu, og jeg kunne bestemt godt bruge, at han ikke huserede lige ovre på den modsatte side af gangen her i Huset mellem de to Søer, men okay. Nu må jeg over den dér tunge, tunge fornemmelse i kroppen. Livet går videre. Har jeg hørt...

Lommen
- nu mest med lyst til at sove og være glad igen, når jeg vågner. (Men det kommer jo nok til at tage noget tid. Skal osse liiiige igennem noget af det dérsens vrede og noget "jeg føler mig ført bag lyset, selv om han aldrig lovede noget"-følelse...)

Tankeoversigt

Tanke nr. 1: Hvor filen er mine briller?

Tanke nr. 2: Gad vide, om han mener, det er en date, når vi skal sidde og drikke vin i morgen?

Tanke nr. 3: Der er egentlig pludselig overraskende mange, der ved, jeg har en blog. Hende dér til den fest dér i forrige uge, som pludselig meldte klart ud: "Altså, Lomme, jeg må jo tilstå, at jeg fik at vide, du havde en blog, og jeg har jo læst ét og andet...". Nå, for dylan da! Jommen, ikke noget hemmeligt dér - den ligger jo for f... på det dérsens net, så det er vel okay. Men hold op, det føltes mærkeligt.

Tanke nr. 4: Hold da helt badeferie, hvor ville jeg blive flov, hvis ham Ungersvenden læste min blog nu...

Tanke nr. 5: Hvor er det godt at være hjemme igen! Osse selv om jeg har haft det skønt. Hvor er det dumt, at min svenske ven bliver så mobset, når jeg nævner mine "erobringer", som han kalder det. Som om han nogensinde var interesseret i andet end lige at "prøve" mig dengang...

Tanke nr. 6: Gad vide om min nabo får scoret ham Morgenritualet? Jeg véd, de er vilde med hinanden, de to. Jeg véd det bare. Gad vide, om det ikke bliver ret sjovt, når nu én af hendes og mine fælles veninder (hans studiefælle) lægger en rose eller tre til ham på hans eksamensbord til deres skriftlige eksamen i morgen (fredag) på vegne af min kære overforelskede (kan man være det?) nabo? Hvor er vi fulde af gode ideer, mig og hende den fælles veninde!

Tanke nr. 7: Kan man godt skrive "Og jeg savner dig mega meget!" på sms og mene det rent venskabeligt?? Osse når man (han!) senere skriver "Det var vel nok herligt at få et godmorgen-knus! Det er meget længe siden, jeg har fået sådan ét..."?

Tanke nr. 8: Hvor er det typisk, at jeg ignorerer ham fuldstændigt her til aften. Men man kan da ikke være i hinandens selskab på ikke-måden dagen inden... en date. Kan man?

Tanke nr. 9: Mon man sover godt på en flaske hvidvin? Hvis ikke er det alligevel for sent at gøre noget ved nu...

Tanke nr. 10: Jeg er glad. Jeg slapper af. Så glad har jeg ikke været siden... Ja, jeg ved faktisk ikke helt hvornår.

Tanke nr. 11: Jorden går ikke under, hvis han ikke vil have mig.

Tanke nr. 12: Jeg vil under alle omstændigheder lære det dér med at være sød. Projekt Sød fortsætter. Bare se på de dér godmorgen-knus. Nogen blev da glade... Osse jeg.

Tanke nr. 13: Hvordan går det dog til, at den mest commitment-forskrækkede veninde, jeg har, efter blot et par måneders parforhold (hvoraf hun kraftedeme har boet sammen med fyren i en måned!) pludselig ytrer: "Jeg vil ha' mine børn med ham! Jeg vil leve med ham resten af livet!"??? Hatten af og beundringen frem. Jamen, er det ikke det bedste at reagere med, når nu det tydeligvis ikke bliver anderledes? :-)

Så drager jeg af

Jeg er formodentligt tilbage i Blogland sidst i næste uge. God St. Hvededag til alle!

Hvad kan man...

... andet end at være forelsket sådan en dag som i dag??

