I nat var der to mennesker, der blev meget kede af det

Sms til Ungersvenden her til morgen efter at have oplevet et højst ubehageligt "ikke-møde" med ham i fælleskøkkenet under tilstedeværelse af tredje gangfælle, som vi så begge udelukkende henvendte os til:

"Med denne lille "smagsprøve" på samvær på køkkenet in mente mener jeg umiddelbart, situationen er uholdbar..."

... Og hans svar:

"Ja okay, har du en løsning på problemet, for det har jeg ikke... Jeg er efterhånden lidt træt af de her humør-svingnings-ture. Jeg tror ikke, jeg kan holde til dem."

Dén sms lød gnaven i mine ører. Men især efter nattens begivenheder bør jeg jo se i øjnene, at jeg helt åbenlyst ikke kan læse Ungersvendens signaler... Så jeg bankede på hos ham, og dér fik vi så lige kørt ét stk. meget følelserne-uden-på-tøjet Ungersvend i stilling, ska' jeg love for! Jeg har aldrig set ham sådan før! Der var meget bekymrede, meget kede af det øjenbryn og en anelse tårer i øjnene på ham, og de store læber var så kede, så kede. Det var tydeligt, at han var meget, meget bange for, hvad det her sku' ende med. Kunne det måske blive endnu værre, end det var?
Pludselig opdagede jeg, at den Lomme, der stod foran ham, var fuldstændigt ægte og sig selv. Det var klar snak og klar mig-adfærd. Ingen påtagede roller dér. Og fucked up situation eller ej - dét er sgu da en gave, at jeg rent faktisk er nået dertil! Og så blev der snakket... Og han var meget, meget følsom og træt og slidt, men hundrede procent på for at få det bedste ud af det her. "Da du smækkede den dør i hovedet på mig i nat, Lomme... Jeg bliver så ked af det hver gang med de dér humørudsving...". Jaså! *Løftede bryn* Hvad tror du, jeg blev i går, om jeg må spørge?? Som det fremgår af nedenstående, var dét osse noget af det, jeg fik sagt til ham.

Her har I endnu en opsummering:

Lommens budskab: Jeg skal vide, hvor jeg har dig. Det virker stødende på mig, at du tilsyneladende selv er så bange for at blive valgt fra, at du aldrig vil vælge nogen andre fra (og dermed som konsekvens heraf heller aldrig vælger nogen til). Altid kan du lige byde en hel håndfuld folk med på (vores) gåture i forbifarten, altid vil du gøre noget sødt for alle og enhver (for at fremstille dig selv som den her supersøde fyr). Husk at du selv bliver taberen på den måde. Når ingen har din førsteprioritet, så bliver du heller ikke nogens første-prioritet. Og bliver du egentlig selv så hamrende såret over somme tider at blive valgt fra af nogen? Nå, ikke? Jamen, så er det nok ikke så frygteligt, hvis du nu og da lader nogen passe sig selv og i stedet virkelig vælger nogen andre til - vel? Og sku' du nu komme for skade at såre nogen - ja, det er ikke dét, livet går ud på, men det er dog alligevel en uundgåelig del af tilværelsen. Du kan ikke gøre alle tilpas. Face it! Hvis du prøver alligevel vil du aldrig kunne markere dine egne grænser, og så mister du selvrespekten. = Lort Du kan osse såre ved ikke at være ærlig omkring, hvad du vil. Husk dét, når behagesygen bryder ud i dit indre...

Mht mine humørsvingninger, som får dig til at svinge noget med op og ned: Ja, jeg bliver knaldarrig, når jeg ikke ved, hvor jeg har dig. Når det, jeg tillægger (stor) betydning, åbenbart bare er pjat og pjank for dig. Enten må du stå ved dets betydning eller osse må du skrue over på en anden kanal - få dig nogle andre venner eller tænk lidt mere over din tone og dine signaler. Jeg kan arbejde med min vrede, sådan at jeg hurtigt bliver god igen. Men jeg kan ikke ændre på, at når jeg bliver vred, så bliver jeg vred, og jeg vil slet ikke høre tale om, at man somme tider ikke kan "tillade sig" at blive vred. Sig det til mig én gang, og jeg bliver... nuvel... fløjtende arrig. Jeg ved, hvor min grænse går, og det er helt sikkert et andet sted end din. Pas dine grænser, så passer jeg mine!

