Den signede dag...
... med fryd vi ser.
Denne fantastiske stund må deles med jer alle sammen - jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg helt sikkert nok skal få dekonstrueret ting og analyseret alle detaljer til deprimerende ukendelighed inden alt for længe. Sådan er jeg desværre, når det kommer til lige præcis kærlighed og forelskelse...
Men lige nu... Lige nu er der for første gang i hele forløbet ingen - siger og skriver: I-N-G-E-N - tvivl nogen steder. Hver en fiber af min krop råber, at min (!) ungersvend er forelsket i mig (endda vist i en grad så han ikke helt længere ved, hvilket ben han skal stå på). Jovist, jeg hører alle advarselsklokker, Den Nedslående Stemme, som har lånt sin forklædning af den såkaldte Realitetssans og foregiver at være Realitetssansens storebror Sandheden... Jeg sidder med en lille nervøs spire i maven, fordi gamle ekkoer af "hvad sagde vi? Selvfølgelig gik det da galt! Naive pigebarn!" runger mellem mine ører.
MEN klokkerne ringer kun langt borte og angår ikke mig... Og Den Nedslående Stemme er ikke en del af mig (om hun så lå i pjalter og laser ude på min trappesten og tiggede og bad om ly for natten, ville jeg ikke lukke hende ind). Min krop er ét stort lykkesus!
En underlig kold vind, der passede dårligt til dagens maj-vejr, er lige strøget gennem mit værelse. Hoveddøren blæste pludselig op, noget hvislede mod gulvet, hvorefter døren smækkede med et brag. Kiggede ud ad mit vindue og så lidt efter den kutteklædte mørke ridder Tvivlen på en lige så mørk og gigtplaget ganger. Han forsvandt i en sælsom lydløs galop ad stierne mellem De to Søer...
I nat deler jeg i stedet for seng med en dejligt jordnær og dyb kvinde, Tiltroen.
Så mangler jeg bare nyt tøj... ;-)
4 Comments:
Hvad er det for noget palaver med nyt tøj....? Udfra beskrivelsen tillader jeg mig at antage, at du ikke får brug for mange klæder at dække dig med den kommende tid ;o)
Dejligt, dejligt, dejligt! Forsøger at dele din glæde i stedet for at blive alt for misundelig - det lykkes faktisk meget godt lige nu ;-)
Tager du hende Tiltroen med i aften? Kunne godt bruge at dele en flaske vin med hende!
Vin? Hvor? :o)
Hurra! You go girl, og nyd det hvad end der sker!
Send en kommentar
<< Home