Lommen - svævende og med (vist nok) klædeligt saligt smil

Far og datter

Nede ved den frodige søbred, mødte jeg forleden på min daglige gåtur en far og hans datter. De var på cykel. Faderen bagerst, hans lille pige med lyserød cykelhjelm lidt usikkert slingrende på sin barnecykel foran ham. En lille angst i barneøjnene, da de opdager mig, som skal forbi på den ikke alt for brede sti. Hun trækker lidt ud til siden, og straks er faren dér: "Flot, skat!"
Jeg tog mig selv i at smile over hele fem-øren.

Den dag så jeg en lille pige vokse. Jeg kunne se osse hendes smil brede sig ud over det lille ansigt under cykelhjelmen, og kroppen, der lige pludselig rettede sig lidt mere op i sadlen. Og så ønskede jeg, at jeg kunne komme i tanke om tilsvarende øjeblikke fra min egen barndom. Og tænk, dét kunne jeg - lige pludselig. Dér på stien kunne jeg genkalde mig min fars stolte stemme, når han på sin egen sindige, men tydelige måde fortalte mig, at noget var godt klaret af den lille Lomme.

Hurra for at møde de gode minder i solskinnet på en søbred mange år senere.

Mens vi venter på kærligheden

Dengang - sidste gang - lovede jeg mig selv, at "aldrig, aldrig, aldrig nogensinde mer'". Aldrig nogensinde mere være venner med én, man ønsker sig meget mere med, aldrig mere "samle på signaler og små tegn fra ham", aldrig mere blive skuffet over, at modparten distancerer sig fra den flirt, som alle andre omkring jer tydeligt kan se, aldrig mere kun vente. I månedsvis.
... Heller ikke selv om det endte med forhold, stormende gensidig forelskelse og idel lykke i mere end et godt stykke tid. Aldrig mere.

"Gudfader, så banalt! Hvorfor gå rundt om den varme grød, til den bliver iskold?? Snup en afvisning fra cellonfan-pakken og tør øjnene, Lomme! Kom videre!"

Men sagen er jo: Hende Intuitionen har kun én gang i den slags sager taget fuldstændigt fejl, og som I ved, skreg hun af sine følsomme lungers fulde kraft torsdag aften, at den kære Ungersvend er mere end hooked. Som jeg forudsagde, er jeg imidlertid nu alligevel godt i gang med at dekonstruere det hele... Eller nej... Jeg vover pelsen og lader hende Intuitionen snakke. Hun ved, den er gal og har derfor sendt bud efter ham dér Tålmod. Men desværre har han været travlt optaget andetsteds på det sidste, så jeg har måttet klare mig selv, som jeg bedst kunne... Og dét har fedt hjulpet. Udtrykt på godt nudansk har Lommen fårked eftertrykkeligt op. Tilbage til det senere.

Jeg er dog blevet noget klogere på Ungersvenden som person de seneste dage. Over bare fire døgn er der kommet betroelser og indrømmelser op, som jeg på ingen måde havde troet muligt. Han har bedt mig om tid. Tid til at lære at turde nærheden.

Til aften ringede Intuitionen så til mig. Endelig havde hun fået fat i Tålmod, og nu ville de meget gerne mødes og tale med mig. Sammen.

.....

Intuitionen lægger ud med kærligt at hviske mig i øret, at der klart er potentiale. For hvorfor have samtaler af en sådan kaliber (om nærhed og angst for at miste og om fællesskab og følelser og deres udtryk) hvis ikke der er mere end venskab i sigte? Den nu lettere grånende Intuition med natursjalet, og de vise rynker omkring de makeup-løse øjne får støtte af en venligt udseende, meget rolig mand. Det må være Tålmod - han har forandret sig meget siden sidst, men det er osse længe siden, jeg har set ham. Sammen klapper de mig på skulderen, mens de nærmest messende fortæller mig, at de nu nok tror, Ungersvenden snart fatter, hvor det er, han vil hen. Og at det er samme sted, som jeg vil hen.