Ungersvendens budskab: Jeg bliver meget forskrækket, når du bliver så vred. Jeg synes, det er fint, at du kan fortælle mig, at "nu bliver jeg altså stødt, lad være med det dér!", men når du så pludselig som i går slammer døren i i hovedet på mig, bliver jeg bange og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg bliver osse så ked af, at jeg sårer dig. Tit forstår jeg ikke, hvorfor i alverden du bliver så gal. Desuden må jeg indrømme, at det er svært for mig at vænne mig til, at du så relativt hurtigt kan blive god igen og sidde sådan her sammen med mig og smile og grine og være afslappet. Jeg kommer altså nok lidt til at tænke, at så kan du ikke have været rigtig vred, og så ved jeg ikke, hvad vredesudbruddet sku' til for, og måske føler jeg mig så lidt leget med... [Her indsparkede jeg ironisk, at nå nej, så ville det vel være bedre, at jeg gik og var pisseindestængt i et par uger, så han rigtigt kunne mærke alvoren af mine følelser]. Ungersvenden svarede at "nej, selvfølgelig ikke, men jeg er bare vant til noget andet. Det her skal jeg lære".
Alt det med at vælge folk til og fra skal jeg gruble noget mere over. Men det begynder langsomt at gå op for mig, at jeg virkelig kan støde folk på nogle punkter, hvor jeg slet ikke regner med det. Det vil jeg prøve at gøre noget ved.
At jeg sidder og drikker en flaske vin med dig i går og i det hele taget bruger så meget tid med dig, er da at vælge dig til. Jeg ville jo ikke invitere naboen for eksempel. Det er da noget med, at vi to er ved at knytte et tættere bånd og lære hinanden at kende. Og det dér med at være social med alle holder man [han] vel osse op med, efterhånden som man lærer hinanden bedre at kende... [Jeg bad ham her om at uddybe] Ja, altså når det bliver mere personligt og tæt, så... [Og så satte jeg trumf på: "Dermed er det lige pludselig meget tydeligt, hvorfor jeg og andre kan synes, det er sårende, når du skærer alle over én kam og vil socialisere med alle; du har jo lige selv sagt det: Det er det samme som at erklære, at relationen ikke er tæt! Hvorfor skal jeg dog vælge en relation til, som modparten ikke gider vælge? Jeg kan da få bedre varer ude i byen"] Og jo, det kunne han godt se...

Herefter snakkede vi bare pjatsnak en times tid - og morede os tydeligvis begge kosteligt. Og jaja, det var temmeligt pjattet-flirtende, men der var ro i maven. Sådan da...

Og se nu er det, at Mor skal være meget vis og god ved sig selv og glemme følgende replikskifte fra i nat:

Lommen (efter at vi havde ligget ved siden af hinanden og "tilfældighedskærtegnet" lidt på den prøvende måde, og Ungersvenden lagde an til at lægge sig til at sove): "Nu kunne jeg efterhånden godt tænke mig at vide, hvad det er, vi leger..."
Ungersvenden (med bedende øjne): "Kan vi ikke lege - bare lidt endnu?"
Lommen: "Niks. Jeg gider ikke mere på den her måde. Hvad leger vi?"

Nå, folkens! Jeres gæt kan være lige så godt eller spøjst som mit... Jeg tænker, det kunne være... æhm... sjovt?... at høre jeres bud på, hvad der kommer til at ske fremover. Bliver det superfrustrerende for mig? Bliver det sådan set okay? Laver han klassikeren med alligevel at brænde lidt varm på mig, når dampen er gået af mig? Bliver jeg ved at gå og sukke efter ham? Byd endelig ind... (Hm... Måske man skulle starte noget bookmaker-virksomhed eller noget?)