Nogen bør tage sig sammen...

... og det er ikke mig!

Jeg har lært, man skal tage et nej for et nej, og så skal man sørge for at komme videre. For sin egen skyld. Derfor:
*Ikke noget med dumme forhåbninger, der holder én fast i en sump af selvudslettende tænkning ("Hvad med alle de tvetydige signaler fra ham? Måske ændrer han mening, for jeg kan se, han er tiltrukket af mig, så hvis jeg bare venter længe nok...").
*Ikke noget med at udskyde vreden og såretheden og skuffelsen ("han ER jo altså meget sød og rar - der var jo en GRUND til, at jeg forelskede mig i ham - og det ER jo ikke hans skyld, jeg er sart, og vi ER vel voksne mennesker, og jeg kan vel godt tilbringe noget tid med ham" *Bræklyde høres i baggrunden* Er det ikke netop de dér "voksne mennesker", som har følelser? Waky, waaaaaakyyyyy!)
*Ikke noget med at lege venner. I hvert fald ikke det første lange stykke tid.

Nu ved I lissom, hvor jeg er, og hvilken strategi jeg prøver at følge. Osse selv om fyren denne gang altså happens to live right next door, og jeg desværre ser ham hver dag. Men ved I hvad? Han gør det sgu svært for mig, Ungersvenden. Vi er enige om, han afviste mig, right? Så jeg holder da selvfølgelig skansen og opsøger ham ikke det fjerneste, men hvad er det så liiiige, han har gang i nu? Kan vi få nogle erfarne og kloge kvinder og mænd på banen her! *Vifter jer ind, kom ind, kom ind - der er plads til alle her i Baglommen*

Hør engang...

Fredag formiddag havde han og jeg den her udmærkede men hårde snak som egentlig bare sku' gøre det muligt at bo under samme tag, uden at der dermed spontant opstod islag, når vi begge var til stede. Bagefter følte jeg helt klart behov for at trække mig på den dér meget dobbelte måde, man nu føler efter en afvisning: Man er jo stadig forelsket og holder af vedkommendes selskab. På den anden side skal man videre. Så Lommen hev fornufts-hatten på og besluttede i det mindste at forsøge at holde afstand.

Til min forundring beamede han mig som nævnt op allerede fredag aften, altså bare tolv timer efter vores tre timer lange følelserne uden på tøjet-snak. Man skulle ellers mene, at vi ligesom havde fået en... "overdosis hinanden" den dag, ikke? Han skulle lige høre, hvordan jeg havde det og udledte faktisk ud af en ganske uskyldig kommentar fra min side, at "uha, du lyder jo nærmest ked af det", hvilket jeg ikke følte mig. Var bare usandsynligt træt, fordi jeg (som den trofaste læser uden eget liv vil erindre) ikke havde sovet om natten. Indrømmet: Jeg svarede ham, da han tog kontakt. Jeg var lidt halvkølig eller hellunken, men jeg svarede. (Nåja, gi' mig lige lidt line her, ikke? Jeg er kun et menneske, okay? :-))

Lørdag morgen skulle jeg så pludselig have et godmorgenknus pr. sms. Svarede jeg ikke på.

Søndag aften var jeg ude at gå en dejlig skovtur med en veninde. Da jeg kom hjem, lå der en besked på min Messenger, der ellers stod på 'ikke til stede'. Vi er nogle her i Huset, som godt kan lide at spille Quake og lignende spil, og Ungersvenden spurgte så på chatten, om jeg ikke ville være med. Svarede jeg jo så ligesom ikke på, eftersom jeg var ude... (og for god ordens skyld: Jeg havde heller ikke svaret - om jeg så havde været hjemme!) Dagen efter blev jeg så lige konfronteret på køkkenet: "Hvad... ville du ikke være med til Quake i går?" "Jeg var ude med en veninde", lød mit afmålte svar.

De sidste par aftener har han pingponget som altid (nærmest mere - og lidt hårdere i filten; skal måske lige være helt sikker på, jeg ikke håber på noget fra ham. Han behøver intet frygte... Men var det så ikke en idé at lade være med at opsøge mig uden for fællesrummet?)
Nå, tilbage til pingpongeriet. Nu kan det være nok! Jeg er DØDTRÆT af tonen! Og nu er jeg dér, hvor jeg har bestemt mig meget fast for, at jeg ikke gider pingponge med ham overhovedet. Har i forvejen skruet gevaldigt ned for de dumsmarte bemærkninger generelt. Men netop ift Ungersvenden er det særligt vigtigt. Jeg gider ikke skulle "bevise" over for ham, at jeg ikke er såret og leve med på hans "vi er alle sammen venner"-trip bare for at tilfredsstille ham og hans forfængelighed og konfliktskyhed, der gør, at han helst vil se sig selv som én, der aldrig sårer nogen. Hvad f... er meningen?! Min sårethed er sgu da min sag, og den må jeg tackle for mig selv.
Jeg har her til aften fået øjnene op for, at det er noget gedigent fikumdik at lyve om mine følelser bare for at skåne ham for en skyld, som han ikke på nogen måde kan forventes at tage på sig. Han behøver ikke frygte, at jeg får et eller andet raserianfald på køkkenet eller lignende. Min børnesikring hedder stolthed, og den har reddet mig fra at begå masser af den slags bommerter. Men ligefrem at tvinge mig selv til at udstråle at "fifidong - det hele er fjong" - det er da bare den tykkeste løgn. Og her i foretagendet tilstræbes det altså, at jeg aldrig lyver over for mig selv om mine følelser. Svært, men værd at arbejde hen imod.

Her til aften dumpede der så endnu en sms ind. Af den værste slags - den komplet overflødige, ligegyldige type uden noget påskud. Den, der betyder: "Jeg sad lige og tænkte på dig". Forleden købte jeg nogle colaer til ham, fordi jeg på et tidspunkt havde lånt nogle. Så beskeden lød: "UUUHADA det er god cola du har købt! Synes jeg bare lige du skulle vide... :-D"

Jamen, vil han da rende og skide i havet!?! N-E-J blev der sagt. Af dig selv, Ungersvend! Og man KAN jo ikke både blæse og ha' mel i munden, uden at der skal fejes i bageriet bagefter, vel? Godt så!


Lommen - nu ikke med nogen som helst form for dårlig samvittighed over ikke at blive glad for (eller over ikke at besvare) "små søde beskeder"... Vorherre bevares!

P.s. Sku' der nu være nogen derude, som sidder og undrer sig: "Hvorfor filen får hun ikke bare SAGT til ham, at de ikke skal være venner, fordi hun slet ikke er parat endnu??", så er min forklaring: Jeg er heller ikke parat til at indrømme endnu mere sårbarhed. Så hellere blot ignorere hans forsøg på at nærme sig og håbe på, han snart fatter det.