"Men Lomme", siger Intuitionen indtrængende og læner sig frem imod mig, "han har ikke engang været så tætte venner med nogen før, hvordan sku' han turde forelskelse?" Tålmod supplerer: "Ja, hvordan skulle han i det hele taget genkende forelskelse hos sig selv? Det tager tid. Giv ham den!" Intuitionen nikker ivrigt: "Han har nok aldrig rigtigt prøvet det før, og han aner ikke, hvad du føler, selv om du mener, du har blottet dig utroligt meget. Tro mig! Så lad være med at blive så pokkers såret, når han slet ikke reagerer på dine små tegn. Det er, fordi han ikke ser dem. Han er ikke ude på at såre eller gøre dig til grin."
Ved lyden af mine opgivende "hvor har vi hørt dén svada før?"-suk, kigger Tålmod alfaderligt på mig hen over kanten af sine guldindfattede læsebriller: "Hør nu her, Lomme, en ung mand og en noget ældre kvinde med talegaver og attitude i orden... Han har nok at gøre med at finde ud af, hvilket ben han skal stå på! Når det i hans halvbrandert bliver til, at I pludselig har vandkamp på køkkenet, og dér går ét-tag-fat og hujen og hvinen i den i bedste børnehavestil..." Tålmod og Intuition ser smilende indforstået på hinanden, "...når han står og tørrer sit våde hår af i dig og I ender med at stå og kramme pjaskvåde, så kan du da nok se, at du ikke skal blive ked af det, når han så senere leger venner og bortforklarer en lillebitte smule. Visse-vasse. Han blev lidt forskrækket over, at hæmningerne røg forleden, og hvad må du ikke tænke om ham? Er han nu for barnlig? Han kom lidt bag på sig selv - og dét endda lige for øjnene af dig". Her kniber Tålmod Intuitionen drillende i kinden: "Kan du huske de branderter, vi havde, da vi var unge, hva' frøken?", og Intuitionen rødmer let, så det et kort øjeblik ser ud, som om hun rent faktisk har taget rouge på. Hun rømmer sig forlegent og siger så: "Ja, altså... Tålmod og jeg synes jo generelt du er blevet en hel del bedre til at konsultere os og lytte til os... Men æh... Vi er altså nødt til at fortælle dig, at i det her tilfælde...". Hun ser over på Tålmod som for at hente hjælp. Han skærer igennem: "Ja, du må altså stramme op, Lomme! Du har dummet dig. Ganske enkelt. Selvfølgelig skal du da ikke sende ham en sms, hvor du skriver, at du ikke synes, I kan være venner. Og slet ikke når I lige har haft det pjattet og interessant og rart. Hold nu op! Bare fordi han ikke lige kaster sig over dig, når I nu er alene under mere private forhold... Du véd, han sagde, at han aldrig havde talt så meget med nogen som med dig. Du er da i hans hoved konstant. Nu bare... tålmodig". Tålmod afslutter sin irettesættelse med et lille nik som for at understrege dens betydning.
Ved synet af mit skeptiske ansigtsudtryk rømmer Intuitionen sig igen: "Altså, selvfølgelig skal du ikke vente i evigheder, Søde" (her sender hun et skarpt sideblik over mod Tålmod, der dog ikke lader sig mærke med noget) "men altså... Det er ikke godt, at netop som han var begyndt at åbne sig for dig, så skynder du dig at afvise ham ganske eftertrykkeligt, fordi du pludselig bliver forvirret. Ro på! Han har givet dig nogle ganske gode hints om, hvordan han er indrettet, og der er bestemt ikke noget, der tyder på, at han ikke skulle kunne udvikle dybere følelser for dig lige så stille og roligt. De er dér nok allerede, sådan som han savner dig, når du ikke er dér, og med al den opmærksomhed du altid får. Men han skal lige indse det selv, ikke? At du har listet dig ind på ham, og at han nu ikke længere kan snyde hverken sig selv, dig eller andre - han har jo knyttet sig. Og så skrider du, dit bæst!" Her ryster Intuitionen på sit lille hoved med de fine ansigtstræk.

Jeg er helt ør i hovedet og sidder og stirrer skiftevis på den ene og den anden af de to, som åbenbart altid ved, lige præcis hvad de skal sige. "Men hvad er det så, I foreslår mig at gøre?", vil jeg vide. Til min egen overraskelse lyder min stemme fortvivlet.
Tålmod er dér med det samme: "Ja, for det første skal du skrotte kontakten til hende den skøre sladderkælling til Forvirring". Han ser over på Intuitionen, som nikker samtykkende og ikke engang irettesætter ham for hans sprog. Tålmod kan ikke udstå Forvirring. Han synes, hun har en gennemført dårlig stil - på så godt som alle områder. "Og så skal du se at få fortalt Ungersvenden, at du godt vil forsøge dig med det venskab alligevel. Og så må du aldrig, aldrig gøre sådan noget imod ham igen. Du må aldrig svigte ham igen, vel? Hører du? Du har jo nok skræmt ham fra vid og sans og sikkert skuffet ham dybt og gjort ham vred og hamrende forvirret. Hans værste mareridt er jo at blive forladt, husker du nok, og her forstår han ikke engang hvorfor...". Intuitionen sidder og nikker, så hendes øreringe dingler. Hun kunne åbenbart ikke have sagt det bedre selv.
"Jamen", protesterer jeg, "når han nu tit behandler mig så rebound-agtigt... Dét er da ikke rimeligt, at jeg altid skal føle det, som om det lige så godt kunne være en anden af vores bofæller, han tilbragte tiden med. Altså, han må da osse udvise noget og tage noget ansvar for sine følelser og den måde, han udtrykker dem på eller rettere ikke udtrykker dem på! Det hele kan da ikke være op til mig!"
Jeg er nervøs for, de to vil tale mig midt imod. Men Intuitionen ser mildt på mig: "Hvad var det nu, han sagde, Lomme? Han havde aldrig villet såre dig, vel? Han talte med dig på en helt anden måde end med alle andre omkring jer - ja, måske end med folk i det hele taget? Han ville dig, fordi du havde dybde! Han blev normalt nærmest aldrig såret, men når du fortalte ham om alle de sårede og vrede tanker, du havde haft om ham, så blev han både ked af det, såret og sur, som jo er hans ord for 'vred'..." Jeg kan pludselig ikke finde nogen gode argumenter for ikke at forsøge at nærme mig Ungersvenden igen og så at sige bide amorinerne i mig. Tålmod sidder og piller lidt beklemt ved en af sine fingernegle. Jeg når at tænke, at hvis det er dén med blomsten og bien, han kommer med nu, så er det altså hans tur til at "stramme op" i repertoiret. Men det er ikke dén om blomsten og bien. Og så måske lidt alligevel:
"Altså, hvis nu denne... Ungersvend er bare lidt på samme måde som andre mænd, ja, så... viser han nok ikke helt, hvor glad han bliver, hvis du opsøger ham igen. Men nu ingen panik! Du har jo altså heller ikke givet et billede af dig selv som den mest tilregnelige og stabile person i det her, vel? Du har jo været temmelig hidsig et par gange sådan nærmest lige ud af det blå... Men altså... Få det sagt til ham, at du begik en fejl og tag du så bare væk fra Huset mellem de to Søer en stund, sådan som du havde tænkt dig. Træk vejret. Tænk på noget andet, ikke? Og når du så kommer tilbage, så hiv en god flaske vin frem. Del den og hyg jer - og nyd at se hinanden igen. Og lur mig så, om ikke han snart bliver meget blød om hjertet, uden at du behøver gøre noget som helst ud over, altså, at være dig." Tålmod bliver stille lidt og tilføjer så efter en indskydelse: "Ja, og så lytte til mig...". "Ja, og mig", indføjer Intuitionen ovre fra sin stol.

Audiensen er tydeligvis forbi. Jeg giver dem hånden og skal til at gå, men opdager så, at de har forladt stedet først. De forsvandt bare. Så går jeg i seng. For én gangs skyld ingen søvnproblemer. Jeg ved, at de to dukker op igen, så snart jeg behøver det.

Lommen - nu med ro

Alle...

... burde ha' en personlig coach. Min reddede mig fra at gå fuldstændigt agurk - og gøre mig selv til grin (og situationen meget kompliceret) i dag.

Tak! :-)

Det er på alle måder...

... i orden, at der i dette øjeblik render fire gutter rundt i bar overkrop og spiller bold på plænen foran min bolig!

Forår - hep!

Den signede dag...

... med fryd vi ser.

Denne fantastiske stund må deles med jer alle sammen - jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg helt sikkert nok skal få dekonstrueret ting og analyseret alle detaljer til deprimerende ukendelighed inden alt for længe. Sådan er jeg desværre, når det kommer til lige præcis kærlighed og forelskelse...

Men lige nu... Lige nu er der for første gang i hele forløbet ingen - siger og skriver: I-N-G-E-N - tvivl nogen steder. Hver en fiber af min krop råber, at min (!) ungersvend er forelsket i mig (endda vist i en grad så han ikke helt længere ved, hvilket ben han skal stå på). Jovist, jeg hører alle advarselsklokker, Den Nedslående Stemme, som har lånt sin forklædning af den såkaldte Realitetssans og foregiver at være Realitetssansens storebror Sandheden... Jeg sidder med en lille nervøs spire i maven, fordi gamle ekkoer af "hvad sagde vi? Selvfølgelig gik det da galt! Naive pigebarn!" runger mellem mine ører.

MEN klokkerne ringer kun langt borte og angår ikke mig... Og Den Nedslående Stemme er ikke en del af mig (om hun så lå i pjalter og laser ude på min trappesten og tiggede og bad om ly for natten, ville jeg ikke lukke hende ind). Min krop er ét stort lykkesus!
En underlig kold vind, der passede dårligt til dagens maj-vejr, er lige strøget gennem mit værelse. Hoveddøren blæste pludselig op, noget hvislede mod gulvet, hvorefter døren smækkede med et brag. Kiggede ud ad mit vindue og så lidt efter den kutteklædte mørke ridder Tvivlen på en lige så mørk og gigtplaget ganger. Han forsvandt i en sælsom lydløs galop ad stierne mellem De to Søer...

I nat deler jeg i stedet for seng med en dejligt jordnær og dyb kvinde, Tiltroen.

Så mangler jeg bare nyt tøj... ;-)

En eller anden...

... giv mig mod, styrke og nyt tøj!

Lommen goes sweet

Missionens navn: Operation Sød

Udførelsesperiode: 30. april og så lang tid frem, som det behøves (det vil sige indtil det vurderes, at Lommen til fulde behersker rar og imødekommende opførsel og tilsvarende mestrer udelukkende at anvende sarkasme på passende tidspunkter).

Motivation: Sarkasme er som udgangspunkt noget lort, der forhindrer mig i at få det fra andre, jeg har brug for (og ikke gør mig i stand til at give andre mennesker det, som jeg så gerne vil give dem).

Midler til udførelse af aktion: Smil, ros, positive perspektiver, opmuntring, hjælpsomhed, åbent kropssprog.

Ønskede resultater: At jeg kan holde mig selv ud og ikke føler, jeg spiller en rolle, som ikke er mig - som hende den arrogante, distancerede.

Foreløbigt opnåede resultater:
- Indtil flere dybt forvirrede, overraskede fyre, som dog alle har smilet meget mere til mig og pludselig er blevet superhjælpsomme og imødekommende.
- At jeg har følt mig meget mere oprigtig, hvilket har medført stor glæde og mere energi.
- Har indset, at der ikke nødvendigvis eksisterer modsætningsforhold imellem at være sød og imødekommende og saglig, kritisk og analytisk. (Jamen, det troede jeg altså...)

Opdatering følger.

Lommen - nu med sødme

Tilværelsen forandrer sig egentlig ikke...

...synderligt.

Præcis som da man var barn, er man som voksen stadig nødt til nu og da at blive enig med sig selv (og andre) om, hvorvidt man vil lege ét-tag-fat eller dåseskjul...

Den anden ting, jeg efter denne første dag i maj har skrevet mig bag øret, er, at hvis man hele tiden ønsker sig at være et andet sted end dér, hvor man er - ja, så må man se at tage tage skankerne på nakken og komme af sted!

Lommen - nu hjemme i Huset mellem de to Søer igen